REGERINGSKRISE // BAGGRUND – Det politiske klima i Spanien er betændt og nåede i sidste uge nye højder, da regeringslederen Pedro Sánchez tog en fem dages tænkepause for at vurdere sit videre virke i spansk politik. Han bliver ikke overraskende på posten og har efterfølgende meddelt, at han ønsker at genoprette demokratiet.
PAMPLONA – Spaniens socialistiske regeringsleder, Pedro Sánchez, inviterede forleden spanierne med til sit eget iscenesatte absurdteater. Onsdag i sidste uge henvendte han sig til befolkningen via mediet X og bekendtgjorde, at han havde brug for betænkningstid til at overveje sin politiske fremtid som regeringsleder. Spanierne og den internationale presse så måbende til, og ingen kan mindes en statsleder, som tidligere havde udbedt sig fem dages betænkningstid til at overveje, om han endegyldigt skulle trække stikket eller blive.
Årsagen til det drastiske skridt var tilsyneladende, at en dommer havde indledt en undersøgelse af Sánchez’ kone for angiveligt at have gjort sin position gældende i tildelingen af offentlige midler til et projekt ledet af en personlig ven. Alt imens Sánchez tænkte og overvejede sin fremtid, ventede befolkningen spændt på hans beslutning, og i mandags meddelte han så, at han bliver. Alt er tilsyneladende som før.
Og så måske ikke alligevel.
I en kort tale mandag formiddag forklarede han, at den generelle smædekampagne, som karakteriserer den offentlige debat i Spanien, og som ikke kun er rettet mod ham og hans familie, men generelt set mod hele det spanske samfunds progressive (læs ”venstreorienterede”) kræfter, bør bekæmpes. Han mener, at problemet stikker dybere, og at det spanske demokrati er under pres. Til trods for den pris, som det måtte have på det personlige plan, ser han det som sin forpligtelse at påtage sig opgaven med at forbedre demokratiets spilleregler. Tiden er moden til et opgør med den nuværende form at føre politik på. Han karakteriserede den som en skændsel og opfordrede samtidig befolkningen til at gå på gaden for at udvise deres utilfredshed.
Flere iagttagere bemærkede efterfølgende, at hans tale hverken indeholdt nogen form for selvransagelse eller en invitation til en dialog med de øvrige politiske partier.
I et TV-interview senere samme aften uddybede han nærmere behovet for det, han kaldte ”demokratisk genoprettelse”, og pegede på de digitale mediers skødesløse omgang med sandheden, som den største trussel i det spanske samfund.
I horisonten øjner man så småt en gennemgående debat om ytringsfrihed som et grundlæggende fundament i et moderne demokrati
Tirsdag fortsatte han offensiven og rettede i et radio-interview med Cadena Ser skytset mod det juridiske embedsapparat. Medlemmer af hans forhenværende regering tøvede ikke med at beskrive dommerstanden som en flok fascister i togaer. Sánchez udtrykte bekymring for den stigende brug af lawfare, et begreb som dækker over brugen af det juridiske embedsapparat til fremmelse af politiske interesser.
I spansk regi er der ikke meget nyt i disse udmeldinger. Regeringen har i de seneste måneder gentagne gange set sig selv i en vanskelig situation. Et eksempel er den amnestilov, som ventes endegyldigt vedtaget i løbet af et par uger, og som slår en streg over de lovovertrædelser, der blev begået i forbindelse Cataloniens løsrivelsesforsøg i 2017. Loven er politisk motiveret, og man har trådt varsomt for som udøvende magt ikke at påtage sig den dømmende magts kompetencer. Det stik modsatte er der også eksempler på. Eksempelvis udpegede Sánchez i 2020 den daværende justitsminister til chef for statsadvokaturen (rigsadvokat), et hidtil uset træk, som bredt blev tolket som en politisering af det juridiske embedsapparat.
Pressen og regeringen er jævnligt på koalitionskurs. Flere af de spanske medier har anlagt en kritisk linje over for regeringen og slår fast, at deres opgave ikke er at være mikrofonholder for regeringen.
Denne uges udmeldinger er ikke desto mindre bemærkelsesværdige, fordi Sánchez i meget direkte (omend generelle) vendinger kritiserer pressen og dommerstanden og dermed sår tvivl om deres uafhængighed. Sánchez har endvidere lovet at tage affære, uden at han dog har fremlagt konkrete forslag. I horisonten øjner man så småt en gennemgående debat om ytringsfrihed som et grundlæggende fundament i et moderne demokrati.
Generel kritik
Hele seancen – hans tænkepause, den efterfølgende konklusion og angrebet på presse og jurister – er blevet mødt med kritik fra flere kanter. Tonen i spansk politik er hård og kompromisløs, og oppositionslederen Alberto Núñez Feijóo (Partido Popular, PP) var i sidste uge ikke sen til at beskylde Sánchez for at løbe fra sit ansvar.
Den aktuelle debat om dommerstanden og mediernes rolle i politik er affødt af en eskalerende retorik, som for længst har mistet den sidste saglighed
Han kaldte refleksionsperioden for et show, der kun er en rebelsk teenager værdigt, og tøvede ikke med at karakterisere Sánchez som en leder med ”diktatoriske ticks, som ikke er set siden Franco”. De seneste meldinger har fået PP’s leder til at frygte et indgreb i ytringfriheden, og han har ladet forstå, at Sánchez sigter mod at etablere en nyt (autoritært) regime, hvor medierne og dommerstanden er statsligt kontrolleret.
Catalonien afholder regionalvalg om knap to uger og befinder sig midt i en intens valgkamp. De to nationalistiske partier, Esquerra Republicana de Catalunya (ERC) og Junts, som begge udgør en del af centralregeringens parlamentariske grundlag i Madrid, raser mod Sánchez og beskylder ham for at fjerne fokus fra den catalanske valgkamp og iscenesætte et følelsesladet show, som primært har til hensigt at høste stemmer i Catalonien.
Selv regeringspartneren, Sumar, mener, at der er vigtigere ting at tage sig af, og at fokus bør rettes mod de politiske initiativer, som er indskrevet i de to partiers fælles regeringsgrundlag.
Konfrontationskursens vindere
Fronterne på den politiske scene er trukket skarpt op og præget af en gensidig hård og uforsonlig tone. Den aktuelle debat om dommerstanden og mediernes rolle i politik er affødt af en eskalerende retorik, som for længst har mistet den sidste saglighed. Situationen er udmarvende og rejser naturligt spørgsmålet, om ikke der kunne være en gevinst ved at lægge stilen om. Det kan synes paradoksalt, men både det regerende socialistparti PSOE (Partido Socialista Obrero Español) og PP kan se fordele ved at fastholde det betændte klima.
For regeringens vedkommende har man, siden den overtog magten, bestræbt sig på at portrættere PP som et parti, der flirter med det ekstreme højre. I en generaliserende udlægning bliver holdninger til højre for midten kategorisk betragtet som fascistiske. Sánchez introducerede selv for nylig ordet ”facho-sfære” som et begreb, der dækker over de politikere og medier på højrefløjen, som polariserer den politiske debat eller krænker deres politiske modstandere.
De to store partier har begge deres grunde til at holde fast i den nuværende konfrontationskurs, og en forsonende og værdig tone har lange udsigter
PSOE har på den måde formået at drive en kile mellem PP og de nationalistiske partier i Catalonien og Baskerlandet. Historisk set har flere af disse partier støttet PP-ledede regeringer i Madrid, men under de aktuelle omstændigheder ville det være utænkeligt, at de kunne udgøre en del af det parlamentariske underlag for PP. Det er et problem for PP i et politisk landskab, hvor de små nationalistiske partier sidder med nøglen til magten. Med PSOE’s konfrontationssøgende kurs er det lykkedes dem at gøre disse partier til en del af deres parlamentariske grundlag.
PP’s politiske partner er derfor den brede befolkning i Spanien. I bestræbelserne på at normalisere forholdet til catalanerne efter deres løsrivelsesforsøg i 2017 har PSOE været forsonende i forhold til catalanerne og ved flere lejligheder ændret kriterier eller truffet nogle beslutninger i strid med tidligere politiske løfter og udmeldinger.
Tilsvarende i forhold til Baskerlandet har PSOE været imødekommende i forhold til EH Bildu, et venstreorienteret nationalistparti, som blandt deres ledende personer tæller flere forhenværende medlemmer af terrorbevægelsen ETA. Det har fået PP til at tegne et billede af PSOE som et uansvarligt regeringsparti, der sælger ud i forhold til nationalisternes krav og gambler med Spaniens fremtid, alt sammen for at fastholde magten. Den linje gav pote ved de regionale valg for et år siden, hvor PP vandt stort. I et valg, hvor de nationalistiske partier står på stemmesedlen, vinder PP næsten hver gang. Helt konkret sidder PP på magten i 14 af 16 regioner uden nationalistisk repræsentation.
De to store partier har derfor begge deres grunde til at holde fast i den nuværende konfrontationskurs, og en forsonende og værdig tone har lange udsigter.
Et røgslør?
Den aktuelle situation har imidlertid skabt en generel undren. Sánchez er uhyre ambitiøs, og taktisk set er der ingen på den nationale scene, der kan matche ham. Han har et falkeskapt blik for det politiske spil og overlader intet til tilfældighederne. Derfor er det også svært at tro ham, når han hævder, at der ikke ligger taktiske overvejelser bag hans tænkepause.
Anklagerne mod Sánchez’ kone er relativt set i småtingsafdelingen. De fleste eksperter er enige om, at det juridiske grundlag næppe er solidt nok til en videre undersøgelse, og at sagen sandsynligvis vil blive lukket uden videre anmærkninger.
De seneste dages kritik af pressen og juristerne er ikke ny, og Sánchez har heller fremlagt konkrete initiativer til, hvordan han forestiller sig at restaurere det spanske demokrati.
Det har derfor fået medierne til at spekulere i, om han med den seneste uges show reelt set forsøger at flytte fokus fra nogle af de møgsager, som også lægger pres på regeringen.
Eksempelvis kom det for et par måneder siden frem, at en række offentlige indkøb af sanitært materiale i forbindelse med covid-19 ikke var foregået efter de påskrevne regler. Den daværende minister for offentlige anliggender, José Luis Ábalos, som også i den periode var socialisternes koordinator og således nummer tre i det interne hierarki, kom hurtigt i politiets søgelys.
Parlamentet har nedsat en undersøgelseskommission, som blandt andet har afhørt en minister og parlamentets formand, som dengang begge var præsidenter for to af Spaniens regioner. Parlamentet har nedsat sin egen undersøgelseskommission, og politiets efterforskning fortsætter. Med de informationer, som siver til pressen, tør ingen gisne om omfanget af eventuelle ulovligheder. Opkøb af ferielejligheder og beslaglæggelse af store kontantbeløb, 23 mobiltelefoner og ni skydevåben hos eks-ministerens højre hånd har skabt en vis usikkerhed om, hvad der kan være i vente. I forsøget på at afgrænse problemet har det spanske socialistparti foreløbig ekskluderet Ábalos og forsøger at begrænse situation til ham og hans nærmeste medarbejdere.
En anden sag omhandler spionage mod flere af regeringens ministre. For knap et år siden lykkedes det regeringen at lægge låg på en pinlig sag, efter at det var kommet frem, at den marokkanske efterretningstjeneste ved hjælp af et israelsk spyware, Pegasus, angiveligt havde skaffet sig adgang til fire ministertelefoner, heriblandt premierministerens.
Det kom frem, at Sánchez’ telefon var blevet tappet for 2,6 gigabytes. Israel var ikke villigt til at samarbejde i bestræbelserne på at komme til bunds i undersøgelsen, og den spanske efterretningstjeneste så sig nødsaget til at afslutte efterforskningen.
I starten af sidste uge kom det imidlertid frem, at de franske myndigheder havde nyt i sagen, og der er derfor på ny pustet til ilden. Indholdet af de hackede data er ukendt, men i det aktuelle spændte klima har kritikere ikke tøvet med at spekulere i en forbindelse til det markante kursskifte, man har været vidne til i den spanske udenrigspolitik i forhold til Marokko.
Pedro Sánchez stjal showet og har i den sidste uge enevældigt sat den politiske dagsorden i Spanien. Han var tydeligt irriteret over at se en tiltale mod sin kone i avisen, men hvad der reelt set har drevet ham til denne iscenesættelse, synes stadig uklart.
Læs også artiklen “Separatister sikrer Sánchez kontroversielt genvalg i Spanien”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
