Kirsten Jørgensen: At leve spørgsmålene

i Essays/Tro og eksistens af
LIV // ESSAY – En veninde, der i en alder af 60 år er blevet uventet forelsket. Et citat af sociologen Hartmut Rosa. En baby, der bliver født for tidligt. En ven, der er låst fast et stivnet sted i sit liv. Et digt af Rilke. Det – blandt meget andet – mødte mig i den uge, der er gået. En række af møder, begivenheder og erfaringer, som jeg både har opsøgt, men som samtidig rummer et element af tilfældigheder og overraskelser.

Jeg indbød min veninde, men hun overraskede mig med at komme ind ad døren som en pige på 16 år; blussende, febrilsk, forelsket. Hun sendte mig efterfølgende Rilke-digtet, som jeg ikke kendte. Jeg ringede til den anden veninde, men kendte ikke til de sørgelige omstændigheder med hendes for tidligt fødte barnebarn. Jeg havde aftalt kaffemøde med min ven, men vidste ikke, hvor svært han havde det. Jeg læste i Rosas bog Det ukontrollerbare (Eksistensen 2020) men uden at vide hvilke indsigter, den ville give mig.

Det var en ganske normal uge. Kendetegnet ved de planer jeg havde lagt for den. Og kendetegnet ved at bringe overraskelser og rejse uventede spørgsmål og give lige så uforudsigelige svar. Normal, fordi det er sådan, livet er. En blanding af det, jeg kontrollerer og iscenesætter og det, der er helt ukontrollerbart for mig såvel som for de mennesker, der vandrede gennem min uge: forelskelse, smerte, sorg, nyorientering.

Rilke skriver i digtet, at man skal leve sine spørgsmål: Ha’ tålmodighed med alt i dit hjerte, der er uløst og lær at elske spørgsmålene, som om de var aflukkede rum eller bøger skrevet på et fremmed sprog. Måske vil du så en dag uden at bemærke det leve din vej ind i svarene.

Hartmut Rosas bog handler om, hvordan det moderne menneske har fremmedgjort sig selv ved ustandseligt at forsøge at øge mængden af det kontrollerbare og udvide grænserne for vores kontrol. Han skriver:

”Det moderne program, der vil gøre rækkevidden i verden større, har forandret verden til en samling aggressionspunkter og skaber derfor samtidig frygten for at verden forstummer og frygten for at miste verden. Hvor ”alt kan kontrolleres” har verden ikke mere at sige os. Hvor den på en ny måde er blevet ukontrollerbar, fordi vi ikke længere hører den, fordi den ikke længere er opnåelig”.

Den ægte og levende relation

Der findes mange svar på, hvorfor mennesket er religiøst, for så vidt det er det. I denne uge blev jeg igen bevidst om, at religiøsitet gør det muligt for mig at være i det ukontrollerbare; at leve spørgsmålene.

Religiøsitet er at acceptere, at livet leves i en konstant balance mellem det kontrollerbare, viljen, valget og så det ukontrollerbare, tilfældige; det, jeg ikke har magt over. Det religiøse sprog som fx bøn vil noget, har en retning og vil samtidig stille sig på det åbne sted, dér, hvor ting hænder. Din vilje ske.

Da Donald Trump løftede Biblen foran kirken på Lafayette Square gjorde han det religiøse til et magtmiddel, en måde at kontrollere på. Men Biblen, især det Nye Testamente er i allerhøjeste grad udtryk for det modsatte; en lang række fortællinger om at være livet hengivent og ikke forsøge at bemægtige sig kontrollen over det.

Hartmut Rosa skriver også i sin bog, at ”vreden og frustrationen bunder ikke i det, som vi endnu ikke kan få fat i, men i det, som vi har mistet, fordi vi kontrollerer det, og hersker over det”.

Det, vi mister, når vi forsøger at kontrollere det ukontrollerbare, er relationen. Den ægte og levende relation. Relationen til andre mennesker, til ting, til naturen, til digtet, kaffen, katten. Relationen opstår, når vi tager valget om at stille os ud og samtidig afgiver viljen til at kontrollere det sted, vi står.

I kirken tager jeg del i en stærk iscenesættelse, der kan synes alt for kontrolleret. Men en gudstjeneste med ord og fagter er en teatralsk iscenesættelse af det ukontrollerbare. En påmindelse om balancen mellem viljen og det ukendte land.


Illustration:

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker.

Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.

Seneste artikler om Essays