Theresa Mays dyrekøbte sejr

Anatole Kaletsky 10.05.2017

Den forventede, knusende sejr til konservative Theresa May ved det britiske parlamentsvalg 8. juni kan paradoksalt nok bane vej for de mest konservative euroskeptikeres nederlag på langt sigt, skriver topøkonom Anatole Kaletsky. Han forudser, at det endelige opgør mellem en nationalistisk konservatisme og en ny internationalt orienteret, progressiv opposition kommer om fem år, når briterne skal tage det endelige valg mellem et EU i to hastigheder og en fremtid bygget udelukkende på bilaterale aftaler.

LONDON – Det britiske valg, som premierminister Theresa May har udskrevet til afholdelse 8. juni, vil ændre udsigterne for Storbritanniens politik og forhold til EU, men ikke nødvendigvis på den måde et stærkt forøget flertal til Mays Conservative Party kunne se ud til at indebære.

Det altødelæggende nederlag, som konservative EU-skeptikere regner med at tildele internationalisterne og de progressive kræfter, blev symboliseret ved Daily Mails overskrift, da May havde annonceret valget: “Knus sabotørerne”.

Men den rungende sejr i juni kan i sidste ende føre til et langt mere forbløffende tilbageslag på samme måde som Napoleons overmodige march mod Moskva, efter han havde nedkæmpet al modstand i Europa.

En farlig sejr

Storbritanniens pro-europæiske progressive kræfter kan nemlig stadig vende nederlaget til sejr. Og det er der tre nøje beslægtede grunde til:

For det første har May ved at fremrykke valget i realiteten udskudt deadline for Storbritanniens endelige udtræden af EU fra 2019 til 2022. Det tidlige valg gør det uundgåeligt, at Storbritannien forlader EU i marts 2019, fordi May ikke længere vil blive mødt af så meget som en teoretisk modstand fra parlamentet. Men det muliggør samtidig en lang overgangsperiode efter 2019, så virksomheder og administrative systemer kan tilpasse sig, hvad der måtte være aftalt til den tid.

Både britiske virksomhedslobbyister og embedsmænd ansvarlige for implementeringen har presset på for at få så lang en overgangsperiode som muligt. EU har imidlertid insisteret på, at alle nuværende forpligtelser over for EU skal fortsætte i overgangsperioden, herunder budgetbidrag, arbejdskraftens fri bevægelighed samt håndhævelse af EU-domstolens afgørelser.

Indtil valget blev udskrevet, syntes det næsten umuligt at forene erhvervslivets behov for en lang overgangsperiode med de konservative euroskeptikeres insisteren på et fuldkommen og øjeblikkeligt brud med EU. En knusende valgsejr vil give May autoritet til at forhandle en lang overgang på trods af indsigelser fra anti-EU ekstremister, og hun vil kunne overbevise mere moderate euroskeptikere om, at timingen af de forskellige EU-forpligtelser er mindre væsentlig, nu hvor Brexit er garanteret.

Selvom Storbritannien formelt ikke længere er EU-medlem fra marts 2019, bliver resultatet, at meget lidt vil ændre sig i Storbritanniens økonomi og levevilkår inden næste parlamentsvalg i 2022. Mays beslutning om at udskrive valg bliver således et nederlag for de yderligtgående EU-skeptikere, der ellers kunne have tvunget hende til at bryde fuldstændig med EU i marts 2019.

Dette hænger sammen med den anden grund til, at den forestående triumf for de bristiske EU-skeptikere meget vel kan ende som en dyrekøbt sejr – en pyrrhussejr. Mens det tidlige valg vil forsinke økonomiske forandringer, vil det nemlig sætte meget mere fart på forandringerne af britisk politik.

Når Arbejderpartiet kollapser efter det forventede nederlag i juni, vil der næsten sikkert ske en omorganisering af den britiske progressive politiske fløj

Storbritanniens vigtigste oppositionsparti, Labour Party, har ligget i dødskramper siden 2015, men det kunne overleve i sin aktuelle zombie tilstand, indtil der blev udskrevet valg. Eftersom det næste valg forventedes at komme i 2020, var det muligt, at uforudsete hændelser i de næste tre år gav Labour mulighed for at blive genoplivet. Ved at fremrykke valget har May også fremrykket Labours opløsning og praktisk taget elimineret muligheden for en hurtig genopblomstring.

En slagkraftig opposition er i sigt

Når Arbejderpartiet kollapser efter det forventede nederlag i juni, vil der næsten sikkert ske en omorganisering af den britiske progressive politiske fløj. Denne omorganisering vil forene desillusionerede Labour politikere og vælgere med vælgerne fra Liberal Democrats, Greens og måske også de skotske og walisiske nationalister, og det vil skabe en opposition, der er meget mere slagkraftig end den, May har over for sig i øjeblikket, selv hvis oppositionen får færre pladser i parlamentet.

Ved næste parlamentsvalg, formodentlig i 2022, vil Storbritanniens internationalister og progressive politiske kræfter have haft fem år til at forberede sig på et opgør med Mays konservatisme og engelsk nationalisme. Til den tid vil de konservative have haft magten i tre valgperioder over 12 år. Det er omkring den tid, det typisk tager for det britiske politiske pendul at svinge mellem højre og venstre.

Dertil kommer – takket være den forlængede overgangsperiode for Brexit, der bliver mulig på grund af det tidlige valg – at det først er omkring 2022, at den fulde konsekvens af enden på EU-medlemskabet bliver synligt ligesom modsætningerne i Brexit-koalitionen mellem libertære frihandelstilhængere og socialt konservative nationalister og protektionister også vil stå klart frem.

I mellemtiden vil anstrengelserne med at forhandle frihandelsaftaler med USA og Kina have afsløret svaghederne ved Storbritanniens forhandlingsposition. Resultatet kan meget vel blive, at befolkningens holdning til visdommen i Brexit er ændret markant i 2022. Under alle omstændigheder vil det ændrede forhold til Europa blive kernespørgsmålet, som Storbritanniens socialliberale og internationalistiske politiske kræfter kan forenes om.

Hvad der end sker, vil den endelige kamp om Storbritanniens fremtid i et længere perspektiv ikke være afgjort med dette års nemme sejr for May. Afgørelsen kommer om fem år med opgøret mellem en nationalistisk konservatisme og en ny internationalt orienteret progressiv opposition

Lad os antage, at EU i mellemtiden fortsætter det økonomiske opsving. Lad os desuden antage, at en stærkere fransk-tysk koalition vil drive eurozonen mod tættere politisk integration efter de franske og tyske valg i år; en integration, der åbenlyst er en nødvendig forudsætning for succes for den fælles mønt, mens Danmark, Sverige og Polen gør det klart, at de ikke har planer om nogensinde at tilslutte sig euroen.

I 2022 vil britiske vælgere på den baggrund meget vel skulle tage stilling til, om ikke en genindtræden i et EU i to hastigheder er en del mere attraktivt end et junior-partnerskab med USA – for ikke at tale om med Kina. Det er samtidig den tredje grund til, at Storbritanniens konservative EU-skeptikere kan ende med at fortryde deres forestående valgsejr.

Hvad der end sker, vil den endelige kamp om Storbritanniens fremtid i et længere perspektiv ikke være afgjort med dette års nemme sejr for May. Afgørelsen kommer om fem år med opgøret mellem en nationalistisk konservatisme og en ny internationalt orienteret progressiv opposition.

Oversættelse; Lisa Rasmussen.

Topillustration: Pixabay

Anatole Kaletsky

Anatole Kaletsky (1952) er født i Moskva og opvokset i USA og Storbritannien. Han er uddannet økonom fra Harvard University og journalist med base i London. Siden 1976 har han været fast bidragyder til bl.a. The Economist, Financial Times og The Times i London, før han i 2012 sluttede sig til Reuters og The International Herald Tribune. Han har været kåret som "Årets kommentator" af BBC i "What the Papers Say award", og har to gange modtaget the British Press Award for Specialist Writer of the Year. Kaletsky har også arbejdet som økonomisk konsulent siden 1997 og driver investerings- og rådgivningsvirksomheden GaveKal sammen med Louis og Charles Gave. Han blev valgt som bestyrelsesmedlem i The Royal Economic Society i 1998. Han har skrevet flere bøger herunder Capitalism 4.0, The Birth of a New Economy, I 1985 skrev han bogen, Costs of Default, som blev en håndbog for flere latinamerikanske og asiatiske regeringer, da disse under 1980'ernes gældskrise skulle håndtere forhandlingerne om en restrukturering af deres økonomier overfor bankerne og IMF.