Når krigens gru bliver til et fjernstyret teater

i Afrika/Featured/Kultur af

Filmanmeldelse af Eye in the Sky. Dansk premiere: 4. maj. Instruktør: Gavin Hood. Medvirkende: Helen Mirren, Alan Rickman, Aaron Paul m.fl.  Eye in the Sky får ★ ★ ★ ★ ★ ud af seks.

Forestil dig dette scenarie:

Vi befinder os i Afrika. Du er leder af en fælles operation mellem Storbritannien, USA og Kenya, der skal afsløre og pågribe to britiske og en amerikansk statsborger, der er mistænkt for at være terrorister. Lige uden for Nairobis centrum har du et hus, som er under overvågning.

Der er et kamera skjult inde i huset, hvor du kan konstatere, at fem selvmordsbombere – britiske og amerikanske statsborgere samt to af de mest eftersøgte i terrorister i regionen ved Afrikas Horn – er ved at iføre sig bombevestene.

De kan forlade huset, hvornår det skal være. Der står to biler parkeret udenfor og du har kun en enkelt drone hængende i luften, der kan følge efter den ene. Terroristerne har sprængstof nok til at slå næsten 100 civile ihjel i et indkøbscenter blot få kilometer derfra. Du kan ikke trænge igennem til huset med politiets hjælp, da kvarteret er belejret af en militant gruppering – al-Shabaab.

Pludselig handler din mission ikke længere om at tage nogen til fange. Opgaven har fuldstændig ændret karakter og handler nu om, hvorvidt du skal angribe og tilintetgøre selvmordsbomberne i huset ved hjælp af dronens Hellfire-missil.

Du får efter lange overvejelser både politisk og juridisk grønt lys – men pludselig ser du, at der står en 9-årig pige uden for huset og sælger brød. Uret tikker – hvad vil du gøre? Affyre dit våben fra dronen og risikere pigens og andre civile passerendes liv og lemmer – eller undlade at foretage dig noget og risikere et terrorangreb, der vil slå langt flere ihjel?

En 9-årig pige står og sælger brød, intetanende om, at hun befinder sig i skudlinien. Kan hun ofres for at redde mange andres liv?
En 9-årig pige står og sælger brød, intetanende om, at hun befinder sig i skudlinien. Kan hun ofres for at redde mange andres liv? (Billede: Entertainment One)

Dr. Strangelove møder Krigen mod Terror

Det er scenariet i den sydafrikanske instruktør Gavin Hoods nye film, der er en interessant kombination af politisk thriller og krigsfilm. Den har allerede modtaget stor ros (94 procent rating på Rotten Tomatoes), hvilket er helt forståeligt. Bamsen drog i biografen i går til premieren for selv at se Eye in the Sky og den skuffede ikke.

Det er en både intelligent, tankevækkende og neglebidende spændende film med elementer af satire og sort humor, der til tider kan minde om Stanley Kubricks legendariske mesterværk Dr. Strangelove – blot her i en endnu mere dyster, aktuel men også såre menneskelig udgave.

Eye in the Sky er besat med fremragende skuespillere. Helen Mirren og den nu afdøde Alan Rickman giver nogle af deres karrieres bedste præstationer som hhv. den kølige oberst Katherine Powell med missionsansvaret og den trestjernede general Frank Benson, der varetager dialogen med regeringens repræsentanter. Men også Aaron Paul – kendt som Jesse Pinkman fra Breaking Bad – gør en god figur som dronepiloten med fingeren på aftrækkeren. Blandt filmens politikere er det især Iain Glen (kendt som sir Jorah Mormont i Game of Thrones), der gør sig bemærket som udenrigsministeren med dårlig mave, hvilket illustrativt symboliserer politikernes konstante vægren sig for at træffe en svær beslutning. Fremhæves skal også den somaliske skuespiller Barkhad Abdi, der her spiller en lokal agent, som i situationen kæmper en desperat kamp for at redde pigens liv.

Alan Rickman i en Oscar-værdig præstation som Generalløjtnant Frank Benson. En stor skam, at det blev hans sidste rolle. Billede: Entertainment One
Alan Rickman i en Oscar-værdig præstation som Generalløjtnant Frank Benson. En stor skam, at det blev hans sidste rolle. (Billede: Entertainment One)

Historien – med et stramt og elegant turneret manuskript skrevet af Guy Hibbert – veksler hele tiden mellem de fire lokationer: regeringskontoret i London, den amerikanske dronebase lige uden for Las Vegas (hvor den også ligger i virkeligheden), den britiske kommandopost og forstaden til Nairobi, hvor al-Shabaab og selvmordsbomberne holder til. På den måde understreges den absurde distance mellem at skulle forholde sig til drab og menneskeliv på komfortabel afstand og med fjernstyringen i hånden, siddende behageligt i en lænestol med en kop varm te, mens de barske realiteter udspiller sig i anderledes voldelige og rå omgivelser.

Krigen som politisk teater

Det er af en af filmens store styrker: den næsten groteske dualisme, hvor vi på den ene side har det store, kliniske overvågningsteater og den højteknologiske robotkrigsførsel, på den anden side af skærmen (bogstavelig talt) oplever vi de tragiske konsekvenser, hvor et enkelt fjernstyret missil kan råde ubodelig skade på ægte mennesker af kød og blod, der blot befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Sådan ser en fjernstyret skærmkrig ud, når dronerne cirkler rundt og forberedes til at affyre deres våben mod levende mål. (Billede: Entertainment One)
Sådan ser en fjernstyret skærmkrig ud, når dronerne cirkler rundt og forberedes til at affyre deres våben mod levende mål. (Billede: Entertainment One)

En anden stor styrke i denne dybt foruroligende film er de kyniske, politiske overvejelser, kommandovejene og de juridiske implikationer. I modsætning til den noget oversete drone-krigsfilm, Good Kill fra 2015, instrueret af Andrew Niccol og med en eminent Ethan Hawke i hovedrollen, der primært fokuserede på de psykologiske eftervirkninger hos en dronepilot, så skærer Eye in the Sky ind til de mere materielle spørgsmål og temaer.

Filmen understreger den absurde distance mellem at skulle forholde sig til drab og menneskeliv på komfortabel afstand og med fjernstyringen i hånden, siddende behageligt i en lænestol med en kop varm te, mens de barske realiteter udspiller sig i anderledes voldelige og rå omgivelser.

I Gavin Hoods højspændte og præcise instruktion er vi selv øjenvidner til, hvordan beslutningsgangene hele tiden og på umanerlig frustrerende vis skubbes videre til den næste beslutningstager i kæden, hvorefter den skubbes tilbage igen, fordi ingen naturligvis har lyst til at sidde med aben for at have gjort noget forkert – endsige stå til regnskab for den humanitære folkeret eller endnu værre: vælgerne! Ikke så hensigtsmæssigt, når tiden er knap og der skal træffes en beslutning.

Ofrer man civile – i dette tilfælde en lille, uskyldig pige – vinder terroristerne propagandakrigen. Lader man stå til, risikerer man godt nok et bombeattentat med langt større tabstal, men bliver selv vinderne af denne propagandakrig. Dog truer skyggerne fra den berømte Snowden-lækage, for der eksisterer altid en risiko for, at nogen lækker optagelserne fra hele affæren, hvorefter alle og enhver så selv kan afsige dommen på YouTube. Enten har man begået drab på uskyldige – eller også har man indirekte gjort netop det ved intet at foretage sig – selvom man kendte til det forestående angreb.

Dødens Matematik afgør tabet af menneskeliv

Nu folder et komplekst, moralsk dilemma sig ud, hvor der kan argumenteres juridisk for og imod begge beslutninger – og det gør filmens aktører også ganske behændigt og velartikuleret  i en række diskussioner, som netop udstiller, hvordan den moderne, distancerede krigsførelse og den humanitære folkeret i disse år ender med både at kollidere og konvergere på samme tid. Selv de største humanister slipper nemlig heller ikke for at skulle afveje gevinster og tab i en form for dødens matematik, hvor sandsynlighedslogik desværre har det med at veje tungere end værdien af det enkelte menneskeliv, når de bliver opgjort på krigens vægtskåle.

Tilbage står også hele spørgsmålet om, hvornår regeringsledere og militære ditto efterhånden kan vedtage, at et land – selv en fremmed, suveræn nation – er i krig og hvem, der kan regnes for kombattanter og civile i legitimeringen af statsautoriseret vold.

Der findes ingen nemme svar eller forklaringer på dette spørgsmål og det er heldigvis heller ikke Gavin Hoods intention at trække nogle letkøbte frem af posen. Så selvom Eye in the Sky omhandler mange af de politiske implikationer af moderne krigsførelse , så er det faktisk en befriende upolitisk film, da den ikke foregiver over for sit publikum at have en entydig løsning på de dilemmaer, vi i stigende grad stilles overfor, efterhånden som den såkaldte krig mod terror fortsætter på det afrikanske kontinent.

Selv de største humanister slipper ikke for at skulle afveje gevinster og tab i en form for dødens matematik, hvor sandsynlighedslogik desværre har det med at veje tungere end værdien af det enkelte menneskeliv, når de bliver opgjort på krigens vægtskåle.

Filmisk og teknisk fungerer Eye in the Sky også upåklageligt; lyde- og gnidningsfrit iscenesat i en fortættet atmosfære, så både form og indhold ender på et sjældent højt niveau. Måske så højt, at vi virkelig skal lære at sætte pris på, når der en gang imellem er filmskabere, der vover at bryde rammerne i Hollywood og ikke blot serverer en forudsigelig og formelpræget blockbuster, der bare lægger endnu mere bevidstløs underholdning til bjerget af eskapisme. Der er nogle emner, vi simpelthen ikke bør lukke øjnene for og skal forholde os til. Her bliver vi præsenteret for et af dem på forbilledlig vis og med stor integritet af Gavin Hood.

Som generalen, Frank Benson, siger til slut i filmen: “Never tell a soldier that he does not know the cost of war.”

Læs i øvrigt det glimrende interview i Huffington Post med instruktøren.

Du er også velkommen til at dele historier fra POV International med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Og 
giv os meget gerne et ”like” på vores Facebookside. Så kan du følge med i, hvad andre skriver hos POV International.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.