FRIVILLIGHED // FESTIVALER – I denne fjerde og sidste artikel i serien med temaet Frivillig, fest og festival går Bent Gringer på tværs af erfaringerne fra Heartland, Copenhell og Roskilde i en analyse om frivilligheden i festivalsæsonen 2022 og generelt. Er der et enkelt svar på, hvad der driver de festivalfrivillige? Nej, det er der ikke. Men det er heller ikke helt random. Differentiering og blik for de frivilliges forskellighed i mening og tidsperspektiver er vejen frem. Svært arbejde. Nærmest en bjerg-etape udenfor kategori.
Hvad motiverer egentlig de frivillige? Der er masser af teori og en hel del undersøgelser på området – både om motivation i almindelighed og specifikt om frivilliges motivation.
Som konsulent har jeg selv turet rundt med nogle budskaber om at opleve sig kompetent, at have indflydelse og autonomi og arbejde for en sag/være en del af et fællesskab. Det er nok ikke helt forkert. Men det er heller ikke virkelig konkret, og der er ikke meget kød og blod i den fortælling.
I temaets tre artikler er jeg derfor gået til nogle af de frivillige selv. Og til de professionelle, dvs. ansatte chefer, som har ansvaret for ”frivilligheden” på tre festivaler.
Gennem deres beretninger og konkrete 2022-erfaringer ser man klart, at historien om frivilliges motivation ikke er en enkel fortælling, men en temmelig kompleks affære: De frivillige er super forskellige, og alle mulige konkrete forhold spiller ind.
Er frivilligheden udfordret?
Sommeren 2022 er selvfølgelig en særlig sæson, fordi vi stort set ikke har haft festivaler i de to coronaår. Festivalerne har oplevet problemer med at få frivillige nok, nogle mere end andre. Det er dog værd at bemærke, at i omegnen af 75-80 % af de frivillige på Heartland, Copenhell og Roskilde kom, som de plejer – men at festivalerne skulle kæmpe for at finde de sidste.
Interviewene peger på, at man har manglet de sidste 10-15 % af de frivillige.
En stor frivillighedsundersøgelse fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) fra maj 2021 siger, at frivilligheden ikke generelt er udfordret. 40 % af danskerne arbejdede frivilligt i 2020, og den procent er stort set uændret siden 2004.
Undersøgelsen dækker over mange slags frivillighed. Men der er måske ved at ske et skift i frivilligheden hos de unge fra ”det langvarige engagement” til mere kortvarige og skiftende engagementer. Fra ”Foreningsdanmark” hører vi i hvert fald historier om, at det generelt er sværere at tiltrække de unge til foreningsarbejdet. Generalforsamling, bestyrelse, møder, referater og den slags er ikke virkelig sexet. Men også kerneaktiviteter som at træne ungerne i noget sport eller drive en genbrugsbutik oplever udfordringer.
Corona har i 2022 gjort sit. Der er p.t. en generel mangel på arbejdskraft i restaurations- og hotelbrancen, og med det i baghovedet er det ikke spor mærkeligt, at det har været sværere at rekruttere folk til at lave den samme slags arbejde på en festival – bare ulønnet.
Festivalritualer
Nogle festivaler har ikke kun savnet frivillige, men også gæster. De helt unge har fået smadret traditionerne fra højskoler, efterskoler og gymnasier mm., hvor man i større flokke og camps tager på festival som en del af et ritual – som for nogen er et overgangs- eller farvelritual. Den slags skal genoplives, og nye generationer skal gøre traditionerne til deres egne.
Nogle af de lidt ældre deltagere er et andet sted i deres liv. Som Jonas Bach-Madsen skriver i Politiken: ”Der kan ske meget på tre år. Venskaber kan falde fra hinanden. Arbejdslivet ændrer sig. Og de ellers så ansvarsfrie unge er måske blevet forældre i mellemtiden.”
For mange handler Roskilde om at gentage nogle ritualer, og det falder til jorden, hvis man skal tage af sted med nogen, man ikke kender. Og der er ingen, som tager på Roskilde alene
Måske har de erfaret, at man faktisk KAN trække stikket og bare tage i sommerhuset – at man ikke skal opleve, opleve, opleve hele tiden, som frivilligchefen på Heartland, Laurits Heegaard Rasmussen, formulerer det. Og så kan man måske ikke samle sin camp igen.
”Altså lige dén camp, som man har leget, spillet, drukket, danset og festet med gennem flere år. For mange handler Roskilde om at gentage nogle ritualer, og det falder til jorden, hvis man skal tage af sted med nogen, man ikke kender. Og der er ingen, som tager på Roskilde alene,” siger Annette Michelsen la Cour fra SDU i Politiken
Fællesskabet trækker
Fællesskabet tiltrækker gæsterne. Måske i højere grad på Roskilde og Copenhell end på Heartland. Og fællesskabet tiltrækker og fastholder de frivillige.
Mange frivillignetværk er smuldret, fordi vi ikke har haft noget at samles om. Vi har – som Jakob Ek, frivillig på Roskilde, fortæller – glemt fællesskabets rus, og den fællesskabsfølelse skal genopbygges. Og vi har brudt den helt basale fødekæde: Når ældre venner og søskende fortæller røverhistorier om, hvor fedt det er at være på festival.
Dorthe Hove Olesen, som er frivilligchef på Roskilde, oplister en håndfuld andre konkrete udfordringer i 2022, som vi heldigvis ikke skal være nervøse for i årene fremover: Corona har betydet en ophobning af private fester, udsatte runde fødselsdage, bryllupper osv., som nu ENDELIG kan afholdes her i sommerens løb.
I år var flere tusinde billetter til den ellers helt udsolgte Roskilde Festival til salg i Den Blå Avis – det har nok fået nogle af de ”sidste-uges-frivillige” til at hoppe på købeløsningen i stedet for at melde sig til en tjans
Vi kan ENDELIG rejse igen. Og der er en trængsel af events, som hver især trækker på mange frivilliges indsats, f.eks. Tour de France, DGI’s Landsstævne i Svendborg og Spejdernes Lejr i slutningen af juli mm.
I samme kategori er det fænomen, at der i år var flere tusinde billetter til den ellers helt udsolgte Roskilde Festival til salg i Den Blå Avis. Og de var billige – nogle blev udbudt helt ned til 1.000-1.200 kroner. Det har nok fået nogle af de ”sidste-uges-frivillige” til at hoppe på købeløsningen i stedet for at melde sig til en tjans.
Skyldes udsalget, at folk havde købt billetterne for næsten tre år siden? Eller var Roskildes musikprogram bare for dårligt, som nogle anmeldere mener?
Hvad musikken angår, kan man konstatere, at Copenhell – med det olympiske lineup, som frivilligchefen Camilla Rytoft Roed så rammende beskriver det – i hvert fald ikke havde problemer med storudsalg af gamle billetter.
Men vi kan også konstatere, at hovednavne på Roskilde som Dua Lipa, Post Malone og Tyler the Creator tilsyneladende rammer den unge generation af festivalgængere klokkerent, så det er næppe dem, der har solgt deres billetter. En generation, som Ekstrabladets anmelder, Thomas Treo, ikke tilhører. Eller jeg selv for den sags skyld.
Om motivation og frivilliges motivation
Fra teori om motivation – f.eks. Daniel Pink og den såkaldte selvbestemmelsesteori (SDT) – ved vi, at folk i høj grad motiveres af selvbestemmelse (autonomi, indflydelse på egen situation), kompetence (oplevelse af at kunne mestre noget, føle sig kompetent) og socialt tilhørsforhold og/eller fællesskab om sagen.
Kan vi lære noget af den slags generelle teorier og teorier om arbejdsmotivation og uden videre overføre dem på festivalfrivillige?
Noget holder garanteret, men jeg synes, det er svært at bruge kategorierne direkte. I hvert fald falder det mig svært ift. de mange korttidsfrivillige – hvad enten de arbejder 12, 24 eller 36 timer.
Jeg tror fx, at kravet om selvbestemmelse/autonomi er meget lavt, hvis man melder sig til en hegns- eller en campingvagt. Mon ikke man hellere vil have, at der er styr på det, man skal lave, end at man har indflydelse på det?
Jeg tænker det i hvert fald ofte selv, når jeg har hjulpet nogle af mine (yngre) venner med at flytte. Jeg gider ikke, at vi skal bruge lang tid på at diskutere, om vi danner kæde, eller om alle går op med tingene til 4. sal. Og jeg gider slet ikke, at vi gør det forskelligt, det bliver noget rod på trappen.
Når jeg selv er blevet ildsjæl/helårsfrivillig, betyder det mere for mig at have indflydelse, end når jeg bare stempler ind til 3 eller 4 vagter
Jeg er der kun i ganske kort tid. Og jeg vil i den korte tid underlægge mig enhver form for autoritet, som tilsyneladende har styr på det, så vi hurtigst muligt kan få arbejdet gjort og komme til det centrale: pizza og øl.
Så her bliver ønsket om (god) ledelse faktisk vigtigere end selvbestemmelse / autonomi-kravet. Hvilket måske er en vigtig pointe ift. de korttidsfrivillige.
På mit rigtige arbejde er det en helt anden historie. Og når jeg er blevet ildsjæl/helårsfrivillig, betyder det mere for mig at have indflydelse, end når jeg bare stempler ind til 3 eller 4 vagter.
Omfanget af mit frivillige engagement (24 eller 100+ timer) har betydning, og det samme har det, om frivilligheden er en del af min dagligdag eller ”kun en gang i mellem” – de sidste er de såkaldte episodiske frivillige. Så selvfølgelig gælder autonomi-kravet i langt højere grad for alle frivillig-ledere.
Fællesskabet – måske om sagen
Hvad med de andre to komponenter i motivationsteorien – fællesskabet/sagen og kompetencerne?
I mange – men ikke i alle – frivilligberetninger i temaet hører vi om fællesskabets betydning: Fedt hold, store smil, godt humør, løsningsorienterede, sjove oplevelser, som Frederik Sandø fra barerne på Heartland udtrykker det.
Eller som Jakob Ek siger: ”Frivilligfællesskabet er stærkt. Det var fuldstændig vidunderligt at se de andre igen. Jeg havde savnet dem, det fællesskab med nogle mennesker én gang om året betyder virkelig meget.”
Den sag, som skaber mening for en frivillig, kan være en helt anden sag end de store sager, som Roskilde arbejder for
Den gode sag på Roskilde – fx bæredygtighed eller almennyttigt arbejde – tiltrækker og motiverer mange frivillige. Stolthed er et ord, der går igen og igen. Men en del frivillige er – som Dorthe Hove Olesen peger på – garanteret helt ligeglade med den større sag. Og den sag, som skaber mening for en frivillig, kan være en helt anden sag end de store sager, som Roskilde arbejder for.
Det kan fx være meningsgivende og ”en god sag” for en frivillig at være med til at give andre en god oplevelse ved at passe et hegn til Tour de France eller lægge nogle timer i metalmiljøet, som Kamilla Rytoft Roed beskriver.
Jeg mindes den gamle konsulent-historie om de to stenhuggere, som bliver spurgt om, hvad de laver: “Jeg hugger sten”, siger den ene. “Jeg bygger en katedral”, siger den anden. I konsulentverden er det pointen, at man – ofte lederen – skal få folk til at se den større mening i deres arbejde. I frivillig-verden tror jeg, at man – især i sin kommunikation og ledelse – skal være opmærksom på, at nogle har glæden ved at hugge sten, og at det er super fint og godt nok. Også uden den katedrale overbygning.
Hvad så med kompetence?
Mange frivillige nyder at lave noget helt andet end deres daglige arbejde, når de er frivillige. Og mange bruger omvendt deres faglighed og erfaringer direkte i deres frivillige arbejde – som fx Rikke Staun Svingel, der kan bruge sin logistikbaggrund i trafikreguleringen på Copenhell.
I begge tilfælde kan det være en stærk motivationsfaktor, at man oplever, at man kan gøre noget og gøre en forskel i de timer, man er frivillig. Uanset om man netop laver noget andet end det, man plejer. Eller bliver bekræftet i, at man vitterlig kan bringe noget med, som frivilligarbejdet har brug.
Frivilligt festivalarbejde er en god måde at arbejde sig ind i et felt på, hvis man er interesseret i musik, kunst eller alle de brancher, som er i sving, når musikken og kunsten skal ud til folk
Det gælder ikke mindst for de mange frivillige i funktioner, der kræver håndværksmæssig eller teknisk/faglig baggrund. Og dem er der rigtig mange af, når man skal producere en festival og en festivalby med alle byens gængse funktioner.
Frivilligt festivalarbejde er en god måde at arbejde sig ind i et felt på, hvis man er interesseret i musik, kunst eller alle de brancher, som er i sving, når musikken og kunsten skal ud til folk – det være sig svare på e-mails eller lave management, logistik, presse, kommunikation, sceneproduktion, koordinering, sikkerhed, mad osv.
Frederik Sandø siger: ”Det er enormt sjovt at lave Heartland her og nu. Det er klart noget, jeg kunne tænke mig at lave i fremtiden… Jeg kunne godt se mig selv i en fremtid som professionel i feltet mellem kultur (på den bæredygtige måde) og virksomheder.”
Hanne Petersen er også frivillig på Heartland, og for hende som kunststuderende var det ønsket om at komme tættere ”på kunstnerne, og det var ikke kun selve den udøvende proces, men også alle de praktiske foranstaltninger omkring kunsten, som trak”.
Her kan man tale om en CV- eller en karriereorientering, og begge ord klinger lidt forkert af noget strategisk tænkning. Realiteten er, at frivilligt – læs ulønnet – arbejde er en vej ind musik- og kunstverdenen og de tilgrænsende brancher, hvor man ikke får job, før man kan noget. Og hvor man ikke kommer til at kunne noget, hvis man ikke får lejlighed til at gøre sig sine erfaringer. Det er måske ovenikøbet hovedvejen.
Varigheden af det frivillige engagement
I bogen ”Den nye frivillighed” fra 2019 af Ellen-Margrethe Dahl-Gren, slås der til lyd for, at frivilligheden er under forandring: ”For unge gælder det i særlig grad, at der sker mange skift i deres livssituation, som kan vanskeliggøre fastholdelsen af et frivilligt arbejde over en længere periode…”
Som der står i bogens forord: “Den grundlæggende tese for bogen er, at unge mennesker ikke er mindre engagerede, men at frivilligheden som fænomen har forandret sig. Den har, i korte træk, bevæget sig væk fra den klassiske, langvarige og medlemsbårne frivillighed til i stedet at være løst tilknyttet, kortvarig og selvorganiseret”.
Bogen arbejder med fire tidsperspektiver i det frivillige engagement – det livslange, det langvarige, det korte og det enkeltstående engagement. Det er en anden opdeling end festivalernes frivilligkategorier, hvor det ofte er antallet af frivillige arbejdstimer på den enkelte festival og imellem festivalerne, der afgør, om du er Heart Core, Hardcore, ildsjæl, Fighter, Hellraiser etc.
Deltagelsesbanen kan enten føre den frivillige længere ind mod større deltagelse, mere forpligtelse, større identifikation, mere ansvar for praksis i fællesskabet
Bogens fire tidsperspektiver er til forskel herfra mere biografiske og kan hjælpe os med at forstå, hvorfor frivillige går ind i frivilligarbejdet på så mange forskellige måder. Det er ikke kun nyttigt som en bagudskuende registrering af, hvor mange af hver slags, man har. Og hvor mange, der overgår fra den ene slags til den anden slags frivillighed.
Det er også et fremadrettet perspektiv for den enkelte, som man ikke nødvendigvis er bevidst om eller har planlagt: Man kommer måske ind og er frivillig til en enkelt event en enkelt sommer, det var rent tilfælde, fordi nogle venner sagde: ”Hey skal du ikke også være med til…?”
Og man havde ikke på forhånd planlagt sin frivillighed i et længere perspektiv. Hvem har mon det? Men så voksede det sociale fællesskab på en med alle dets vaner, rutiner og ritualer, og senere voksede sagen måske…
På den måde kan man forstå frivilligheden i et festivalfællesskab som noget, der udvikler sig i en ”deltagelsesbane”. Denne bane kan enten føre den frivillige længere ind mod større deltagelse, mere forpligtelse, større identifikation, mere ansvar for praksis i fællesskabet.
Eller banen kan være nogenlunde stabil – måske i periferien af det store fællesskab – på det niveau af engagement, som man nu gider. Eller banen kan føre helt ud af den frivillige praksis: ”Nu har jeg prøvet det, det gider jeg ikke mere.” Eller ”Nu har jeg lært det, jeg kunne her.”
At se frivillighed på denne måde har en vis strategisk betydning. Opgaven er ikke at hverve så mange som muligt
At se frivillighed på denne måde har en vis strategisk betydning. Opgaven er ikke at hverve så mange som muligt og helst alle til den ”indadgående” bane, hvor man går mod større engagement og ansvar = at man bliver mere central i praksisfællesskabet. For det vil aldrig kunne lade sig gøre.
Man skal i stedet rekruttere de rigtige til de længerevarende og måske livsvarige engagementer. Og så finde gode måder at rekruttere nye korttidsfrivillige med begrænset perspektiv. Og organisere de aktiviteter, som har høj omsætning/udskiftning i frivilliggruppen på en måde, så frivilligarbejdet er hurtigt at komme ind i, at det er præcist, hvad man går ind til, og at det bliver en god og sjov oplevelse at lave festival.
Talentspotting
Måske får den enkelte lyst til at lade sig involvere mere, og det skal frivilliglederen have et vågent øje for. Måske skal frivilliglederen endda bruge noget tid på det, som i en virksomhedsverden ville blive benævnt at spotte talenterne.
Hvor talentet i denne sammenhæng skal forstås som en frivillig, der måske kunne have lyst til og glæde ved et længerevarende engagement. Så rekrutteringsarbejdet til mere “forpligtende” poster netop ikke er en bred upræcis opfordring til alle, men en mere målrettet mulighed for skabelse af mening for DEN enkelte frivillige, for hvem det er rigtigt.
Den organisatoriske udfordring er at kunne fastholde engagementet og lysten til at lave noget – uden for de sædvanlige bureaukratiske rammer
I foreningsverdenen foregår den slags talentspotting ofte, når der skal vælges medlemmer til en bestyrelse, til en kasserer- eller en sekretærpost. I mange faglige organisationer – jeg er selv aktiv i en af dem – er det ret svært at lokke unge og yngre til den slags poster. Men de er engagerede og vil gerne lave et stykke arbejde.
Den organisatoriske udfordring er at kunne fastholde engagementet og lysten til at lave noget – uden for de sædvanlige bureaukratiske rammer. Det er måske også en udfordring for festivalerne, hvor den traditionelle ”karrierevej” for frivilligheden kun går én vej, og det er mod mere ledelse og koordination af andre frivillige. Hvad nu, hvis man ikke har lyst eller evner i den retning?
Hvad er meningen?
I ”Den nye frivillighed” arbejdes der med syv typer af frivillige, der drives af forskellige typer af mening og motiveres af forskellige aspekter af frivilligarbejdet.
Forfatter Ellen-Margrethe Dahl-Gren kalder det arketyper og siger, at det er en pragmatisk opdeling baseret på talrige interviews og konkrete erfaringer med frivillige i foreninger generelt.
Og vi har da også mødt stort set alle meningsaspekterne i festival-interviewene.
De syv typer er:
- Den sociale: det sociale samvær med de andre frivillige og det sociale fællesskab.
- Lederen: at få tildelt ansvar og lede andre og måske øge sin indflydelse i foreningen.
- Den altruistiske: den sag, som foreningen arbejder for, eller at gøre en forskel for de brugere, som foreningen er sat i verden for at hjælpe, eller måske gøre forskel for de øvrige frivillige.
- Den ambitiøse: at opnå nye og udvikle eksisterende kompetencer via deres engagement som frivillige. Specifikke kompetencer, som kan skrives på CV’et. Eller ny viden, som kan bruges i andre sammenhænge. Det professionelle netværk, der kan åbne døre.
- Den materialistiske: at få noget helt konkret til gengæld for sit frivillige engagement. Det kan eksempelvis være adgang til en festival, særlige rabatter, merchandise eller mad og drikke.
- Den identitetssøgende: at kunne profilere sig selv positivt gennem foreningen, eller at foreningen kommer til at udgøre en del af éns identitet (som når denne artikels forfatter beholder sit Roskilde-armbånd på i måneder efter festivalen).
- Den interessebetonede: har en særlig interesse for den sag, der arbejdes for, eller de specifikke opgaver, der udføres som frivillig. Bæredygtighed fx.
Tankegangen ligner Scheins karriereanker-teori, som anvendes i arbejdslivet, men Ellen-Margrethe Dahl-Grens arketyper er anderledes og specifikt konstrueret med udgangspunkt i og henblik på frivillige.
Mange frivillige er ikke arketypiske, men vil hente mening fra flere formål.
Studenterhuset har derfor udviklet et værktøj med en række spørgsmål, som ender i et radardiagram eller ”et spind” over de syv arketyper. Det – siger Studenterhuset – kan bruges til at føre en mere præcis dialog om, hvad den frivillige gerne vil have ud af frivilligarbejdet. Og kan hjælpe frivilliglederen med at finde det rigtige match mellem den frivillige og arbejdsopgaver og tidshorisonter.
De frivilliges vilkår
Vilkårene fylder ikke meget i de frivilliges beretninger. Men vi ved, at mange unge bliver frivillige for at få armbåndet til festivalerne, særlige rabatter på overnatning, merchandise eller mad og drikke osv., fordi de ellers ikke har råd til at deltage.
Her er den materialistiske arketype på spil, og det er ganske forståeligt og helt legitimt. Og det er nyttigt for festivalerne, at den slags frivillige findes, når man skal bruge mange personer til at udføre et konkret stykke ikke særligt indviklet arbejde i en kort periode.
Snakken om vilkårene dukker af og til op, når der i øvrigt er problemer. Er det rimeligt, at man skal have 4 x 8 timers vagter, får man mad- og ølkuponer nok, og var alting ikke bedre i gamle dage, hvor man kun havde 3 x 8 timer? I arbejdslivets motivationsteorier betragtes vilkår som hygiejnefaktorer, dvs. ting, som sjældent motiverer i sig selv. Men som er noget, man bliver utilfreds med, hvis der i øvrigt er noget galt. Måske gør det samme sig gældende i frivilligkredse, i hvert fald når vi kommer forbi “de armbåndsfrivillige”?
Nogle kritikere i frivillig-FB-grupper er ret højlydte og mener, at de frivilliges vilkår er grunden til, at vi ikke kan få frivillige nok i år. Det tror jeg ikke på. Og der er intet, der tyder på, at de frivillige fra Roskilde søger derhen, hvor de kan ”nøjes” med 2 x 6 timers vagt – som på Heartland. Men det er klart, at kortere eller færre vagter og flere goder alt andet lige ville gøre det nemmere at hverve frivillige generelt. Man skulle så bare bruge mange flere af dem – med alle de logistiske problemer, det ville medføre. Det er fx på ingen måde en simpel øvelse at organisere og håndtere endagsfrivillige.
Er det rimeligt, at man skal have 4 x 8 timers vagter, får man mad- og ølkuponer nok, og var alting ikke bedre i gamle dage, hvor man kun havde 3 x 8 timer?
Mere positivt kan man sige, at vilkårene for frivilligarbejdet skal være i orden. Man når langt med armbåndet/adgangen, måske nogle lidt bedre sovemuligheder, noget mad og drikke, en T-shirt, et bagområde, hvor man kan trække sig tilbage og opbevare sin ekstra sweater osv.
Men hvis frivillige med minimumstimerne og det korte tidsperspektiv skal komme igen næste år, er det nok vigtigere, at det har været en fed festivaloplevelse at være frivillig.
Fra interviewene kan vi f.eks. nævne: at der har været styr på tingene og klarhed over, hvad man må og skal, hvad opgaven går ud på, og hvad der er forventningerne til ens indsats. At man er blevet behandlet ordentligt og talt pænt til.
Og at der har været en god, sjov og effektiv stemning, hvor man har oplevet, at man fik noget fra hånden og gjort noget nyttigt i et fællesskab med godt humør og sjov og ballade.
Gode råd
Center for Frivilligt Socialt Arbejde har på deres hjemmeside skrevet seks konkrete anbefalinger til, hvordan man kan arbejde med at motivere og fastholde frivillige, som samler fint op på dette tema:
- Tydeliggør den forskel, den frivillige gør.
- Match den frivillige med den rigtige opgave.
- Spild ikke den frivilliges tid.
- Påskøn den enkelte frivillige.
- Skab råderum og tilbyd udvikling.
- Dyrk relationerne.
Jeg synes, det er seks supergode anbefalinger. Oveni det – eller måske som en del af matchet – kommer så at skabe muligheden for, at den frivillige kan forfølge sine personlige arketypiske meningsperspektiver i det blandingsforhold, som passer hende bedst. Her har frivilliglederen en stor opgave – og dårlig mulighed for at løfte den.
Men måske kunne man sætte stærkere ind over for de frivillige, som møder op hvert år – uden dog at være blevet livstidsfrivillige endnu? Eller sætte ind over for de trods alt færre helårsfrivillige? Kunne man måske melde sig til at være helårsfrivillig for en 2- eller 3-årig periode – så der var et naturligt udløb, før man var død, hvor man kunne ”stå af” med god samvittighed, hvis man ikke længere havde tid eller lyst? Eller fik mulighed for at prøve noget andet i organisationen?
Differentiering og blik for de frivilliges forskellighed – i de forskellige typer og tids- og meningsperspektiver – er uomgængeligt
Det er bestemt muligt i dag – på Roskilde i hvert fald. Men det er ikke særligt gennemskueligt eller sat i system. Det kunne det måske blive.
Differentiering og blik for de frivilliges forskellighed – i de forskellige typer og tids- og meningsperspektiver – er uomgængeligt.
Det er meget nemmere skrevet og sagt end gjort.
Selv i mange ”rigtige” virksomheder, hvor folk møder ind hver dag, og hvor man har HR-afdelinger, MUS-koncepter og hus-psykologer mm., er disse ret enkle krav svære at leve op til i en presset dagligdag. Ikke mindst for den enkelte leder. Men det bliver kun værre – meget værre og meget sværere – i en festivalsammenhæng, hvor vi skal nå det hele på meget kort tid – hvad enten det er 24 eller 100+ timer.
Men det er nok det bjerg, vi skal cykle op ad i frivillig- og festivalverdenen.
Læs første del af serien: Heartland – festivalernes luksushotel
Læs anden del af serien: Blandt metalheads på Copenhell
Læs tredje del af serien: Stor fest og større formål på Roskilde
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
