Kinas mest kendte politiske fange, Nobelfredsprismodtageren Liu Xiaobo, er død, 61 år. Det skete torsdag på det hospital, han blev overført til for en måned siden. Udenlandske læger havde tilbudt at behandle hans uhelbredelige leverkræft i udlandet. Men Kina nægtede ham udrejse. Jan Larsen, der som korrespondent i Kina har fulgt Liu Xiabos skæbne, mener, han vil forblive symbolet mod den menneskelige smålighed og brutale undertrykkelse, der desværre fortsat er styrets svar på enhver form for kritik.
Afslutningens på Liu Xiaobos liv blev ligeså uværdig, som man kunne have frygtet. Ligeså uværdig som den såkaldte ”retssag” i 2009, da dommeren, der dømte ham 11 års fængsel, standsede rettergangen halvt inde i processen. Under hele sit lange fængselsophold blev Xiaobo holdt nærmest isoleret i et stort fængsel i den nordøstlige by, Shenyang.
Hans kone, forfatteren Liu Xia, havde kun fået lov til at besøge ham højst én gang om måneden og den statskontrollerede presse sørgede for, at så godt som intet slap ud om ham.
Først i maj i år meddelte fængslet, at Lui var blevet overført til et lokalt hospital med diagnosen uhelbredelig leverkræft og nyre- og vejrtrækningsproblemer. Myndighederne har aldrig fremlagt dokumentation for hans sygdom.
Det har fået mange til sætte spørgsmålstegn ved diagnoserne – og frygtet at myndighederne bevidst har skrevet dem, så Xiaobo virkede så svag, at han ikke kunne søge behandling i udlandet.
I løbet af den sidste uge har den teori fået opbakning, idet en tysk og en amerikansk læge med regeringens tilladelse – i weekenden havde fået lov til at undersøge Xiaobo med henblik på eventuel overflytning til udlandet. Det var Xiaobos ønske at blive overflyttet til behandling i Tyskland.
Det ligner en ny stil, som passer godt ind i billedet af et meget selvsikkert Kina, der har smidt al ydmyghed væk og fører sig frem som en ny supermagt
Begge læger har konkluderet, at det var forsvarligt, han kunne flyttes til behandling i udlandet. Ikke desto mindre har Kina nægtet ham udrejse. Diplomatiske kilder siger til avisen The Guardian, at de mistænker styret i Beijing for ”bevidst at udsætte en overførsel til behandling i udlandet til det ikke længere var forsvarligt for lægerne at flytte ham”.
Samtidig har myndighederne lavet et utal af filmoptagelse af den døende fange på hospitalet, omgivet af mange læger, men uden Xiaobos tilladelse. Udelukkende til propagandaformål.
Samme behandling med skjulte optagelser var de to udenlandske læger udsat for under weekendens besøg, selvom det ifølge den tyske ambassade udtrykkeligt var aftalt, at lyd- og billedoptagelser var forbudt.
Det selvsikre Kina – uden kritik
Det ligner en ny stil, som passer godt ind i billedet af et meget selvsikkert Kina, der har smidt al ydmyghed væk og fører sig frem som en ny supermagt. Økonomisk ser vi det overalt, hvor et stadig rigere Kina investerer overalt i verden – og allermest i de dele, vi ikke er så flittige til at følge med i, Afrika og Asien.
Militært øger man uden blusel sin indflydelse, mest markant i Det Sydkinesiske Hav, hvor kinesisk militær indtager øer og opbygger samfund i områder, som FN’s Havretskommission klart har afgjort er i strid med alle regler.
Og politisk har Kina med præsident Xi Jinping i spidsen (og godt hjulpet af Donald Trumps specielle ledelsesstil) på kort tid fået meget mere indflydelse på klimapolitik og frihandel end nogen havde forestillet sig for et år siden. Samtidig har Kina gjort sig fuldstændig immun overfor kritik udefra.
Det kan jo også ses af de forholdsvis afdæmpede – for manges vedkommende – manglende kommentarer til hele forløbet omkring Liu Xiaobos fængsels- og hospitalsophold.
I Kina er kritikere af systemet ikke dissidenter eller politiske modstandere. De er kriminelle – og bliver behandlet som så
Ingen tør længere kritisere Kina. Det koster på handelsregnskabet, som jeg tidligere har beskrevet med eksemplerne fra Danmark og Norge. Og tidligere lod man dissidenter “forsvinde” til udlandet. Det gør man ikke længere. De bliver bare skrevet ud af historien.
Fjende af samfundet
I Kina er kritikere af systemet ikke dissidenter eller politiske modstandere. De er kriminelle – og bliver behandlet som så.
I Lius tilfælde er det ikke kun ham, der var dømt som en fjende af samfundet. Indirekte har hans kone, Liu Xia, lidt den samme skæbne, selvom hun aldrig har været anklaget for nogen forbrydelse.
Hun har i alle årene siddet i husarrest i sin lejlighed i Beijing. Og faktisk var det første gang på hans dødsleje forleden, at hun kunne være sammen med ham. Tidligere besøg var få timer, overvåget af vagter og på hver side af en glasvæg.
Familien kan ikke engang være sikker på, hvad der sker efter hans død. Ifølge reglerne er det fængslet, der bestemmer fangernes begravelser
Liu Xiaobos ”forbrydelse” bestod i, at han – sammen med flere hundrede andre – formulerede det såkaldte Charter 08. En opfordring til mere åbenhed og demokrati.
Set med vores øjne et debatoplæg. For partiet en statsfjendtlig handling. Kina er ikke nået i nærheden af, at man åbent kan diskutere udviklingen i samfundet – og absolut slet ikke, hvis det skulle indebære en indskrænkning af Kommunistpartiets altoverskyggende magt.
En anden ”forbrydelse” har været, at Liu Xiaobo aldrig har erkendt, at udgivelsen af et debatskrift skulle være en forbrydelse. Derfor har han aldrig haft udsigt til en lempelig behandling.
Som Mette Holm tidligere har beskrevet i POV, så har styret straffet Liu Xiaobo i flere omgange. Nu må vi se, hvordan hans eftermæle bliver i Kina. Det bliver ikke stort. For selvom han er Kinas mest kendte politiske fange, så er det mest i udlandet han er kendt. Mest fordi Nobelkomiteen i Oslo tildelte ham Fredsprisen i 2010.
Men i Kina kan man ikke finde frem til information om Xiaobo. Med en grundighed og effektivitet, som man kun finder i autoritære styrer og diktaturer, er Liu Xiaobos navn, og ikke mindst gerninger og meninger, fjernet.
Ligesom man kan slette dokumentationen for, om behandlingen af ham i fængslet og hans sygdom har været efter de normer og regler, som Kina ellers har underskrevet.
Familien kan ikke engang være sikker på, hvad der sker efter hans død. Ifølge reglerne er det fængslet, der bestemmer fangernes begravelser og kan kremere dem – selv imod familiens ønske.
Topillustration: Michaël Dobec (Mobile Pay: 3131 8234)/Laihiu – Wikimedia
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her