Spaniens regeringsdannelse var hurtig, enkel og smertefri, smerten kommer senere

i Politik & Samfund/Europa af

SPANIEN // POLITISK ANALYSE — Efter at have trådt vande i godt halvandet år fik spaniere langt om længe en ny demokratisk valgt regering. De spanske socialister Partido Socialista Obrero Español (PSOE) har sammen med det nye parti på venstrefløjen, Unidas Podemos (UP), dannet den første koalitionsregering i Spanien siden demokratiets genindførelse i 1978, og det er ikke uden udfordringer, skriver Alex O. Hansen fra Spanien.

PAMPLONA – Det var hurtigt, enkelt og smertefrit. Smerten kommer senere.

Med disse ord blev Spaniens nye premierminister, Pedro Sánchez, budt velkommen i embedet af den spanske konge, Felipe VI, ved indsættelsen den 8. januar. Det er givetvis en skarp betragtning af den spanske konge, for den politiske situation i Spanien har længe været fastlåst.

Efter et valg til parlamentet i april 2019 brugte landets politiske ledere det meste af sommeren på regeringsforhandlinger. Det lykkedes ikke at finde en konstellation, og den 10. november blev spanierne således kaldt til valgurnerne for fjerde gang på fire år. Og selv om der blev flyttet på mandater, så var det ikke den store overraskelse, at styrkeforholdet mellem højre og venstre i det store hele var uforandret.

Spansk politik roterer om to primære akser. En traditionel højre-venstre-akse, hvor PSOE, som det traditionelle arbejderparti har stået overfor Partido Popular, der har tegnet et konservativt alternativ til højre for midten

De 350 taburetter er fordelt på 19 forskellige partier. I modsætning til Danmark har Spanien ikke en nedre spærregrænse og gør heller ikke brug tillægsmandater, og derfor er det muligt for små regionale partier at opnå valg med relativ få stemmer.

Den fragmenterede folkesamling er et godt billede på et spansk samfund, der er delt på flere fronter. Det atomiserede parlament gjorde det vanskeligt at samle opbakning til et fælles regeringsgrundlag, og den store lommeregner var i brug for at finde en konstellation med de nødvendige støtter, skriver Alex O. Hansen fra Spanien. Foto: Flickr.

Den fragmenterede folkesamling er ikke desto mindre et godt billede på et spansk samfund, der er delt på flere fronter. Det atomiserede parlament gjorde det vanskeligt at samle opbakning til et fælles regeringsgrundlag, og den store lommeregner var i brug for at finde en konstellation med de nødvendige støtter.

Spansk politik roterer om to primære akser. En traditionel højre-venstre-akse, hvor PSOE, som det traditionelle arbejderparti har stået overfor Partido Popular, der har tegnet et konservativt alternativ til højre for midten.

De seneste år har man set opblomstringen af en række nye partier, på begge fløje, som på sin vis har bidraget til en yderligere polarisering af det politiske landskab. Podemos har sine rødder i den folkelige opstand mod det etablerede politiske system, som gav sig til kende i 2014, og har opslugt det tidligere alternativ, Izquierda Unida, på den yderste venstrefløj. Listen fik ca. 13 procent af stemmerne ved valget i november 2019.

På den yderste højrefløj har Vox vundet indpas og blev efter det seneste valg Spaniens tredjestørste parti med godt 15 procent af stemmerne og fik dermed 52 taburetter i det nationale parlament.

Det spanske demokrati har i de seneste godt 40 år qua det fornævnte valgsystem også givet valg til en række regionale partier, som i større eller mindre udstrækning arbejder med et snævert fokus på at fremme de regionale interesser.

Et tiltagende krav om større selvbestemmelse, som har ligget latent navnligt i Catalonien og Baskerlandet, har synliggjort en alternativ konstitutionalistisk akse. Denne model ville samle de store nationale partier, som en modvægt til regionalisternes kamp for større selvstændighed. Denne anden akse har i Spaniens godt 40 år som demokrati aldrig været på tale, men er med intensiveringen af situationen i Catalonien blevet bragt i spil. Efter det seneste valg har man fra flere sider argumenteret for en bred koalition over midten, sådan som det blandt andet også er set ved flere lejligheder i Tyskland.

Catalanske krav

Socialisterne, PSOE, var efter valget parlamentets største parti, og derfor var det i første omgang deres lod at samle et flertal. Deres 121 mandater var imidlertid en pænt stykke fra de 176, som er påkrævet for at mønstre et flertal.

Mellem partileder Pedro Sánchez’ to muligheder faldt valget på den ideologiske akse. Blot to dage efter valget var man nået til enighed med Podemos om et regeringsgrundlag. Partilederne fra PSOE og Podemos havde kørt hårdt på hinanden med gensidige beskyldninger over sommeren, og selv om en koalition mellem de to partier syntes at være eneste udvej, vakte det en del undren, at de så hurtigt fik en aftale på plads. De havde trods alt hakket offentligt på hinanden i det seneste halve år, og netop manglen på fælles fodslag mellem de to var den direkte årsag til, at spanierne endnu engang skulle stemme i november.

Blandt eksperter er der udbredt enighed om, at den fremgang, som VOX har oplevet på den yderste højrefløj – partiet gik fra 24 til 52 mandater ved valget i november og er nu det tredjestørste parti i parlamentet – kan tilskrives, hvad højrefløjen betragter som en opblødning i forhold til Catalonien og deres krav om mere selvbestemmelse

En mulig forklaring er, at PSOE over sommeren fremprovokerede endnu et valg med forventningen om, at vælgerne ville styrke deres mandat. Det var ikke tilfældet. Partiet tabte to mandater, og Sánchez havde brug for at få stablet et regeringsgrundlag på benene for at undgå uro på de indre linjer. Selv om han har sat sig tungt på partiet, er der stadig en række indflydelsesrige fløje i det spanske socialistparti, som ikke deler hans synspunkter på en række centrale emner.

For at mønstre det nødvendige flertal skulle den nye koalition bruge de venstre-nationalistiske partier fra Baskerlandet, Bildu, og det catalanske Esquerra Republicana de Catalunyas (ERC) mandater. Men hverken Bildus eller ERCs støtte har været gratis.

Forhandlingerne med de catalanske nationalister fra ERC har været centrale, og det meste af november og december gik med at forhandle ERCs blanke stemmer hjem. Det catalanske selvstyre afholdt under stor tumult en afstemning om catalansk selvstændighed den 1. oktober 2017, og proklamerede senere samme måned etablering af den catalanske republik.

Efterspillet er endt hos diverse retslige instanser, som har uddelt bøder og fængselsstraffe. Catalonierne fremlagde flere krav til den ny regering, som i sin helhed sigter til at gøre den fastlåste situation til et politisk anliggende, og ikke et juridisk slagsmål som hidtil. Hermed har den nye regering også lagt op til et markant kursskifte i forhold til den højspændte situation i Catalonien.

Med manglen på politisk forståelse mellem de catalanske separatister og centralregeringen i Madrid har konflikten hidtil primært været et juridisk anliggende. Catalonierne har imidlertid holdt fast i, at der er tale om en politisk konflikt, som ikke kan overlades til juridiske eksperter. ERC arbejder målrettet på en catalansk løsrivelse fra Spanien, og har med aftalen sikret, at catalonernes sag anerkendes som et politisk (og ikke juridisk) problem.

Pedro Sánchez har været indstillet på at løsne den fastlåste situation uanset prisen

Socialisterne har gjort sig umage for at give ERCs det, de er kommet efter. Et eksempel herpå er udnævnelsen af den hidtige justitsminister, Dolores Delgado, som øverst ansvarlig for statsadvokaturen. Springet fra den udøvende til den dømmende magt er blevet voldsomt kritiseret af såvel oppositionen som det juridiske embedsapparat, der betragter det som problematisk, at en politiker, som hidtil har haft en klar dagsorden, nu skal være øverste chef for de upartiske retsinstanser.

Den komplicerede situation i Catalonien har sat dagsordenen i Spanien i snart tre år, men den ny regering har lovet at finde en løsning inden for rammerne af den eksisterende forfatning. Det er en udfordrende balancegang

Indenrigsministeren har også benyttet vagtskiftet i centralregeringens gemakker til at afskedige de øverste ansvarlige for Statslig Sikkerhed og Civilgarden, angiveligt for deres kritisable håndtering af situationen i Catalonien. ERC er endvidere blevet stillet en folkeafstemning i udsigt, og det formodes også, at en løsladelse af de politikere og aktivister, som modtog lange fængselsstraffe for organiseringen af folkeafstemningen og efterfølgende proklamering af den catalanske republik i oktober 2017, er en del af aftalen.

Den offentliggjorte aftale afslører imidlertid ikke mange detaljer om det reelle indhold af aftalen mellem PSOE og ERC.

Pedro Sánchez har været indstillet på at løsne den fastlåste situation uanset prisen. ERC udgør reelt set ikke en del af det parlamentariske grundlag og det eneste PSOE blev stillet i udsigt, var 13 blanke stemmer som ville muliggøre Sánchez´ indsættelse. Og ERC har lovet at trække tæppet under den ny regering væk, såfremt den ikke holder sin del af aftalen. Den første prøve bliver den forestående forhandlinger om en ny finanslov.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har været indstillet på at løsne den fastlåste situation uanset prisen, skriver Alex O. Hansen. Foto: Wikimedia

Den fastlåste situation betyder, at Spanien ad flere omgange har forlænget den forhenværende centrumhøjre-regerings statsbudget fra 2018, og en ny finanslov prioriteres derfor højt hos den nye regering.

Politiseringen og indrømmelserne er ikke overraskende blevet mødt af kritik fra oppositionen. Der er tale om et markant kursskifte i tilgangen til situationen i Catalonien, og derfor også et opgør med den hidtidige linje. Socialisternes imødekommenhed i forhold til de catalanske krav skaber bekymring i store dele af det spanske samfund. Blandt eksperter er der udbredt enighed om, at den fremgang, som VOX har oplevet på den yderste højrefløj – partiet gik fra 24 til 52 mandater ved valget i november og er nu det tredjestørste parti i parlamentet – kan tilskrives, hvad højrefløjen betragter som en opblødning i forhold til Catalonien og deres krav om mere selvbestemmelse.

Det er givetvis mere overraskende, at flere af socialistpartiets regionale ledere (også kendt som ”baroner”, og traditionelt betragtet som personer med betydelig indflydelse i partiet) har været fåmælte, og det var påfaldende, at lederne fra tre af Spaniens største regioner var fraværende ved Pedro Sánchez’ indsættelse. Det afspejler imidlertid en bekymring, som er spredt vidt og også findes langt ind i socialisternes egen lejr.

Den komplicerede situation i Catalonien har sat dagsordenen i Spanien i snart tre år, men den nye regering har lovet at finde en løsning inden for rammerne af den eksisterende forfatning. Det er en udfordrende balancegang. For den nye regering lever i stort omfang på de catalanske nationalisters nåde, og ERCs krav og forventninger strækker sig muligvis længere end det, Pedro Sánchez kan give dem inden for de eksisterende rammer.

Og mens de fleste spanierne anerkender nødvendigheden af at normalisere forholdet til Catalonien, hersker der en udbredt skepsis i store dele af den spanske befolkning (også blandt socialisternes egne vælgere) i forhold til den ny regerings tilgang til den spændte situation.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.

 


Foto: Flickr.

Læs mere
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet for Den Interamerikanske Udviklingsbank (Washington) og Accenture (Frankfurt). Siden 2003 er jeg bosiddende i Spanien, hvor jeg siden 2011 har arbejdet som centerleder ved Institute for Culture and Society (University of Navarra). Jeg har gennem årene løbende skrevet om samfundsforhold, politik og økonomi i Spanien til forskellige danske medier (Weekendavisen, Information, Politiken, m.fl.).

Seneste artikler om Politik & Samfund