EUROPAS MINDRETAL #33 // FINLAND – Finland har lige siden uafhængigheden i 1917 defineret sig selv som tosproget, men ikke desto mindre er det svenske mindretal trængt. Sami Koskelainen er forsker ved universitetet i Helsinki/Helsingfors og bruger sportens verden til at belyse problemet.
HELSINKI – Sport er et centralt værktøj til at skabe kollektive identiteter i vores moderne verden. Det ser man komme tydeligt til udtryk i finsk-svensk sport, hvor man kan se, hvordan finsk-svenske sportsudøvere altid har navigeret sprogligt i både national og lokal sammenhæng.
Svensk var det primære administrationssprog i Finland fra det 12. til det 19. århundrede – det var dog altid et mindretalssprog, der hovedsageligt blev talt i større byer og i visse kystområder. I slutningen af det 19. århundrede, da det moderne Finland var en del af det russiske imperium, blev finsk gradvist forfremmet til ligestilling med svensk. Dette fremprovokerede sprogstriden om finsk henholdsvis svensk status.
For at garantere Finlands tosprogethed, skal der etableres, hvad man ofte kalder svenske rum
Republikken Finland erklærede sin uafhængighed i 1917. Landet skulle have to nationale sprog, finsk og svensk. Dette løste dog ikke fuldt ud sprogstriden. I 1920’erne og 1930’erne handlede debatten eksempelvis om sproget på de videregående uddannelser, hvor man i kredse pressede på for større finsk-svensk autonomi inden for republikken.
Anden verdenskrig fik dog sprogstriden til at lægge sig til fordel for en sprogfred; den finsk-svenske befolknings status har ikke siden været noget større politisk stridsemne. Officielt er Finland fortsat et tosproget land. Svensk tales hovedsageligt i det sydlige Finland (inklusive Helsinki), den vestfinske region Österbotten og de rent svensksprogede, delvist selvstyrende Ålandsøer. Dette område kaldes samlet Svenskfinland.
Fra 1917 til i dag er andelen af personer med svensk som modersmål (her betegnet finsk-svenskere) dog faldet fra 10 til 5 pct.
Historiske sprogrelationer i sport
Finlands tosprogethed er karakteriseret ved parallelle etsprogede institutioner: Skoler er for eksempel opdelt efter sprog. Da den finsktalende befolkning er langt større end den svensktalende, vil omgangstonen derfor med overvejende sandsynlighed være finsk og ikke svensk, når det kommer til situationer, hvor sprogbrugerne er blandede, og arbejdssproget ikke er eksplicit angivet.
Således fører tosprogethed til etsprogethed – og for at garantere Finlands tosprogethed, skal der etableres, hvad man ofte kalder svenske rum. Det er det, som i videnskabens verden kaldes ”Taxells paradoks”.
Her er det interessant at se, hvordan finsk-svenske sportsudøvere har håndteret den skiftende sproglige situation i forhold til lokale sprogrelationer.
De første finske sportsklubber blev grundlagt i anden halvdel af det 19. århundrede. Sporten sluttede sig sammen i nationale foreninger i begyndelsen af det 20. århundrede. Sprogstriden gav genlyd i finsk sport. SVUL, det største nationale sportsforbund, blev grundlagt i 1906, og det var officielt tosproget. Der var dog også en række markante sportsfolk, der promoverede etsproget finskhed, og det tosprogede princip blev heller ikke altid omsat til praksis.
I slutningen af 1890’erne spredte den svenske IFK-sportsbevægelse sig til Finland – dette førte til grundlæggelsen af flere finske IFK-klubber og grundlæggelsen af et finsk IFK-klubforbund i 1909. Dette banede vejen for skabelsen af et separat svensktalende forbund for atletik og gymnastik i 1912.
Forholdet mellem finsktalende og svensktalende sport var ofte anstrengt fra 1910’erne til 1930’erne, hvilket var et typisk element i sprogstriden. I 1945 blev en paraplyorganisation for svensktalende sport, Centralidrottsförbundet (CIF), grundlagt. Svensktalende klubber og atleter deltog i landsdækkende turneringer sammen med finsktalende, men de havde også deres egne, officielt anerkendte parallelle strukturer.
På lokalt plan skulle sportsklubber, implicit eller eksplicit, tage stilling til sprogspørgsmålet. De kunne være etsprogede eller tosprogede. Begge strategier var brugbare. Som et eksempel var der i Helsinki/Helsingfors to store sportsklubber, der rekrutterede fra byens svensktalende befolkning: IFK Helsingfors (HIFK) og fodboldklubben KIF. Førstnævnte indtog en streng holdning og tillod kun svensktalende; sidstnævnte rekrutterede derimod fra begge sprogsamfund.
Nogle gange samarbejdede klubber endda inden for sproggrænser for at styrke sporten på deres eget sprog. I 1920’erne var der to svenske klubber i Österbottens største by Vaasa/Vasa med stærke fodboldhold: Vasa IFK (VIFK) og VIS. I 1924 blev en finsktalende fodboldklub (VPS) grundlagt i byen. Ifølge en historie fra VIFK besluttede de to svenske klubber, der bemærkede den øgede interesse for fodbold blandt byens finsktalende, at bilægge splittelserne inden for den svenske lejr og slå sig sammen i én klub – VIFK.
Faldet i andelen af svensktalende gjorde det, sammen med kravene til elitesport, vanskeligt at organisere etsproget svensk elitesport. Tammerfors Bollklub (TBK) blev grundlagt i 1932 af elever fra Tamperes svenske skole – Tampere er ikke en del af Svenskfinland, men er en svensk ”sprogø” med et historisk svensktalende samfund.
TBK havde særlig succes inden for ishockey og vandt tre nationale mesterskaber i træk (1953-1955). Alligevel blev klubben finsktalende i 1955 og skiftede navn til Tappara. Dette blev gjort for at øge klubbens appel hos det finsktalende befolkningsflertal i Tampere. Holdet, der vandt TBK’s sidste mesterskabstitel i 1955, havde således kun én spiller, der havde svensk som modersmål.
Andre tilpassede sig demografiske ændringer ved gradvist at åbne døren for finsktalende, samtidig med, at de bevarede svensk som forretningssprog og holdt fast i deres gamle klubidentitet – som det blev gjort i HIFK i 1960’erne og 1970’erne.
Den stærke klub vinder
Svensksproget sport har stadig en landsdækkende tilstedeværelse gennem finsk-svenske sportsklubber, hvor det nationale forbund hedder Finlands Svenska Idrott. På græsrodsplan arrangerer FSI og den svensksprogede skolesportsforening det årlige Stafettkarnevalen.
Stafetløbet, der første gang blev afholdt i 1961, er ifølge arrangørerne i øjeblikket Europas største skolesportsbegivenhed, hvert år med over 12.000 deltagere. Stævnets grundlægger, Carl-Olof Homén, udtalte i 2005, at Stafettkarnevalens ”samfundsmæssige, finsk-svenske mål er at styrke den finsk-svenske identitet og samtidig skabe goodwill på tværs af sproggrænser”.
Lokalt har klubberne været nødt til at tilpasse sig både sportsligt og sprogligt. I elitefodbold for mænd og i mindre grad ishockey kan man se en række forhold, der nødvendiggør en lokal strategi. For det første er der store byer i Österbotten, hvor både finsk og svensk tales af betydelige dele af befolkningen.
Her er det den sportsligt stærkere klub, der vinder. I Pietarsaari/Jakobstad, hvor over halvdelen af befolkningen er svensktalende, har byens hovedklub, FF Jaro, en svensk baggrund. I Vaasa/Vasa og Kokkola/Karleby, hvor svensktalende i dag udgør henholdsvis en fjerdedel og en ottendedel af befolkningen, har de finske klubber – VPS og KPV – stået frem som de stærke.
Alligevel er kløften ikke blevet anset for uoverstigelig, hvilket har ført til intens rivalisering helt op til det 21. århundrede. I Kokkola/Karleby var den finske klub KPV tæt på at gå konkurs i begyndelsen af 1990’erne. En KPV-klubrepræsentant antydede, at den lokale svensktalende erhvervssektor var i ledtog med GBK og bevidst pressede KPV dybere ned i det økonomiske morads. Mens alle andre lokale kreditorer indvilligede i gældssanering for at redde klubben, afviste de svensktalende virksomheder at gøre det, angiveligt for at styrke den lokale svenske klub GBK.
I dag har forholdet dog glattet sig ud. KPV overlevede og blev den klart stærkeste af de to i 2010’erne, og i 2019 underskrev de en samarbejdsaftale, der omfattede spillerudveksling og banede vejen for unge spillere til eliteniveau på landsplan.
På eliteniveau kan svensk sprogbrug være kontroversielt. Blandt finsktalende forbindes svensk ofte med sociale eliter og kulturel kapital
I Vaasa/Vasa repræsenterer den professionelle fodboldspiller Sebastian Strandvall en lignende udvikling. Strandvall, en lovende teenager fra VIFK, fik sin førsteholdsdebut i 2003 i en alder af 16 år. Omkring dette tidspunkt svor han aldrig at spille for VPS. Ti år senere skrev Strandvall dog kontrakt med VPS. Som han senere forklarede, var rivaliseringen mellem klubberne forsvundet i løbet af 00’erne, da VPS etablerede sig som byens topklub, mens VIFK faldt tilbage i de lavere divisioner.
Hvis det svenske mindretal ikke realistisk set er i stand til at udfordre det finske flertal, giver rivalisering ikke så meget mening. Strandvall blev VPS’ anfører og tilhængernes absolutte favorit – byens finske klub tog dermed en stjerne fra byens svensktalende samfund til sig. Før Strandvalls sidste kamp for VPS i 2023 hædrede VPS-fans ham og en anden VPS-legende, den jamaicanske angriber Steven Morrissey, med et stort banner. Under billederne af disse to VPS-legender var der bannere med teksten ”Legends forever – för evigt legender” – bemærk fraværet af en finsk sætning. Morrissey spiller passende nok nu for VIFK.
Forholdet mellem flertal og mindretal håndteres også af fans på tribunerne. I ishockey har byen Vaasa/Vasa én stærk klub, Vaasan Sport. Under iagttagelsen af tilhængere af Vaasan Sport bemærkede forskeren Peter Ehrström en tendens til, at fans synger på tre sprog – finsk, svensk og engelsk. Da de fleste finner til en vis grad er i stand til at tale engelsk, kan det være en måde at overskride sproglige spændinger på.
Tilhængerne fra en anden storklub, FF Jaro, i det mestendels svenske Pietarsaari/Jakobstad, synger også lejlighedsvis på tre sprog. Dette gør ifølge sportsforsker og Jaro-fan Kaj Ahlsved FF Jaro unik i at forene byen på tværs af sprog- og klassegrænser. Selvom sprog historisk set har splittet sport, kan disse splittelser også overvindes. I eksempler som disse har sprog potentiale til at udløse dyb rivalisering og fjendskab, men det kan også underordnes fælles mål om succes og lokal samling.
Nødvendig tilpasning
En anden kontekst er større byer i syd, såsom Helsinki/Helsingfors og Turku/Åbo, hvor svenske klubber har måttet tilpasse sig til kun at repræsentere et lille lokalt mindretal (omkring 5 % i begge byer). En klub som HIFK har i årtier ikke været i stand til at stille med en reel udfordring til deres finske modparter i fodbold – hvilket har ført til en gradvis åbning for finsktalende for at opnå succes. Svensk sprog spiller dog stadig en rolle i HIFK. På ungdomsniveau rekrutterer HIFK fra svensktalende skoler og tilbyder træning på svensk – hvilket udvider det ”svenske rum” og giver unge mulighed for at dyrke sport på svensk.
Historisk set har fodboldsupporterkulturen i Sverige været mere støjende og farverig end i Finland
På eliteniveau kan svensk sprogbrug være kontroversielt. Blandt finsktalende forbindes svensk ofte med sociale eliter og kulturel kapital, selvom der i virkeligheden naturligvis er stor variation inden for mindretallet. Dette har ført til, at den let nedsættende vending bättre folk er blevet brugt i forbindelse med svensktalende. HIFK’s ishockeyhold tog Bättre folk til sig som sit marketingslogan i 2010’erne; HIFK tilbød endda sine fans et medlemskab af Bättre folk, der giver rabatter og andre fordele. Men ved at tilegne sig udtrykket blev det til et symbol på selvtillid og overlegenhed – kvaliteter, der for så vidt passede til et af finsk ishockeys absolutte storhold.
Både i ishockey og fodbold synger HIFK-fans lejlighedsvis på svensk – på trods af at deres spillere og størstedelen af fanskaren er finsktalende. Så i en Helsinki-kontekst kan det svenske sprog være en vej til at stille HIFK i kontrast til andre Helsinki-klubber. Og i den forbindelse skaber det ikke nogen fremmedgørende faktor, da svensk bruges selektivt – og alle HIFK-fans er opmærksomme på klubbens svensktalende historie.
Støjende svenskere
Ålandsøerne udgør en tredje kontekst – et særligt tilfælde, hvor svensk er det ubestridelige majoritetssprog med sproglige rettigheder garanteret af internationale traktater. Ålands største herrefodboldklub er IFK Mariehamn, som har spillet i Finlands superliga siden 2005. IFK Mariehamn har råd til at være lige så etsproget som sine finske modparter på fastlandet; for eksempel har IFK Mariehamns hjemmeside ikke nogen finsk version. At synge på svensk fremmedgør heller ikke fans. IFK Mariehamn har opbygget stærke forbindelser til Sverige: mange af klubbens bedste udenlandske spillere er hentet fra svenske klubber. Nogle af ungdomsholdene i IFK Mariehamn – og andre ålandske klubber – spiller i svenske snarere end finske turneringer.
Historisk set har fodboldsupporterkulturen i Sverige været mere støjende og farverig end i Finland – hvilket finske fodboldfans har været godt klar over. Da IFK Mariehamn blev rykket op til den finske superliga i 2005-sæsonen, imponerede de fastlandet med deres store fangrupper, der fulgte holdet til deres udekampe. I betragtning af forbindelserne mellem Åland og Sverige var de helt tydeligt inspireret af fodbold i Sverige – i hvert fald var dette tolkningen på fastlandet.
Før deres første udekamp i Helsinki forventedes det, at over 400 IFK Mariehamn-fans (over 1 procent af Ålands befolkning) ville tage en særlig fanfærge til Helsinki for at overvære kampen. Et førende finsk sportsmagasin beskrev dette som ”et pust af vestlig fodboldkultur”. Hjemmeklubben, HJK, havde også givet gratis billetter til elever i Helsinkis svenske skoler, så de kunne se kampen i samme sektion som IFK Mariehamn-fans. Ved denne særlige lejlighed repræsenterede IFK Mariehamn således både Sverige og Svenskfinland.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme og ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvorvidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel af 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og