EU-SYDAMERIKA // ANALYSE – Efter 25 års forarbejde skrev EU og Mercosur lørdag under på verdens største frihandelsaftale, skriver Thomas Christiansen. Den nye samarbejdsaftale er ikke ”bare” en aftale om handel og nedsættelse af toldsatser, men del af den globale politiske og økonomiske kamp mellem stormagterne om politisk og økonomisk indflydelse, økonomisk vækst og sikring af vigtige råstoffer fra Sydamerika. Europa-parlamentet sparkede dog efterfølgende aftalen til hjørne, så implementeringen kommer muligvis til at trække ud.
BRASÍLIA – Frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur blev efter 25 års forarbejde endelig underskrevet lørdag. Det skete i Paraguays hovedstad Asunción, hvor formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, præsidenterne fra Argentina, Uruguay, Paraguay og Bolivia samt den brasilianske udenrigsminister var samlet til en underskriftsceremoni.
Aftalen kommer på et tidspunkt, hvor den globale økonomiske og politiske situation er under opbrud på flere væsentlige områder
Aftalen stod egentlig til at blive underskrevet lige før jul, men det blev aflyst i sidste øjeblik. Flere europæiske lande, med Frankrig i spidsen, blokerede for en underskrift, men siden lykkedes det Europa-Kommissionen at overbevise Italien om at stemme for. Det var derfor kun Frankrig, Polen, Irland, Ungarn og Østrig, som var modstandere ved den afgørende afstemning i sidste uge, og det var ikke tilstrækkeligt til at udgøre et blokerende mindretal.
Processen er dog ikke helt afsluttet endnu. Onsdag sparkede Europa-parlamentet aftalen til hjørne, da en snævert flertal på 334 mod 324 og 11 som udlod at stemme, anmodede EU-Domstolen om at vurdere, om aftalen er i overensstemmelse med EU-traktaterne. Europa-parlamentet vil først stemme om en godkendelse, når EU-domstolen har udtalt sig. Derudover mangler landene i de to blokke også at ratificere aftalen, hvilket formodentlig sker i første halvdel af 2026.
Stormagternes kapløb om Sydamerika
Målet med aftalen er at øge det økonomiske samarbejde mellem de fire kernelande i Mercosur – Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay – og de 27 lande i EU. De 31 lande har tilsammen mere end 750 millioner indbyggere, fordelt på 300 millioner i Sydamerika og 450 millioner i Europa, og de står for cirka 30 procent af den globale økonomi og 35 procent af den globale handel.
Aftalen kommer på et tidspunkt, hvor den globale økonomiske og politiske situation er under opbrud på flere væsentlige områder.
USA, Europa og Kina arbejder alle på at positionere sig i Sydamerika, som derfor står til at få en større international betydning, end regionen ellers har haft i de senere år. Det giver på den ene side landene i Sydamerika nye muligheder for at agere på den internationale scene, men på den anden side øger det også risikoen for udefrakommende indblanding og uønsket interesse.
USA under Trump har således ikke lagt skjul på, at Latinamerika generelt er i fokus for den amerikanske udenrigspolitik. Den seneste udenrigspolitiske strategi fra november 2025 indeholder en genoplivning af Monroe-doktrinen.
Målet er at ”restore American preeminence in the Western Hemisphere” – genetablere amerikansk dominans på den vestlige halvkugle – samt nægte ikke-amerikanske magter ”the ability to position forces or other threatening capabilities, or to own or control strategically vital assets, in our Hemisphere” – evnen til at placere styrker eller andre truende kapabiliteter eller at eje eller kontrollere strategisk vigtige aktiver i vores verdensdel.
Desuden fremgår det af strategien, at man vil ”partner with regional governments and businesses to build scalable and resilient energy infrastructure, (and) invest in critical mineral access” – lave partnerskaber med regionale regeringer og erhvervslivet for at bygge skalerbar og modstandsdygtig energiinfrastruktur og investere i adgang til kritiske mineraler.
Interventionen i Venezuela, som har verdens største kendte oliereserver, viste, at USA er villig til at bruge militære midler til at opnå sine mål.
Kinas offensiv
Den amerikanske strategi er først og fremmest rettet mod Kina, som i de senere år har investeret massivt i regionen, og som er blevet en vigtig handelspartner for mange af landene. Kina har således allerede for en del år siden overtaget positionen fra USA som det største eksportmarked for Brasilien, der er den klart største økonomi i Sydamerika.
Kinas økonomiske interesse for Sydamerika falder inden for flere områder. Argentina og Brasilien eksporterer i stor stil landbrugsprodukter til Kina, og flere sydamerikanske lande ligger også inde med vigtige og sjældne råstoffer. De vil være af stor betydning for den globale økonomi i de kommende årtier.
Kina har allerede for en del år siden overtaget positionen fra USA som det største eksportmarked for Brasilien, der er den klart største økonomi i Sydamerika
Sydamerika udgør også et marked for kinesisk eksport. Her er der dels tale om relativt højteknologiske produkter som elbiler, der dels bliver eksporteret fra Kina, dels bliver fremstillet på fabrikker i for eksempel Brasilien. Samtidig udgør Sydamerika også et stort marked for billige kinesiske forbrugsprodukter som tøj og legetøj, som bliver aftaget af den mindre velstående del af befolkningen. Kina arbejder således med en flerstrenget strategi, hvor investeringer og sydamerikansk eksport giver adgang til vigtige inputs og økonomisk indflydelse.
Det har også ført til kinesisk interesse inden for infrastruktur. I juli 2025 underskrev Kina og Brasilien således en Memorandum of Understanding om at starte forundersøgelserne for en mulig jernbaneforbindelse mellem havnebyen Ilhéus i Brasilien og havnebyen Chancay på den peruanske stillehavskyst nord for hovedstaden Lima.
Formålet med forbindelsen er at gøre brasiliansk eksport til Asien billigere og samtidig fjerne afhængigheden af at sejle enten gennem Panama-kanalen eller syd om Sydamerika.
EU på banen
Den nye samarbejdsaftale er derfor ikke ”bare” en aftale om handel og nedsættelse af toldsatser. Den indgår også i den globale politiske og økonomiske kamp mellem stormagterne om politisk og økonomisk indflydelse, økonomisk vækst og sikring af vigtige råstoffer fra Sydamerika.
Det kom også tydeligt frem, da Ursula von der Leyen fredag mellemlandede i Rio de Janeiro, hvor hun mødtes med den brasilianske præsident Lula. Formålet var dels at fejre den kommende underskrivelse af den store samarbejdsaftale, men der var også et andet vigtigt punkt på programmet: von der Leyen fortalte, at man er i gang med at forhandle direkte med Brasilien om fælles investeringer, der skal give adgang til sjældne jordarter, litium og nikkel.
Det er denne øgede konkurrence på det europæiske hjemmemarked, som vækker bekymring i Frankrig og Irland. Det er især landbruget, som er modstander af aftalen
Formålet er at fremme energitransitionen, digitaliseringen og ”strategisk uafhængighed”, hvilket uden tvivl skal forstås som uafhængighed af Kina.
På det overordnede niveau virker det derfor som en åbenlys god idé for EU at lave en aftale med Mercosur. Det afspejler sig i, at det er Europa-Kommissionen, som har skubbet på for at få aftalen på plads. På et mere detaljeret niveau er der imidlertid nogle lande og nogle sektorer, som er mindre begejstrede for aftalen.
De franske landmænd og miljøet
Den europæiske modstand mod aftalen kommer især fra to sider. For det første fra landbrugssektoren – især i Frankrig, men også i Irland – som anser sig for at blive udsat for ”illoyal konkurrence”. Der har således været demonstrationer flere steder i Frankrig i den seneste tid, hvor landmænd har blokeret veje og brændt afgrøder af.
Det skyldes, at selvom aftalen betyder, at den – ofte høje – sydamerikanske importtold bliver fjernet for en meget lang række produkter, så sker det tilsvarende også for den europæiske importtold. Det er denne øgede konkurrence på det europæiske hjemmemarked, som vækker bekymring i Frankrig og Irland. Det er især landbruget, som er modstander af aftalen.
Europa-Kommissionen har forsøgt at imødekomme bekymringen ved at lave et fact sheet om aftalen på deres hjemmeside. Her gennemgår man konsekvenserne af aftalen for importen af oksekød, kylling, sukker, honning, ris og ethanol, og man understreger konsekvent, at aftalen ikke vil påvirke det europæiske landbrug synderligt meget.
Til gengæld, siger Kommissionen, forbyder aftalen også, at sydamerikanske producenter laver kopier af 344 specifikke fødevareprodukter. Dermed kan de originale europæiske varer nemmere eksporteres. Aftalen medfører desuden en afbureaukratisering af eksportreglerne for europæiske landbrugsprodukter, og at den sydamerikanske importtold for en række produkter som vin, ost og olivenolie vil forsvinde.
Protesterne i Frankrig ser dog ud til ikke kun at være mod handelsaftalen som sådan, men også generelt mod den franske stat. Den har for nylig indført, at der skal nedslås kvæg, fordi der er konstateret et udbrud af lumpy skin disease, som er en viral kvægsygdom, og utilfredsheden mod dette indgik også i landmændenes protester. Det er derfor et åbent spørgsmål, om der egentlig mere er tale om anti-system- og anti-Macron-protest end en protest mod handelsaftalen.
Landbrugssektoren har som noget ganske usædvanligt fundet fælles fodslag med flere miljøorganisationer, som mener, at aftalen vil øge klimabelastningen og afskovningen i Sydamerika.
Handelsaftalen ændrer imidlertid ikke på EU’s såkaldte Deforestation Regulation, som stiller krav til produkter, der ofte associeres med skovrydning. Der er dog en risiko for, at mens eksporten til Europa foregår fra ikke-afskovede områder, så kan afskovningen fortsætte andre steder, hvor produktionen så afsættes i Kina.
Ikke kun produkter
Der ser ud til at være nogle delvist andre perspektiver på aftalen, når man ser på, hvordan den er blevet modtaget i Sydamerika. Der er ganske vist en forventning om, at man kan afsætte flere landbrugsvarer på grund af den mindre toldsats i Europa. Kvoteordningen i Europa betyder imidlertid, at man er klar over, at der er grænser for, hvor meget eksporten kan stige inden for dette område.
Lande som Tyskland og Spanien, som har været tilhængere af aftalen, ser frem til at kunne afsætte flere industriprodukter som for eksempel biler. Nedsættelsen af importtolden kan derfor umiddelbart se problematisk ud for den sydamerikanske industri, som ikke altid er konkurrencedygtig i forhold til de europæiske konkurrenter.
Situationen er imidlertid mere kompleks end som så. I et interview med den argentinske konservative avis La Nación siger formanden for det argentinske eksportkammer, at den argentinske industri kan se frem til at få glæde af aftalen. Man vil ganske vist blive udsat for en øget konkurrence, men på den anden side vil importen af kapitalgoder og flere udenlandske investeringer være med til at øge den argentinske industris konkurrencedygtighed.
Det samme gælder i Brasilien. Tilbage i 2024, da det så ud til, at aftalen ville komme på plads, publicerede det brasilianske udenrigsministerium et fact sheet om aftalen. Her blev det understreget, at aftalen skulle forstærke diversificeringen af den brasilianske udenrigshandel, bidrage til moderniseringen af industrien og øge de udenlandske investeringer i landet.
Tilsvarende publicerede præsident Lula 16. januar et ”læserbrev” i en lang række europæiske aviser, hvor han hyldede aftalen. Aftalen vil, skriver Lula, være en fordel for både producenter og forbrugere inden for en lang række sektorer og vil sikre kommercielle og økonomiske bånd mellem de to regioner. Det ser derfor ud til, at der er en betydeligt større optimisme i Mercosur-landene, end tilfældet er blandt de franske landmænd.
FAKTA
Mercosur er en toldunion i Sydamerika, der har eksisteret siden 1991. Medlemslandene er Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay, og Bolivia, der dog ikke er med i aftalen fra start. Venezuela var medlem fra 2012, men blev medlemskabet blev suspenderet i 2016. Chile, Colombia, Peru, Ecuador, Panamá, Surinam og Guyana har status som associerede lande og dermed en løsere tilknytning end de fem egentlige medlemmer.
På det handelsmæssige område fungerer unionen efter de samme principper som EU. Det vil sige, at der i det store og hele ikke er toldbarrierer mellem landene, om end der er enkelt produkter, som er undtaget for dette princip.
Unionen har internt og sammen med Chile, Peru, Colombia og Ecuador også en aftale, som minder om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, om end der er enkelte undtagelser, hvor man frit kan rejse og arbejde i alle landene hvis man har statsborgerskab i et land, og ikke er tidligere straffet. Derimod har landene ikke en fælles valuta
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og