ANALYSE // POV SPORT – Heller ikke denne gang skulle det lykkes England at vinde en slutrunde. Italien vandt efter 1-1 i ordinær spilletid, ingen mål i forlænget og 3-2 på straffespark.
55 års smerte, og endelig var chancen der igen. For første gang siden VM-titlen kom i hus samme sted, i 1966 på Wembley, var England igen i en slutrundefinale. Denne gang i EM-udgave. Og denne gang igen med det gamle spøgelse på spil og lige i smasken: Straffesparkskonkurrence.
Spøgelset, traumet, som Gareth Southgate om nogen personificerer
Englands træner Gareth Southgate havde ellers fået jaget spøgelset på porten ved at vinde en af slagsen mod Colombia under VM i Rusland for tre år siden og igen året efter i Nations League. Men da det endelig gjaldt i den vigtigste kamp i 55 år, dukkede det op igen.
Spøgelset, traumet, som Gareth Southgate om nogen personificerer, da han selv brændte det afgørende straffespark mod Tyskland i EM-semifinalen på Wembley i 1996. Historien gentog sig så i en finale samme sted 25 år senere, hvor Southgate ikke selv kunne rette op på traumet, men blot se til, at det vendte tilbage. Som et andet spøgelse på Wembley.
Smertens slagsang
Smertens og håbets slagsang ”Three Lions” med omkvædet ”Football is coming home” med reference til fodboldens moderland og titlen 30 år tidligere, og som efter slutrunden i 1996 fortsatte som håbets og selvsikkerhedens populære omkvæd har runget på og rundt om stadion, hjemme i engelske stuer. Eller som Gulddreng ville formulere det: ”Den er helt sikker”.
Men nej, det var den ikke. It’s not coming home, it’s going to Rome…
De har aldrig fået mere hjælp. Med hjemmebane i alle kampe undtagen kvartfinalen mod Ukraine (i Rom), coronarestriktioner, der kastede syv-otte gange så mange tilhængere af sig på Wembley end til deres modstandere, laserlys mod målmand i semifinalen, pibekoncerter ind over andre landes nationalmelodier, ultratyndt straffespark i selvsamme semifinale.
Vi elsker jo engelsk fodbold i lille Danmark. Som vi har gjort lige siden Tipslørdagens tid
Altså, nu skulle det være. Det kunne vel i virkeligheden næsten ikke undgås. Og op til EM er vi vel mange, der har undt det engelske landshold endelig at få bugt med den mangeårige og dybtliggende smerte.
Vi elsker jo engelsk fodbold i lille Danmark. Som vi har gjort lige siden Tipslørdagens tid og Niels Christian Niels-Christiansen udtale af ”garderhøje Gordon McQueen”, eller da jeg hjemme hos mine bedsteforældre i 1973 i sort-hvidt så englænderne vade i chance på chance for at kvalificere til VM i Tyskland mod Polen, og en vis Jan Tomaszewski stod på mål, som ingen før og efter har stået på mål.
Træk på kassekreditten
Som om hele opsparingen røg på en enkelt kamp. Endda gik i minus og på kassekredit efter den danske exit til englænderne onsdag aften. Ikke så meget rettet mod den enkelte spiller, udover lige teatertordenstøvlen Raheem Sterling på Hollywood-overarbejde, men mere hele atmosfæren, attituden.
Wembley rn pic.twitter.com/3lXRRvG7d0
— Rave Footage (@RaveFootage) July 11, 2021
Den som også prægede optakten til EM-finalen anno 2021 med tusindvis af de måske gammelkendte hooligans, der forsøgte at storme portene til Wembley og tiltvinge sig adgang til sæder, de ingen billet havde til. Angiveligt lykkedes det mange at komme ind på stadion-området, men langt færre at slippe igennem til selv stadion, og ifølge engelske medier blev de smidt ud igen.
Når man om eftermiddagen har set sig igennem topmålet af britisk etikette i herrernes Wimbledon-finale, og den gamle arbejdersport, fodbolden, viste sine karakteristika fra tidligere tider uden for banen, gav det ikke ligefrem mere engelsk kredit eller sympati til EM-finalen, som dog blev afviklet, og selve spillet heldigvis kom i fokus.
Hurtig engelsk føring
Og englænderne spillede faktisk forrygende i hele første halvleg. Lukkede totalt af bagude og fortsatte med et let pres som det bedste forsvar af en 1-0-føring, for allerede efter to minutters spil bragte Manchester United-venstrewingbacken Luke Shaw hjemmeholdet foran på et ABC-gennemført angreb sat i gang af ham selv, videre over en hængende Harry Kane, der i anførerrollen både har fået for vane at spille spids og agere playmaker.
Azzurri var som handlingslammede og passive og skabte knap nok en chance i de første 45 minutter. Efter pausen fik italienerne vendt momentum og overtag. Fik også udlignet ved Leonardo Bonucci efter en Pickford-ripost midt i anden halvleg. Og egentlig også bevarede overtaget, men mere til remis end sejr og forsigtighedens to gange 15 minutter, der uden yderligere scoringer helt symbolsk bragte finalen i straffesparkskonkurrence.
Den kunne englænderne bare ikke vinde. De fik det hele serveret på et sølvfad, eller i en sølvpokal, og sendte den til Rom og Italien…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport følger dagens væsentligste historie i EURO2020 under EM, naturligvis med fokus på Danmarks landsholds præstationer.
Følg resultater og stillinger i EM-turneringen her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med NENT Group/TV3
Topillustration: Det italienske landshold jubler med EM-pokalen på Wembley efter sejr i straffesparkskonkurrence over England. Pokalen bliver altså ikke i London. It’s not coming home, it’s going to Rome… Foto: Getty Images
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
