KONKURRENCE // DEBAT – Et stærkt samarbejde i EU er altafgørende for de beslutninger, der træffes – og for det verdenssamfund, vi lever i. Men det kræver, at folk interesserer sig for og ved, hvad der sker i EU – og der spiller ungdommen en vigtig rolle, skriver Kira Marie Peter-Hansen, MEP (SF), Morten Løkkegaard, MEP (Venstre) og Jens-Kristian Lütken, formand for Europabevægelsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Samtalen om EU er vigtigere end nogensinde før. Med en klimakrise og krig i Ukraine er europæiske og globale problemstillinger blevet vigtigere og tydeligere de seneste år.
Derfor er der brug for engagerede europæere og danskere til at løfte debatten om fremtidens EU, som sammen kan finde de rigtige løsninger og tage de gode beslutninger.
Specielt er det afgørende, at vi får involveret unge danskere, som inden længe overtager roret i både Danmark og det europæiske fællesskab.
Alt for mange danskere hverken interesserer sig for EU eller ved, hvor stor indvirkning fælleseuropæiske beslutninger har på Danmark. Det er en skam og en demokratisk udfordring, som vi skal løse
Desværre er danskeres generelle deltagelse ved europaparlamentsvalget historisk lavere end ved andre demokratiske valg. Trods rekordhøj valgdeltagelse i 2019 under seneste parlamentsvalg har deltagelsen ved EU-valgene historisk set ligget på cirka 50 procent kontra 80 procent ved folketingsvalg.
Alt for mange danskere hverken interesserer sig for EU eller ved, hvor stor indvirkning, fælleseuropæiske beslutninger har på Danmark. Det er en skam og en demokratisk udfordring, som vi skal løse.
Vi er nødt til at styrke samtalen om EU, så det ikke kun er en lille skare af parlamentarikere, tænketanke, NGO’er og enkelte journalister, der debatterer, hvordan vi løser tidens alvorlige problemer gennem det europæiske fællesskab. Derfor har vi sammen med POV International udviklet en konkurrence for unge mellem 18 og 30 år.
Hverken medlemmer af EU-Parlamentet eller Folketinget har alle svarene på nutidens udfordringer; der er brug for særligt de unges perspektiver og løsninger.
Og derfor inviterer vi alle interesserede til at læse om og forhåbentligt deltage i konkurrencen om at levere det bedste EU-politiske debatindspark:
Og hvorfor så fokus på de unge?
De fælles beslutninger, vi tager i EU i disse år, vil påvirke unge i længere tid end nogen andre
Først og fremmest fordi vi tror på ungdommen! Det er de unge, der kommer til at forme fremtidens Europa, som for alvor står over for klimaforandringer, biodiversitetskrise, sikkerhedspolitisk krise og et internationalt samfund i voldsom forandring.
De fælles beslutninger, vi tager i EU i disse år, vil påvirke unge i længere tid end nogen andre.
Det er desværre særligt de unge, som vi mangler i samtalen om EU, og hvis vi skal spire det, er vi politikere nødt til at høre deres input, idéer og tanker om fremtidens europæiske fællesskab.
Så hvis du kender en ung eller selv er ung, så deltag i konkurrencen om at blive danmarksmester i EU-debat og vær med i samtalen om fremtidens Europa.
Vi er lydhøre og klar til et mere ungt perspektiv på Europa!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her