Farvel til den gamle kriger

af i Liv & Mennesker/Mænd/Mindeord

MINDEORD – “Faderen og majoren Ernst Aksel Grunwald var ikke entydigt skabt af stål. Han blev blød til lyden af klassisk musik. Jeg så ham aldrig græde, bortset fra den rystende stemme, da han tog afsked med min døde mor efter 63 års ægteskab.” Jesper Grunwald mindes sin far, der sov stille ind onsdag d. 28. marts 87 år gammel. 

Den uforklarlige iscenesætter har sin egen dramaturgi. 

For en uge siden skrev jeg en hyldest til ”fædrerevolutionen”– nutidens mænd, der tager barselsorlov og i det hele taget tager sig af deres børn. 

Og så – i onsdags – mistede jeg min egen far. Forhenværende gårdejer og major i hæren, Ernst A. Grunwald, sov helt bogstaveligt stille ind i sin seng på Plejecenter Klippebo i Gudhjem. Mod nordøst, den blå Østersø, der både kan være flad og blank som et dansegulv – og andre dage smide skummende, rasende bølger ind på klipperne. Mod syd udsigt over markerne. Grønne i foråret og gule, blå og røde, som vi nærmer os høsten. Når man kørte den gamle landmand og soldat ud på terrassen i kørestolen en solskinsdag, så du en særlig glans i hans øjne, trods demensens slør. 

Man kunne aldrig rigtig sætte entydige etiketter på min far. Jo, ved Gud var han en mand af den gamle skole, som det sømmer sig for en næsten 88-årig mand, der i sit hjerte har været soldat siden drengeårene i spejderkorpset. Han var født patruljefører og endte sin militære karriere som major af reserven.

Selv om han var ”førder” – en udefrakommende på klippeøen – fulgte han den gamle bornholmske tradition med både at tjene kronen og jorden

Karrieren bød på både fuldtidsjobbet som soldat i en snes år herunder et halvt år som FN-soldat og velfærdsofficer ved det danske hospital i Gaza midt i 1960’erne, inden Mellemøsten gik helt amok. Og han slap aldrig hæren og dets fællesskabskultur, selv om han først i 70’erne valgte at overtage min mors fødegård, Sejersgård, i Østermarie på Bornholm. Han var aktivist i ”Folk og Forsvar” og i ”De Blå Baretter”, foreningen af veteraner i FN-systemet. Soldat og bonde. Det blev hans skæbne, selv om han var ”førder” – en udefrakommende på klippeøen – fulgte han den gamle bornholmske tradition med både at tjene kronen og jorden. 

Den anden side af min far var en slet skjult kunstnerisk åre. Som ung spillede han både amatørteater og var statist og korsanger på Odense Teater. Og da lillebror Morten Grunwald efterhånden udviklede sig til en af landets store skuespillere og teater-entreprenører, piblede hans egen kærlighed til teater og musik ind i mellem ud gennem hans øjne og mund. Og stoltheden. 

Grunwald-familien i Danmark er et produkt af en østprøjsisk indvandrer, billedskæreren Karls Frederik og så ægte, fynsk bondestand på min farmor Hildeborgs side. Hestehandlere og prøjsere. Kunst og hårdt arbejde. Luthersk strenghed og grundtvigsk folkelighed. Disciplin og kærlighed. Det hele var samlet i min far, og han bar alle dage både sit tyske ”Ernst” og sit danske ”Aksel” – med stolthed. 

”Det er tid til at tænke en ekstra gang over det, man kommer fra”, sagde Ellis og Kim, kunder i vogn 24. 

Jeg kørte med dem sidst på ugen som endnu en hilsen fra skæbnen. De har netop sagt endeligt farvel til Kims mor fra en af forstædernes kirker. Og netop i dag kan jeg ikke holde kæft om mit eget liv lige nu. Vi taler om børns dobbeltoplevelse af vore forældre. Både det søde og det sure. 

”Min mor var til tider en hård dame”, siger Kim. ”Men også en personlighed, der ikke var til at komme udenom. Præsten fik det hele med.”

Der var ikke harmoni gennem hele vores liv sammen. Stærke spændinger i 1960’erne og 70’erne, hvor titusindvis af amerikanere og millioner af vietnamesere mistede i den krig, som Vesten tabte så tydeligt og skæbnesvangert

Det kunne være skitsen til et portræt af min egen far. Soldaten og bonden. Patriarken og krammeren Pligten og fornøjelsen. 

Som ung rejse han til USA, hvor han både arbejdede som landmand i Wisconsin og siden som gartner for skuespilleren Gregory Peck i Hollywood. 

Der var ikke harmoni gennem hele vores liv sammen. Stærke spændinger i 1960’erne og 70’erne, hvor titusindvis af amerikanere og millioner af vietnamesere mistede i den krig, som Vesten tabte så tydeligt og skæbnesvangert. Spændinger mellem far og søn – desværre ikke særligt artikulerede. Jeg manglede evnen til at sige fra båret af min mors mere bløde personlighedstræk. 

Men faderen og majoren E.A. Grunwald var ikke entydigt skabt af stål. Han blev blød til lyden af klassisk musik. Jeg så ham aldrig græde, bortset fra den rystende stemme, da han tog afsked med min døde mor efter 63 års ægteskab. Det lå i hans natur at være dominant. Men han var blød i sin indre, kunstneriske kernereaktor og i kærligheden. Marineinfanterist, – jo det må man sige. Men med våde øjne når orkestre og solister spillede det store, klassiske repertoire. 

I den naive og smukke drøm følger jeg min fars fodspor. Og slipper ham aldrig helt

Med årene blev spændingerne mellem far og søn mindre. Det er jo det fantastiske ved at blive ældre. At indignation og tolerance ikke længere er uforenelige grundstoffer. At min kærlighed flød lidt lettere de sidste år, fulgt af en stigende beundring for den gamles dobbelte natur. At han var soldat helt derude, hvor jeg ikke kunne følge ham. Men at den ægte konservatisme (jo, han var medlem i mange år!) også bar et humanistisk syn på verden. Internationalist. Han meldte totalt fra overfor Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti på grund af det snævre syn på danskhed.

Han var den første, der fortalte mig om et mellemøstligt folk (palæstinenserne), der bar samme savn efter et hjemland, som det jøderne fik virkeliggjort efter Anden Verdenskrig. Og han opsagde sit abonnement på Jyllands-Posten under Muhammedkrisen. Han kunne ikke acceptere, at man gør grin med religioner – heller ikke andre end hans egen, lutherske kristendom. 

Den gav ham fred til det sidste. For selv infanteristen, patriarken, storebroren og krigeren Ernst var hele livet sikker på, at selv om livet på jorden først og sidst er kamp og hårdt arbejde, så har det hele en mening. 

I den naive og smukke drøm følger jeg min fars fodspor. Og slipper ham aldrig helt.

Grunwald-klanen: Ebbe, Morten, Lars, Kirsten, Ernst. Foto: Privat.

Topfoto: Lars Grunwald, www.grunwald.dk

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker