Jeg ta’r taxaen – så kan børnene få ambulancen

af i Featured/Liv & Mennesker/USA

Fire hjemløse børn med aids i udbrud og kun to par vanter. Skøjtebanen foran Trump Tower. Hvor uheldig kan man være med livets kontraster, spørger Synnøve Søe i dette erindringsglimt fra dengang hun som ung boede i New York og var frivillig på flere shelters for børn uden et sted at bo.

Hvad? Om de havde uniformer på og hvad farve? Det kan jeg sgu da ikke huske, de fejede sne for helvede, men jo de har da sikkert haft uniformer på; de var jo ansat på Wollman Rink, den verdensberømte skøjtebane på 5th. Avenue i New York City kendt fra flere Hollywood ”kyssefilm”, men allermest berømt for at ligge lige overfor Trump Tower, som vi dengang da jeg boede i New York fra 1989-1992 med en skjult vrede og fnisen kaldte, Donald’s Dick Tower, så potent skinnende og lang og glat var og er den bygning.

Tilbage til de snefejende mænd på skøjter – ingen kvinder nej. Og ja, så meget som Amerika elsker og beundrer uniformer – du kan jo ikke en gang finde en hamster-passer der ikke har nylonkittel med logo på – så må de have haft uniform på, men jeg var optaget af noget andet. To gange om ugen arbejdede jeg som frivillig for et non-profit foretagende der hed IMPACT NEW YORK.

Jeg havde allerede bestemt mig da jeg flyttede fra Danmark at hvis jeg skulle bo i NYC, som jeg var meget forelsket i, så skulle jeg give noget tilbage og det blev så de hjemløse børn i Harlem og South Bronx jeg valgte at være sammen med.

Jeg var ikke nogen heltinde, der kastede mig modigt ind efter de hjemløse børn i livets flammer. Jeg reddede ingen og ikke en skid, men jeg elskede at være sammen med de smukkeste børn, jeg nogensinde har set. Alt muligt blod og alle mulige gener blandet

Tirsdag hjalp jeg børnene med lektierne på herbergerne the shelters– vi har ikke rigtig noget der ligner i Danmar,  børnehjem, det lyder bare for ”kærligt og blødt” så jeg ta’r ordet shelter – men tirsdag hjalp jeg så godt jeg kunne med lektier i et par timer. Og nej, kyl den tanke væk med det samme: Jeg var ikke nogen heltinde, der kastede mig modigt ind efter de hjemløse børn i livets flammer.

Jeg reddede ingen og ikke en skid, men jeg elskede at være sammen med de smukkeste børn, jeg nogensinde har set. Alt muligt blod og alle mulige gener blandet, I vil ikke tro på, hvor smukke de børn var. Ofte var de også glade og overraskede og nysgerrige, men endnu oftere var de bange og kede af det og knaldhamrende syge af det ene eller det andet.

Mange af børnene havde fully blown aids. Læger, medicin, hospital? Hold nu op. 1989. Verden var kun lige ved at turde at tage ordet aids i munden og hjemløsebørn, øh? Var det ikke kun bøsser der fik aids?

Outings med drømme ind i dinoernes verden
Lørdag var jeg på det der i IMPACT NEW YORK’s arbejde blev kaldt ”outings”, altså ”på tur”. Vi hentede børnene i deres shelters og hver lørdag var det et nyt shelter og der var nok af både dem og de hjemløse børn.

Fire frivillige voksne og op til fyrre børn i alderen fra 5 til 16 år drog afsted med Subway mod World Trade Center, Empire State Building, The Museum of Natural History – et kæmpe hit børnene elskede at drømme sig ind i dinoernes verden, vi var mange steder, børnene var også helt vilde med The Museum of Television and Radio, hvad jeg ikke fattede for jeg så ikke et eneste TV og ingen radioer i nogen af de shelters jeg kom i, men måske netop derfor var dét et museum vi ofte besøgte.

Jeg var på to obligatoriske weekendkurser hos IMPACT NEW YORK før jeg blevet sluppet ”fri”. Kurserne blev afholdt i nogen store lokaler der lå Uptown. Vi var flere hundrede mænd og kvinder der lyttede intenst og som alle ønskede at gøre bare den mindste forskel. Vi fik af vide at børnene kunne finde på at betro sig til os om deres liv på gaden, før de var blevet samlet op om natten af busser og profesionelle mennesker rundt omkring i New Yorks hårdeste kvarterer.

”Kan vi få nogen eksempler på hvad de har brug for at tale om,” spurgte vi.

”Incest, tæsk, stoffer, både drenge og piger der har været solgt til børneprostitution, livslede, selvmordsforsøg eller selvmordstanker, det tungste af det tungeste og I skal tro på dem, det er ikke fri fantasi, det bliver hårdt for jer at høre på, men det er dem, der lever med det, husk det,” lød svaret.

Der var så pænt og ordentligt som der nu kan være med så mange børn, men der var ingen aircondition, det var et svedhelvede, heldigvis lugter børn ikke lige så meget som voksne

Der var mange ting at forholde sig til, og jeg var nervøs for ikke at gøre det rigtige da vi på det første weekendkursus tog på besøg i et shelter i South Bronx.

Kvinden der ledte turen delte os op, så vi kun var 25 på hvert hold.

”Der er ikke plads til flere derinde og det bliver endda pakket.” Og pakket var der. Børnene sov i køjesenge i både tre og fire etager, det var formiddag så de sad hos hinanden med benene dinglende ud over kanten i køjesengene. Et par yoyoer spinnede og snurrede rundt og blev kastet igen og igen. Med grin og af og til klappen blev yoyoerne sendt fra barn til barn.

De sad i sengene for der var næsten ingen gulvplads. Hvor deres tøj var fandt jeg først ud af noget senere. De havde to sæt og det ene var altid til vask i the shelters laundry. Der var så pænt og ordentligt som der nu kan være med så mange børn, men der var ingen aircondition, det var et svedhelvede, heldigvis lugter børn ikke lige så meget som voksne.

Da vi kom ud i det skarpe, nærmest hvide sollys, stod der en klump af piger og ventede på at hoppe i sjippetov på fortovet i ghettoen. Jeg så ikke en eneste voksen den første dag i dette shelter.  ”Hvor mange børn tror I at der bor på det shelter vi lige har været inde på?” spurgte vores guide.

”200” foreslog en, en anden gættede på at der var 400.

Guiden rystede på hovedet. ”Der bor 2200 børn i det her shelter og hvis I ser op ad gaden,” hun pegede, ”så er der shelters i hver eneste blok, med lige så mange børn. 2200 plus 2200 plus 2200 plus…”

“I må aldrig give børnene noget personligt”
Der var nogle simple regler vi skulle følge.

  1. Giv aldrig børnene noget. Vi ved at I er fristede til at gøre det, men det går ikke, at de kommer hjem til de andre børn med gaver, der kun er til dem selv. Det skaber misundelse ofte endda voldsomme slåskampe og det har vi ikke personale til at gå ind i. De må ikke en gang få en is, en sodavand eller en chokoladebar på turen, for det vil de jo fortælle de andre når de kommer hjem. Det personalet har pakket i madkurvene før børnene skal afsted med jer er det de får at spise og drikke.
  2. Tag aldrigbørnene med hjem til jer selv. Aldrig! Vi siger ikke, at I er det mindste pædofile, men det er vores måde at være 100 procent sikre på, at der ikke sker flere overgreb på børnene, end de allerede har været udsat for, og desuden skaber det urealistiske håb hos barnet om at få en familie, et hjem, omsorg og måske endda lommepenge. Det går ikke, så gør det aldrig.
  3. Den sidste regel var nærmest den vigtigste; det var i hvert fald den, der blev gentaget igen og igen med meget store bogstaver på kurserne:

”KOM ALDRIG FOR SENT. IKKE ET ENESTE MINUT. De børn, I skal ha’ med ud og se på New York City, har ventet nok i deres liv. De bliver kede af det, skuffede og bange for at I ikke kommer alligevel, og er der noget de kan så er det klokken, så kom til tiden og meget gerne et par minutter før.”

Første lørdag ”på egen hånd” i et shelter i South Bronx mødte jeg Doug, der var børsmægler på Wall Street og resten af min tid i IMPACT NEWYORK var  Doug og jeg altid på hold sammen. De to andre voksne – altid nogen forskellige, der skulle være med på holdet med de mange børn – nåede vi aldrig at lære at kende. Der var ikke tid til at snakke når vi havde børnene, men Doug og jeg gik altid alle gaderne hjem sammen, han boede i China Town, der lå på vejen til Christopher Street i Greenwich Village hvor jeg boede.

Det tog omkring to timer at gå hjem og de første mange gader talte vi kun om ”outingen” med børnene, det politi og brandvæsen vel kalder debriefing. Og når vi var færdige med det, snakkede vi videre om vores liv, om musik vi kunne li’, om vores arbejde, alt muligt; men over lange stræk på turen ned gennem New Yorks gader, blok efter blok, sagde vi ikke et ord. Vi var fyldt op.

Flertallet var fuldstændig lukkede i deres ansigter og meget stille. Det var det værste. Børnenes skuffede stilhed var nærmest ubærlig

Doug og jeg så aldrig hinanden udover om lørdagen – han lavede ikke lektier med dem – jeg har ikke været i hans lejlighed og han var heller ikke i min en eneste gang. Vi var aldrig på restaurant, det var børnene, der var vores fælles interesse og den første lørdag blev vi smidt lige ud i det.

”Outingen” gik fra the shelter til en indendørs mini golfbane i Midtown. Børnene stod på række mens deres navne blev råbt op af en fra personalet, det var dem, der havde bestemt, hvilke børn der skulle med.

Glædesudbruddene fra dem der stod på listen var utrolig rørende og bekræftende for os, men alle dem der ikke kom med – hvilket jo var langt de fleste – havde hjerteskærende reaktioner fra ulykkelig gråd til høje skuffede stemmer. ”Hvorfor må jeg ikke komme med, jeg vil så gerne. Er du sikker på at jeg ikke står på listen?” Flertallet var fuldstændig lukkede i deres ansigter og meget stille. Det var det værste. Børnenes skuffede stilhed var nærmest ubærlig.

Historien om Miles

Minigolf Midtown Manhattan. Nok en gang stod børnene i kø, selv de små på 5-6 år og de var gode til det. De var spændte, og fulgte de første børn, der allerede var begyndt at spille, og kom med tilråb og klappede eller råbte ”looser”, men de grinede, lige her og nu var det ord ikke noget stempel, men et udtryk for indlevelse og begejstring. Jeg skulle holde øje med og hjælpe de børn i midten af den lange kø.

Pludselig stoppede Miles. Han lagde den grønne ”putter” ned på det syntetiske græsgulvtæppe, og så på mig. Tårerne løb ned af hans mørkebrune kinder, så bukkede han sit hoved ned mod sit bryst

Jeg gik lidt frem og tilbage og småsnakkede med børnene, der var en skøn og glad stemning og ingen, der tiggede om hverken popcorn eller burgere, hvis dufte ellers var som kastet udover hele mini-golf banen med usynlige ord: Køb, køb, køb!

Doug og jeg og de to andre frivillige gjorde som der stod i reglerne. Vi købte intet og lige pludselig var det et af ”mine” børns tur til at få ”putteren” med grønt skaft i hånden.

Jeg spurgte hvad han hed.

”Miles.”

”Som Miles Davis? Flot navn.”

”Det ved jeg ikke hvem er.”

”Han er en fantastisk musiker, men stil dig nu op Miles, skal jeg hjælpe dig?”

Jeg viste ham hvordan han skulle gøre sig klar og holde rigtigt på ”putteren” – jeg vidste det fra mange somres spil på Balka på Bornholm.

”Dit sving skal foregå i skuldrene, Miles.”

Han nikkede koncentreret. Jeg holdt op med at tale. Miles tog et skridt frem og begyndte at svinge sit ”slag” mod den hvide noprede kugle der lå foran ham. Pludselig stoppede Miles. Han lagde den grønne ”putter” ned på det syntetiske græsgulvtæppe, og så på mig. Tårerne løb ned af hans mørkebrune kinder, så bukkede han sit hoved ned mod sit bryst.

Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans skulder.

”Hvad sker der med dig, Miles? Hvorfor er du pludselig så ked af det, du har jo glædet dig til at spille, det sagde du mange gange i the Subway?” Han havde fortalt mig at han var ni år.

”Jeg kan ikke, jeg kan ikke finde ud af det. Jeg vil ikke, før jeg er blevet god. Jeg er ikke god til noget, jeg…jeg… jeg duer ikke.”

Lige dér på den allerførste dag brød jeg en af IMPACT NEW YORKS vigtig regler. Jeg sagde til Doug at jeg tog Miles med ud et eller andet sted, og at vi ville komme tilbage måske efter en time-eller to; han svarede at det var fint, gruppen ville helt sikkert være der endnu.

”Afsted med jer,” sagde Doug og blinkede til mig.

Vi fandt en lille italiensk restaurant ikke langt fra minigolf-stedet; jeg måtte vise Miles alt, hvad man gjorde på en restaurant, sætte sig pænt ned, vente på menukortet, bestille og vente på maden mens man hyggede sig og snakkede. Han havde aldrig været på restaurant og blev helt forvirret over at skulle bestille mad og han kendte ingen af retterne, så jeg måtte forklare hvad det var for noget. Tjeneren kom hen, han nikkede høfligt til mig hvorefter han talte til Miles.

Vi trak mor, virkelig trak hende henover gulvet, vi kunne ikke rigtig se noget så meget røg var der i lejligheden og brandmændene var ikke kommet endnu. Ude på trappen kunne vi ikke skubbe mor mere, trappen var af træ, den brændte, vi prøvede alt hvad vi kunne min storebror og jeg, men vi kunne ikke få mor ned af trappen.

”Velkommen unge mand. Jeg kan se at det måske er lidt svært for dig at spise noget af det vi har, må jeg anbefale dig noget der er let at tygge?”

”Ja tak.” Miles så forundret op på den opmærksomme tjener og efter at de havde talt lidt frem og tilbage om mulighederne valgte Miles Spaghetti Cabonara.

”Og hvad vil du ha’ at drikke?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Miles usikkert.

”Vi har Coke og jeg kan lave den uden is, jeg går ud fra at det gør ondt på dig at drikke noget koldt?”

Miles nikkede. Tjeneren tog også min bestilling og snart kom vores drikkevarer, og så fortalte Miles ellers om sit liv, og hvorfor han manglede alle sine blivende fortænder både i over og undermunden.

”Vi boede i et housing-project, min mor, mine tre brødre og jeg. En nat var der brand, det var en crazy brand. Jeg var lige fyldt seks år, min mor havde fået noget i lungerne, hun lå halvvejs ude af sin seng da min ældste bror og jeg fandt hende. Vi trak mor, virkelig trak hende henover gulvet, vi kunne ikke rigtig se noget så meget røg var der i lejligheden og brandmændene var ikke kommet endnu. Ude på trappen kunne vi ikke skubbe mor mere, trappen var af træ, den brændte, vi prøvede alt hvad vi kunne min storebror og jeg, men vi kunne ikke få mor ned af trappen.” Miles ryster på hovedet, men han græder ikke.

”Jeg kan ikke huske mere, det hele er væk, men min storebror, der også bor på the shelter nu, har fortalt at jeg besvimede, jeg var helt væk, jeg lå op ad mor, og så begyndte min bror at sparke mig i hovedet, han ville redde mig, ville have at jeg skulle vågne og jeg vågnede, men uden tænder.” Miles smiler lidt. Og uden mor, tænker jeg. Hans to andre brødre døde også i branden.

Vi spiste den dejlige frokost, Miles havde spist alt spaghettien med kødsovs og bagefter fik han et stort stykke græskartærte med en masse flødeskum og endnu en Coke uden is.

Da jeg beder tjeneren om regningen, rækker han hånden frem mod Miles og spørge hvad han hedder.

”Miles,” smiler han.

Tjeneren giver også mig hånden. Jeg spørger efter regning igen for vi skal tilbage til minigolf stedet og de andre.

Today”, siger tjeneren og fortsætter: ”Today the lunch is on the house …”

Doug og jeg mødte kl. 9 lørdag morgen i de forskellige shelters og vi afleverede børnene igen præcis kl.18. Lange dage, jeg var for det meste smadret hele søndagen. Det var sjældent, vi så de samme børn igen, så jeg ved ikke, hvordan det er gået med Miles siden.

Skøjtebanen foran Trump Tower og de meget store skindluffer

Vinter i New York City. Børnene var langt fra klædt på til de minusgrader, som alle, der har været i byen om vinteren ved, kan være meget strenge. Vanter, huer, halstørklæder, forede støvler og dynefrakker, hvad tror du selv?

Men det stoppede os ikke, børnene drømte om at stå på skøjter og da turene jo gik rundt på Manhattan, blev det ofte den skøjtebane foran Trump Tower.

Der var to voksne på isen sammen med en god håndfuld børn – jeg kan ikke stå på skøjter, så jeg stod ved kanten og sendte børnene ind og tog imod dem, når turen var færdig sammen med den anden frivillige.

Fordi Doug og jeg havde været på skøjtebanen så mange gange og set hvordan børnene pivfrøs, især når de ventede, så havde vi købt de største vanter nede på Canal Street, eller vanter, det hedder vel skindluffer.

De var den største størrelse, fordi der så i hver luffe kunne være to par børnehænder. Et barn stak sine hænder ind, og så lagde det næste barn sine hænder uden om inde i luffen. Vi syntes selv, det var genialt, og børnene syntes det var så sjovt. Win-Win.

Og der stod luffeungerne så og ventede, og så over på Trump Tower, hvor juletræer i guld og alt muligt glinsende elektrisk og sygt prangende højtidspynt kravlede op og nedad fladerne på Donalds Dick Tower, men der var ikke spor ”Den lille pige med svovlsikkerne” over børnene; de nød at se på det hele, også de snefejende mænd, de var glade, de nærmest lyste, de tog alt ind, for det var så anderledes end deres hverdag på the shelter.

Det der brød den gode stemning – mærkeligt nok, ikke? – var når en af børnene pludselig fik styrtende næseblod ude på isen, eller når et barn krummede sig sammen med voldsomme mavekramper, så koldsveden sprang og barnet klamrede sig til mine ben. Jeg oplevede også flere gange, at de fik de vildeste epileptiske anfald eller kastede op eller fik diarré, så det styrtede ud af dem. Det at børnene pludselig blev så dårlige, skete alle steder ikke kun foran Trump Tower. Mange af børnene havde aids i udbrud, og der var ingen juletræer i guld til dem, selv om de ellers godt kunne ha’ brugt at der lå en pakke under træet.

En læge for eksempel.

POV International betaler ikke sine skribenter. Hvis du er glad for Synnøve Søes artikler og vil donere et beløb, stort eller lille, det bestemmer du selv, til hendes arbejde, er hendes Mobile Pay: 2868 9830

Topillustration: Dukker af Beth Kejlstrup.

Seneste artikler om Featured

Hvad må man sige?

KOMMENTAR // MEDIER OG YTRINGER – Problemet med den bølge af kritik,