EU // INTERVIEW – Europabevægelsen skal være EU’s kritiske partner og ikke blot en glad fanboy, siger den nye formand for Europabevægelsen, Jens-Kristian Lütken.
Den 1. juni 2022 skulle vise sig at blive en skelsættende dato i historien om Danmarks medlemskab af EU. På denne sommerdag valgte et markant flertal af de danske vælgere nemlig at smide et af de i alt fire danske EU-forbehold på møddingen.
Væk var det såkaldte forsvarsforbehold, som blev opfundet knap 20 år tidligere i håb om at gøre Maastricht-traktaten mere spiselig for vælgerne. Lige siden de blev vedtaget, har afskaffelsen af forbeholdene stået højt på langt de fleste politikeres ønskeseddel, men de to tidligere forsøg i 2000 og 2015 blev klart afvist af danskerne.
Forsvarsforbeholdet blev afskaffet med det største flertal nogensinde i en dansk afstemning om EU
Det ændrede sig den 1. juni 2022, og forsvarsforbeholdet blev afskaffet med det største flertal nogensinde i en dansk afstemning om EU.
Så hvad havde forandret sig? Hvorfor var vi pludselig overvældende parate til at omfavne det europæiske forsvarssamarbejde?
Det og mange andre spørgsmål mødtes jeg for nylig med den nye formand for Europabevægelsen, Jens-Kristian Lütken, for at diskutere.
Ukraine har været et wakeupcall
Lütken, der til daglig er beskæftigelses- og integrationsborgmester for Venstre i København, er en venlig, men alvorlig mand, der glider hurtigt og professionelt ind i samtalen. Sætningerne er afstemte og balancerede og fremstår som gennemtænkte variationer over et sæt grundholdninger, som en moderne politiker hele tiden skal kunne levere hurtigt og præcist.
På skænken bag hans skrivebord står Dannebrog side om side med det blå-gule EU-flag, og Lütken har da også flere bud på, hvad årsagen til det pludselige stemningsskift i befolkningen kan være.
”Den udløsende årsag til det markante skift i danskernes tilgang til EU finder man i Ruslands invasion af Ukraine. Krigen har ganske enkelt været et wakeup-call,” understreger Lütken, og fortsætter:
”Meget af det, vi har taget for givet, er blevet udfordret, og særligt manglen på energi og den efterfølgende inflation har kunnet mærkes i de europæiske befolkninger.”
For selvom EU ifølge Lütken alt for længe har været forbundet med en følelse af verdensfjernt bureaukrati og højstemt selvtilstrækkelighed, har det seneste års begivenheder åbnet danskernes øjne for vigtigheden af et overnationalt samarbejde.
”Og der er nok at tage fat på,” understreger Lütken. ”Krigen er den åbenlyse konflikt, men også klimaforandringerne kræver overstatslige indsatser.”
Det stiller nye krav til Europas, og særligt EU’s, politikere. For Lütken efterlyser mod, og det lyder næsten som en europæisk udgave af Obamas kortfattede budskab om håb, der ledsagede hans præsidentkampagne i 2008.
”Hvis EU skal spille den rolle, som de europæiske befolkninger har brug for, skal politikerne turde at være modige,” understreger Lütken. ”Der har i for mange år været for stort fokus på købmandskab og for lidt fokus på de grundlæggende værdier, såsom ytringsfrihed, menneskerettigheder og demokrati.”
Selvtilstrækkelig fremtidstro
Men har der ikke også været tale om en selvtilstrækkelig fremtidstro hos EU? Vi har vel i mange år har opført os, som om fortidens konflikter aldrig kunne vende tilbage? Som om angrebskrige var blevet gammeldags, og nu står vi jo netop midt i en krig om grænser, indvender jeg.
Den præmis anerkender Lütken kun delvist:
”Nok har Europa i årevis opført sig naivt i forholdet til Rusland, men det har grundlæggende været enkelte medlemslandes ageren og ikke et samlet EU. Tyskland og Østrig har gjort sig afhængige af russisk gas, og Nordstream 2 var ligefrem en accept af omgåelsen af de baltiske lande og Polen, når det handlede om gasleverancer.”
Det var naivt. Og forklaringen findes nok også i 2. verdenskrig. Tyskerne har ikke turdet kritisere det Rusland, de angreb så voldsomt dengang.”
Vi har haft en regulær idealismekrise
– Men samtidig har Tyskland og kansler Merkel vel nærmest været synonyme med EU de sidste 15 år?
”Ja, men de har ikke ansvaret alene,” gentager Lütken. ”Problemet har ligget hos de mange pragmatiske politikere, og den linje har fået støtte fra USA, hvor især Obama har støttet idéen om, at Rusland skulle opfattes som en nærmest demokratisk samarbejdspartner”.
“ Vi har haft en regulær idealismekrise, og alt for ofte har det været mantraet om nødvendighedens politik, der har sat dagsordenen. Europa har været regeret af teknokratregeringer, og det understreger blot behovet for idealistiske politikere, som tør sige embedsværket imod.”
Qatar og Kasakhstan skal kritiseres
Lütken er veltalende. Sætningerne snor sig sammenhængende, og jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg er nødt til at stille det ellers ganske irriterende spørgsmål om, hvordan man konkret skal forandre tingene.
Det er et lidt billigt automatspørgsmål, der går imod Lütkens fokus på idealisme, men som formand for Europabevægelsen må han have nogle idéer, om hvad der skal til.
Og det har han da også. Som erfaren politiker er Lütken klar over dynamikken i det politiske spil.
”Politikere vil gerne vise handlekraft, men det kan ofte ende i et tungt bureaukrati,” siger han og bruger GDPR som eksempel (et eksempel, der undrer mig, så det vender vi tilbage til). ”Europabevægelsen skal være EU’s kritiske partner og ikke blot en glad fanboy.”
Lütkens ønske om idealisme støder for mig at se lige så meget sammen med ønsket om snusfornuftigt købmandskab.
”Qatar er nu ved at overtage Ruslands rolle som gasleverandør, og det er forkert på flere planer,” siger han. ”Ikke blot skader den fortsatte afbrænding af gas klimaet, men Qatars forhold til menneskerettighederne kan næppe kaldes mere progressive end Ruslands.”
“Og her er en del af Europabevægelsens eksistensberettigelse. Når EU er den væsentligste politiske institution på kontinentet, skal organisationens beslutninger udfordres og kvalificeres. Og det kan Europabevægelsen være med til.”
Det interviewspor kunne jeg forfølge, men som nævnt undrede Lütkens GDPR-eksempel mig. Jeg indvender, at GDPR – trods sine til tider lidt tunge implementeringer – vel netop var et projekt, der blev båret frem af de oplysningstidsidealer, som Lütken efterlyste tidligere? Et forsøg på at give individet blot en smule af retten til privatliv tilbage?
”Ja og nej,” siger Lütken, og jeg fornemmer et sammenstød mellem flere af de ellers velfremførte svar, som har præget interviewet hidtil.
For Lütken synes, GDPR er for bureaukratisk. Det gør ikke noget, at skolebørns stile ligger på servere i USA, og GDPR er mest blevet til en række meddelelser om cookies, som kan skade danske firmaer.
– Men sætter du så ikke netop købmandskabet over idealerne i denne sammenhæng?
Det mener Lütken ikke, han gør og vender i stedet tilbage til kritikken af politisk handlekraft, som han omtalte tidligere. GDPR bør revideres, så den ikke står i vejen for virksomhederne og får Chromebooks forbudt.
Og her krystalliserer problematikken sig vel, når jeg at tænke. For Lütkens ønske om idealisme støder for mig at se lige så meget sammen med ønsket om snusfornuftigt købmandskab.
Fx behandler EU-kommissionen for tiden et direktiv, som stiller krav om, at alle billeder og alle beskeder og mails, de europæiske borgere skriver, skal scannes for såkaldte ”triggere”
. Hvis scanningen støder på noget, som kunne tolkes som fx terrorisme eller børneporno, bliver dataene sendt til en særlig institution, som tager stilling til den.
Jeg fremhæver direktivet og siger, at det undrer mig, at det stadig er ulovligt at åbne et andet menneskes breve, mens det er ok at sende børns skolestile til amerikanske servere og scanne al privat kommunikation. Går det ikke afgørende imod de idealer, Lütken selv fremhævede?
Nu tøver Lütken for første gang. Kun en anelse, men dog nok til, at jeg lægger mærke til det.
”Jo, det er for meget,” svarer han. ”Det rammer ikke helt inden for skiven.”
Og så har jeg fået blod på tanden – mere end jeg måske burde som interviewer. Så jeg spørger, om problemet ikke er, at idealismen bag GDPR slet ikke kom langt nok? Hvis det er de grundlæggende idealer, som i højere grad skal ligge til grund for EU, bør GDPR vel nærmere udvides, så det digitale privatliv bliver standard?
”Jo, det kan man sige. Hvis Kina er skræmmeeksemplet, så har EU helt klart en rolle at spille her. EU kan sætte en standard for resten af verden. Men jeg tillader mig bare at være kritisk over for nogle af de instrumenter, man har valgt.”
Men selvom det virker uskyldigt med børns skolearbejde, kan danske stile vel indeholde alskens personfølsomme fortællinger fra skoleelever? Man ved vel ikke, hvad fremtiden bringer – I USA har man netop dømt flere kvinder for ulovlige aborter på baggrund af den data om deres færden, som Google hvert sekund indsamler om os alle sammen.
Det medgiver Lütken: ”Men problemet er, at designet er forkert. Folk ved ikke, hvad de siger ja til, når de opretter en Facebook-profil. Heller ikke med det nuværende GDPR-design.
– Så designet skal laves om, så privatliv bliver udgangspunktet, og deling af data er noget, man vælger til, frem for noget, man aktivt skal vælge fra?
Den præmis anerkender Lütken, men fastholder, at GDPR er blevet for bureaukratisk:
”EU skal sikre, at data og privatliv ikke bliver et instrument for autoritære regimer … Det spørgsmål bør nok fylde mere … Også i den offentlige debat.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
