VALGKAMP 2022 // SPIN OFF – Siden valget i 2001 har danskerne været vant til at tænke i rød blok/blå blok-dikotomien. Men sådan ser det ikke ud til at blive i 2022. Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har placeret sig i midten af dansk politik og er villige til at pege både på en rød og en blå statsminister. Det ligner umiddelbart en nyskabelse, men et kik tilbage i historien viser, at det snarere er et skridt frem mod fortiden.
Den seneste meningsmåling fra Megafon tyder på, at Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne kommer til at spille en afgørende rolle i dannelsen af en ny regering. Det er både en ny nyhed og en gammel nyhed.
Det er en ny nyhed, fordi det er første gang, Moderaterne stiller op til et valg og endda ser ud til at komme i Folketinget ved første forsøg. Det er en gammel nyhed, fordi Lars Løkke Rasmussen har været i dansk politik siden den yngre stenalder, men ikke mindst fordi det politiske centrum plejer at være midtpunktet i dansk politik.
Da centrum var vigtigt
Det kræver, at vi lige spoler tiden lidt tilbage. Det såkaldte jordskredsvalg i 1973 satte som bekendt en brat stopper for de fire historiske partiers forrang i dansk politik. Siden da er nye partier kommet og gået i en lind strøm med varierende grader af succes. Men på trods af det var dansk politik i lang tid alligevel præget af et meget specifikt kendetegn – nemlig den politiske midtes centrale og afgørende betydning.
Figur 1 viser, at på trods af den politiske tumult i forlængelse af jordskredsvalget, så var der en ting, som var konstant til og med valget i 1998. Det var, at hverken venstrefløjen (Socialdemokratiet og partierne til venstre herfor) eller højrefløjen (Venstre, Konservative Folkeparti og partierne til højre herfor) kunne tælle til 90 mandater alene.
Figur 1 er baseret på følgende opdeling af partierne i blokke:
Venstrefløjen: Socialdemokratiet, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne, Enhedslisten, Danmarks Kommunistiske Parti, Fælles Kurs.
Centrum: Det Radikale Venstre, Centrum Demokraterne, Retsforbundet, Kristeligt Folkeparti
Højrefløjen: Venstre, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige
Øvrige: Jacob Haugaards mandat ved valget i 1994
Centrum er Retsforbundet samt partier, som har støttet både socialdemokratiske og borgerlige statsministre.
Den borgerlige fløj toppede i 1975 med 76 mandater, men det forhindrede ikke Anker Jørgensen i kort tid efter at danne regering. Venstrefløjen toppede med 85 mandater i 1979, 1981 og 1987, men med vidt forskellige resultater. De to første resultater førte til socialdemokratiske mindretalsregeringer, mens resultatet i 1987 førte til, at Anker Jørgensen gik af som formand for Socialdemokratiet, og Poul Schlüter fortsatte som statsminister i den såkaldte firkløverregering.
Ved alle 11 valg afholdt mellem 1971 og 1998 var såvel højrefløjen som venstrefløjen derfor afhængige af, hvad det politiske centrum besluttede sig for. Det vil sige, at de som regel i omegnen af 20-25 mandater fra disse partier fungerede som kongemagere. Det Radikale Venstre var selvfølgelig indbegrebet af dette politiske centrum, men man skal ikke glemme, at både Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti også deltog i både socialdemokratisk og borgerligt ledede regeringer, og at Retsforbundet også befandt sig politisk i nærheden.
Rød blok – blå blok
Det ændrede sig i 2001, hvor den ene fløj – i dette tilfælde den borgerlige – kunne tælle til 90, og endda godt og vel, uden brug af centrum. Det samme skete i 2005, 2007 og 2015. Dermed ændredes den hidtidige trefløjede opdeling af dansk politik til en rød blok/blå blok-dikotomi. Det skyldtes selvfølgelig ikke mindst Venstres og Konservative Folkepartis omfavnelse af Dansk Folkeparti og dets udlændingepolitik, som flyttede Det Radikale Venstre mod venstrefløjen.
Set i det lange perspektiv er de fire valg i 2001, 2005 2007 og 2015 derfor anomalier, hvor det lykkedes den borgerlige fløj at opnå flertal alene uden behov for mandaterne i det politiske centrum. Det betød samtidig, at Det Radikale Venstre flyttede sig. Nu kunne man ikke længere besætte positionen som kongemager i centrum af dansk politik, og partiet blev langt tættere og fastere knyttet til Socialdemokratiet, om end det aldrig var et uproblematisk samarbejde.
Det gode spørgsmål er derfor, hvad der skete i disse fire valg, som adskiller det fra de andre siden 1973? For at forstå det er der behov for at se på detaljerne bag de overordnede resultater.
Figur 2 viser, at med undtagelse af 2015 skyldtes højrefløjens dominans efter 2001 ikke exceptionelt gode resultater for Dansk Folkeparti. Antallet af mandater i 2001, 2005 og 2007 var ikke meget anderledes, end hvad Fremskridtspartiet havde opnået i 1973, 1975 og 1977. Den primære forskel var, at i 2001, 2005 og 2007 skete det samtidig med, at centrum højrepartierne – drevet af Venstre – fik valgresultater, de ikke havde opnået fra 1973 og frem.
Figur 2 er baseret på følgende opdeling af partierne i blokke:
Venstrefløjen: Venstresocialisterne, Enhedslisten, Danmarks Kommunistiske Parti, Fælles Kurs.
Centrum venstre: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Alternativet.
Centrum: Det Radikale Venstre, Centrum Demokraterne, Retsforbundet, Kristeligt Folkeparti
Centrum højre: Venstre, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance.
Højrefløjen: Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige
Øvrige: Jacob Haugaards mandat ved valget i 1994
Centrum er Retsforbundet samt partier, som har støttet både socialdemokratiske og borgerlige statsministre.
Valgresultaterne i 2011 og 2019 og de seneste meningsmålinger illustrerer derfor også problemet for centrum højrepartierne efter de fire historisk set anormale valgresultater i 2001, 2005, 2007 og 2015. Hvis centrum højrepartierne skal danne en regering uden at være afhængig af centrum, kræver det, at højrefløjen – i øjeblikket repræsenteret ved Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne – har et godt valg, men uden at det sker via en kannibalisering af centrum højrepartierne, som tilfældet var med Fremskridtspartiet i 1970’erne.
De seneste meningsmålinger tyder ikke på, at det vil ske. Dansk Folkeparti fortsætter deres nedsmeltning under Morten Messerschmidt, og Nye Borgerlige er så borgerlige på det økonomiske område, at de trods deres udlændingepolitik næppe tiltrækker mange vælgere fra Socialdemokratiet. Det efterlader Danmarksdemokraterne, og selvom partiet står til at få et godt valg på trods af – eller måske netop fordi – partiet kun har få måneder på banen, ser det indtil videre ud til, at der primært skyldes en afskalning fra Dansk Folkeparti og til dels Venstre.
Fremad til fortiden
Denne situation efterlader det politiske centrum som kongemager igen, og her er det Lars Løkke Rasmussens held, at Det Radikale Venstre besluttede at lave kollektivt harakiri med dets besynderlige valgultimatum, som få forstår. De vælgere, som var utilfredse med Mette Frederiksen, minksagen og covid-håndteringen, stemte næppe radikalt i forvejen.
Den rolle, som Moderaterne er på vej mod at få nu, plejer bare at være udfyldt af Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti
Den del af de radikale vælgere, som var tilfredse med samarbejdet med Socialdemokratiet – men ikke ville stemme socialdemokratisk – var nu hjemløse, indtil Moderaterne dukkede op. Endelig har den del af Venstre, som var loyale mod Lars Løkke Rasmussen og/eller ikke kan leve med en regering baseret på Nye Borgerlige og/eller Danmarksdemokraterne, også fundet et nyt hjem.
Via alle disse omveje, ser det danske politiske landskab dermed ud til at være på vej tilbage til der, hvor det var i de sidste 30 år af det 20. århundrede. Det vil sige, at Lars Løkke Rasmussens og Moderaternes mulige rolle som kongemagere ikke er ny i dansk politik. Den rolle, som Moderaterne er på vej mod at få nu, plejer bare at være udfyldt af Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Historisk plejer der at være omkring 20-25 mandater på denne del af den politiske bane, og dem skal Moderaterne dele med Det Radikale Venstre. Det er ikke så mange mandater, men de kan blive centrale.
Hvis valget i 2022 igen introducerer centrum i midten af dansk politik, vil rød blok/blå blok-dikotomien være aflyst. Dansk politik vil så i givet fald igen været præget af et meget specifikt kendetegn – nemlig det politiske centrums centrale placering. Venstre og Konservative har – sikkert – lavet den samme analyse og har derfor først og fremmest brug for at hente stemmer hos Socialdemokratiet.
Mon ikke taktikken med at gøre valgkampen til en slags folkeafstemning om Mette Frederiksen netop er baseret på det rationale.
Læs mere om valgkampen 2020 og politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
