Et vingeskudt Venstre vakler mod valget

i Danmark af

ANALYSE – Landsmødet i sidste weekend blev en katastrofe for Venstre, der på mange måder står med det dårligst tænkelige udgangspunkt for det kommende halve års valgkamp, skriver Bjarke Larsen, der fulgte landsmødet på TV. Det store spørgsmål er, om formanden Lars Løkke Rasmussen trods den megen modgang kan samle partiet frem mod valget? 

Et billede siger mere end 1000 ord, hedder det sig. I forbindelse med Venstres landsmøde passer det i hvert fald.

Ovenstående billede er, hvad seerne kunne fornøje sig med, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt sin store landsmødetale: En ældre kvinde, der gang på gang måtte give op i sin kamp mod søvnen, en grøn skovmandsskjorte uden ansigt og en kvinde, der stirrede tomt ud i salen.

Det vil både være for ondt og forkert at sige, at billedet illustrerer Venstres situation nu, et halvt år før valget, men …

Ikke meget er gået partiets vej i 2018, og selv om det på det seneste har været et par opmuntrende meningsmålinger, der viste dødt løb mellem de to blokke, så viser Berlingskes vægtede gennemsnit af målinger fortsat et stabilt flertal til ”rød blok” (91 mod 84 pr. 18. november).

Hertil skal lægges, at rød blok som regel vinder 3 af de 4 nordatlantiske mandater.

Begik Inger Støjberg politisk selvmord?

Er der en professionel til stede, fristes man til at spørge, når man ser den kiksede bagvæg til Løkke, der skulle pumpe mod og begejstring ind i de Venstre-medlemmer og -vælgere, der fulgte landsmødet på tv. Plus selvfølgelig dem i salen.

Inspirationen til opstillingen var tydeligt hentet fra USA, hvor der altid står en kødrand af begejstrede vælgere bag den politiker, der taler. Men konceptet var tydeligvis ikke tænkt igennem. Det samme må man sige om resten af landsmødet: Løkkes tale indeholdt ingen nyheder, der kunne optage de fremmødte journalisters tid.

I stedet kastede de sig over Inger Støjberg, som havde kapret forsiden af Jyllands-Posten til igen, igen at lancere sig selv som potentiel formandskandidat – altså hvis, såfremt, ifald, måske, muligvis.

Det er svært at se, hvad Venstre kan hive op af hatten, der kan vende stemningen internt i partiet og blandt vælgerne. Partiet står ifølge meningsmålingerne til højst at bevare samme opbakning som ved valget i 2015, der i forvejen var det dårligste i nyere tid

Langt hovedparten af de delegerede fra Lars Løkke og ned var rasende, og de viste det bl.a. ved demonstrativt lange og stående klapsalver til næstformand Kristian Jensen. Ifølge Jarl Cordua, der kender Venstre bedre end andre kommentatorer, begik Inger Støjberg et gedigent selvmål, og landsmødet blev ifølge Cordua måske endda hendes Waterloo i kampen om formandsposten, når Lars Løkke måtte stoppe.

Et rædslernes år

Skaden var imidlertid sket, og partiet er nu tilbage i den grå november-hverdag med mørke, kulde og langstrakte forhandlinger med Dansk Folkeparti om næste års finanslov.

Venstre kan se tilbage på et ”annus horribilis” – et rædslernes år, hvor ordet professionalisme ikke lige er det, der lægger sig først på tungen, ligesom det ikke var det ved landsmødet.

Hvor udlændingepolitikken tidligere var det våben, man til enhver tid kunne slå Socialdemokratiet med, står S nu mere samlet end i flere årtier, og det på en stram kurs – mens man i Venstre skændes, så det fløjter.

Partiet er blevet splittet i to fløje: en ”ægte liberal”, som Jan E. Jørgensen siger, og en nationalistisk fløj med Inger Støjberg, Mads Fuglede og Marcus Knuth som de tre mest fremtrædende repræsentanter. Splittelsen er så dyb, at Socialdemokratiet i den kommende tid vil have langt lettere ved at diskutere nye stramninger med Dansk Folkeparti end med Venstre.

Man skal aldrig undervurdere Lars Løkkes evner til i sidste sekund at finde en løsning og endnu en gang vise sig som ”the comeback kid”. Men det bliver op ad bakke

Partiet kan også se tilbage på et år, hvor nyhedsdækningen mere har handlet om de reformer og nye initiativer, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har forhindret, end om markante, liberale sejre.

Forud for det lå det kaotiske forløb i slutningen af 2017, hvor Liberal Alliance krævede topskattelettelser, mens Dansk Folkeparti krævede ”et paradigmeskift” i udlændingepolitikken.

Ingen af delene blev til noget, men hvor LA-leder Anders Samuelsen forslået måtte undskylde hele forløbet og siden har været helt tavs om den slags, så er Dansk Folkeparti i disse uger i gang med at forhandle om netop et paradigmeskifte. I det hele taget har Dansk Folkepartis systematiske forsøg på at chikanere Liberal Alliance fyldt en del i medierne. Alt sammen noget, der har skygget for ikke mindst Venstre som det store, dominerende regeringsparti.

Venstre er også tydeligt splittet i kampen mellem land og by, mellem hovedstad og provins i spørgsmålet om, hvorvidt det er godt at flytte statslige arbejdspladser ud af København, og hvorvidt der skal investeres mere i at gøre hovedstaden til vækstmotor for ikke bare Danmark men hele Øresunds-regionen.

Centrale personer væk

Det har også svækket partiet, at Søren Pind helt har forladt Folketinget (men stadig udtaler sig om politik i prorammet ”Pind & Sass” på TV2 News og i sine klummer i Berlingske), og at Søren Gade stiller op til EU-valget.

Og Carl Holst, der var spået at blive en stor stjerne på Christiansborg, måtte træde af som minister og har meddelt, at han ikke genopstiller.

Samtidig har det – ganske som spået af mange – vist sig, at Brit Bager ikke har gennemslagskraft som politisk ordfører, og at partiet dermed mistede en vigtig agitator og taler, da den superpopulære og dygtige Jakob Ellemann-Jensen forlod posten for at blive minister.

Og så er der det, med Lars Løkkes flossede image, der menes at have kostet partiet op mod 180.000 vælgere. Don’t mention the war.

Og det spørgsmål, som de fleste venstrefolk går og overvejer: Kan Kristian Jensen vinde dem tilbage? De fleste er skeptiske. Kristian Jensen har mange fordele, men han fremstår på mange måder som den radikale leder Morten Østergaard – og det er ikke ment positivt: Velmenende, saglig, dygtig – og kedelig.

Hvilke visioner?

Endelig mangler Venstre tydeligvis en samlet vision for, hvad man vil med regeringsmagten i næste valgperiode.  Et ambitiøst grønt udspil er ikke slået an i vælgernes bevidsthed, og det samme gælder Venstres fortælling om, at der i de seneste 17 år, hvor Venstre har haft statsministerposten i de 13, er afsat 75 milliarder kroner til velfærd. Hvert år.

Omprioriteringsbidraget på 2 pct. om året er i stigende grad blevet upopulært i takt med, at de offentlige institutioner har fjernet det ”nemme” fedt og nu skal spare på ting, der for alvor mærkes af brugerne.

Vælgerne oplever, at centrale dele af velfærdsstaten smuldrer, samtidig med at Danmark aldrig har været rigere og arbejdsløsheden er på det laveste niveau siden tiden umiddelbart før finanskrisen.

Når finansloven er på plads, kommer der et sundhedsudspil fra regeringen, men det er ikke nogen vindersag for Venstre. Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti ønsker regionerne afskaffet, mens Venstre, der har mange politikere i regionsrådene og sidder på formandsposten i Danske Regioner, helst vil have dem bevaret.

Det er svært at se, hvad Venstre kan hive op af hatten, der kan vende stemningen internt i partiet og blandt vælgerne. Partiet står ifølge meningsmålingerne til højst at bevare samme opbakning som ved valget i 2015, der i forvejen var det dårligste i nyere tid. I de fleste målinger får partiet endda mindre.

Man skal aldrig undervurdere Lars Løkkes evner til i sidste sekund at finde en løsning og endnu en gang vise sig som ”the comeback kid”. Men det bliver op ad bakke.


Topfoto: Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark