EU & KLIMAPOLITIKKEN // ANALYSE – Bidens virtuelle klimatopmøde er åbningsballet til flere måneders hårde forhandlinger og magtkampe om fremtidens klimapolitik. EU har mulighed for at blive en grøn supermagt og lave en stærk klimaalliance med Biden.
USA’s præsident, Joe Biden, samler 40 af verdens ledere til et virtuelt klimatopmøde den 22.-23. april for at få landene til at lancere endnu mere ambitiøse nationale handleplaner imod de globale klimaforandringer. Det er samtidig åbningsballet til det, der kan blive flere måneders hårde forhandlinger om, hvordan vi i Europa og resten af verden får hævet klimaambitionerne.
Det er som at vende en supertanker. Vi kæmper ikke blot med at nedbringe de årlige udledninger, men vi slæber også på historiens byrde i form af ophobede udledninger i atmosfæren
Det virtuelle topmøde vil være en vigtig temperaturmåler på den politiske vilje, før det vigtige COP26-topmøde i FN-regi, som Storbritannien er vært for i november måned. Også den danske statsminister, Mette Frederiksen, og den norske statsminister, Erna Solberg, er inviteret med i det fine selskab af Biden på linje med stats- og regeringscheferne fra verdens økonomiske stormagter, såvel som både Europa-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, og præsidenten for Det Europæiske Råd, Charles Michel.
Mødet holdes kun få dage efter at Verdens Meteorologiske Organisation, WMO, offentliggjorde sin årlige rapport, State of the Global Climate 2020, der viser, at ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren er fortsat med at stige under det seneste års covid-19 krise, de globale middeltemperaturer ligger nu 1,2 grader celsius over det førindustrielle niveau, og det seneste årti har været det varmeste nogensinde.
For Europa var 2020 det varmeste år nogensinde. I Europa er gennemsnitstemperaturen på landjorden faktisk steget med lidt over 1,6 ºC siden midten af 1800-tallet, mens den ved kysterne er steget med 1 ºC.
Selv om en del af verdensøkonomien i perioder af 2020 var lukket helt og delvist ned på grund af coronavirus, oplevede man i Arktis exceptionelle varmegrader, der lå 3 ºC over det normale, og nogle steder i det nordlige Sibirien var de hele 6 grader over normalen.
Permafrosten smelter og er varmet op, så den frigør potente metangasser i et omfang, vi ikke har set før. I 2020 oplevede mere end 80 pct. af verdenshavene marine hedebølger. Antarktis mister mellem 175 og 225 gigaton is hvert år. Og omkring 23,1 mio. borgere må hvert år flygte eller finde et nyt hjem på grund af de naturkatastrofer og vilde vejrlig, som klimaforandringerne allerede nu forårsager.
Ikke desto mindre er aftalen et fremskridt, og den sender et vigtigt signal før Bidens klimatopmøde: EU har nu fået en bindende klimalov
Problemet er bare, at de globale CO2-udledninger stiger og stiger. Og de er fortsat med at stige, siden 196 regeringer på FN’s klimatopmøde i Paris i 2015 kom med deres fælles erklæring om at begrænse de globale temperaturstigninger til maksimalt 2 ºC – og helst ikke mere end 1,5 ºC – over det førindustrielle niveau.
Det er som at vende en supertanker. Vi kæmper ikke blot med at nedbringe de årlige udledninger, men vi slæber også på historiens byrde i form af ophobede udledninger i atmosfæren. Den politiske handlekraft halter langt bagefter.
Klimaforandringerne kan få en masse uforudsete sidekonsekvenser, der tvinger os til at handle hurtigere og i langt større skala, end vi har været vant til før. Det bør være dagsordenen for Bidens virtuelle klimatopmøde og senere på året ved COP26 mødet i Glasgow. Klimabevægelserne kan spille en vigtig rolle med at presse regeringerne til at vise politisk mod og fremsyn.
Det seneste års coronakrise har dog taget noget af luften ud af de folkelige bevægelser, men klimaproblemerne er ikke gået væk. De er tværtimod blevet værre, som den seneste rapport fra WMO viser.
EU kan tage den grønne førertrøje
Den Europæiske Union er i dag den region i verden, der indtil nu har lagt de mest ambitiøse planer for at reducere forureningen og beskære udledningen af drivhusgasser. Målet er at gøre EU27-landene klimaneutrale senest i 2050.
På et EU-topmøde i december 2020 vedtog stats- og regeringscheferne, at EU’s CO2-udledninger skal sænkes med 55 pct. inden 2030, og det var et markant løfte ift. det tidligere reduktionsmål på mindst 40 pct.
Natten til onsdag accepterede Europa-Parlamentet at godkende Rådets kompromis om de 55 pct., selv om flertallet af parlamentarikerne gerne ville gå endnu videre. Ikke desto mindre er aftalen et fremskridt, og den sender et vigtigt signal før Bidens klimatopmøde: EU har nu fået en bindende klimalov, og der bliver nedsat en europæisk klimaråd, der skal sikre, at lovens mål bliver gennemført.
Biden-administrationen har ikke alene meldt USA ind i klimaaftalen igen, men har med sin særlige klimaudsending, John Kerry, sat fuld skrue på klimadiplomatiet
EU har dog gode forudsætninger for at løfte barren. EU råder over det største indre marked, og sætter unionen skrappe klimamålsætninger og stilles høje krav til både producenter og forbrugere, kan det sprede sig som ringe i vandet til andre handelsmagter, der ønsker at sælge deres varer på det europæiske marked.
Europa har mulighed for at blive til en grøn supermagt, men det kræver en langt mere offensiv og ambitiøs klimapolitik end hidtil. Samtidig kan der opbygges stærkere globale alliancer, der trækker flere lande og stormagter med. Bidens virtuelle klimatopmøde er en fremragende anledning til at gøre noget ved det.
Joe Biden kan nemlig blive en meget vigtig strategisk klimapartner for Europa. Han har i sine første måneder som præsident skruet markant op for ambitionsniveauet i USA, og han er klar til at sætte nye skrappe delmål for 2030. Han har stoppet den kontroversielle olierørledning, Keystone XL, fra Canada til Nebraska. Og han har gjort investeringer i vedvarende energi, elektrificering af transporten, energibesparelser og klimasikring til centrale elementer i de ekspansive stimuluspakker imod coronakrisen.
At Joe Biden gør klimaet til storpolitik, er et markant vendepunkt i forhold til forgængeren, Donald Trump, der trak USA ud af FN’s klimaaftale fra Paris. Biden-administrationen har ikke alene meldt USA ind i klimaaftalen igen, men har med sin særlige klimaudsending, John Kerry, sat fuld skrue på klimadiplomatiet. Senest med et todages besøg i Kina.
Biden vil gøre USA CO2-neutralt i 2050, og Kinas præsident Xi Jinping lover, at kineserne vil nå det i 2060. I oktober 2020 lovede Japan at sikre netto nuludledninger af CO2 i 2050. Det samme vil Sydkorea og Sydafrika. I løbet af 2020 gav mere end halvtreds lande i verden et løfte om at blive klimaneutrale senest i 2050. Jo flere, der følger efter, jo bedre er det. Finland har et ambitiøst mål om at blive verdens første CO2-neutrale velfærdssamfund i 2035 og Sverige vil gøre det i 2045.
Men det er stadig alt for lidt. Der skal meget mere til, hvis vi skal nå at vende kursen. Vores produktion, forbrug, transport og energisystemer skal ændres fundamentalt i løbet af 2020’erne, boligerne skal isoleres, nye teknologier skal flerdoble energiproduktiviteten, og vi skal spise meget mere bæredygtigt uden så mange røde bøffer og CO2 belastninger.
Nu venter den svære del af øvelsen, hvor der skal prioriteres hårdere. Allerede i de næste få år skal landene levere markante reduktioner. Dette års klimatopmøder vil vise, om politikerne har uld i mund, eller om de for alvor tør satse på det grønne guld, investere i større skala og tage førergreb på de gamle fossile lobbygrupper.
Fra ord til handling
Det er relativt omkostningsfrit at sætte langsigtede mål, som først skal realiseres, efter at de siddende regeringschefer for længst har mistet magten og nok er døde. Det kræver store økonomiske investeringer i de næste få år, og der er brug for et stærkt politisk lederskab for at smede brede og solide alliancer for den grønne omstilling. På vejen er der dog også risiko for tilbageslag.
Biden kan f.eks. blive ramt af et fossilt backlash med vrede protester fra de over 74 mio. vælgere, der stemte på Trump, og han er pisket til at navigere uden om de stærke lobbyinteresser i den fossile industri, der i korridorerne arbejder stenhårdt på at forsinke omstillingen. Den store test er, om han med et spinkelt flertal bag sig i Kongressen kan gennemføre så grønne klimaplaner, som der faktisk er brug for. Det er langt fra sandsynligt. Selv et forslag om at halvere USA´s CO2-udledninger frem til 2030 kan blive svært at bære igennem.
Det er vigtigt at kende sin besøgelsestid i de kommende måneder, hvis man som den danske regering mener noget alvorligt med klimapolitikken
Også i Europa er der udsigt til hårde magtkampe. Og det er ikke bare polske kulminer og fodslæbende østeuropæere, der kan lægge sten på vejen. Det er også stærke lobbyister i industrien og landbruget i Vesteuropa, som endnu ikke er vågnet op til den nye klimarealitet, at det haster med nytænkningen. I juni vil Europa-Kommissionen fremlægge en større pakke med en række klimatiltag, der forhåbentlig kan give EU’s grønne pagt og de overordnede målsætninger flere ben at gå på.
Det er vigtigt at kende sin besøgelsestid i de kommende måneder, hvis man som den danske regering mener noget alvorligt med klimapolitikken. Det store slag skal udkæmpes i Bruxelles. På begge sider af Atlanterhavet er der i de kommende måneder udsigt til hårde og svære politiske kampe om klimapolitikken. Ambitionsniveauet skal skaleres op. Biden har i de første måneder af sin præsidenttid sat en ny og grønnere kurs, men nu skal han levere på det. Og i EU er det også nødvendigt at sætte højere mål.
De nuværende nationale planer for CO2 reduktioner er alt for svage, og i følge FN’s miljøorganisation, UNEP, har vi stadig kurs mod globale temperaturstigninger på mellem 3,4-3,9 grader. Det vil være et katastrofalt scenarie, der udløser en negativ, ustyrlig og kaotisk kædereaktion, der sender os ud over de kritiske tipping points, som de internationale klimaeksperter advarer imod, fordi vi så for alvor mister kontrollen over vores fremtid.
Så vil klimaforandringerne af sig selv, uanset hvad vi gør, blive selvforstærkende i vilde kaskader, hvor indlandsisen på Grønland smelter helt, store iskapper river sig fri af Antarktis, havstrømmene ændres, verdens storbyer langs kysterne rammes af oversvømmelser, antallet af orkaner mangedobles og ekstreme hedebølger vil brede sig i Kina, Indien, Mellemøsten, Sydeuropa og USA, mens millioner af mennesker er på flugt.
Verdensbanken skønner, at op imod 143 millioner mennesker kan ende som klimaflygtninge i Afrika, Asien og Latinamerika som følge af ekstreme vejrlig frem mod 2050. De sidste to årtiers udlændingedebat kan ende med at blive en mild forsmag på, hvad der venter os, hvis vi ikke får gjort noget ved klimaforandringerne. For så vil vi også opleve flere folkevandringer, der sender millioner på flugt til Europa. Og det kan gå hurtigere, end vi forestiller os.
Nationalstaten kan ikke klare sig selv
Den gamle ide om national suverænitet mister sin betydning i den planetariske klimatid. Nationalstaten er for lille til at give et bæredygtigt modsvar på de stigende CO2-udslip i atmosfæren. De menneskeskabte klimaforandringer afslører de enkelte nationers dybe afhængighed af, hvad folk gør i andre lande og på tværs af grænserne. Men indtil nu mangler den nødvendige handlekraft.
Danmark er en god case på dilemmaerne. Danmark har et stærkt udgangspunkt til at levere fremtidens klimaløsninger indenfor vindenergi, energiøer, havvindmølleparker, isolering, energieffektive løsninger, så det vil være i dansk interesse at sikre så høje klimamål i EU såvel i de globale klimaforhandlinger. Der kan skabes mange nye arbejdspladser på den grønne omstilling.
Der er stærke lobbyinteresser i industri og landbrug, som af frygt for tab af nationale arbejdspladser i konkurrencen gør alt for at forsinke de handleplaner, der skal føre 70 procentsmålet ud i livet
Men selv om Danmark har vedtaget at reducere CO2-emissionerne med 70 pct. frem mod 2030, kniber det stadig med at omsætte målene til konkret og bindende politik. Regeringen har senest fremlagt forslag om at anlægge endnu flere motorveje og store anlægsprojekter med beton, cement og asfalt, og man har været modvillige til at indføre en høj CO2-afgift på mellem 1200 og 1500 kr./ton, der ellers anbefales på det kraftigste af de økonomiske vismænd og Klimarådet.
Der er stærke lobbyinteresser i industri og landbrug, som af frygt for tab af nationale arbejdspladser i konkurrencen gør alt for at forsinke de handleplaner, der skal føre 70 procentsmålet ud i livet. Den magtkamp finder sted ikke bare i Danmark, men også i en række andre lande.
Også i EU har det holdt hårdt med at få løftet reduktionsmålet til 55 pct. frem mod 2030. Miljøorganisationerne siger, at det i realiteten kun er 52,8 pct., fordi tallene er lidt sminkede. Stærke interessegrupper i de fossiltunge erhverv fra industri til landbrug, kulkraftværker i Polen og andre lande, samt frygten for gule veste, gør dog, at flere stats- og regeringschefer mangler det nødvendige mod til at skære igennem og vise et grønt lederskab.
En af de lovende reformveje kunne være at mangedoble investeringerne i vedvarende energi og hæve kravene til energieffektiviseringer, for det vil skabe mange nye arbejdspladser og give et værdifuldt boost til økonomierne
I tirsdags forsøgte Europa-Parlamentet igen at presse på for et højere reduktionsmål, og flertallet i parlamentet er tilhænger af at hæve målet til 60 pct. I virkeligheden burde EU og USA reducere deres CO2-emissioner med mindst 65 pct. frem mod 2030, hvis man skal følge de anbefalinger, der kommer fra verdens førende klimaeksperter.
Måske vil det politiske spil ændre sig i Det Europæiske Råd, hvis Tyskland efter forbundsdagsvalget i september pludselig sidder med en grøn kansler eller det grønne parti i regeringen, og Tyskland kan lave en stærkere grøn alliance med Macron i Frankrig og andre villige magter. Kan man i EU enes om fælles høje mål, evt. kombineret med en CO2-importafgift ved de ydre europæiske grænser, er det nemmere at undgå den såkaldte carbon-lækage med tab af arbejdspladser, som hver enkelt nationalstat er så bange for.
En grøn win-win strategi
Hvert eneste år frem til 2030 skal vi levere årlige reduktioner på 7,6 pct. i de globale CO2-udledninger for at undgå temperaturstigninger på over 1,5ºC, skønner FN’s miljøorganisation, UNEP, ud fra en grundig gennemgang af de videnskabelige studier.[1] For EU27 vil det betyde, at CO2-udledningerne fra 2020-30 skal sænkes samlet med 65-70 pct. i forhold til 1990-niveauet for at være på den sikre side. Den årlige nedskæring skal være lidt større end faldet under coronaviruskrisen. Men hvordan gør vi det uden at skulle lukke store dele af samfundet ned i månedsvis?
En af de lovende reformveje kunne være at mangedoble investeringerne i vedvarende energi og hæve kravene til energieffektiviseringer, for det vil skabe mange nye arbejdspladser og give et værdifuldt boost til økonomierne efter coronakrisens lange nedlukninger. Samtidig vil det være en investering i fremtidige besparelser. Potentielt kan det blive en win-win opskrift.
Det er ikke længere utopisk drømmeri, men økonomisk realpolitik at satse på en afkobling fra den fossile æra. Og det vil være rettidig omhu
Det er faktisk både økonomisk og teknologisk muligt at omlægge hele det europæiske energisystem til 100 pct. vedvarende energi indenfor de næste 10-15 år, viser omfattende analyser lavet af en gruppe økonomer og energieksperter ved Stanford University. Tankevækkende nok viser det sig, at en sådan strategi ovenikøbet skaber langt flere arbejdspladser, end hvis man holder fast ved business as usual i den gamle fossile økonomi.
Den gode nyhed er, at vi allerede har mange af løsningerne. Samtidig er vi vidner til en energimæssig revolution på verdensmarkedet. I de sidste 6 år er der globalt investeret over 1500 mia. euro i grøn energi. Sol- og vindenergi er blevet konkurrencedygtig i det meste af verden. I to tredjedel af verden er energi fra sol og vind nu billigere end energi fra fossile brændstoffer, og om fem år ventes det, at disse vedvarende energikilder er den billigste form for elektricitet i hele verden.
Det er ikke længere utopisk drømmeri, men økonomisk realpolitik at satse på en afkobling fra den fossile æra. Og det vil være rettidig omhu. Hvis EU var helt uafhængig af import af fossile brændsler fra autoritære regimer i Mellemøsten og Rusland, ville EU-landene årligt spare 300 mia. euro på import af olie og gas. Det vil ”kun” koste 5200 mia. euro at omlægge det europæiske energisystem til 100 pct. vedvarende energi, vurderer Stanford-eksperterne, så investeringerne kunne nemt forrentes, hvis man tog et fælles obligationslån med en 30-40 årig løbetid.
Hvornår trykker regeringerne på panik-knappen og accelererer afviklingen af den fossile produktion, der truer så mange menneskeliv?
Omlægges til ren vedvarende energi kan EU-landene samtidig få en stor sundhedsmæssig gevinst. Ad den vej kan man eliminere meget af den luftforurening, der hvert år fører til op imod 400.000 for tidlige dødsfald i Europa, der i første række skyldes afbrænding af fossile brændsler. Hvert tabt leveår er også et tab af økonomisk produktivitet i samfundet, så det vil være sund fornuft at lægge en ambitiøs plan for hurtigere overgang til vedvarende energi i Europa.
Fossil luftforurening er et problem, som alle kontinenter slås med, og det er faktisk en langt større trussel – målt på menneskeliv – end coronakrisen. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mister 7 millioner mennesker livet hvert år på grund af den luftforurening, der stammer fra denne afbrænding. Ville vi reagere på samme måde og udskyde de markante politiske handlinger i flere årtier, hvis WHO fortalte os, at en ny pandemi vil koste mindst syv millioner menneskeliv om året?
Det er på en måde et relevant spørgsmål at stille efter et år med coronavirus, der har kostet over tre millioner mennesker livet. Så hvornår trykker regeringerne på panik-knappen og accelererer afviklingen af den fossile produktion, der truer så mange menneskeliv?
Bjarke Møller er forfatter til bogen, ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt”, der er udkommet i april 2021.
[1] FN, UNEP’s Emission Gap Report 2020.
LÆS ALLE BJARKE MØLLERS ARTIKLER HER
Topfoto: Antarktis mister mellem 175 og 225 gigaton is hvert år. Og omkring 23,1 mio. borgere må hvert år flygte eller finde et nyt hjem på grund af de naturkatastrofer og vilde vejrlig, som klimaforandringerne allerede nu forårsager. Foto PXHere
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her