Er valget en festdag for demokratiet eller er vi borgere reelt sat udenfor indflydelse?

af i Politik & Samfund

FV19 // KOMMENTAR – I dag er der folketingsvalg. En festdag for demokratiet, bliver det ofte kaldt. Og så ovenikøbet på grundlovsdag, hvor vi i forvejen fejrer vores demokratiske forfatning og samfundsmodel. Smukkere kan det næsten ikke blive. Eller kan det? I morgen starter nye fire års ørkenvandring med politikerlede, spin, populisme og politiske rævekager. Er vores repræsentative demokrati efterhånden ved at have overlevet sig selv i sin nuværende form, diskuterer Povl Gad, der spørger, om der nu også er så meget at fejre i dag, hvor vi sammensætter vores Folketing for 70. gang siden 1849.

Valget er et gammelkendt salgstrick indenfor marketing:

Kan du vælge mellem to produkter, er du langt mere tilbøjelig til at købe et af dem. Det gælder, når du kan vælge mellem forskellige mærker letmælk i køledisken eller forskellige abonnementer hos dit mobilselskab.

Valget får kunden til at føle sig i kontrol over eget liv. Også når der er tale om helt intetsigende valg, fx mellem en gul og en grøn i øvrigt identiske lightere.

Vi mennesker er faktisk så glade for konkrete valg, at det let får os distraheret fra de mere overordnede og afgørende af slagsen. Som fx at drikke skummetmælk, skifte mobilselskab eller holde op med at ryge.

Mange mennesker føler sig desillusionerede og apatiske i forhold til politik. For hvad skal det nytte?

Når det gælder vores demokratiske valg, har det nærmest religiøs karakter.

Der er en masse traditioner knyttet til valgkampe. Selve valghandlingen er rituel. Mange anser det som moralsk forkasteligt at undlade at stemme. Og den, der ender som statsminister, kan iklæde sig uanfægtelig autoritet og legitimitet til at tage magten over vores samfund, uanset hvor forhadt vedkommende er i befolkningen.

Og således behøver vi ikke kigge meget nærmere for at få øje på de dybe ridser i lakken på vores valg og vores repræsentative demokrati. Tilliden til politikerne er i bund, der er ikke den helt store forskel på de politiske visioner (i det omfang de overhovedet eksisterer), alt er pakket ind i strategi, spin og populisme, og mange mennesker føler sig desillusionerede og apatiske i forhold til politik. For hvad skal det nytte?

Karrierepolitikerne vinder – derfor er du reelt udenfor

Ikke mindst er det der med det ”repræsentative” mildest talt udfordret. Det handler ikke kun om, at cand.scient.pol’er er voldsomt overrepræsenterede, mens arbejdsløse og ufaglærte hører til sjældenhederne.

Det handler endnu mere om, at flertallet af folketingspolitikerne – og samtlige af de ganske få personer, der reelt sidder på magten – først og fremmest kun repræsenterer sig selv: Nemlig en stand af professionelle karrierepolitikere, som grundlovens fædre næppe i deres vildeste fantasi havde forestillet sig ville eksistere her 170 år senere.

Se for eksempel på de to sandsynlige statsministerkandidater, Mette og Lars. Begge meldte sig ind i deres partier som teenagere, og har siden ikke lavet andet end at gøre karriere her.

Det har de gjort ved at skabe alliancer, arbejde loyalt og ikke pådrage sig negativ opmærksomhed fra partiledelsen. Det har taget dem mange år. Og selvom de begge formelt er valgt til deres poster af partimedlemmerne (som i forvejen udgør en forsvindende del af befolkningen), sidder de reelt på deres poster i kraft af opbakning fra nogle ganske få andre magtfulde medlemmer partiet, der alle har haft et lignende karriereforløb.

At statsministerposten de sidste fire år blev erobret ved en lokumsaftale indgået i kælderen på Odense Kongrescenter, siger det hele.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor mange føler sig sat helt udenfor indflydelse i demokratiet. For det er de

Man hører tit, at enhver borger er fri til at søge indflydelse og lade sig opstille til vores valg.

Men når det reelt kræver en målrettet indsats fra teenageårene og årtier frem at nå til tops, og når magten til syvende og sidst fordeles af og mellem ganske få indspiste personer, er det i mine øjne ikke svært at forstå, hvorfor mange føler sig sat helt udenfor indflydelse i demokratiet. For det er de. Og det er alt andet end demokratisk.

Magtens todeling – ikke tredeling, da den lovgivende og udøvende magt er smeltet sammen

Og det stopper ikke dér. Folketinget er ifølge Grundloven den lovgivende magt i Danmark, nøje adskilt fra den dømmende magt hos domstolene og den udøvende magt hos ”kongen” (regeringen og centraladministrationen).

Idéen med magtens tredeling er, at ingen skal kunne sætte sig alt for tungt på den og fristes til at misbruge den.

I realiteten er denne magtdeling dog skredet i svinget. Den dømmende magt er godt nok nogenlunde intakt hos domstolene på trods af tiltagende politisk indblanding. Men de to andre er godt og grundigt smeltet sammen.

For eksempel er det forholdsvis begrænset med love, der bliver bragt til torvs af vores 179 folketingsmedlemmer. Lovgivningen bliver initieret og formuleret af regeringen og centraladministrationen, når den da ikke kommer direkte fra EU.

Sidder man i en magtfuld position, er det åbenbart forbavsende let at ende i den vildfarelse, at man har mere ret eller ret til mere end de andre. At man kan bruge skattekroner til sit privatforbrug. At man kan bryde loven og lyve om det

Ja, der skal stadig findes et flertal i Folketinget. Men at kalde vores parlament den lovgivende magt er dybest set noget vrøvl. Fravristet den lovgivende magt, har Folketinget på sin side udviklet sig til primært at være en arena, hvor politikerne kæmper om statsministerposten, det vil sige den udøvende magt. De partier og personer, der tilsammen vinder folketingsvalget, kan derfor reelt sætte sig på begge dele. Det går imod idéen med magtens tredeling, og muliggør de ting, den burde forhindre.

Der er selvfølgelig nogle historiske grunde til at det står sådan til: ikke mindst den gradvise udfasning af kongens magt (1849-1920), overgangen til forholdstalsvalg (også 1920) samt nedlæggelsen af Landstinget (1953) har alt sammen bidraget til sammensmeltningen af den lovgivende og udøvende magt. Men med de moderne politiske partiers dominans og med den professionelle politikers indtræden på magtens scene, er denne sammenblanding blevet særligt skadeligt for vores demokrati, og en vigtig grund til, at man kan kalde os et demokrati i krise.

Vi mangler de “checks and balances” som fx holder det amerikanske præsidentembede fra at gå amok.

Et enkelt sundhedstegn i al elendigheden er, hvordan vælgerne ved valg som i dag straffer de politikere og partier, der siden sidst har udvist ekstraordinær dårlig konduite i varetagelsen af deres position. Det kaldes mange ting, bl.a. personsager, skandaler, dobbeltmoral, småkorruption. Men den bagvedliggende drivkraft er stort set altid den samme: Arrogance.

Sidder man i en magtfuld position, er det åbenbart forbavsende let at ende i den vildfarelse, at man har mere ret eller ret til mere end de andre. At man kan bruge skattekroner til sit privatforbrug. At man kan bryde loven og lyve om det. At man kan låne gratis lokaler til sit bryllup. At man kan bruge EU-midler til at føre dansk valgkamp. At man kan flyve verden tynd på ferierejser på trods af sin klimamoralisering. At man kan få sin egen private omfartsvej. Listen er lang, men den slags ting straffer vælgerne heldigvis.

Bagsiden af dén medalje er så desværre, at vinderne ikke nødvendigvis er de bedste men de mindst ringe.

Løsningen – åbenhed? Rotation? Lodtrækning?

Der er desværre ikke noget quick fix for vores demokratiske krise. Men selvfølgelig er der muligheder. Bare for at nævne nogle forslag, kunne man underlægge regeringsapparatet mere åbenhed, så befolkningen lettere kunne se magthaverne i kortene. Man kunne starte med at fjerne den dybt problematiske ”offentligheds”lov. Det ville givetvis forhindre en del magtfordrejende udskejelser.

Man kunne også indføre rotationsprincipper, således at det ikke var muligt at sidde mere end et par valgperioder i Folketinget eller som minister. Dette ville gøre det langt mindre attraktivt at blive karrierepolitiker, hvilket ville forebygge visse tilfælde af magtfuldkommenhed og -arrogance.

Jeg ville faktisk foretrække helt tilfældige danskere i Folketinget end de politikere, vi har i dag. Med al respekt

Til de mere drastiske forslag hører at forbyde politiske partier, så det ikke er nogle ganske få personer, der reelt sidder og fordeler magten i dette land. Kombineret med en tilbagevenden til flertalsvalg i enkeltmandskredse kunne det bryde nogle af de værste magtstrukturer i vores parlament.

Hvis folketingsmedlemmerne faktisk stemte i overensstemmelse med deres samvittighed og med tanke på deres vælgere, og ikke bare efter partidisciplin og med tanke på deres karrieremuligheder.

Det mest vidtrækkende forslag, der er på bordet, er tanken om at afskaffe valgene og i stedet udpege Folketinget tilfældigt ved at trække lod i befolkningen. Da jeg selv blev præsenteret for tanken for en del år siden, syntes jeg det lød både latterligt og udemokratisk.

Men efter grundig overvejelse mener jeg ikke længere, det nødvendigvis er så dumt. Det ville give jævnlig fornyelse, sikre det repræsentative, gøre op med karrierepolitikeren og partiernes dominans, og fylde parlamentet med perspektiver og erfaringer fra det såkaldt virkelige liv.

For mig lyder det faktisk langt mere demokratisk end den skueproces eller popularitetskonkurrence, vores folketingsvalg til dels er blevet til, hvor man får det samme uanset hvad man vælger, bare i en anden farve. Ja, jeg ville faktisk foretrække helt tilfældige danskere i Folketinget end de politikere, vi har i dag. Med al respekt.

Kunne det ikke også være bedre?

Udfordringen ved at ændre på noget på magten i Danmark består dog ikke i, hvorvidt det er en god idé eller ej. Den består i, at det i givet fald skulle være magthaverne, der gjorde det. Og hvorfor skulle de det? Dem, der siden teenageårene har gjort det til deres karriere og sat alle kræfter ind på at opnå magten – og faktisk har opnået den? Hvorfor skulle de være interesserede i at afgive den? Siden Solon for 2700 år siden oprettede det athenske demokrati og sendte sig selv i 10 års eksil, har ingen magthavere frivilligt afgivet deres magt uden mindst truslen om en revolution.

Tillykke med vores demokratiske grundlov og samfund. På trods af dets fejl og mangler findes der mange ringere samfundsmodeller rundt omkring i verden. Det kunne helt klart være værre

Personligt har jeg svært forestille mig en situation med titusindvis af hujende mennesker med høtyve og fakler og krav om en ændret valglov på Christiansborg Slotsplads. Jeg skal dog gerne møde op den dag.

For hvis vi fortsætter af den samme vej som hidtil, er jeg alvorligt bange for, at demokratiets krise kun bliver dybere. Kløften mellem politikerstanden og befolkningen bliver bredere, populismen stærkere og forskellene mellem statsministerkandidaterne mindre.

Når alt det er sagt, så tillykke Danmark med valget og det nye folketing. Tillykke med den forhåbentlige udrensning af de mest arrogante politikere til fordel for nogle lidt mere ydmyge af slagsen.

Og tillykke med vores demokratiske grundlov og samfund. På trods af dets fejl og mangler findes der mange ringere samfundsmodeller rundt omkring i verden. Det kunne helt klart være værre. Men kunne det ikke også være bedre?


Foto: Wikimedia Commons.

Povl Heiberg Gad er kulturhistoriker med speciale i nazisme og arkitektur og erhvervs-ph.d.-studerende ved CBS, Center for Business Data Analytics.

Hans forskningsfelt er Big Data kombineret med kvalitative studier af medlemsvandringer i fagforeninger samt dataetik.

Seneste artikler om Politik & Samfund