POV SPORT // WEEKEND-WRAPUP – FC København har sat sig på det danske mesterskab i fodbold. Nu er der kun nedrykningen at spille om. Også i herrernes håndboldliga, hvor den mest vindende klub i historien, KIF Kolding, var få sekunder fra at rykke direkte ned.
Af Kurt Lassen
FC Midtjylland blev grebet ud i Parken. Eller man fristes til at sige: Grabarat ud. For det var forskellen på målmændene, der afgjorde sekspointskampen om mesterskabet med næsten 30.000 tilskuere som kulisse i København.
Når man slår rekorden for flest minutter uden mål imod sig, som har tilhørt Jan Hoffmann med 678 minutters clean sheet for AB helt tilbage i 1999, så er det både udtryk for, at man har en god organisation foran sig og også er god til at tage med hænder.
Grabara og Leragers aften
FCK-keeper Kamil Grabara stod således også for kampens sidste feberredning, så FC København kunne holde fast i den 1-0-føring, som Lukas Lerager et kvarter efter pausen halvtilfældigt på en klumpspilsflugter fik lusket ind over FCM’s målmand David Ousted i så tilpas blød en bue, at Ousted burde have fistet den til hjørne.
Men det gjorde han ikke, og derfor lykkedes det heller ikke for FC Midtjylland at sparke mesterskabet til hjørne med lidt mere luft til at komme igen i de sidste otte kampe. For gæsternes vedkommende hed den 3, 6 eller 9, og det endte med nederlaget og det sidste ciffer. Altså, pointforskellen op til FCK på førstepladsen samt en langt ringere målscore.
Det forspring kommer FC København ganske enkelt ikke til at sætte over styr.
FC Midtjylland må nøjes med sølv eller bronze og en eventuel pokaltitel, hvis de kommer forbi Vejle i to semifinalekampe og en finale
Heller ikke selvom deres modstandere måtte hælde endnu mere sand i maskineriet, end den grusgrav værterne havde bredt ud over plænen i Parken, så man ret beset ikke kunne spille Rasmus Falk-fodbold langs græsset på den i årtier udskældte bane.
Der må snart noget seriøst hybrid-græs af en slags til, som man også kan spille internationalt på, for det er og bliver en hån mod dansk fodbolds tilstræbte katedral af et nationalstadion.
Østjysk livline
FC Midtjylland må nøjes med sølv eller bronze og en eventuel pokaltitel, hvis de kommer forbi Vejle i to semifinalekampe og en finale.
Vejlenserne fik endnu en livline i nedrykningsspillet, da de to øvrige kampe, Sønderjyske-OB og FC Nordsjælland-AGF begge endte 2-2. Med en sejr over Viborg mandag aften kan østjyderne nærme sig FCN, så der er alt muligt at spille om i den nederste halvdel af slutspillet.
Selvfølgelig også og som nævnt sølv eller bronze i toppen, for med nederlaget til FCK har FCM rent faktisk kun fire og fem point ned til henholdsvis AaB og Brøndby. Sidstnævnte har fuldstændig mistet pusten i foråret med endnu et nederlag søndag, lettere blamerende 3-0 til Silkeborg.
Og nu vi taler om at miste pusten, kan vi bevæge os over i herrehåndboldens verden, hvor KIF Kolding lørdag nærmest ikke kunne trække vejret 15 sekunder før tid i den altafgørende grundspilskamp hjemme mod Holstebro eller TTH. Alt andet end sejr ville sende Danmarks mest vindende klub gennem tiderne ned i den næstbedste række for første gang i årtier.
4.500 tilskuere holdt i hvert fald vejret under Koldings sidste angreb ved stillingen 28-28, og da Jens Svane ti sekunder før tid brændte i helt fri position, tænkte og troede man alt håb ude i det østjyske.
Men et hurtigt indkast transporteret i hænderne på den tidligere Holstebro-spiller Peter Balling gjorde forskellen, da han med få sekunder tilbage på klokken hamrede bolden i kassen til 29-28 og en hel hal, der gik jubelbersærk.
De små marginaler
Dermed blev det i stedet TMS Ringsted, der måtte lade livet i den bedste række sammen med Skive som den anden af to direkte nedrykkere. Jeg var selv til stede i Dansk Kabel TV Arena i det midtsjællandske, hvor man mod grundspilsvinderne fra GOG, der stillede op i B-formation, ikke kunne hente det ene point, der skulle til for med sikkerhed at redde sig videre til et nedrykningsslutspil.
TMS tabte med en enkelt, 35-34, men slutsignalet havde lydt et par minutter, før de var færdige i Kolding. Spillere og tilskuere stod spredt rundt i hallen og fulgte med på forhåbningens mobilskærme, som Peter Balling splintrede til sidst. Der kan være stille i en hal fuld af opsparet forventning.
Om ”de små marginaler” i sport er en kliche? In your dreams…
Se resultater og stillinger i fodbold her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her