Europa risikerer endnu en migrationskrise. Men vi er stadig ikke klar

Flygtningekrise i Europa i 2015 — Europa blev i 2015 ramt af en voldsom strøm af flygtninge. Foto: Dmitry Vinogradov/Wikimedia Commons

Thorbern Alexander Klingert 25.05.2026

KRIG I MELLEMØSTEN // DEBAT – Energikrisen udløst af spændingerne omkring Hormuzstrædet er ikke kun et økonomisk problem. Hvis ustabiliteten i Mellemøsten forværres, kan Europa igen stå over for et betydeligt migrationspres. Spørgsmålet er ikke blot, om Europa kan beskytte sine grænser – men om de ansvarlige, proeuropæiske partier formår at bevare befolkningernes tillid, før yderfløjene overtager debatten.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Krigen mellem USA og Iran – anført af Donald Trump – har allerede haft konsekvenser langt ud over regionen. Spændingerne omkring Hormuzstrædet, hvor omkring 20 procent af verdens olieforbrug passerer dagligt, har sendt energimarkederne i uro og mindet Europa om, hvor sårbar verdensøkonomien fortsat er over for destabilisering i Mellemøsten.

Men Europas største udfordring bliver sandsynligvis ikke kun højere energipriser.

Historien viser, at økonomisk kollaps, regional ustabilitet og svækkede stater i Mellemøsten sjældent bliver i regionen. Når valutaer mister værdi, arbejdsmarkeder bryder sammen, og energiforsyninger bliver ustabile, sætter det mennesker i bevægelse i langt større skalaer – ikke som enkelte strømme, men som bølger.

Historien viser, at økonomisk kollaps, regional ustabilitet og svækkede stater i Mellemøsten sjældent bliver i regionen

Det så Europa i 2015, hvor omkring 1,5 millioner mennesker bevægede sig mod Europa på relativt kort tid. I Danmark satte krisen tydelige spor. Mange husker stadig billederne af asylansøgere, der bevægede sig langs de danske motorveje i sensommeren 2015. Danmark modtog omkring 21.000 asylansøgere det år. Sverige modtog over 160.000. Tyskland alene registrerede næsten en million asylansøgere. Det lagde et enormt pres på europæiske asylsystemer, integrationskapacitet og boligmarkeder. Men konsekvenserne var ikke kun administrative eller økonomiske. Krisen ændrede europæisk politik.

Mistillid til politikerne

I flere lande voksede mistilliden til de etablerede partier markant. Særligt den nationalkonservative højrefløj formåede at omsætte migrationskrisen til politisk momentum ved at argumentere for, at Europas regeringer havde mistet kontrollen over både grænser og migrationspolitik. Erfaringerne fra 2015 burde have lært Europa, at migrationskriser ikke udvikler sig gradvist. De accelererer hurtigt – og de ændrer politiske systemer længe efter, at den akutte krise er overstået.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, hvor lidt Europa stadig synes at være forberedt på de afledte konsekvenser af ny ustabilitet i regionen.

Flere af USA’s allierede i Mellemøsten – herunder golfstater med strategisk betydning for verdens energiforsyning – har allerede mærket konsekvenserne af den voksende usikkerhed og iranske modsvar. Samtidig er store dele af regionen præget af høj ungdomsarbejdsløshed, stigende inflation og svækket økonomisk aktivitet. I Iran har inflationen i perioder ligget over 40 procent, mens den iranske valuta gennem de senere år har mistet betydelig værdi. Når økonomiske chok rammer skrøbelige regioner, følger migration ofte med.

For lidt kontrol med de ydre grænser

Europa har ganske vist styrket samarbejdet siden 2015. Frontex råder i dag over omkring 10.000 grænsevagter og har fået et større mandat. Men de grundlæggende problemer består fortsat. Ansvar bliver stadig skubbet mellem medlemslandene, asylsystemerne er fortsat ujævne, og kontrollen med de ydre grænser er langtfra tilstrækkelig, hvis Europa igen bliver mødt af et betydeligt migrationspres.

Det er netop her, at Europas egentlige udfordring begynder.

For migrationsdebatten handler i sidste ende ikke kun om tal eller grænsekontrol. Den handler om tillid. Tillid til, at europæiske regeringer er i stand til at kontrollere, hvem der kommer ind i Europa. Tillid til, at integration ikke underminerer den sociale sammenhængskraft, som europæiske samfund bygger på. Og tillid til, at de ansvarlige og proeuropæiske partier tør handle, før problemerne vokser sig større.

Migrationskrisen i 2015 ændrede allerede europæisk politik fundamentalt. I store dele af Europa voksede den nationalkonservative højrefløj markant, mens mange mainstream-partier gradvist strammede både retorik og politik – ofte uden helt at genvinde vælgernes tillid til, at situationen var under kontrol. Spørgsmålet er ikke længere, om migration påvirker Europas politiske stabilitet. Det gør den allerede. Spørgsmålet er, om de ansvarlige og proeuropæiske partier formår at genvinde kontrollen og tilliden, før polariseringen bliver endnu dybere.

Det er netop derfor, at spørgsmålet om migration ikke kun er et nationalt spørgsmål. Det er et europæisk spørgsmål. Schengen-samarbejdet fungerer kun, hvis medlemslandene har tillid til, at de ydre grænser bliver håndhævet effektivt. Hvis den tillid forsvinder, vil opbakningen til den frie bevægelighed svækkes yderligere.

Derfor giver det mening, at Danmark fastholder den midlertidige grænsekontrol, så længe den sikkerhedspolitiske situation i Europas nærområder forbliver ustabil. Men midlertidig grænsekontrol kan ikke stå alene. Europa har brug for en mere langsigtet strategi.

Et system med klare prioriteringer

For det første bør EU styrke Frontex betydeligt yderligere. Hvis Europa ønsker at bevare den frie bevægelighed internt, kræver det troværdig kontrol eksternt. For det andet må Europa føre en mere realistisk migrationspolitik med tydeligere skelnen mellem flygtninge, økonomiske migranter og personer uden asylgrundlag. Et system uden klare prioriteringer mister både legitimitet og folkelig opbakning.

Et åbent Europa kræver også robuste institutioner, fungerende grænser og politiske ledere, der tør tale ærligt om de udfordringer, kontinentet står over for.

Samtidig bør Europa erkende, at spørgsmålet ikke kun handler om migration, men om Europas fremtidige sammenhængskraft og strategiske handlekraft. Danmark og Europa kan ikke fortsætte som halvt integrerede aktører i en verden, der bliver stadig mere usikker, fragmenteret og geopolitisk hård. Hvis europæiske lande ønsker at bevare deres sikkerhed, velstand og politiske stabilitet, vil det kræve tættere samarbejde – ikke mindre.

Det betyder ikke, at Europa skal lukke sig om sig selv. Tværtimod. Europa har brug for handel, internationalt samarbejde og globalt udsyn. Men et åbent Europa kræver også robuste institutioner, fungerende grænser og politiske ledere, der tør tale ærligt om de udfordringer, kontinentet står over for.

Hvis ikke de ansvarlige og reformorienterede proeuropæiske partier formår det, vil andre kræfter gøre det i stedet.

Og deres svar vil sandsynligvis være langt mere drastiske.

Thorbern Alexander Klingert

Thorbern Alexander Klingert er medlem af Venstre og har været kandidat til EuropaParlamentet. Medlem af Venstres Europaudvalg og beskæftiger sig med EU- og udenrigspolitik. Seniorkonsulent inden for global risikofinansiering.