Adventurefilm – På rejse ud i ekstremerne

i Film/Rejse/Sport af

ANMELDELSE – Den intime adventurefilm Gobi er med egne ord en “film om helt almindelig dansker”. Det står dog hurtigt klart, at der intet almindeligt er over midtjyden Simon Grimstrup, der presser sig selv til det absolut yderste i et af verdens hårdeste ultraløb gennem den smukke og brutale Gobi-ørken.

Hvad får en 42-årig efterskolelærer fra Midtjylland til at deltage et af verdens hårdeste ultraløb? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i fotografen Henrik Kaarsholms nye dokumentarfilm Gobi, der har premiere på NAFF – Skandinaviens største adventure-filmfestival – i Øst for Paradis denne weekend.

Dokumentarfilmen følger Simon Grimstrup på hans 400 kilometer lange rejse gennem Gobi-ørkenen i det vestlige Kina; et eksklusivt løb, som kun 50 hvert år for lov til at deltage i, og som i Simons tilfælde i 2017 var kulminationen på en fem år lang karriere som ultra trailløber.

Selv omtaler han det som “mareridtsløbet” og synes i optagelser forud for løbet at kæmpe med svaret på, hvorfor han uden tøven nævneværdig tøven takker ja til at deltage. “Eventyret venter på dig,” står der på en kop i Simons køkken, men som erfaren ultraløber ved han udmærket godt, at 400 kilometer gennem ørkenen bliver mere end bare eventyr; det bliver voldsom mental og fysisk udmattelse i ekstreme temperaturer og tilsyneladende endeløse terræner.

Alligevel er Simon ikke i tvivl om, at han skal af sted.

Hvad der nøjagtigt driver ham – om det er glæden ved de store naturoplevelser, konkurrencemomentet eller arven fra hans far, der i en alder af 78 stadig tager med på bjergvandringer – kommer dokumentaren aldrig rigtig med et tilfredsstillende svar på, men jeg er ikke sikker på, at det er et problem. Der er noget gribende ved det grundlæggende modsætningsfyldte i at udsætte sin krop og sit sind for et løb som Ultra Gobi.

De fleste andre ville nok have taget havenisserne som et tegn på, at det er på tide at tage hjem, men Simon synes at tage hallucinationerne med ophøjet midtjysk ro og humor

Som da Tom Hanks i rollen som den sympatiske Forrest i Robert Zemeckis’ Forrest Gump (1994) pludselig rejser sig fra sin stol og til sin omverdens blotte forvirring begynder at løbe. Det giver ikke mening, men det behøver det heller ikke. Det flytter løbehandlingen fra det partikulære til det mere universelle spørgsmål om, hvad der driver os som mennesker. I tilfældet med Gobi betyder det desuden, at man ikke behøver at interessere sig det mindste for løb som sådan for at nyde filmen og dens centrale temaer.

På vanviddets rand

Filmens instruktør, Henrik Kaarsholm, har fulgt Simon både op til og under ultraløbet, og i indledende interviews med flere af Simons venner og kolleger får vi indtrykket af en enormt besindig og klippefast mand, der er meget værdsat ikke bare som løber, men også som efterskolelærer.

I det hele taget udviser Simon dokumentarfilmen igennem en imponerende sindsro for en mand, der lever så meget i ekstremerne. Som person er han selve antitesen til det liv, han lever, og til Gobi-ørkenens ubarmhjertige, grænseløse terræn.

Det er denne indre balance, der gør ham så interessant i mødet med de voldsomme udfordringer – hvorfor lyder han for eksempel ikke det mindste bekymret, da han på ultraløbets sidste strækning begynder at se havenisser, vagthunde og kløfter, der ikke er der, fordi anstrengelserne og manglen på søvn har presset hans forstand til det yderste?

De fleste andre ville nok have taget havenisserne som et tegn på, at det er på tide at tage hjem, men Simon synes at tage hallucinationerne med ophøjet midtjysk ro og humor. Det gør filmen desuden også, da Henrik Kaarsholm her har valgt med en pludselig forvrænget lyd- og billedside at digte med på Simons sejlende sind.

Det er sjovt, og jeg havde gerne set mere af denne slutspurt, for det er uendeligt fascinerende, hvad der sker med bevidstheden, når man har rejst gennem ørkenen i flere døgn uden søvn eller selskab fra andre end de fantasivæsener, ens søvnmangel har tryllet frem.

Mod mållinjen

I sidste ende møder Simons ukuelige vilje kun sin ligemand i filmens anden hovedperson, Gobi. Ørkenen er smuk og utilgivelig med sine endeløse, flade vidder, ekstreme temperaturer (dagstemperaturer op til 30+ grader og nattetemperaturer ned til -15) og næsten klaustrofobiske stilhed.

Foto: Lloyd Belcher

Den er på én gang skurken og førsteelskeren, grunden til at alle muskler i Simons krop gør ondt og grunden til, at det er alle smerterne værd.

Gobi forsyner desuden dokumentaren med betagende naturbilleder (det samme gør i øvrigt indledende optagelser fra Silkeborg og omegn), og det er tydeligt, at Henrik Kaarsholm har gjort en indsats for at indfange ørkenens natur og vilje såvel som Simons. De to er hinandens yin og yang, og i afgørende øjeblikke mod mållinjen har mand og ørken kun hinanden.

Nå ja, og havenissen selvfølgelig…


Topfoto: Ultra Gobi

Seneste artikler om Film