BASKERLANDET // BAGGRUND – Gennem de sidste halvtreds år har den baskiske terrorbevægelse ETA konstant stået højt på dagsordenen i Spanien. Selv om det er ti år siden ETA lagde våbnene, er organisationen stadig en del af den offentlige debat. Og som en politisk talsmand for ETA’s politiske arvtagere for nylig tilkendegav, så forbliver målet om et selvstændigt Baskerland uændret.
PAMPLONA – I den forgangne uge var det præcis ti år siden at tre hætteklædte personer tonede frem på spansk TV og bekendtgjorde, at den baskiske terrorbevægelse, ETA, definitivt lagde våbnene. Mens nogen dengang drog et lettelsens suk, var mange skeptiske. Det var trods alt ikke første gang. ETA’s senest erklærede våbenhvile i marts 2006 endte brat på årets sidste dag, hvor et ton sprængstof placeret i en kassevogn pulveriserede en parkeringsterminal i Madrids internationale lufthavn.
Tiden har også vist at den væbnede konflikt har efterladt et samfund med dybe ar og en helingsproces, som stadig har lange udsigter
Men denne gang – for ti år siden – syntes det at være alvor. Hvad få dengang vidste var, at situationen i 2011 var ganske anderles end tidligere. I årene der fulgte er offentligheden blevet bevidst om en proces, hvor man parallelt med de politiske forhandlinger i årene op til våbenhvilen havde intensiveret efterretningstjenestens kamp mod ETA.
Det betød at organisationens ledende organer gang på gang blev infiltreret, opløst og gendannet, og i takt med at det blev stadig vanskeligere at rekruttere egnede ledere, fik myndighederne adgang til stadig større mængder information om celler, planlagte attentater, våbenlagre, osv., og organisationen syntes derfor endegyldigt at være tvunget i knæ.
Mere end fire årtier med likvideringer, bombeattentater, kidnapninger og afpresninger, som med tiden havde efterladt i nærheden af 900 dødsofre, tusindvis af lemlæstede og et utal af splittede familie på begge sider af konflikten, syntes at være bragt til ende.
Tilløb til en officiel undskyldning
Tiden har også vist at den væbnede konflikt har efterladt et samfund med dybe ar og en helingsproces, som stadig har lange udsigter. I forbindelse med årsdagen beklagede den baskiske politiker, Arnaldo Otegi, den smerte som de mange attentater har forvoldt og udtalte endvidere, at det aldrig burde være hændt.
Otegi er en karismatisk leder, som tegner den pro-baskiske og pronationalistiske venstrefløj i Baskerlandet, også kendt under betengelsen ”Izquierda Abertzale” (omtrent ”Venstreorienteret fædrelandselsker”). Han har været med hele vejen, siden han i slutningen af 1970’erne måtte flygte til Frankrig efter at have deltaget i biltyverier og eksplosioner på en kaserne og en tankstation. Han har senere modtaget og afsonet flere fængselsdomme.
Siden midten af 1990’erne har han talt for baskisk uafhængighed som folkevalgt repræsentant, og op i igennem 00’erne var han af flere omgange en central del af forhandlingerne om en endelig våbenhvile. Til trods for at han ikke har været en del af ETA i årtier, har Otegi som folkevalgt politiker i over 25 år fulgt organisationens direktiver.
Hvad der oprindeligt virkede som en uhørt og halvhjertet undskyldning, blev hurtigt skudt ned og stemplet som endnu en kynisk og politisk motiveret manøvre
Hans ord blev modtaget med en blanding af skepsis, foragt og forsigtig optimisme. Den socialistiske leder i Baskerlandet, Patxi López, var en af dem, der så positivt på den imødekommende udmelding. Hans optimisme blev hurtigt nedjusteret af centralregeringens socialistiske talsperson, Isabel Rodríguez, der gjorde det klart, at man stadig mangler en uforbeholden undskyldning. Otegi har ved flere tidligere lejligheder blankt afvist a fordømme ETA’s terrorhandlinger, og et bredt spektrum af politiske partier og flere interesseorganisationer gav derfor ikke meget for Otegis ord.
I kølvandet på sin udtalelse så sagens hovedperson selv sig nødsaget til på et politisk møde blandt partifæller dagen derpå at klargøre, at den baskiske situation skal ses i en større sammenhæng. Ved samme lejlighed gjorde han det også klart, at hvis den spanske centralregering var indstillet på at flytte fængslede ETA-medlemmer til Baskerlandet, så ville han velvilligt lægge stemmer til det næste statsbudget.
Der sidder 177 personer fængslet for ETA-relaterede forbrydelser i spanske fængsler. Mange sidder i arresthuse flere hundrede kilometer fra Baskerlandet, hvilket besværliggør familiebesøg. Men Otegis interesser udspringer af de muligheder, som den særlige spanske regeringsform giver regioner for at administrere kompetencer, som for andre regioner styres centralt fra Madrid.
Ved årsskiftet overdrages administrationen af fængselssystemet til baskerne, og det vil således være dommere i Baskerlandet, der fremover tager stilling til de indsattes udgang, strafnedsættelser, osv. Hvad der oprindeligt virkede som en uhørt og halvhjertet undskyldning, blev hurtigt skudt ned og stemplet som endnu en kynisk og politisk motiveret manøvre.
Modvægt til Franco
ETA blev etableret i slutningen af 1950’erne i protest mod Franco-regimets bestræbelser på at devaluere og undertrykke den regionale, baskiske identitet. Igennem 1960’erne opnåede bevægelsen en hvis international anerkendelse, som modvægt til Francos diktatur.
Ved overgangen til demokrati i løbet af 1970’erne var fjenden ikke længere militærstyret, men generelt set, den spanske stat, og hvor det kunne synes legitimt at bekæmpe et militærdiktatur, var det sværere at opnå international anerkendelse for kampen mod et nyetableret demokratisk styre. Konflikten eskalerede. Under torturbeskyldninger arbejdede den spanske stat målrettet på at bekæmpe ETA, og ETA’s attentater var ikke længere kun begrænset til militærfolk eller mål i selve Baskerlandet. Politikere, forretningsfolk, dommere og tilfældige borgere blev mål for attentaterne, og med eskaleringen af den væbnede konflikt fulgte en masse meningsløse tragedier.
I juni 1987 måtte 21 mennesker lade livet da en bilbombe sprang i indkøbscenter i Barcelona. Oktober markerede også 30 års dagen for et attentat i en madrilensk forstad, hvor den dengang tolv-årige pige, Irene Villa, sammen med sin mor blev offer for en bilbomde, der efterlod hende uden ben. Villa er blot en blandt mange, men fremhæves ofte fordi hun i dag er et kendt ansigt, både som samfundsdebattør og eilteidrætsudøver.
Listen af tragedier er lang, og der er stadig mange åbne kapitler i konflikten. Således har man kun dømt personerne bag ca. halvdelen af attentaterne.
Den komplicerede sameksistens
Et stort flertal af spaniere føler sig gjort til en del af en konflikt, som dybest set ikke berører dem. Der er en generel fordømmelse og meget begrænset forståelse for ETA’s kamp og metoder.
For baskerne er situationen betydelig mere kompleks. At identificere sig som basker, tale baskisk og kulturelt og historisk føle sig knyttet til Baskerlandet betyder ikke nødvendigvis, at man ønsker sig løsrivelse fra Spanien. Og et ønske om selvstyre under en eller anden form, betyder heller ikke at man bifalder ETA’s metoder.
Baskisk identitet og uafhængig er emner, man ikke kan debattere offentligt, men som i bund og grund har en enorm indflydelse på den menige baskers hverdag. Samtaleremnerne på den lokale bar og til familiesammenkomster vælges med omhu. Hvor sportsresultater og vejret er tilforladelige temaer, kan politik, historie, kultur, uddannelse osv. hurtigt udvikle sig til stærkt følelsesladede diskussioner. Dagligdagen og dens underliggende logik og kompleksitet er ofte svær at forstå. Også for de direkte berørte.
Forfatteren Fernando Aramburu skildrer det glimrende i sin roman Patria (”Fædreland”) fra 2016. Den beretter hvordan Txato, som driver en mindre vognmandsforretning i en provinsby, på en regnvåd efterårsdag bliver skudt ud for den opgang, hvor han bor. Han kunne ikke længere betale den revolutionsskat, som ETA forlangte. Familien havde indtil da levet en diskret tilværelse som en integreret del af det lille lokalsamfund.
Men med attentatet var der ingen sympati at hente for resten af familien. Tværtimod bliver enken og hendes to store børn udstødt og stemplet som forrædere, der ikke støttede den fælles sag. Nogle borgere isolerer Txatos familie af politisk overbevisning. Andre af frygt for repressalier. Bogen skildrer videre, hvordan Bittori – Txatos enke – til sidst bukker under for presset og på opfordring fra sine børn, flytter fra den by, hvor hun har boet hele sit liv til San Sebstián – en større by, hvor ingen kender hende, og hvor hun let forsvinder i bybilledet.
Eksemplet er kendetegnende for den blanding af frygt og had, som har delt det baskiske samfund i årtier. Mange har ønsket – og ønsker stadig – et selvstændigt Baskerland. Andre har blot søgt en problemfri og anonym tilværelse.
Ambtionen om et selvstændigt Baskerland lever videre
Selv om arrene efter ETA er dybe, og godt fyrre års terrorhandlinger stadig trækker en lang skygge, så synes terrorhandlingerne endegyldigt at være fortid. ETA fylder stadig meget i den offentlige debat, og kampen for et selvstændigt Baskerland er ikke lagt på hylden. La Izquierda Abertzales ambition om en løsrivelse fra Spanien forbliver intakt. Det er imidlertid i en kamp, der skal kæmpes inden for det spanske demokrati politiske og institutionelle rammer.
Den nationalistiske venstrefløj står ikke alene med drømmen om et selvstændigt Baskerland. El Partido Nacionalista Vasco (PNV- Det Baskisk-Nationalistiske Parti), som officielt blev stiftet i slutning af det 19. århundrede, arbejder for genetableringen af national suverænitet for baskerne. Med en generel opbakning på mellem 35 og 40 pct. er PNV regionens største parti.
Fra Baskerlandet følger man situationen nøje i Catalonien, da den vil få afgørende betydning i forhold til de baskiske nationalisters videre ambitioner og muligheder
Ved det seneste regionalvalg i 2020 hentede PNV sammen med den nationalistiske venstrefløj 67% af stemmerne. I modsætning til partierne, som udgør la Izquierda Abertzale, så har PNV altid distanceret sig klart fra den væbnede kamp. Tilgangen er politisk og pragmatisk, og den nuværende lehendakari (baskisk præsident), Iñigo Urkullu, har erkendt – måske set i lyset af udviklingen i Catalonien – at et løsrivelsesprojekt kræver en bred folkelig opbakning og en forhandlet løsning med centralregeringen.
I Madrid har partiet med fordel udnyttet skiftende centralregeringers behov for at indgå forlig med mindre partier. PNV har lagt stemmer til både regeringer på begge sider af midten i Madrid. Prisen er som regel en overførsel af beføjelser – en øget selvbestemmelse – som eksempelvis administrationen af fængselssystemet.
Catalonien trækker de fleste overskrifter, når snakken falder på løsrivelse og selvstændighed fra den spanske stat. Fra Baskerlandet følger man situationen nøje i Catalonien, da den vil få afgørende betydning i forhold til de baskiske nationalisters videre ambitioner og muligheder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
