FRIHANDEL // KRONIK – Kritikken af frihandel har været undervejs siden årtusindeskiftet, også blandt fremtrædende – om end få – økonomer. Men den traditionelle geografisk-politiske analyse kan forklare, hvorfor opgøret med Kina først kommer nu, skriver kulturgeograf Claus Agø Hansen.
Flere europæiske lande tillader ikke det kinesiske mobilselskab Huawei at bygge det nye 5G-netværk i Europa. Virksomheden er blevet fravalgt, og den er nu bandlyst i lande som USA, Storbritannien, New Zealand og Australien. Samtidig har den afgående præsident Trumps regering indført amerikanske toldtariffer på kinesiske produkter.
Mange er overraskede over, at den frihandel og samhandel med Kina, som har gjort mange produkter billigere for forbrugerne nu pludselig er under stærk kritik. Begrundelsen har fra USA’s side været problemet med kinesernes handelsoverskud, tabet af vestlige jobs og senest frygten for industrispionage fra Huaweis side.
Kina er stærkt på vej til at udfordre USA’s dominans økonomisk-teknologisk, og dermed på sigt også politisk og militært
Nobelpristageren i økonomi Paul A. Samuelson skrev i 2004 en artikel, som i dag virker næsten profetisk. På det tidspunkt var debatten om globalisering mindst lige så ophedet som nu, og amerikanske og tyske toppolitikere var begyndt at ryste på hænderne over de mange job, der blev outsourcet.
Fortalere for frihandel
Mange økonomer greb imidlertid til forsvar for frihandel med klassiske økonomiske argumenter for, hvorfor frihandelen er en fordel også for USA. Samuelson opsummerede sine kollegers argumenter på følgende vis: Gevinsten ved frihandel er, når man gør den op, større end tabene.
Det er den, fordi også USA får del i den vækst, som frihandelen skaber i varehandel og udveksling af serviceydelser, som er baseret på, at borgerne i et demokrati ønsker det. Forbrugerne er vinderne på bekostning af nogle producenter, der bliver udkonkurreret i det, som Schumpeter (en østrigsk økonom) kaldte ”kreativ destruktion”.
Således gjorde man millioner af kinesere til narkomaner ved med militærmagt at åbne landet for opiumsimport, så England omvendt kunne hjemføre ædle varer som silke fra det kinesiske fastland
I sin artikel påviste Samuelson med matematiske eksempler, at præmisserne for frihandelens lyksaligheder ikke altid og nødvendigvis gælder. Konklusionen var, at vi ikke altid bliver vindere, som man ellers har forudsat i økonomisk teori.
”Frihandel er ikke altid en win-win situation”, skrev Paul Samuelson, nobelprisvindende økonom. Til Samuelsons argumentation kan tilføjes tre andre præmisser for frihandel, som ikke er gældende længere ift. Kina. Kina er for det første ikke et demokrati, men et statscentralistisk styre, som griber markant og strategisk ind i økonomien, og dermed også i kinesiske forbrugeres ønsker og muligheder.
For det andet eksploderede globaliseringen efter 2. verdenskrig, hvor vesten og i særdeleshed USA havde en uanfægtet teknologisk dominans, som gjorde, at de altid var et skridt foran de nye ”up-coming”-nationer som Japan, Taiwan og Sydkorea.
For det tredje står vi nu i en ny og anderledes situation, hvor spillereglerne for de globale aktører er ændret på grund af digitaliseringen. Derfor handler Huawei-affæren om større og vigtigere ting end handel og konkrete trusler om industrispionage. Om at Kina er stærkt på vej til at udfordre USA’s dominans økonomisk-teknologisk, og dermed på sigt også politisk og militært.
Det, som foregår, er kampen om kloden, for at bruge et begreb fra Danmarks første geopolitiske tænker, kulturgeografen og professoren Gudmund Hatt, som var Danmarks store stjerne inden for udenrigspolitiske analyser i 1930’erne.
”Geopolitik drives som videnskab især i Tyskland, men i praksis har de britiske statsmænd været
verdens mest indsigtsfulde geopolitikere, allerede længe før Ratzel og Kjellén begyndte at skrive
bøger”, som Gudmund Hatt skrev i “Kampen om magten – geopolitiske strejflys”.
Læren af historien – land og hav som rum, der kæmpes om
Situationen minder om situationer, verden har befundet sig i før, og historien kan derfor lære os flere ting. Fremfor alt, at frihandelen altid bryder sammen før store skred i magtbalancer, hvor nye nationer udfordrer de gamle.
En anden lære er, at de fleste nationer har bygget sig selv op til et vist niveau bag toldmure o.a., før de kan høste gevinster ved frihandel. Derudover har frihandel og militær-teknologisk herredømme altid fulgtes ad.
Kampen om kloden gik i gang i 1500-tallet, da sydeuropæiske opdagelsesrejsende stod til søs. Siden koloniseredes verden i et kapløb mellem nationer, hvor søfartsnationen England løb af med sejren og skabte det største imperium i historien. Det kunne England kun gøre, fordi det beherskede oceanerne.
Siden er kampen om kloden fortsat, mest udtalt i form af krige, der altid har haft det resultat, at ingen kunne forudse de langsigtede effekter, som bestod i, at nye nationer kom til magten.
Kina er den nye fastlandsmagt, et enormt Behemoth, som har behov for at udbrede sit domæne oversøisk for at eksportere sine varer og sikre import af både energi som olie og vigtige mineraler, der ikke findes på det kinesiske fastland
I slutningen af 1800-tallet overhalede Tyskland stormagten England som den dominerende industrination. Årsagerne er komplekse, men i årene frem til verdenskrigen 1914-18 brød det internationale handelssystem sammen og Tyskland udfordrede Englands globale flådedominans.
På det tidspunkt havde den tyske filosof Georg W.F. Hegel i sin retsfilosofi fra 1821 allerede udpeget havet som det naturlige element for industrien, hvis forbindelser til verden udenfor det animerer. Den som kontrollerede havene, var klodens hersker.
Georg W.F.Hegel: Retsfilosofi (1821), §247: “….Ligesom den faste jord er betingelsen for familielivets princip, så er havet for industrien det naturlige element, der bibringer den kraft udefra… det tilfører elementer af forgængelighed, fare og undergang og fortrænger fikseringen på de snævre borgerlige cirkler… og er det største middel… til handel af verdenshistorisk betydning.”
Denne kamp har den tyske jurist og geopolitiske tænker Carl Schmidt i værket ”Land og hav” kaldt kampen mellem hvalen Leviathan og landdyret Behemoth, som kendes fra Jobs bog i Det Gamle Testamente.
I den jødiske kabbala fortælles om kampen mellem disse to giganter, hvor Behemoth prøver at sønderrive Leviathan med sine kløer og horn, mens Leviathan omvendt forsøger at kvæle Behemoth ved at tildække dets gab og næse.
England var selvfølgelig Leviathan, hvis flådeovermagt blev anvendt til at dominere kloden og udvide markedet for engelske industriprodukter. Det skete allerede i 1800-tallet ved med kanonbådsdiplomati at tvinge Kina til at handle med sig. Således gjorde man millioner af kinesere til narkomaner ved med militærmagt at åbne landet for opiumsimport, så England omvendt kunne hjemføre ædle varer som silke fra det kinesiske fastland.
I europæisk sammenhæng brugte England magten over havet til at føre blokader mod fastlandet. Det kostede under 1. verdenskrig hundredetusindevis af sultdødsfald i Tyskland og Østrig, og fik den tyske hjemmefront til at bryde sammen. Tyskland opgav derefter krigen, som ikke kunne finde sin afgørelse i skyttegravenes industrielle myrderier.
”Alle store epoker (i verdenshistorien, forfat.) begynder med landerobringer. I særdeleshed gælder, at enhver ny opfattelse af verden er skabt af verdens-politiske ændringer og en ny organisering af kloden, med en ny landerobring”, skrev Carl Schmidt i bogen “Land og Hav”.
USA er ikke længere alene på den globale magtscene
Da Tyskland opgav, blev resultatet af den 1. verdenskrig, at tre kejserriger og imperier blev bragt til fald. Det russiske kejserrige faldt sammen i en kommunistisk revolution. Det osmanniske rige gik i opløsning og det multikulturelle Østrig-ungarske kejserrige faldt helt fra hinanden. Sejrherrerne var Frankrig og England, som fordelte det tabende Tysklands kolonier iblandt sig.
Med en for Tyskland knusende Versailles-fredsaftale var der lagt i kakkelovnen til den næste krig, for Tyskland blev igen hurtigt Europas og verdens dominerende industrination. Det meldte sig ud af Folkeforbundet, forgængeren for FN og brød aftaler, det tidligere havde indgået.
Da 2. verdenskrig brød ud, var den langt mindre industrialiseret, end de fleste er vidende om i dag. Ved dens slutning var den amerikanske industrielle fremstilling blevet enorm, og flyteknologien havde ændret magtforholdene, så afstande ikke længere havde samme betydning som få år tidligere.
2. verdenskrig havde det overraskende resultat, at det engelske imperium brød sammen, og at USA i løbet af krigen udviklede sig til den dominerende verdensmagt økonomisk, militært og politisk. Den magt blev konsolideret, da det fjerde imperium brød sammen i 1991 med Sovjetunionens fald.
Siden har USA været enerådende på den globale magtscene, men det ændres nu. Kina har meldt sig på banen. Kina er den nye fastlandsmagt, et enormt Behemoth, som har behov for at udbrede sit domæne oversøisk for at eksportere sine varer og sikre import af både energi som olie og vigtige mineraler, der ikke findes på det kinesiske fastland.
Der er således ingen grund til at tro, at Kina vil erodere indefra som det korrupte og ineffektive sovjetsystem. Fordelingspolitisk har Kina løftet hundredevis af millioner ud af fattigdom og ind i middelklassen. Dertil har Kina allerede vist, at det kan tage teknologiske tigerspring fremad
Carl Schmidt skrev sit værk ”Land og hav” under 2. Verdenskrig, og havde et skarpt blik for, hvordan udvikling i transportteknologier og kommunikation i fremtiden ville forandre de hidtidige forudsætninger markant for sømagter versus landmagter.
Hans overvejelser om fremtiden samt beskrivelser af, hvordan England historisk oprettede støttepunkter på verdens kontinenter minder om de ”Belt and road-strategier”, Kina forfølger i dag for at sikre deres fremtidige handelsveje i Euro-Asien og Afrika.
Projektet kendes også som ”Den nye silkevej”, et navn der refererer til fortidens handelsveje mellem Europa og Kina, og som især er kendt fra Marco Polos beskrivelser i 1200-tallet af sine rejser til Kina, der forstod sig selv som ”Riget i midten”.
Kina udfordrer også sine naboer og USA i det sydkinesiske hav, bygger kunstige øer og påkalder sig ret til området, opbygger en ny militærflåde. Omvendt sender USA sine hangarskibe til området og lader sin marine sejle gennem det sydkinesiske hav. Kampen om havet foregår således også i dag, hvor den kinesiske drage, Behemoth vil til søs for at udvide sit territorium.
Efterfølgeren for de britiske statsmænd, Gudmund Hatt nævner, er par excellence Henry Kissinger, USA’s tidligere sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister. I sit politiske og akademiske arbejde demonstrerer Kissinger, at han i sin realpolitiske, magtanalytiske tilgang til verden ligger i direkte forlængelse af Gudmund Hatt og Carl Schmidts analyser.
Som realpolitiker – og historiker af uddannelse er Kissinger dybt kritisk over for liberale, idealistiske tilgange i udenrigspolitikken, også over for Kina, som han har besøgt over 100 gange. Det demonstrerer han tydeligt i sit seneste værk, ”Verdens orden” fra 2014. USA’s og vestens udenrigspolitik bør ifølge Kissinger levne plads til regionale stormagter og finde fornuftige magtbalancer med dem, snarere end at ville påtvinge dem vestlige værdier som demokrati.
”For lang tid siden, i min ungdom, var jeg pågående nok til at tro, at jeg var i stand til at udsige Historiens mening… jeg forstår nu, at historiens mening er noget, der skal opdages, ikke proklameres.” Henry Kissinger, Verdens orden.
Den digitale kamp vil afgøre nationernes magtkamp
Historiens sejrherrer har altid været de førende industrinationer, som har haft interesse i frihandel og globalisering, så de kunne afsætte deres industriprodukter og få adgang til råstoffer. Når sejrherrernes dominans anfægtes har frihandelen og internationaliseringen det med at bryde sammen. Det er med andre ord et forvarsel om, at der meget ofte venter tektoniske forskydninger forude.
Det er præcis den udvikling, vi kan iagttage i disse år. Kampen om økonomisk dominans er i dag en digital kamp. De seneste årti har den handlet om forbrugernes data: viden om hvor du og jeg befinder os, hvad vi foretager os og hvilke forbrugsmønstre vi har. Adgang til disse data muliggør dominans inden for markedsføring, salg og innovation.
Den kamp har virksomheder som Facebook, Google m.fl. vundet, og de er derfor blandt de 10 mest værdifulde virksomheder i verden. Det har bekræftet USA’s dominans på verdensmarkedet, domineret af privatkapitalistiske spillere som med risikovillige Silicon Valley-milliarder i baglommen har investeret og vækstet sig til succes og dominans.
Når Huawei ikke længere må og kan benytte sig af amerikansk it, herunder styresystemer i deres mobiltelefoner, er det måske kun begyndelsen på en uvis fremtid.
Den amerikanske professor Shoshana Zuboff skrev gigantværket ”Overvågningskapitalismens tidsalder”. Det sammenlignes med “Kapitalen” af Karl Marx, som især beskrev de sociale kræfter i kapitalismens tidlige ungdom og Thomas Pikettys ”Kapitalen i det 21. århundrede”, der fokuserer på den spekulative kapitals dominans over den produktive.
For data er i den nye tid et råstof på linje med olie, og dets værdi har været at forudsige forbrugeradfærd. Deri ligger Zuboffs centrale pointe. Den digitale kamp er nu gået ind i en ny fase, kampen om data forbundet med Internet of things.
Det er data, som fortæller, hvordan infrastrukturen i vores samfund fungerer, og som afslører dens sårbarheder. Data om vores bygningers, færdselssystemers og energisektorers nervesystemer, adgang til systemarkitekturen i det private og det offentlige.
Den som har adgang til og kontrol over disse data har indsigten til at udvikle fremtidens produkter. De vil i høj grad blive baseret på kunstig intelligens, og det vil give en hidtil uset dominans som kun kan sammenlignes med den tidlige industrialders samlebånd og masseproduktion, der katapulterede USA til verdensherredømmet.
Eftersom fremtidens digitale strukturer vil blive styret af kunstig intelligens, forstået her som selvlærende systemer, er der også forbundet en stor sikkerhedsrisiko med disse. Fordi truslen er reel, er skellet mellem fremtidens økonomiske dominans og sikkerheds- og våbenteknologi ved at smelte sammen.
Kina er en anderledes modstander
Vesten står imidlertid nu over for en formidabel modstander. Et statsstyret kinesisk system, som baserer sig på de samme privatkapitalistiske økonomiske regler som vesten. Kina har skabt et kolossalt handelsoverskud, der investeres i højteknologiske indsatsområder. De baseres på et så tæt samarbejde mellem staten og private virksomheder, at man i vesten ikke kan se, hvor grænsen mellem dem går.
I modsætning til de totalitære regimer, som vesten tidligere med succes har bekæmpet, så nyder det kinesiske statssystem både stor opbakning blandt kineserne, og der har hidtil vist sig uhørt økonomisk effektivt.
Der er således ingen grund til at tro, at Kina vil erodere indefra som det korrupte og ineffektive sovjetsystem. Fordelingspolitisk har Kina løftet hundredevis af millioner ud af fattigdom og ind i middelklassen. Dertil har Kina allerede vist, at det kan tage teknologiske tigerspring fremad. De tider er forbi, hvor det kun var de prisbillige produkter, der blev produceret i landet.
Også geopolitisk er der grund til at være vågen. Kina besidder og udgør en enorm landmasse, det har verdens største befolkning med 1.4 milliarder indbyggere og er den næststørste industrination efter USA.
Den økonomisk-teknologiske dominans har altid fulgtes ad med det våbenteknologiske herredømme.
Sovjetunionens implosion gjorde verden unipolær i fire årtier. Det synes imidlertid som om, kloden nu bevæger sig mod flere magtfordelte ”storrum”
Derfor tager USA og Trumps regering truslen fra Kina dødsensalvorligt. Derfor er det ikke længere kun hensynet til frihandel og liberalisering af markedet, der er i fokus.
Den unipolære verdensorden under USA’s ledelse er ikke længere en given sag. Carl Schmidt arbejdede i 1950’erne med teorier om en organisering af verden i ”storrum”, under ledelse af regionale stormagter. Det kan meget vel vise sig at være en præcis spådom.
Når Huawei ikke længere må og kan benytte sig af amerikansk it, herunder styresystemer i deres mobiltelefoner, er det måske kun begyndelsen på en uvis fremtid.
Spørgsmålet er så, hvor det efterlader Europa. Modsat Kina og USA har Europa ikke et teknologisk kraftcenter, hvorfra fremtidens teknologier springer. Konstellationen af 28 uafhængige nationer, der skal finde sammen i et fællesskab matcher ikke udfordringen og kapløbet, der er i gang.
Store militærprojekter har altid skabt innovative teknologispring, hvilket illustreres bedst ved det amerikanske Apollo-projekt fra 1960’erne. Kinas ageren på verdensscenen minder om den Sputnik-effekt, der greb den vestlige verden i 1960’erne, da det kommunistiske Sovjetunionen som første nation i verden satte en raket i kredsløb, bemandet med hunden Leica. Det chok over Sovjetunionens førerstade satte gang i John. F. Kennedys og USA’s vision om at sætte en mand på månen, og bragte USA tilbage i en ubestridt overlegen position teknologisk. Europa er langt fra en lignende, fælles vision.
Sovjetunionens implosion gjorde verden unipolær i fire årtier. Det synes imidlertid som om, kloden nu bevæger sig mod flere magtfordelte ”storrum”, altså en egentlig magtpolitisk globalisering lig den produktionen af varer har undergået.
Kampen om kloden er ikke ny. Hvad vi ved, er følgende: I fortidens magtkampe er frihandel og internationale aftaler altid blevet udfordret af opkomlinge, fordi aftalerne har favoriseret de mest magtfulde nationer. Det har ført til militære konflikter, som har haft uforudsete konsekvenser, hvor nye nationer er kravlet op ad magtstigen. Det kunne meget vel være tilfældet for Kinas forhold til vesten i de kommende år.
En kort version af denne tekst har tidligere været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad.
LÆS ALLE CLAUS AGØ HANSENS ARTIKLER HER
Topillustration: Pikist
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
