DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – Efter et par måneders forsinkelse får filmen In Restless Dreams: The music of Paul Simon af Alex Gibney dansk premiere. Vores anmelder så den enlige forevisning under CPH:DOX i foråret, og efter at have sundet sig lidt er han ikke i tvivl om, at filmen er en af de største amerikanske sangskrivere værdig.
Tre en halv time ER lang tid at sidde i en biograf. Så da jeg tilfældigvis var blevet bænket midt på en række mellem flere kendte ansigter fra medie- og kulturlivet i perfekt afstand til lærredet, besluttede jeg i sidste øjeblik at skaffe mig selv og mine restless legs mere benplads ved at rykke længere bagud ud til en mellemgang. Bremen Teater var ikke helt fyldt til denne ene CPH:DOX-visning af Alex Gibneys film, og mit nye sæde var faktisk også temmelig godt.
Og så viste det sig, at tiden fløj afsted. Men altså, jeg er også ret glad for Simons musik, så hvis du ikke er det, så behøver du måske heller ikke læse videre, men kan derimod bruge de seks-syv minutter (plus de 213+ minutter, du sparer i biografen) til noget andet.
Rolling Stone Magazine har dog Simon som nr. 8 på deres liste af ”100 Greatest Songwriters of All Time”, og uanset hvor tilbageskuende og anglo-amerikansk, man kan synes, dén liste er, så holder den i store træk fast ved den klassiske betydning af ordet sang-skriver. Jeg selv ville derfor muligvis have ham et par pladser højere, men jeg kender såmænd nok slet ikke 100 sangskrivere.
To spor i filmen
Instruktøren Alex Gibney (f. 1953) har en frygtindgydende lang filmografi, der både involverer Oscar-nominerede dokumentarer med udstrakt brug af arkivmateriale som Enron: The Smartest Guys in the Room (2005) og enkelte afsnit af højtprofilerede fiktionsserier som Billions (2017).
Derudover har han instrueret og/eller produceret en hel del film med musik som udgangspunkt, og han indledte selv forestillingen med at fortælle, at han på grund af filmen Sinatra: All or Nothing at All fra 2015 blev kontaktet at Simon og inviteret til at filme under indspilningen af albummet Seven Psalms, der blev udgivet i 2023 (læs POV’s anmeldelse i linket, red.).
Gibney fortalte, at han både blev smigret og følte det som et fantastisk held og en gylden mulighed. Som interesseret i ”the process of making music” var det derfor bare at springe til, for hvornår ville han få en sådan chance igen med en musiker af den kaliber?
Det, vi kan kalde det historiske materiale, er organiseret og klippet med et overskud, man sjældent ser, og er det alt andet lige en traditionelt opbygget oversigt over Simons liv og karriere, så føles det spændstigt og musikalsk og uden alt for mange smarte film effects, som ellers ikke er ualmindelige i moderne film med arkivstof.
Der optræder en masse materiale, jeg aldrig har set før – samt selvfølgelig også klip fra tv-talkshows, som man kan have set på YouTube – og der er mange oplysende, morsomme og overraskende indslag, der perspektiverer Simons musikalske levned og talent.
Filmen består derfor groft forenklet af to spor: et med arkivmateriale fra ”fortiden” og et nyoptaget fra ”nutiden” med optagelser af Simon selv samt musikere og venner, der giver deres besyv med. Hver for sig ville de to spor såmænd have været temmelig vellykkede, men undervejs – mens de to spor afløste hinanden – skete der noget med oplevelsen, som jeg vil vende tilbage til om lidt.
Ikke mindst er der meget musik. I musikdokumentarer bliver man ofte forfordelt, når det kommer til selve musikken, for filmskaberne er åbenbart ofte bange for, at folk vil kede sig, og derfor hellere vil fokusere på de tabloide eller dramatiske detaljer om hvem, det nu handler om.
I In Restless Dreams oplevede jeg, at musikken fik plads, og næsten altid på det rigtige sted, men ikke desto mindre kan jeg se i mine noter fra under forestillingen, at det først er to timer inde, at vi får et helt nummer. Det er ”American Tune” fra 1973-solo-albummet There Goes Rhymin’ Simon.
Fra salme over Bach til Simon
Sangen var nok Simons mest politiske sang til dato, og billedsiden domineres derfor undervejs af alle de mange krige og optøjer, der foregik i De Forenende Stater på den tid. ”Still, when I think of the road we’re traveling on / I wonder what’s gone wrong”, synger han i den sang, hvis indledende melodilinjer mine forældre straks genkendte som salmen ”Befal du dine veje”, da jeg som 14-15-årig forsøgte at spille den på klaver. Det er en middelalder-ting fra Højskolesangbogen, som også J.S. Bach senere genbrugte, og hvis strofer Simon kan have hørt, for eksempel i Matthæus-passionen.
Og det er givetvis en pointe at lave en musikalsk, europæisk forbindelse, for som han også synger: ”We come on the ship they call The Mayflower”, for skibet med det navn står jo som symbol på den første europæiske kolonisering af Nordamerika i begyndelsen 1600-tallet, hvorfra salmen også stammer.
Alt det omtaler filmen nu ikke direkte, men jeg nævner det, fordi filmen på andre tidspunkter netop er god til at efterlade rum til seeren og lytteren og få én til at fundere. Og på den både omfavner den også det mere problematiske – og tabloide – stof om skilsmisser fra både koner og Art Garfunkel.
Simon følte muligvis Garfunkels beslutninger som et fravalg af musikken og af ham selv
Hans ægteskab med skuespiller Carrie Fisher var for eksempel næppe direkte lykkeligt, men fremstilles alligevel med mange facetter, og det samme gælder for så vidt samarbejdet med Garfunkel, som jo stoppede – første gang – i 1970-71-stykker, og selvom jeg har diskuteret dette med flere andre, så vil jeg mene, at filmen giver et ret afbalanceret indtryk af deres (u)venskab.
Simon siger i en sekvens i arkivmaterialet noget i retning af, at hvis man har været venner, siden man var dreng, så ved man også, hvordan man skal gå hinanden på nerverne, så det gjorde de – også. Men jeg vil godt gå med til, at filmen måske læner sig mod den holdning, at det var Garfunkels spirende filmkarriere, der var duoen Simon and Garfunkels ”Yoko Ono”, fordi Garfunkel tog det valg, at han hellere ville lave film i månedsvis ad gangen på det tidspunkt. Filmen levner plads til fortolkning, og Simon må da også have været stolt af sin vens nye karriere, men han følte det muligvis som et fravalg af musikken og af ham selv.
Syv Nye Salmer
Den historiske del af filmen går i øvrigt kronologisk frem og strækker sig over adskillige årtier, mens den anden del til gengæld holder sig til tiden omkring indspilningen af og forberedelserne til Seven Psalms. Vi møder flere samarbejdspartnere og venner, som udtaler sig – primært ret interessant – om Simon og hans musik, men det væsentligste er, at Simon selv åbner en dør ind til sin kreative proces. Nuvel, han er ikke ung længere, har mistet noget af hørelsen og sludrer måske også lidt, men hvem af os gør ikke det?
Næh, det er noget andet, der gør, at jeg kommer til at undre mig. Optagelserne er, synes jeg, som udgangspunkt rasende vedkommende – og jeg anskaffer mig da også siden det nyeste album, som jeg slet ikke havde hørt, før jeg så filmen – men det er som om, at Simon har fået tiltusket sig disse scener. Har fået kontrol over dem. De nye optagelser virker delvist instruerede, og han synger blandt andet i studiet til et back-track – det er ikke bare fly-on-the-wall-dokumentarisme. Har han lavet et kup på instruktøren?
Jeg var i dagene efter stadig i tvivl om, hvorvidt det faktisk ikke er godt for filmen, fordi det bringer os hinsides den traditionelle dokumentar og den gængse modus for den slags. Studiescenerne gør, at filmen ikke bare er en meget vellavet musik-biopic, for der bibringes en dialektisk-musikalsk dimension, som man måske kan fornemme, at jeg stadig fordøjer.
En filmisk sejr
Blev Gibney forført? Lod han sig forføre? Eller var det et bevidst valg? Havde han en vision om at skildre det kreativt-processuelle, som han så før nogen andre, inklusive Paul Simon selv? Jeg vælger at tro det sidste, især fordi han ifølge IMDB er ved at lave en film om Elon Musk, som man jo nødig vil se have for megen indflydelse på en film om sig selv. Og fordi jeg her måneder efter – når jeg lytter til Seven Psalms – kan genkalde mig den ”cinematografiske samtale” mellem de medvirkende, musikken og filmens kreative hold, hvoraf klipperen, Andy Grieve, selvfølgelig er en nøglemedarbejder.
Filmens to spor og de mange enkeltelementer væver sig ubesværet sammen
Så dette er altså en klar anbefaling til at sætte tiden af til denne film, og det er måske rart at vide, at de seks album i den 30-årige periode mellem The Rhythm of the Saints fra 1990 og Seven Psalms – og som de fleste er enige om, nok ikke har den samme kunstneriske vægt – slet ikke berøres. Men filmens to spor og de mange enkeltelementer væver sig ubesværet sammen.
Der er et solidt indblik i Simon & Garfunkel-tiden med megen info og underholdning; en rørende og skægt lavet scene om dengang Simons nuværende kone, Edie Brickell, opdager, at han står og lytter med bag kameraerne, da hun optræder i et tv-studie – og med mit yndlings-instrumentale Simon-stykke nedenunder, orgel-outro’en fra sangen ”Congratulations” – samt en længere sekvens, hvori nogle af alle de forskellige musikalske inspirationer til mesterværket Graceland (1986) dechifreres, og som dermed skaber en parallel til Seven Psalms-scenerne.
Det er en film, der nok beskriver og behandler Paul Simon som den kulturelt vigtige skikkelse, han er, med en traditionel og behændig musikfilms-tilgang. Men den har altid musikken i centrum, og den lykkes med også at være en film, der gudskelov giver sig tid til at give tilskueren en oplevelse af at komme længere ind i det kreative sjæleliv end stort set alle andre biopics og tv-programmer om kunstnere og musikere.
Læs også Mikkel Stolts artikel om Paul Simon i anledning af dennes 80-års-dag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
