Martin Lemberg-Pedersen: Migrantkrisen – når Europa meler sin egen kage

af i Afrika/Europa/Featured

ANALYSE – EU’s udlicitering af “migrationskontrol” til lande som Libyen er ligesom kolonitidens slavehandel drevet af både racisme og økonomisk fortjeneste indhyllet i humanitær retorik. Flygtninge og migranter udsættes for det værste. Imens tjener europæiske våben- og sikkerhedsfirmaer milliarder på militariseringen af Europas grænser. Ekspert i asyl, migration, integration og grænsekontrol Martin Lemberg-Pedersen beskriver, hvordan EU samarbejder med netop de aktører, man hævder at ville bekæmpe.

De seneste uger er den europæiske offentlighed i stigende grad blevet opmærksom på flygtningetragedien i Libyen, hvor mennesker på flugt er fanget i det libyske migrationssystem. Forholdene, de lever under, er frygtelige: vold, tortur, voldtægt, slavehandel, mord og systemisk racisme overfor afrikanske folk fra Sub-Sahara.

Europæiske ledere søger at undslå sig ansvaret for denne humanitære katastrofe og bebrejder i stedet de rivaliserende libyske “regeringer” og smuglerindustrien. ”Menneskesmugleren” er særligt blevet fremhævet som vor tids slavehandler, der ser desperate flygtninge som bytte.

Europa må også anerkende kontinentets egne problemer med racisme og den manglende solidaritet mellem EU’s medlemslande og med flygtninge

Der er blevet brugt hundreder af millioner euro på operationer som Triton og Sophia i ”kampen mod smuglerne” – grænsekontrolsoperationer, der følgelig bliver beskrevet som humanitære interventioner.

Men det er for letkøbt både at frasige sig ansvaret for forholdene i Libyen og samtidig sende finansiering til eksterne partnere for at kunne kalde de europæiske aktiviteter humanitære.

Det er sandt, at nogle af årsagerne til migranternes nød er smuglerne, de konkurrerende libyske “regeringer” i Tripoli og Tobruk, samt de mange militser, der kæmper om pladsen i landets magttomrum efter Gaddafis fald. Men Europa må også anerkende kontinentets egne problemer med racisme, og den manglende solidaritet mellem EU’s medlemslande og med flygtninge.

Europæisk politik, særligt EU’s eksternalisering af “migrationskontrol” til Libyen, har været en af hovedårsagerne til den nuværende krise. Det er faktisk umuligt at forstå, hvordan den libyske migrationskontrol er opstået uden at tage EU’s massive engagement i landets grænsekontrol med i betragtning, og den enorme fortjeneste en række private firmaer får på forretningen.

Opbygning af infrastruktur for Libyens “migrationskontrol”
EU’s engagement i Libyen startede længe før EU-landene i 2011 vendte deres tidligere yndling, den libyske leder Muammar Gaddafi, ryggen og bakkede op om den NATO-operation, der væltede hans regime.

EU’s gradvise eksternalisering af ”migrationskontrol” begyndte allerede i starten af det nye årtusinde, da Libyen endelig undslap små 15 års international isolation. I april 2004 besøgte Gaddafi Bruxelles, og seks måneder senere hævede EU dets våbenembargo overfor Libyen efter markant lobbyisme fra særligt Italien. Denne udvikling banede vejen for våbenproducenter som Finmeccanica (nu kaldet Leonardo), der nu kunne opbygge et eksportmarked for kontroludstyr. En måned senere sendte Europakommissionen en “teknisk mission” til Tripoli, der skulle “identificere konkrete tiltag til et muligt afbalanceret EU-libysk samarbejde, særligt om illegal immigration.”

I 2007 sendte det nyoprettede Frontex Agency endnu en teknisk mission to Libyen. Dets endelige rapport redegjorde for missionens mål for at undersøge muligheder for ”at udvikle et operationelt og teknisk partnerskab” med de libyske myndigheder.

Da EU ikke ønskede at stoppe eksternalisering til Libyen, satsede unionen i stedet for et officielt partnerskab på en diskret løsning

Selvom 2004-missionen kom til at lægge strukturen for store dele af den fremtidige europæiske støtte til det libyske grænsesystem, ikke mindst gennem støtteprogrammet Aeneas i 2004-2006, så mødte det libyske ønske om et formelt samarbejde med EU og Frontex stærk kritik. Blandt andet fordi Libyen, dengang som nu, har nægtet at underskrive flygtningekonventionen af 1951 – formelt set en hjørnesten i EUs flygtningelovgivning.

Men da EU samtidig ikke ønskede at stoppe eksternalisering til Libyen, satsede unionen i stedet for et officielt partnerskab på en diskret løsning: Våbenembargoen mod Libyen blev ophævet i 2004, hvorefter våben, skibe og overvågningsteknologi begyndte at strømme ind i landet. Unionen krævede samtidig, at Italien udvidede dets bilaterale samarbejde med Libyen om grænsekontrol. I 2008 kom så den italiensk-libyske Venskabstraktat. På det tidspunkt havde Bruxelles diskret sanktioneret den kontroversielle tilbagesendingspraksis for flygtningebåde. Det var sket i kølvandet på et stærkt kritiseret forslag fra den tyske minister Otto Schily, der i 2005 anbefalede, at bådflygtninge, der stoppes på havet, skulle deporteres til lejre i Nordafrika.

Migranter skal stoppes i Libyen, inden de når frem til europæisk territorium: Når de Europa, er de europæiske regeringer nemlig tvunget til at anerkende deres ret til at søge asyl

I 2011 udbrød den folkelige opstand mod Gaddafi, der blev fulgt op af den NATO-operation, der blev gennemført med støtte af Gaddafis tidligere “venner”, Italien og Frankrig. Regimets fald betød bl.a. at de ”grænsekontrolsmekanismer”, der var blevet iværksat under Gaddafi, brød sammen, og migrationen over Middelhavet voksede nok engang.

Siden da har EU lagt en stor indsats og mange penge i at genindføre disse mekanismer. Migranter skal stoppes i Libyen, inden de når frem til europæisk territorium: Når de Europa, er de europæiske regeringer nemlig tvunget til at anerkende deres ret til at søge asyl.

Migrantarbejdere i en lejr på grænsen mellem Libyen og Egypten. Foto: European Commission DG ECHO.

Hjælp til grænsekontrol eller dens ofre?
Fra 2013 og frem har der været gentagne forsøg på at sende EU Border Assistance Missions (EUBAM) til Libyen for at træne libyske grænsevagter og kystbevogtning. 111 EUBAM-medarbejdere skulle have været udsendt som del af denne mission, men det viste sig hurtigt, at den politiske situation i landet var for ustabil. I 2014 blev de fleste medarbejdere evakueret til Tunis, hvorfra de nu fortsætter træningsmissionen. I 2016 blev denne træning udbygget.

EU har brugt hundreder af millioner euro på at finansiere “migrationskontrol” i Libyen – og andre lande i Maghreb, Sahel og Afrikas Horn. Det er sket med brug af en række instrumenter, der omfatter Aeneas (EU’s program for finansiel og teknisk støtte med migration), Thematic Programme for Migration and Asylum (TPMA), Solidarity and Management of Migration Flows (SOLID), Home Affairs Funds og European Neighborhood Instrument. Vi bør også spørge om andre aspekter ved den politiske økonomi bag denne kontrolpolitik.

Nu, som under Gaddafi, var politi, militær og smugleroperationer tæt forbundet. Ja, sammenhængene er så overlappende, at man mange migranter, der er blevet fanget i systemet, har svært ved at adskille dem. Alle aktører synes at kidnappe, berøve og mishandle mennesker, der migrerer til og gennem Libyen.

Det er en af grundene til, at den europæiske politiske fortælling om den humanitære kamp mod menneskesmuglerne er dybt problematisk: Man har reelt samarbejdet med netop de aktører, man hævder at ville bekæmpe.

Ulovlige ruter afløser de lovlige
En anden grund er, at behovet for menneskesmuglere er vokset i takt med at lovlige migrationsruter er blevet færre.

Sagt på en anden måde, så har menneskesmuglersindustrien i Nordafrika boomet parallelt med den massive udvidelse af europæiske grænsekontrol siden omkring år 2000.

I takt med at EU gradvis har lukket ned for lovlige migrationsveje for arbejde, uddannelse samt humanitære flugtkorridorer, og i stedet har iværksat militariserede grænsekontrolsoperationer som Triton, Sophia og Poseidon, er migranter overgået til at søge ukontrollerede smuglerruter.

De europæiske politikere har skabt en del af grundlaget for de sørgelige og dødelige forhold, som den smuglerindustri, de fordømmer, fungerer under

Disse ruter bliver stadig farligere og er skubbet i hænderne på mange andre aktører end stater. Flere af dem er kyniske og profitsøgende. Det gør at grænsekontrollen har en række skadelige konsekvenser: Mens EU-lederne har fejret, at Operation Sophia beslaglagde mere end 500 enheder fra smuglernetværk, har et resultat af disse beslaglæggelser været, at smuglerne vælger gummibåde i stedet for sødygtige fartøjer, da sidstnævnte er dyrere at miste.

På den måde har de europæiske politikere skabt en del af grundlaget for de sørgelige og dødelige forhold, som den smuglerindustri, de fordømmer, fungerer under.

Migrantruter fra Afrika mod Europa. Illustration: Wikimedia Commons.

Den udvikling står i slående kontrast til den fortælling om humanitær grænsekontrol, som europæiske spillere fremmer. Hvad man kan kalde humanitær grammatik, der udfoldes i spændet mellem omsorg og kontrol, bruges stadig oftere. Men denne humanitære framing falder fra hinanden, når man ser den reelle politik efter i sømmene.

Bemærk for eksempel de nylige, og meget medievenlige, planer om at evakuere 150 eritreere, der er fanget i libyske fangelejre, til Italien. At redde mennesker fra mishandling og udnyttelse er på ét plan en velkommen og ny udvikling, som NGO’ere har efterlyst i årevis. Samtidig er det vigtigt at forstå, at evakueringerne ikke bruges til at stille spørgsmålstegn ved udvidelsen af grænsekontrol til Libyen.

De europæiske aktører finansierer faktisk på samme tid både de brutale aktører og deres ofre. Og langt størstedelen af evakueringerne er faktisk deportationer, hvor migranter sendes tilbage til de lande, de har forladt eller rejst igennem

Et EU-støttet eksportmarked for våben-, sikkerheds- og IT-industrien
Ultra-nationalisme og racisme er ikke de eneste kræfter bag den europæiske militarisering af grænsekontrol. EU’s behov for at investere i opgraderede kontroltiltag og ønsket om at opbygge europæisk konkurrencedygtighed i forhold til den amerikanske, russiske og kinesiske våbenindustri har også haft betydning for styrkelsen af grænsekontrolindustrien. Og denne militære opgradering beskrives også gennem humanitære termer.

Europa har allerede tjent milliarder på at sælge udstyr og tjenester, der skal begrænse migration. For at forstå udviklingen af grænsekontrol mellem EU og dets naboer, kræver det, at vi forstår de underliggende økonomiske relationer, når det kommer til våben-, sikkerheds- og IT-industrien.

Eksternaliseringen af europæisk grænsekontrol til Nordafrika har reelt medført skabelsen af et særdeles profitabelt, EU-støttet eksportmarked for EU’s våben-, sikkerheds- og IT-industri

Eksternaliseringen af europæisk grænsekontrol til Nordafrika har reelt medført skabelsen af et særdeles profitabelt, EU-støttet eksportmarked for EU’s våben-, sikkerheds- og IT-industri. De europæiske regeringers opfattelse af behovet for at opgradere kontrolforanstaltninger i kampen mod menneskesmuglere har således resulteret i et boost for grænsekontrolindustrien. På den måde komplementerer smugler- og sikkerhedsindustrierne hinanden perfekt.

Den eksternaliserede grænsekontrols vindere
Siden år 2000 har et stigende antal aktører set grænsekontrol som et lukrativt marked og har lobbyet for en udvidelse. Firmaer som britiske BAE Systems, italienske Leonardo (tidligere kaldet Finmeccanica), franske Thales samt Airbus, US Boeing, Airbus og HP har ligget i konkurrence om kontrakter for grænsesikkerhed.

Eksport af kontroludstyr som IT-databaser, biometri, grænsehegn- og mure, droner, kampfly, jeeps, biometriske værktøjer, skibe og radarudstyr er måske ikke nok til at gøre racistiske og nationalistiske bevægelser i Europa komfortable med immigration. Til gengæld betyder eksporten enorme fortjenester til den europæiske sikkerhedsindustri. Det vurderes, at det internationale marked for denne type teknologi, i 2022 vil nå 56 milliarder US dollars.

HMS Richmond Sea Boats redder migranter i forbindelse med Operation Sophia. Foto: CSDP EEAS/Flickr.

Aktieejere og kreditselskaber forbundet med internationale banker, investeringsfirmaer og kapitalfonde giver kreditten og lånene, der er nødvendige for eksporten og forsyner og cirkulerer derved den kapital, der understøtter den europæiske grænsekontrolindustri.

I løbet af dette årtusinde har Leonardo eksempelvis spillet en central rolle i eksternaliseringen af “migrationskontrol” til Libyen med kontrakter for grænsesystemer, skibe, fly, droner og helikoptere.

Disse kontrakter gjorde det muligt for Gaddafi at konsolidere sin magt, og tvinge flygtninge ind i et groft udnyttende system. Det økonomiske rationale bag den brutalitet, de blev udsat for, var den samme dengang som i dag, men blev på det tidspunkt i langt mindre grad beskrevet i medierne, der havde ekstremt begrænset adgang til landet.

Efter Gaddafis fald og det skrøbelige sikkerhedsbillede, der fulgte med flere regeringer og mange militser, der alle er aktive med hver deres migrationskontrol, er forholdene for migranter fra Sub-Sahara blevet endnu værre.

I 2010 garanterede mere end en snes af sådanne firmaer denne eksternalisering til Libyen. De gav således en femårig kredit til en værdi af 2,8 milliarder US dollars til Finmeccanica.

Aftalen blev koordineret af BNP Paribas og UniCredit og omfattede Royal Bank of Scotland, Barclays, Bank of America, Citibank, HSBC, JP Morgan mf.

Migrationskontrol er drevet af racisme og økonomisk fortjeneste
Med dets stigende fortjenester har en mand som Erik Prince, grundlægger af lejesoldatfirma Blackwater, fået øje på markedet. Prince har foreslået en plan, der omfatter etablering af en privat politistyrke, der skal håndtere det libyske “problem”.

Styrkens opgave ville blive at afholde mennesker fra at forsøge at krydse Middelhavet til Europa på en, hævder han, “human og professionel måde” med brug af tilbageholdning, forvaring og deportering.

På en måde der er karakteristisk for sikkerhedsindustri lover Prince, at hans styrke vil være hurtig, kosteffektiv og vil kunne kunne styre uden politiske kampe – ironisk nok er dette ikke lige, hvad de fleste ellers forbinder med Prince og Blackwater.

Måden våben- og sikkerhedsfirmaer tjener penge på militariseringen af Europas grænser er i sandhed bekymrende. Den er tegn på et Europa, der er på vej til at afstå fra at forsvare universelle menneskerettigheder, på vej mod en fortid præget af racebetinget kolonial praksis.

Vor tids eksternalisering af “migrationskontrol” er ligesom kolonitidens slavehandel drevet af både racisme og økonomiske fortjeneste og er på samme måde indhyllet i humanitær retorik.

En tidligere version af denne artikel (her udvidet af forfatteren) har været bragt af Al-Jazeera

Topillustration: Operation Triton. Opbringning af båd med migranter på Middelhavet. Wikimedia Commons.

Martin Lemberg-Pedersen er Adjunkt på Global Refugee Studies (GRS), Aalborg Universitet, med en PhD i filosofi fra Københavns Universitet (KU). Han har forsket og undervist på kandidatuddannelser i asyl, migration, integration og grænsekontrol med fokus på Libyen, Grækenland og Tyrkiet, og har også boet og arbejdet i Oxford, Barcelona og Athen.

Han er bredt anerkendt for sin indsigt indenfor disse emner og optræder ofte i danske og internationale medier som ekspert. Hans nuværende projekt undersøger ligheder og forskelle mellem europæisk handels-, kontrol- og fordrivelsespolitik og forbindelser til raciale hierarkier, under hhv. den koloniale slavehandel og i dag.

Seneste artikler om Afrika