EU SET UDEFRA #1 // ARTIKELSERIE – De seneste knap fire år har forholdet mellem Brasilien og EU været køligt. Præsident Jaír Bolsonaro er ofte på kant med Europa i emner som klima, miljø, demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig er EU en vigtig handelspartner for Brasilien, og de ideologiske uenigheder skygger ikke altid for pragmatiske løsninger. Meget tyder imidlertid på, at Bolsonaro taber det forestående præsidentvalg i oktober, og det kan åbne op for et større samarbejde fremover.
BRASÍLIA – Nøgternt set burde Brasilien og brasilianerne interessere sig for EU. Landet er verdens største eksportør af fødevarer, og EU er det næstvigtigste marked for den brasilianske eksport. Kun Kina importerer mere, mens USA ligger på tredjepladsen.
Det modsvares ganske vist ikke i den europæiske eksport til Brasilien, som er relativt begrænset, idet den kun udgør cirka 1,5 procent af den samlede EU-eksport. Til gengæld investerer Europa massivt i Brasilien. EU-landene er således den største udenlandske investor i det store sydamerikanske land, og i 2019 var værdien af landenes samlede direkte investeringer på intet mindre end 319 milliarder euro.
Alene af disse grunde kunne man forvente, at EU fylder meget på den brasilianske politiske dagsorden. Det er imidlertid ikke tilfældet. Især i de seneste knap fire år under præsident Bolsonaro har relationerne været begrænsede, og det er der flere grunde til.
Politisk paria
Det aktuelle kølige forhold mellem Brasilien og EU skyldes i høj grad den brasilianske præsident Jaír Bolsonaro. Kendt som ”Trump of the tropics” blev han fra start mødt med betydelig skepsis i Europa. I Danmark var det således svært at finde politikere, som hilste Bolsonaros valgsejr velkommen, med Nye Borgerliges Ungdom som undtagelsen, der bekræftede reglen. Det skete på Facebook, hvor de blandt andet linkede til en lille video, hvor Bolsonaro udfører sin kendte voldsforherligende imitation af at skyde.
Forholdet mellem parterne er heller blevet bedre af, at Bolsonaro ikke har haft travlt med at gøre sine hoser grønne i Bruxelles eller resten af Europa. Bolsonaro har således kun været på statsbesøg i et EU-land én enkelt gang, siden han tiltrådte som præsident i 2019. Det skete i februar i år, hvor han efter et statsbesøg i Rusland lavede et kort stop hos premierminister Viktor Orbán i Ungarn.
Besøget i Rusland var umiddelbart inden den russiske invasion af Ukraine, men turen havde været planlagt længe, så den var mindre symbolsk, end den umiddelbart så ud. I lyset af Ungarns beskedne rolle i Europa var stoppet i Budapest derimod et besynderligt valg. De to lande har ikke den store kontaktflade, så besøget i Budapest virkede både irrelevant og som en underlig prioritet. Besøget afspejler derfor nok primært de to politikeres fælles højrenationalistiske og populistiske ideologi frem for en diplomatisk nødvendighed.
Klima og miljø som knast
På et overordnet niveau er der flere knaster, som gør forholdet mellem EU og Bolsonaros Brasilien vanskeligt. Den største er givetvis spørgsmålet om klimaændringer og miljøet, mest ikonisk symboliseret ved diskussionen om afskovningen af Amazonas. For at forstå den konflikt bliver man nødt til at se lidt tilbage i Brasiliens fortid.
Landet er cirka dobbelt så stort som EU’s 27 medlemslande tilsammen, men store dele er tyndt befolket på trods af en befolkning på 210 millioner. Samtidig indeholder de tyndt befolkede områder enorme ressourcer, som indtil nu kun er udnyttet i begrænset omfang. Dette er dog ikke en ny opdagelse.
Naturen var en ressource, som skulle udnyttes for at gøre Brasilien og brasilianerne velhavende. Det er denne tradition, Bolsonaro er rundet af
Da Brasilien fik en republikansk grundlov i 1889, blev det besluttet, at landet skulle have en ny hovedstad til afløsning for Rio de Janeiro. Baggrunden var, at langt den største del af befolkningen boede tæt på Atlanterhavskysten. I 1889 besluttede man sig imidlertid for, at det skulle være slut med denne økonomiske centralisering. Nu skulle den centrale del af landet – o sertão – også befolkes og udvikles, og midlet var at grundlægge en ny hovedstad.
Der kom ganske vist til at gå 70 år, før det blev en realitet, men i 1955 begyndte konstruktionen af den nye hovedstad, Brasília, på et tørt, øde og uopdyrket stykke land tæt på landets geografiske centrum. Fem år senere stod byen klar til indvielse, og hvor der før var næsten tomt, er der nu byer og tilsyneladende uendelige sojamarker, hvis afgrøder i stor stil går til fodring af europæiske, kinesiske og amerikanske svin.
Amazonas som ressource
Det var den demokratisk valgte og civile præsident Juscelino Kubitschek, som stod for grundlæggelsen af Brasília, mens det var det efterfølgende militærdiktatur, som stod for et af de andre store moderniseringstiltag i de indre dele af landet. Denne gang angik det Amazonas hovedby Manaus, som havde levet en halvsøvnig tilværelse, efter at det brasilianske gummiboom gik i sig selv omkring år 1900.
Militærdiktaturet satte sig for at skabe udvikling i regnskoven, og Manaus blev gjort til toldfri zone for at tiltrække industri og arbejdskraft på trods af, at Manaus ligger 1.500 kilometer fra Amazonas-flodens udmunding i Atlanterhavet. Naturen var en ressource, som skulle udnyttes for at gøre Brasilien og brasilianerne velhavende. Det er denne tradition Bolsonaro er rundet af, og det er i det lys, man skal se hans holdning til miljø, og i samme åndedrag, landets oprindelige befolkning.
næsten halvdelen af landets energiforbrug stammer fra vedvarende energi, mens det tilsvarende tal i Europa er omkring 20 procent
I det lys bliver den europæiske klima- og miljøpolitik – primært – set som en dårlig undskyldning for at fastholde landet på et økonomisk underudviklet stadie, som det i kraft af dets størrelse, ressourcer og befolkning ikke bør befinde sig i.
Samtidig er landets oprindelige befolkning i hindring for dette fremskridt, og ifølge det samme synspunkt befinder de sig på et kulturelt og teknologisk primitivt udviklingstrin. Da Bolsonaro generelt ser ud til at have et afslappet forhold til collatoral damage, er den oprindelige befolkning – i den optik – også blot en forhindring, som skal overvindes. På den ene eller anden måde.
Samtidig er Brasilien faktisk meget længere fremme end Europa som helhed med hensyn til at bruge vedvarende energi. En meget stor del af landets elektricitetsforsyning stammer fra vandkraft, og ethanol baseret på sukker er meget udbredt som brændstof til biler. Det betyder, at næsten halvdelen af landets energiforbrug stammer fra vedvarende energi, mens det tilsvarende tal i Europa er omkring 20 procent. Brasilianerne synes derfor ikke nødvendigvis, at europæerne har noget at lade dem høre i forhold til klima og global opvarmning.
Nationalisme, suverænitet og kup
I den sammenhæng mobiliserer Bolsonaro desuden sine kernevælgere ved at gøre konflikten om Amazonas til et spørgsmål om landets suverænitet. Det sker med en retorik, som slår på en kombination af nationalisme, anti-kolonialisme og økonomisk udvikling.
Til pro-Bolsonaro-demonstrationer er der derfor altid masser af brasilianske flag, som i deres midte har mottoet Ordem e progresso – Orden og fremskridt – og mange Bolsonaro-tilhængere tolker mottoet som en legitimering af et autoritært politisk system. Til pro-Bolsonaro-demonstrationerne er det derfor også normalt at se folk med bannere med sloganet AI5 ja. Det er en henvisning til et dekret fra militærdiktaturets tid, som begrænsede befolkningens civile rettigheder og indskrænkede ytringsfriheden.
Spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder er en af de andre væsentlige knaster i forholdet mellem EU og Brasilien. Her blev relationen for nyligt dårligere, end den var i forvejen, da Bolsonaro i juni indkaldte en lang række ambassadører til møde i præsidentpaladset i Brasília.
Formålet var at forklare ambassadørerne, at det brasilianske elektroniske valgsystem ikke er sikkert, hvilket ses som et slet skjult forsøg på at legitimere et kup, hvis Bolsonaro taber valget til oktober. Den retorik har Bolsonaro skærpet i det seneste år på trods af en total mangel på beviser på fup i valgsystemet og på trods af, at han selv blev valgt i 2018 ved brug af det selvsamme system.
Mødet med ambassadørerne overbeviste næppe nogen regeringer i Europa om, at det ville være legitimt for Bolsonaro at gennemføre et kup, og konflikten over spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder vil helt sikkert blive skærpet, hvis Bolsonaro taber valget og forsøger at føre truslen ud i livet.
Politiske kulturforskelle
En tredje faktor, som ser ud til at besværliggøre samarbejdet mellem Bolsonaros regering og EU, er forskellen i politisk kultur i henholdsvis Europa og Latinamerika. EU – med dets udgangspunkt i EF – har efterhånden 65 år på bagen siden Romtraktaten blev underskrevet. I Latinamerika findes der ikke et tilsvarende overnationalt samarbejde på det politiske niveau.
Ganske vist har man Mercosur, som er et frihandelsområde der omfatter Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay samt en række andre associerede lande. Men Mercosur er primært et økonomisk snarere end et politisk samarbejde. I Latinamerika er der ikke tradition for et samarbejde a la EU, og det europæiske samarbejde er derfor – måske – vanskeligt at forstå og forholde sig til.
Ideologisk er familieskabet meget tættere med tidligere præsident Donald Trump, ungarske Viktor Orbán og russiske Vladimir Putin, end det er med både EU og Kina
Når Europa omtales i medierne, er der samtidig – og måske derfor – oftere fokus på enkeltlande end på EU som institution, fordi disse og deres respektive roller kan være sværere at forstå end de respektive nationale politikere og positioner.
Det hører givetvis med til dette billede, at Latinamerika generelt har orienteret sig mod USA frem for Europa i det meste af det 20. århundrede, med undtagelse af de to tidligere kolonimagter Spanien og Portugal. Her er der er en række sproglige, kulturelle og historiske forbindelser, men der er også en konfliktfyldt fortid som henholdsvis kolonimagter og kolonier.
Det ambivalente forhold til Kina
Alt i alt har Bolsonaro og hans regering ikke noget principielt imod et øget samarbejde med Europa, men landets største handelspartner – Kina – har en fordel i denne sammenhæng. Kineserne tager nemlig ikke de store hensyn til hverken miljø eller menneskerettigheder, men har i stedet fokus på Kinas økonomiske udvikling og geopolitiske interesser.
På det ideologiske plan er en tættere alliance med Kina imidlertid ikke uden problemer for Bolsonaro. Han bruger ofte en stærk antikommunistisk retorik, og det giver til tider både politiske og praktiske problemer. Det viste sig for eksempel under covid-19-pandemien, hvor der i delstaten São Paolo blev udviklet en vaccine i samarbejde med Kina.
På et tidspunkt var det den eneste vaccine, som var til rådighed i Brasilien, og den føderale regering gik kun yderst modvilligt med til at købe vaccinen og distribuere den i hele landet. Inden da havde Bolsonaro gentagne gange ironiseret over samarbejde med Kina og kaldt vaccinen for vacchina, og han havde gentagne gange frarådet folk at blive vaccineret.
Ideologi blandet med pragmatik
Alt i alt er Bolsonaros forhold til udlandet først og fremmest drevet af hans højrenationalistiske, autoritære og udviklingsorienterede grundholdninger. Det gælder både forholdet til EU og til Kina. Men i begge tilfælde kan han lave taktiske justeringer, hvis forholdene gør det nødvendigt.
Hvis Bolsonaro anser det for en fordel, at der er en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er det acceptabelt. Hvis den indenrigspolitiske situation gør det nødvendigt at distribuere kinesisk baseret covid-19-vaccine, kan Bolsonaro – omend tænderskærende – også gå med til dette. Men ideologisk er familieskabet meget tættere med tidligere præsident Donald Trump, ungarske Viktor Orbán og russiske Vladimir Putin, end det er med både EU og Kina.
Kursskifte på vej?
Spørgsmålet er, om der nu er et kursskifte på vej, for Bolsonaros dage som præsident ser ud til at være talte. Meningsmålingerne frem mod præsidentvalget i oktober peger på, at landets tidligere præsident Luiz Inácio da Silva – kendt som Lula – vinder valget og derfor på ny vil være præsident fra 1. januar 2023. Det kan betyde et kursskifte.
I et interview i juli lagde Lulas tidligere udenrigsminister og nuværende rådgiver, Celsom Amorim, således op til, at den strandede aftale mellem EU og Mercosur bør genoplives, og han foreslog, at det sker ved, at Brasilien og Argentina arbejder sammen om at skrive afsnit om miljøbeskyttelse, menneskerettigheder og øget brug af ny teknologi ind i aftalen.
Samtidig er Lula også stærkt interesseret i at sikre, at valget i oktober bliver gennemført, uden at Bolsonaros trusler om et kup bliver ført ud i livet. For Lula vil en tæt kontakt med ledende internationale politikere givetvis være et vigtigt aktiv for at forhindre Bolsonaro i at lade sine totalitære fristelser komme til udførsel.
Selvom Lula først annoncerede sit kandidatur i begyndelsen af 2022, var han allerede på charmeturné i Europa i juni 2021. På en intensiv rundrejse mødte han den tyske kansler, Olaf Scholz, den franske præsident, Emmanuel Macron, den spanske premierminister, Pedro Sánchez, samt EU’s repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, spanieren Josep Borell.
Så selvom Lula på det tidspunkt endnu ikke havde lanceret sit kandidatur til præsidentvalget, var han allerede i fuldt sving med at forberede samarbejdet med en række af de væsentligste europæiske politiske aktører. Det er således sandsynligt, at Brasilien under en kommende Lula-regering svinger i retning af et tættere samarbejde med EU. Men før det bliver en realitet, skal Lula først vinde valget i oktober, og samtidig skal Bolsonaro og det brasilianske militær lade kampvognene blive på kasernerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
