KRIGEN I UKRAINE // ANALYSE – Den ukrainske modoffensiv, der startede for et halvt år siden, er stort set ikke kommet nogen vegne. Kyivs mål er fortsat at befri hele Ukraine. Det er kan så godt som udelukkes, skriver Karsten Skjalm, der er ekspert i udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvilke konsekvenser kan det få for Ukraine og Vesten?
Siden den ukrainske modoffensiv startede for snart ½ år siden, har den gjort meget begrænsede fremskridt. Den førende britiske tænketank Center for Strategic and International Studies (CSIS) beregnede for nogen tid siden, at de ukrainske styrker blot gjorde 90 meters fremskridt om ugen svarende til ca. 15 meter om dagen.
Det er den langsomste offensiv siden slaget ved Somme i 1916, hvilket CSIS’s udvalg af historiske offensiver i storkrige viser.
Hastige fremskridt kræver, at de ukrainske styrker skal levere samme overraskelse som i september 2022 sydøst for Kharkiv, hvor 7.000 kvadratkilometer blev befriet i løbet af få uger. Kreml besluttede at trække samtlige styrker tilbage fra Kharkiv Oblast, hvorved 12.000 kvadratkilometer reelt blev befriet.
Efter at de ukrainske styrker med møje og besvær har mineryddet, har russerne blot lagt flere miner uden for det område, hvor de ukrainske styrker har gjort deres marginale fremskridt
I det sydlige Ukraine trængte de ukrainske styrker også de russiske i defensiven med det resultat, at russerne måtte forlade Kherson, den eneste storby, den russiske hær havde erobret siden invasionen d. 24. februar 2022.
Marginal ukrainsk fremgang
Den ukrainske modoffensiv i nordøst og syd gik derefter i stå, dels fordi de befriede områder skulle mineryddes, dels fordi russerne havde koncentreret store styrker syd for Kharkiv Oblast og i øst, nordvest for Kherson og i syd på Krim.
Så kom den årlige muddersæson (rasputitsa på russisk; på ukrainsk bezdorizhia). Denne sæson finder også sted, når sneen tør efter vinteren. “General Mudder”, som den kaldes på dansk, er historisk kommet Rusland til hjælp i storkrige: Karl XII’s felttog i Den Store Nordiske Krig i 1700-tallet, Napoleons felttog i 1800-tallet, og Hitlers felttog i 1900-tallet.
Men ikke i den russisk-ukrainske krig i dette århundrede. Den bremsede Ruslands felttog mod Kyiv efter invasionen. Men den medvirkede også til at bremse den ukrainske modoffensiv i efteråret 2022. Så kom den barske vinter, der også sænkede tempoet.
Disse sæsoner har russerne udnyttet til at bygge en forsvarslinje på 800 km, bestående af kampvognsgrøfter, dragetænder og minefelter. Efter at de ukrainske styrker med møje og besvær har mineryddet, har russerne blot lagt flere miner uden for det område, hvor de ukrainske styrker har gjort deres marginale fremskridt. Minefelterne er så tætte, at der ligger fem miner per kvadratmeter.
Derfor er minefelterne den største hurdle i den ukrainske modoffensiv, ikke de andre elementer i de russiske forsvarslinjer, rapporterer Washington Post.
Fronterne er frosset til
Forud for den ukrainske sommeroffensiv i 2023 anbefalede de allierede Ukraine at koncentrere modoffensiven i Zaporizjzja Oblast, for der ligger den besatte by Melitopol.
Melitopol er et logistisk knudepunkt, der forbinder Krim med det ukrainske fastland. Så hvis de ukrainske styrker erobrede Melitopol, ville Rusland være afskåret fra at sende forsyninger til de besatte områder fra det russiske fastland via Kerchbroen til Krim og derfra til Zaporizjzja Oblast.
Særligt den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij frygtede, at en sådan koncentreret militær indsats ville medføre meget store tab. Derfor fordeltes modoffensiven i tre sektorer: a) Bakhmut, b) den vestlige del af Zaporizjzja Oblast og c) grænseområdet mellem Zaporizjzja og Donetsk Oblast.
Foruden at gå i defensiven i disse tre sektorer er de russiske styrker i offensiven i den nordøstlige del i grænseområdet mellem Luhansk og Kharkiv, hvor de belejrer Kupyansk (befriet af de ukrainske styrker i september 2022) og Avdiivka, der ligger forholdsvis tæt på Donetsk by. Kupyansk og Avdiivka er ukrainske højborge, men har været belejret af russerne i flere måneder.
Ingen af parterne kommer rigtigt nogen steder, så krigen er frosset fast
Alt i alt kæmper Ukraine en femfrontskrig, hvilket bestemt ikke gør det lettere. Ingen af parterne kommer rigtigt nogen steder, så krigen er frosset fast. Det benægter Zelenskij, men han modsiges af den ukrainske hærs øverstkommanderende, Valerij Zaluzjnyj, der utvivlsomt har en større indsigt i, hvad der i virkeligheden foregår.
Zelenskij står med andre ord alene med sit synspunkt, men det hænger givetvis sammen med hans politiske ønske om flere vestlige våbenforsyninger.
Ukraine må forvente en markant reduktion af våbenleverancer fra USA
Efter Ruslands invasion af Ukraine d. 24. februar 2022 er Ukraine i særklasse blevet den største modtager af økonomisk hjælp fra USA. Det er faktisk første gang siden Truman-administrationen (1945-1952), at et europæisk land har toppet USA’s modtagerlande.
Dengang gik det meste af den økonomiske støtte til genopbygningen af Tyskland efter 2. verdenskrig (Marshallplanen, hvor den økonomiske støtte også gik til genopbygningen af andre krigsramte lande i Vesteuropa.
Indtil dato har Biden-administrationen givet $75 mia. (knap 608 mia. danske kroner) i økonomisk støtte, hvoraf 2/3 af støtten har været våbenleverancer.
Council on Foreign Affairs publicerede d. 8. december 2023 en rapport, som i detaljer udpensler hvilken typen våbenhjælp og antal. Rapporten kan læses her. Et par dage tidligere forkastede det republikanske flertal i Kongressen præsident Bidens anmodning om et langsigtet program, der ville yde Ukraine og Israel $111 mia. i humanitær og sikkerhedspolitisk økonomisk støtte. $50 mia. skulle gå til Ukraine til yderligere våbenleverancer.
En rystet Biden sagde, at Kongressen dermed havde givet Vladimir Putin den “største julegave, han kunne håbe på”. Republikanerne var mere fokuserede på grænsebeskyttelse for at forhindre illegal immigration i tråd med Donald Trumps politiske agenda.
De nye tal er en klar indikation på, at amerikanernes interesse for Ukraine er faldet, præcis som Putin har håbet på
Den 8. december publicerede PEW Research en meningsmåling, der viste, at knap halvdelen af de republikanske vælgere mener, at USA giver Ukraine for meget i støtte. Blandt de demokratiske vælgere mener 16 %, at USA giver for meget i støtte. Skruer vi tiden tilbage til marts 2022, efter Rusland havde invaderet Ukraine, var situationen lige omvendt.
Blot 5 % af de republikanske vælgere mente, at USA gav for meget hjælp til Ukraine, mens 49 % mente for lidt. Samlet set mente 70 % af de adspurgte amerikanere, at USA gav for lidt økonomisk (læs militær) støtte til Ukraine.
I dag er procentandelen faldet til blot 18 %. PEW’s undersøgelse kan læses her. De nye tal er en klar indikation på, at amerikanernes interesse for Ukraine er faldet, præcis som Putin har håbet på. Under alle omstændigheder kan Ukraine ikke forvente så store våbenleverancer fremover som tidligere. Det kan kun være til fordel for Rusland.
Den 18. december fortalte den ukrainske general Oleksandr Tarnavskyi, der er øverstkommanderende for de ukrainske styrker i det sydlige Ukraine, herunder Zaporizjzja og Kherson, i et interview med Reuters, at de ukrainske styrker simpelthen er tvunget til at begrænse deres militære aktivitet, fordi de er ved at løbe tør for ammunition.
EU-landene har ikke et samlet militær-industrielt kompleks som USA. Det er et kludetæppe, og langt mindre. Derfor kan Ukraine heller ikke forvente, at EU fremover i samme grad vil tage over der, hvor USA slipper. Samlet set vil Vestens våbenleverancer til Ukraine falde betydeligt. Konsekvenserne vil være derefter.
Det er tvivlsomt, hvor længe Ukraine kan holde til en udmattelseskrig
Den beskrevne udvikling har fundet sted, efter at Ukraines øverstkommanderende for landets væbnede styrker Valerij Zaluzjnyj i The Economist skrev en artikel, hvor han forventer, at krigen fremover vil blive en udmattelseskamp i stil med 1. verdenskrig, men at Ukraine kan vinde den, eftersom den ukrainske hær har mere avancerede våben.
I samme artikel kan man finde et link til et 9 siders essay, i hvilket Zaluzjnyj uddyber sin forventning. Men det er i så fald en forudsætning, at Ukraine har tilstrækkelig ammunition, hvilket altså er tvivlsomt i tiden fremover.
Hvis de ukrainske soldater løber tør for ammunition, hvilket de faktisk gør, og i fremtiden ikke kan forvente leverancer i samme mængder og fremover må reducere deres militære aktivitet, tvinges de i defensiven, hvilket hverken er befordrende for deres moral eller Zelenskijs ambition om at befri samtlige besatte områder. De fylder 18 % af Ukraines geografiske område svarende til 108.653 kvadratkilometer.
Hvis hastigheden blot er 90 meter om ugen med den nuværende beholdning af ammunition, og man forudsætter, at den vil falde fremover, er det ret indlysende, at de ukrainske styrker ikke formår at befri de besatte områder. Et af Ukraines vigtigste selvproducerede våben er droner, men Forbes berettede kort før jul, at russerne har opfundet droner, der ikke kan jammes.
At Kreml siden november 2022 har “hvervet” dømte narkomaner, mordere, pædofile og sågar kannibaler fra de russiske fængsler, afslører, at enten er de russiske tab meget store, eller også søger Putin desperat at få afsluttet krigen snart – svaret skal nok findes i en kombination
De ukrainske soldaters moral er faldende, og efter næsten to års krig er de ukrainske soldater udmattede, og deres tab givetvis ganske store. Den 3. november 2023 talte Reuters’ krigskorrespondent med en ukrainsk soldat.
Hans udtalelser er interessante: “Vi måtte kæmpe 20 timer i træk, angreb, evakueringer, men vi klarede det. Vi er ikke særligt friske, og lige nu har vi behov for at finde styrke.”
I slutningen af november publicerede Daily Telegraph en artikel, hvori avisens krigskorrespondent havde talt med den øverstbefalende fra en ukrainsk bataljon. Han sagde, at soldaterne var nedslidte, og havde mistet 20-40 % af deres kampstyrke, og at han tvivlede på, om de kunne klare en længere udmattelseskrig. Det er naturligvis dårligt nyt for Ukraine og Vesten.
Tabstal
Det er umuligt at udtale sig om fjendens tabstal. Der går jo ikke bedemænd og samaritter rundt i fjendeland og tæller op. Den ukrainske generalstab taler aldrig om de ukrainske tabstal, men publicerer dagligt en nøjagtig opgørelse over de russiske tabstal. Det kan ikke lade sig gøre i en krig som denne.
At overvurdere fjendens tabstal og undervurdere egne er gængs propaganda i krigsførelse, og formålet er bl.a. at styrke befolkningens moral og opretholde soldaternes moral. Dermed ikke være sagt, at den ukrainske generalstab groft overvurderer de russiske tabstal. Vi kender dem bare ikke.
Men én ting ved vi: Rusland har “massen”. Landets befolkning er fem gange større end den ukrainske baseret på tal fra 2021 og dermed før krigen. I storkrige har Rusland været i stand til at bære meget store tab. Landets hær er tre gange større end den ukrainske.
At Kreml siden november 2022 har “hvervet” dømte narkomaner, mordere, pædofile og sågar kannibaler fra de russiske fængsler, afslører, at enten er de russiske tab meget store, eller også søger Putin desperat at få afsluttet krigen snart – svaret skal nok findes i en kombination.
De fængslede, der er blevet indsat i krigen, placeres i forreste geled. De fungerer blot som kanonføde – igen for at begrænse tabene i de regulære russiske styrker
De fængslede, der er blevet indsat i krigen, placeres i forreste geled. De fungerer blot som kanonføde – igen for at begrænse tabene i de regulære russiske styrker.
De, der overlever og bliver benådet, kan så vende tilbage til Rusland og genoptage deres kriminelle gerninger, hvis de er vaneforbrydere. Det er der nogle, der har gjort. Men der er egentlig intet nyt i det. Stalin gjorde det også i 2. verdenskrig. At Rusland i de besatte områder tvangsmobiliserer ukrainske civile, er også velkendt. Det er endnu en på Ruslands uhyre lange liste af krigsforbrydelser i Ukraine.
I midten af august 2023 dristede amerikanske militære embedsmænd og efterretningskilder sig til at give et estimat på de ukrainske og russiske tabstal. De var 70.000 døde ukrainske soldater og et sted mellem 90.000 og 130.000 sårede.
Hvis det er sandt, er halvdelen af den ukrainske hær enten døde eller sårede i krigen, omend mange af de sårede på et tidspunkt vender tilbage til aktiv tjeneste.
Den 19. december 2023 rapporterede Reuters, at Zelenskij overvejer at mobilisere yderligere 400-500.000 ukrainere. Givet, at den ukrainske hær før krigen talte netop 500.000 soldater, hvoraf et uvist stort antal er døde, overvejer Zelenskij altså at mobilisere mange ukrainere uden kamperfaring. Dette understreger, at Ukraine er i seriøse problemer.
Indenrigspolitiske spændinger i Ukraine. Trækker Zelenskij landet i autoritær retning?
I det sene efterår 2023 stod det klart, at krigen har ført til indenrigspolitiske spændinger mellem dels Zelenskij og den ukrainske generalstab, dels mellem præsidenten og Kyivs borgmester, Vitali Klitschko, der har været verdensmester i sværvægtsboksning og tillige har en doktorgrad i fysik.
Han er en af Ukraines mest populære skikkelser, måske kun overgået nu af den ukrainske hærs øverstkommanderende, Valerij Zaluzjnyj.
Spændingerne mellem Zelenskjij og den ukrainske generalstab blev udløst efter Zaluzjnyjs artikel i The Economist, hvori han fastslog, at fronterne i krigen var frosset fast. I november 2023 publicerede New York Times en artikel, ifølge hvilken vicechefen fra den ukrainske præsidents kontor, Ihor Zhovoka, erkendte, at Valerij Zaluznyj havde ret. Den militære situation var fastfrossen, hvilket ”gør det lettere for den russiske hær”, sagde Zhovoka.
Desuden blev det afsløret, at Zelenskij havde fået installeret udstyr til at aflytte Valerij Zaluzjnyjs kontor. Zelenskij fik også afbrudt kommunikationen mellem Zaluzjnyj, der som nævnt er den ukrainske hærs øverstkommanderende, og Ukraines regionale guvernører.
Det lyder vanvittigt, men det er et vidnesbyrd om, at Zelenskij har mistet grebet om situationen, men også at han har bevæget Ukraines politiske system i autoritær retning. I juli 2023 skrev den schweiziske efterretningstjeneste, at Zelenskij var begyndt at vise tegn på, at han har bevæget sig i retning af at blive en autoritær leder.
Foreløbig er det kulmineret i december i sammenstødet mellem præsident Zelenskij og Kyivs borgmester, Vitali Klitschko. I et interview med det schweiziske medie 20 Minuten sagde Klitschko blandet andet: “Zelenskiy er blevet stadig mere autoritær og trækker Ukraine i en retning, der ikke er forskellig fra Rusland.”
Der er langt fra den hyper-populære Volodymyr Zelenskij, der i marts 2023 optog selfie-videoer på Kyivs gader for at opildne ukrainernes moral og kamplyst, til den bitre Zelenskij, som nu udviser autoritære tendenser
Klitschkos påstand understøttes af, at Zelenskij er begyndt at tvangsmobilisere den ukrainske befolkning, hvilket ikke er væsentligt forskelligt fra Kremls drastiske metoder. Formålet er at samle de 500.000 mobiliserede, der bl.a. skal erstatte de ukrainske tab.
Det ser ud, som om ikke alle vestlige medier og politiske ledere er klar over, hvad der foregår. Der er langt fra den hyper-populære Volodymyr Zelenskij, der i marts 2023 optog selfie-videoer på Kyivs gader for at opildne ukrainernes moral og kamplyst, til den bitre Zelenskij, som nu udviser autoritære tendenser.
Han er ikke længere symbolet på Ukraines frihedskamp. I 2. verdenskrig formåede Winston Churchill det, og det er vigtigt, for at befolkningens moral ikke krakelerer. Det er der dog ikke tegn på, at den ukrainske befolknings gør i øjeblikket. Det viser meningsmålinger.
Desuden står Ukraines nation (dets folk og civilreligion) på spil. Men det kan ikke afvises, at Zelenskij på et tidspunkt må vige pladsen som præsident til fordel for Valerij Zaluzjnyj eller Vitali Klitschko. Zelenskij har også udsat det ukrainske præsidentvalg på ubestemt tid, hvilket reelt er en kortslutning af det ukrainske demokrati. Men ifølge ukrainsk lov har Zelenskij ret til det, eftersom valget ellers skulle finde sted midt i en krig.
Russerne er godt i gang med at udslette den ukrainske nation. De har kidnappet eller tvangsdeporteret over 700.000 ukrainske børn, der skal indoktrineres og “omskoles” til at blive russere. I sommeren 2021 skrev Vladimir Putin et essay om “den historiske enhed mellem russerne og ukrainerne”. Essayet er én lang falsk narrativ. Sandheden er snarere, at Rusland begår folkedrab.
George F. Kennans spådom fra 1947 om, at Rusland aldrig vil acceptere Ukraines uafhængighed, er blevet virkelighed. Kremls mål er dels at genoprette situationen før Euromaidan i 2013-2014, hvor Ukraine havde en pro-russisk præsident, der forsøgte at kortslutte Ukraines ønske om tilknytning til Vesten. Nu forsøger Rusland at annektere Ukraine stykke for stykke, og med pseudo-folkeafstemninger i regioner, der end ikke er helt besatte.
Fremtidsscenarier
Krigen i Ukraine har snart varet i to år. Givet at krigen er frosset til, ligger en militær afgørelse ikke i kortene her og nu. Man kan opstille en række mere eller mindre realistiske scenarier. Det kan være en komination mellem flere scenarier.
1. Afgørende ukrainsk sejr
Det er der mange vestlige analytikere, der har troet på, særligt efter den meget succesfulde ukrainske modoffensiv i efteråret 2022. Nu har tvivlen bredt sig. Russerne formåede at omstille sig og bygge de lange og tætte forsvarslinjer med millioner af miner.
De ukrainske styrker kan måske formå at befri noget mere ukrainsk land, men at befri et besat territorium på 18 % af Ukraines territorium efter landets uafhængighed i 1991 og med en markant reduktion af våbenforsyninger fra Vesten er urealistisk. Det vil kræve et regulært russisk sammenbrud, hvilket ikke ligger i kortene.
Antagelsen om, at den russiske krigsøkonomi, hvor omkostningsfuld den end er, er ved at gå i stå, har vist sig at være forkert ligesom antagelsen om, at Rusland var ved at løbe tør for præcisionsmissiler, også var det.
Fredsforhandlinger eller blot våbenhvile, som Putin luftede kort før jul i 2023, vil kun være til Kremls fordel. Det vil give Rusland mulighed for at genopbygge dets militære styrke, og den ukrainske befolkning er stærke modstandere
Desuden modtager Rusland ammunition fra Nordkorea, givetvis også missiler, og i ganske stor stil droner fra Iran, ligesom Rusland også selv i stor stil fremstiller angrebsdroner med iransk hjælp. En afgørende ukrainsk sejr er derfor urealistisk.
2. Afgørende russisk militær sejr
Hovedformålet med den russiske invasion var at erobre Kyivs regeringskvarter og fjerne Zelenskij som ukrainsk præsident til fordel for en pro-russisk.
Var det lykkedes, ville uret så at sige være stillet tilbage til situationen før Euromaidan-opstanden 2013. Den amerikanske nyhedskanal ABC rapporterede i november 2023, at Zelenskij har overlevet fem russiske attentatforsøg.
Det kan ikke udelukkes, at Kreml på et tidspunkt får held med det, men i så fald vil Zelenskij blive erstattet med en ny ukrainsk leder, som er mere populær, end han selv er, fx den øverstkommanderende for de ukrainske styrker, Valerij Zaluzjnyj, eller Kyivs borgmester, Vitali Klitschko.
Vi kan så godt som udelukke, at Rusland erobrer Kyiv med militære midler. Kyiv bliver ikke et nyt Berlin anno 1945. Tabene vil blive enorme. Bykamp er det sværeste for en aggressor, og ukrainernes moral er i forhold til den tyske befolkning under den russiske storm på Nazitysklands hovedstad i top. Ikke desto mindre er Putin overbevist om en afgørende russisk militær sejr på sigt.
Men Rusland kan heller ikke holde til en lang krig. Rusland bruger 30 % af sit bruttonationalprodukt på militærudgifter, især til at finansiere krigen.
I november underskrev Putin finansloven for 2024. Den vil hæve andelen til 40 %. Fortsætter dette, vil det reducere Ruslands økonomiske vækst og dermed almindelige russeres levestandard betragteligt. Putins samfundskontrakt, der går ud på, at russerne loves økonomisk fremgang, hvis de accepterer indskrænkninger af deres politiske frihed, vil i så fald være truet.
Derfor har Putin travlt med at få afsluttet krigen hurtigt.
I marts er der præsidentvalg, og Putin har brug for at demonstrere handlekraft. Derfor skal vi forvente intensiverede russiske angreb på Ukraines kritiske infrastruktur hen over vinteren. Men dette sikrer ikke Rusland en afgørende militær sejr.
Rusland forsøgte noget lignende i vinteren 2023. Angrebene havde ingen effekt. De kunne ikke demoralisere den ukrainske befolkning. Det er derfor også usandsynligt, at Rusland opnår en afgørende militær sejr. Når ingen af parterne kan vinde krigen på afgørende vis, peger det så måske i retning af en forhandlingsløsning?
3. Fred for land
Mange vestlige medier rapporterer, at vestlige statsmænd opfordrer til det. Det giver ingen mening. Fredsforhandlinger eller blot våbenhvile, som Putin luftede kort før jul i 2023, vil kun være til Kremls fordel.
Det vil give Rusland mulighed for at genopbygge dets militære styrke, og den ukrainske befolkning er stærke modstandere jf. ovenstående link til meningsmålinger. Zelenskijs 10-punktsfredsplan fremlagt i august 2023 viser også, at han fastholder Ukraines maksimalistiske position: Ukraine vil ikke afgive så meget som én tomme land, og Rusland skal betale krigsskadeerstatninger.
For begge parter er det alt eller intet. Derfor må krigen afgøres militært
Til trods for dette viser en ny meningsmåling, at flere ukrainere er villige til at give russerne nogle former for indrømmelser. Kreml er heller ikke interesseret i “land for fred” a la en Korea-løsning.
Den 9. december fastslog Kremls talskvinde Maria Zakharova, at Ruslands maksimalistiske mål også forbliver uændrede. For begge parter er det alt eller intet. Derfor må krigen afgøres militært.
4. Finlandisering af Ukraine
Et af Kremls maksimalistiske mål er at fjerne Ukraines bånd til Vesten og at gøre landet blokneutralt. Skulle det ske, vil det reelt føre til en “finlandisering” af Ukraine.
I foråret 2022 sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, at en finlandisering af Ukraine var en god idé, uden at forstå, hvad finlandisering betyder. Det er en narresut, der har til formål at bringe Ukraine under Ruslands indirekte kontrol og underminere det politiske regime i Kyiv, så Kreml kan genindsætte en pro-russisk præsident med de politiske konsekvenser, det vil få, både for Ukraine og for Vesten.
Det kan ikke udelukkes, men det kræver, at den ukrainske hær kollapser, og Rusland dermed opnår en afgørende sejr.
5. Hurtig optagelse af Ukraine i EU
I forbindelse med Det Europæiske Råds topmøde i Bruxelles d. 14.-15. december 2023 besluttede EU’s ledere at åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine og Moldova. Zelenskij betegnede beslutningen som en “stor sejr for Ukraine”.
Men læser man Det Europæiske Råds kommuniké, fremgår det indirekte, at det ikke bliver på “fast track”. Det fremgår derimod eksplicit i Europa-parlamentets pressemeddelese, som blev offentliggjort dagen forinden Det Europæiske Råds beslutning d. 14. december.
Grunden er indlysende, når man har kendskab til EU’s optagelsesprocedure: Først skal ansøgerlandenes lovgivning screenes. EU’s acquis communautaire har ca. 80.000 siders lovgivning, internationale aftaler, EU’s forordninger, direktiver, beslutninger, erklæringer, retsakter m.v., som ethvert land, der vil optages, skal respektere og i mange tilfælde indarbejde i egen lovgivning.
Udviklingsmæssigt er Ukraine på grund af krigen på et endnu lavere niveau end Bulgarien og Rumænien, da optagelsesprocessen for de to lande startede i 1994. Der gik 13 år, før hele processen var gennemført, og de to lande blev medlemmer af EU.
En så omfattende screeningsproces, der efterfølges af selve optagelsesforhandlingerne, kan selvsagt ikke gennemføres hurtigt. Udviklingsmæssigt er Ukraine på grund af krigen på et endnu lavere niveau end Bulgarien og Rumænien, da optagelsesprocessen for de to lande startede i 1994. Der gik 13 år, før hele processen var gennemført, og de to lande blev medlemmer af EU.
Så selv hvis Ukraines optagelsesproces fremskyndes, hvilket Det Europæiske Råd hævder vil ske, skal Ukraine ikke forvente at blive medlem af EU på denne side af 2030. På det tidspunkt er krigen formentlig slut på den ene eller anden måde.
EU’s beslutning om hurtigt at åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine kom i stand, efter den tyske kansler havde overtalt den ungarnske leder, Victor Orbán, til at forlade lokalet for at tage en kop kaffe. Dermed kunne der skabes enstemmighed.
Dagen efter blokerede Orbán, der har gode relationer til Putin, for €50 mia. støtte til Ukraines genopbygning. Victor Orbán ville også blokere for beslutningen om at indlede optagelser med Ukraine, hvilket vil gøre det overordentligt svært for EU at gennemføre hurtige optagelsesforhandlinger. Heller ikke det scenarium er altså realistisk.
De sikkerhedspolitiske spændinger mellem Nato og Rusland nærmer sig bristepunktet
Kremls narrativ har længe været, at Rusland er i krig med USA og Nato, og at Vesten bruger Ukraine som en marionetdukke i krigen mod Rusland.
I december fik de sikkerhedspolitiske spændinger et nøk opad, da det polske sikkerhedsråd 2. december 2023 rapporterede, at Rusland vil angribe de baltiske lande samt Rumænien inden for 6 til 10 år.
Rapporten blev offentliggjort af den tyske tænketank GDAP. D. 8. november publicerede GDAP selv en rapport, hvori der bl.a. også stod, at Rusland vil angribe de baltiske lande. Som reaktion har Nato sendt en permanent tysk brigade på 4.800 soldater til Litauen.
Siden Den Westphalske Fred for snart 400 år siden, som skabte det nuværende internationale system, har der, før Rusland nu er blevet det, kun eksisteret én stormagt af denne type: Nazityskland
Det står med andre ord klart, at Rusland ikke blot er en revisionistisk stat, der arbejder på at underminere USA’s dominans i det internationale system og den globale magtbalance, men også er en revanchistisk stat, der ønsker at genoprette det russiske imperium.
Som pointeret af Kenneth Waltz (den mest indflydelsesrige forsker i studiet af sikkerhedspolitik siden Hans Morgenthau med værket Politics Among Nations: The Struggle for Power and Peace (1948), der grundlagde studiet af international politik som forskningsfelt, i Theory of International Politics (1979), er kombinationen mellem en revisionistisk og revanchistisk stat den farligste cocktail for bevarelse af international fred.
Siden Den Westphalske Fred for snart 400 år siden, som skabte det nuværende internationale system, har der, før Rusland nu er blevet det, kun eksisteret én stormagt af denne type: Nazityskland.
Atomkrig?
Hvis det virkelig sker, at Rusland angriber et eller flere Nato-lande udløses Natos artikel 5. Det kan føre til en krig, i yderste konsekvens en atomkrig mellem USA/Nato og Rusland.
Det skal pointeres, at Vladimir Putin i 2020 underskrev et dekret, som reviderer Ruslands afskrækkelsespolitik. Dekretets essens er, at selv et angreb på russisk territorium med konventionelle våben retfærdiggør gengældelse med atomvåben.
På hvilken måde er naturligvis spekulation, men indtænker man Herman Kahns nukleare eskalationsstige, On Escalation (1965), kan man forestille sig et trin på denne stige.
Konkret fx via brugen af et taktisk atomvåben med en sprængladning på fx 30 kg. Det taktiske atomvåben vil detonere i Sortehavet ikke for tæt på Odessa, men heller ikke for langt fra byen eller ud for den baltiske kyst. På Kahns eskalationsstige kaldes dette en demonstrationseffekt, som tydeliggør, at Kreml virkelig mener sine evindelige trusler alvorligt.
Risikoen for en krig mellem Rusland og Nato har ikke været større siden Cubakrisen i 1962. Den er faktisk større nu
Har det ikke den ønskede effekt, kan næste skridt være at detonere det taktiske atommissil i en mindre by. Har dette heller ikke den ønskede effekt, eskalerer krigen til en regulær atomkrig.
Det er i øvrigt Kahn, der med bogen On Thermonuclear War (1960) var det ene af tre af forlæggene for Stanley Kubricks sorte komedie Dr. Strangelove, or How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb. Det andet var Thomas Schellings The Strategy of Conflict (1958). Kahn, der også havde en sort humor, opfandt akronymet “MAD: Mutual Assured Destruction”. Det tredje var Peter Georges Red Alert (1959). Kubrick anvendte Schelling og George som konsulenter til sin film
Manuskriptet til filmen Dr. Strangelove minder om Robert Jervis’ Perceptions and Misperceptions in International Politics, der blev publiceret i 1972 som analyse af Cubakrisen i 1962.
Selvom Putin næppe er interesseret i, at Moder Rusland bliver efterladt til en nuklear ødemark, kan en atomkrig ikke fuldstændig afvises, og dette er pointen i Jervis’ bog.
Risikoen for en krig mellem Rusland og Nato har ikke været større siden Cubakrisen i 1962. Den er faktisk større nu.
Læs mere af Karsten Skjalm her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
