Klimatrussel: Sandstorme hærger udviklingslande

Thomas Jazrawi 24.05.2022

SANDSTORME // KLIMA – For nyligt sendte de 5.000 på hospitalet i Irak. De har ødelagt dele af Den Kinesiske Mur og kan medvirke til at gøre hele Mongoliet til ørken, men alligevel er der ikke meget fokus på truslen fra sandstorme.

Sirocoo, haboob eller harmattan. Sand- og støvstorme har mange lokale navne, men de er alt andet end et kært barn. Så sent som i forrige uge blev Irak ramt af en voldsom sandstorm, der hærgede i seks provinser, herunder hovedstaden Baghdad. En enkelt blev dræbt, mens 5.000 mennesker måtte på hospitalet med hjerte- eller lungeproblemer.

Lige nu er der en vigtig FN-konference om ørkendannelse i Abidjan i Elfenbenskysten, og her er der et øget fokus på sand- og støvstorme. De er ikke blot en trussel mod helbredet, men de kan også ødelægge bøndernes afgrøder og dræbe kvæget. Sand- og støvstorme truer 11 af FN’s 17 verdensmål, men anerkendelsen af truslen er generelt lav, vurderer FN.

Katastrofale konsekvenser

Lande som Irak, Tchad og Pakistan nævnte, at de har store udfordringer med sand- og støvstorme på FN-konferencen. Og det bliver næppe et mindre problem i fremtiden.

Ifølge FN’s miljøprogram vil der i 2030 være omkring 300 sand- og støvstorme i Irak om året, mens der i 2013 blev registreret 122. Den irakiske repræsentant nævnte, at sand- og støvstorme har “katastrofale konsekvenser” for landet.

De er imidlertid steget i antal og intensitet med den stigende globale gennemsnitstemperatur. Overudnyttelse af jord samt afskovning og anden ødelæggelse af natur er også med til at øge risikoen

Sandstorme er almindelige i store dele af Afrika og Asien, og har eksisteret så længe, der har eksisteret vind og sand. De er imidlertid steget i antal og intensitet med den stigende globale gennemsnitstemperatur. Overudnyttelse af jord samt afskovning og anden ødelæggelse af natur er også med til at øge risikoen. Det samme gælder dæmninger og ringe forvaltning af vandressourcerne, der også kan give gunstige forhold for storme af sand og støv.

Sandstorm i Kina. Foto: Wikimedia Commons

Hele Mongoliet kan blive til ørken

Ørkenspredning øger naturligvis risikoen for sandstorme, men det fygende sand er samtidigt med til at sprede ørkenen yderligere. Det sker eksempelvis i Mongoliet. Her er Gobi-ørkenen på fremmarch i landet, hvor temperaturen er steget dobbelt så meget som det globale gennemsnit.

Samtidig er der et udbredt problem med overgræsning. I 1990’erne fjernede regeringen regler med kvoter for, hvor meget kvæg, der er tilladt på de mongolske sletter. Siden da er antallet af kvæg steget fra 20 millioner til 61,5 millioner. Den internationale efterspørgsel efter kashmiruld har fået antallet af geder til at eksplodere, og de spiser dobbelt så meget græs som får. Eksperter vurderer, at omkring 70 procent af Mongoliets græsningsland er udpint i dag.

“Hvis ikke der sættes ind, vil hele Mongoliet blive til ørken om 30 til 40 år,” fortæller Dulamsuren Dashkuu fra et mongolsk forskningscenter, til National Public Radio.

Sandet fra Gobi-ørkenen er ligeledes et problem i Kina, og sandstormene har sågar ødelagt dele af Den Kinesiske Mur. I 1978 begyndte kineserne imidlertid at oprette den Store Grønne Mur – ikke at forveksle med den, der er er ved at blive opført i Sahelregionen i Afrika – som skal holde ørkenen på afstand. Ifølge den kinesiske repræsentant på FN-konferencen i Elfenbenskysten har Kina reduceret frekvensen af sandstorme med 29 procent. En sandstorm sidste forår, der blev beskrevet som den voldsomste i mere end et årti, viser imidlertid, at sandet stadig er en alvorlig trussel i landet.

Frustreret med de irakiske myndigheder

“Mure” af træer som i Kina og Sahel er et af de tiltag, der kan reducere risikoen for sandstorme. I det hele taget anbefaler FN at gendanne jord og øge beplantningen samt at håndtere land og vand på en forsvarlig måde, der ikke fører til mere udpining af jorden. Et af målene under FN’s konvention om ørkendannelse – der ligeledes indgår i FN’s verdensmål – er at opnå neutralitet med udpining af jord i 2030. Det betyder, at udpiningen skal bremses indenfor de kommende år.

I marts farvede sand fra Sahara himmelen orange i store dele af Europa med en koncentration af støv og sand fra den afrikanske ørken, der var “historisk” høj

I Irak er Azzam Alwash, stifter af Nature Iraq, som er en del af det internationale netværk under Birdlife International, frustreret over myndighederne. Det giver han udtryk for i et interview med National Public Radio efter den seneste voldsomme sandstorm. Ifølge ham har myndighederne peget på klimaforandringer som årsag til sandstormene, og har brugt det som en undskyldning for ikke at handle.

“De irakiske myndigheder kunne have moderniseret kunstvanding, gjort en indsats for at reducere tab af landbrugsland til indtrængen af saltvand, bekæmpet ørkendannelse, stoppet eller begrænset pastoralisterne i visse områder. Men det er ikke blevet gjort. Og de irakiske myndigheder er vant til at reagere, ikke at handle proaktivt,” forklarer han til den amerikanske radiostation.

Sandet fra de ørkenrige egne af verden kommer ofte vidt omkring. I marts farvede sand fra Sahara himmelen orange i store dele af Europa med en koncentration af støv og sand fra den afrikanske ørken, der var “historisk” høj. Også sandet fra Tchad kommer vidt omkring. Bodélé, en dal, hvor der engang lå en gigantisk sø, er kilden til omkring 100 sandstorme hvert år. Noget af sandet bliver hvirvlet over Atlanterhavet til Amazonas, hvor det leverer vigtige mineraler til regnskoven.

Denne artikel er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande.

Læs mere om udland og klima i POV her.

Thomas Jazrawi

Thomas Jazrawi er uddannet cand. scient. pol. fra Københavns Universitet. Siden 2012 har han dækket den grønne dagsorden med et globalt perspektiv som miljø- og klimaredaktør ved Globalnyt. Det har blandt andet ført til deltagelse i flere af de grønne FN-konferencer, herunder det hektiske topmøde i Paris i 2015, hvor verdens nationer vedtog Paris-aftalen. Det er samtidigt blevet til mange artikler om EU's grønne og globale tiltag gennem årene, og til tider lidt om international politik eller regional stormagtspolitik i Asien. Han har særlig viden om klima, natur, biodiversitet og miljø og har tidligere arbejdet som blandt andet administrativ koordinator, projektmedarbejder samt kommunikations- og kampagnemedarbejder.