
UKRAINE // REPORTAGE – Jens Alstrup er kørt fra sit hjem i Sønderjylland mod fronten i det østlige Ukraine. Her vil han de kommende måneder rapportere i øjenhøjde med hverdagslivet og krigshandlingerne, som han sidst dækkede i 2017 og 2018. Alstrup har tidligere skrevet om de sovjetiske arbejdslejre i Kolyma som frivillig researcher for Memorial i Moskva og for Novaja Gazeta.
Det er en mærkelig oplevelse at køre fra Jaroslav i Polen til Lviv og videre til Kyiv. Ukraine er forandret og alligevel det samme.
Køen ved grænsen er hurtigt overstået. Der er kun syv biler foran mig i min linje. Det tager lidt tid alligevel, da køretøjer og pas skal kontrolleres grundigt på begge sider af grænsen. Kontrollen giver sig lidt tid til at se på bilerne. Over halvdelen er meget gamle eller meget beskedne biler. Der er næsten kun ukrainere, og resten er polakker – med en enkelt dansker på motorcykel som undtagelse.
De ukrainske biler er stoppet med tøj og pakkenelliker. Alle sæder er optaget. De fleste har også benyttet taget til deres bagage. Der er stort set kun kvinder og børn. Det hele giver på samme tid indtryk af tristesse og et skrøbeligt håb om fremtiden.

Ingen regning
Jeg genkender det meste, som det så ud i 2018, da jeg sidst kørte strækningen fra Polen til Lviv. Blot er der flere kontrolposter og ganske mange forsvarsværker omkring typisk broer, vejkryds og byer.
Jeg har i øvrigt lidt problemer med min motorcykel. Et oliedæksel holdt ikke tæt, så venstre støvle og bukseben blev sølet ind i motorolie. Repræsentanten hos BMW i Lviv taler perfekt engelsk. Det skal de nok klare, men det vil tage sin tid, for dækslet er meget specielt, og de har ikke reservedele liggende.
Det er virkelig underligt at sidde i den flotte forretning med mange fine nye biler og motorcykler. Betjeningen er udsøgt, og jeg får tanket vand og kaffe på mig selv. Det tager tre timer at få lavet det lille dæksel, og jeg får samtidig frisk olie på.
De vil ikke høre tale om at få betaling, da de hører, at jeg er rejst til Ukraine for at rapportere om krigen.
Man holder fast
Lviv ligner sig selv. Lidt mindre trafik, men mange mennesker på gaderne. Efter at have skiftet tøj til noget tørt og efter at jeg, gamle mand, får slæbt bagagen op på fjerde sal i stegende hede, mødes jeg med Peter Mejer-Rasmussen, CEO hos One Side Company i Lviv. Vi går ud for at spise.
Der er nok flere ledige borde på restauranterne end normalt. Måske også en tone af alvor i stemningen. Måske det bare er noget, som jeg bilder mig ind. Maden er dejlig som altid. Betjeningen venlig. Stedet fantastisk i en gammel torturkælder fra middelalderen. Vi skal være relativt hurtigt færdige. Sidste servering er kl. 21.00, og kl. 22.00 lukker alt ned, så personalet kan nå hjem inden kl. 23.00, hvorefter der er udgangsforbud.
Der er udfordringer, men de klarer sig. Sådan er det vist hele vejen rundt i Ukraine
Peter fortæller om situationen. Den danske møbelindustri i Lviv er stor. Den største fabrik har omkring 700 medarbejdere. De er ikke lukket, men mellem 80 og 90 % har skåret ned. Jeg kunne forstå, at sådan er situationen i de fleste sektorer. Peters virksomhed holder fast, så godt de kan.
Der er udfordringer, men de klarer sig. Sådan er det vist hele vejen rundt i Ukraine. Mange har lukket ned eller reduceret voldsomt, og nogle få prøver at holde fast. Pressen er mest interesseret i situationen for landbruget.

Gensyn med Kyiv
Jeg skal gense min ven i Kyiv. Min GPS havde sagt næsten otte timer til turen. Den kan åbenbart finde ud af tidsforbrug til checkpoints. Der er nu ikke så mange som i selve krigszonen – ATO hed den, da jeg var der i 2017 – og det er kun ved indkørslen til selve Kyiv, at alle bliver stoppet. Ellers er det stikprøver. Jo tættere på Kyiv, jo større forskansninger er der etableret.
Omkring 60 km fra centrum møder jeg skroget af et pansret infanterikampkøretøj på vejen. I forvejen skal man passe på heste, cykler, fodgængere, tværgående trafik, mejetærskere og andet på en ukrainsk motorvej, men nu er der også sandsække, betonelementer og andet.

Lidt længere inde – det har vel været omkring byen Yuriv et pænt stykke sydvest for Irpin – er der tegn på kampene langs motorvejen. Et stort fabriksanlæg er totalt udbombet. Resten virker til, at det er helt tilfældigt, hvad der er blevet ramt.
Et hus ligger totalt i ruiner. Naboernes huse har end ikke en skramme. Etageejendomme har været særligt udsatte. De er ikke styrtet sammen, men står som udbrændte og sønderskudte skygger langs vejen det sidste stykke, før jeg kommer til den sidste kontrolpost og ind i selve byen.
På min anden nat i Ukraine er der luftalarm. Intet synligt eller hørbart sker. Vi bliver ikke gennet ned i kælderen
Inde i byen er der ikke meget at mærke, før jeg kommer til Kyivs absolutte centrum, hvor jeg har booket værelse på det lidt gamle og støvede Hotel Ukraine. Her er der en del militær, forskansninger og politi. Jeg har passet på med at forvente noget, for det slører blikket, men jeg tror, at det er mindre, end jeg havde regnet med.
På min anden nat i Ukraine er der luftalarm. Intet synligt eller hørbart sker. Vi bliver ikke gennet ned i kælderen. Jeg tænker kort på statistik og faren, og så vender jeg mig om og sover videre.
Nu skal jeg meget gerne have min akkreditering og komme videre. Militærhjelm og sikkerhedsvest kommer på tirsdag. Og med akkrediteringen på plads kommer jeg forhåbentlig videre onsdag mod syd til selve krigszonen.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.