BØGER // ANMELDELSE – Som medlem af en regnbuefamilie læste Andreas Gylling Æbelø Mere end med(forælder) med både genkendelse og frustration. Det er en bog, der fungerer som spejl for målgruppen og som en øjenåbner for alle andre – ikke mindst dem, der er med til at forme rammerne for familielivet i Danmark.
Lad det være deklareret i første linje: Som medlem af en regnbuefamilie bestående af Mor, Baba, Far og datter er denne anmelder både en del af bogens genstandsfelt og målgruppe. Uden at have taget de to andre forældre i ed, tør jeg godt sige, at Mere end med(forælder) ville have været en kæmpe gave for os, da vi gik i gang med at stifte familie. Det vil den utvivlsomt blive for mange andre.
Kort fortalt er bogens ærinde at undersøge og tydeliggøre vilkårene for de mere end 95.000 lgbtq+-personer, der i dag er en del af en familiekonstellation uden for den klassiske, heteroseksuelle med far, mor og børn.
Det kan være homoseksuelle par, tre forældre, familier med kendt donor, familier med transpersoner og/eller nonbinære forældre mv. Bogen udfolder, udfordrer og nuancerer sproget og rammerne for forældreskab i queerfamilier med afsæt i interviews med 12 forældre og med et særligt fokus på det, forfatterne kalder for den ikkefødende forælder – altså den eller de forældre, der typisk står med færrest rettigheder, som lovgivningen er i dag. Eller som det retteligt burde lyde: Som barnet har færrest rettigheder til.
Bogens helt store styrke er netop de mange casefamilier, der deler deres erfaringer med familiedannelsen. Vi får beskrivelser fra ikke-biologiske forældre, der usynliggøres i sundhedsvæsenet og ikke har basale rettigheder til selv at varetage deres barns lægebesøg mv.
Vi hører om at være på depressionens rand af at navigere i systemet for at få sit surrogatbarn registreret og måske finde et smuthul til lidt barsel.
Om at betale den selv. Familierne fortæller på forskellig vis om på den ene side at længes efter bare at kunne passe ind og på den anden side om en aktivistisk trang til at bryde normernes snærende bånd.
Regnbuefamilier rammes af performancepres
Noget af det, der ramte mig hårdest, var beskrivelserne af som lgbtq+-forælder at føle sig presset til at performe meget bedre end normative familier. For man stikker i forvejen ud alene ved at være. Så skulle det nødig hedde sig, at der også var noget galt med barnet, og dermed ender med at bekræfte den bias, der ligger lige under overfladen mange steder i vores samfund: Et barn har nok bedst af en far og en mor.
Netop dette indre performance-pres skaber en dyb ensomhed, fordi man er mindre tilbøjelig til at dele de svære ting, som alle forældre jo oplever, med sin omverden.
Det er barske fortællinger, som sagtens kunne lede til bitterhed og selvmedlidenhed. Men disse mennesker – om end forslåede af oplevelserne – toner frem af siderne som dybt reflekterede, stærke, afklarede og med en retfærdig harme og sult efter forandring.
De ord, vi bruger, er ikke bare ord. De er med til at forme – og ofte reducere – vores forestilling om, hvad mennesker kan være. At sproget skaber virkeligheden, er i det hele taget en bærende pointe, som også bogens titel understreger
Det har de to forfattere i den grad også en del af æren for. De er begge selv i lgbtq+-familiekonstruktioner og manifesterer således det gode, gamle aktivistslogan “nothing about us, without us”; altså at minoritetsgrupper selv skal være involverede i oplysning og forebyggelse etc., og ikke lade sig formidle og repræsentere af andre. Det er i dette tilfælde en klar fordel, at forfatterne undervejs i bogen tilbyder deres egne perspektiver og erfaringer uden at overskygge case-familierne.
Forfatterne har samtidig styr på faglighed og jura, og bogen bliver således en kombination af velskrevne fortællinger og under tiden også et opslagsværk og en praktisk guide til kommende familier.
For mig som læser betød det tilsvarende, at jeg selv indtog flere roller undervejs, og det gav en vidunderligt varieret læseoplevelse.
Jeg var målgrupperepræsentanten, der spejlede mig og oplevede et fællesskab med fortællerne. Jeg var også samfundsborgeren, der tog mig til hovedet over, hvor langt bagud vi stadig er i dette land med så progressiv en selvbevidsthed.
Ordet skaber, hvad det nævner
Og så var jeg i den grad også sprognørd og retoriker, der kom i tanker om salig Grundtvigs udtryk om, at “ordet skaber, hvad det nævner”. Ikke mindst når forfatterne minder os om, at det danske sprog er et af de mest kønnede i verden.
De ord, vi bruger, er ikke bare ord. De er med til at forme – og ofte reducere – vores forestilling om, hvad mennesker kan være. At sproget skaber virkeligheden, er i det hele taget en bærende pointe, som også bogens titel understreger.
Ordet ‘medmor’ reducerer den ikke-fødende mor i eksempelvis et lesbisk forhold til en slags sidekick – eller i hvert fald til en, der ikke er ligeværdig med den fødende mor. Betyder det så det store, hvis der ellers er masser af tilknytning og kærlighed, kunne man spørge? Tja. En far i et heteroseksuelt parforhold kan jo spørge sig selv, hvordan han ville have det med at blive kaldt medforælder, mens hans hustru var fuldgyldig forælder i systemet?
Enkelte gange i læsningen indtog jeg også rollen som den lettere forvirrede cismand, og jeg måtte tage mig selv i at tænke: “ah, skal vi nu ikke lige skrue en tand ned for problematiseringen?”. Det gjaldt eksempelvis, da en af case-personerne udtrykker: “Jeg synes, det er meget svært, hvad jeg skal hedde. Jeg ville ikke have noget imod at bruge ordet mor, men samtidig er mor også sådan en arketype, jeg ikke føler, jeg passer ind i.”
Vedkommende fortæller videre om at bringe mere far-energi til bordet i sit forældreskab. Om end jeg anerkender følelsen af normative titlers snærende bånd, så undrer det mig i denne og andre sammenhænge, hvorfor tilgangen ikke i stedet er at omfavne det givne ord, hvor fastlåst det end måtte være og fylde noget mere i det.
Gøre ordet større. I stedet oplever jeg af og til, at man kapitulerer over for sproget frem for at udvide det.
Det kunne i det hele taget have klædt bogen, hvis den ikke blot havde været talerør for case-personerne, men også udfordret dem en smule undervejs. Ikke for at pille dem ned, tværtom ville det være respektfuldt at give dem et modspil, som jeg i den grad har tiltro til, at de ville kunne give svar på.
“Mere end med(forælder)” er ifølge forlaget og også mig bekendt den første bog af sin art i Danmark. Den henvender sig klart mest til målgruppen selv og vil være en værdifuld hjælper og spejling for mange.
Er lgbtq+-verden fremmed for en, får man til gengæld en stejl læringskurve, ikke mindst sprogligt. Jeg håber dog, at andre også vil læse med – ikke mindst sundhedsprofessionelle og andre medarbejdere i de dele af den offentlige sektor, man som børnefamilie møder. Altså stort set alle.
Endelig håber jeg, at den nye regering vil læse med. For den altoverskyggende tanke, jeg sidder tilbage med efter endt læsning, er, at den lovgivning må laves om, hellere i dag end i morgen. At vi ikke som minimum kan tildele juridisk forældremyndighed til tre frem for kun to synes helt barokt i en verden, hvor familieformerne ændrer sig hastigt.
Som både Red Barnet og Børns Vilkår understreger i deres opbakning til en lovændring, så handler det netop om barnets tarv. Dets ret til at have de forældre, det har. Ikke blot menneskeligt, men også juridisk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og