DEN NYE NORMAL // KRONIK – Med en rød kasket som symbol har tidsånden taget en urovækkende drejning, der kaster skygger over Europa. Mens Trumps excesser fylder overskrifterne, skrider normaliseringen hastigt frem, og det utænkelige bliver hverdag. Grænserne for det acceptable forskydes – spørgsmålet er, om vi når at reagere, før det er for sent.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”For fanden,” tænker jeg, ”er verden blevet besat af en ond ånd?” Tanken følger med læsning af dagens nyheder. Jeg sidder på min sædvanlige plads i caféen. Fra bordene omkring mig kan jeg sporadisk høre, at ordet ”Trump” nævnes, også ved de borde, hvor familier med børn sidder og spiller spil, fordi de gerne vil hygge sig i vinterferien.
Her i feriens sidste dage skinner solen ellers fra en optimistisk og næsten skyfri himmel. Om ikke så længe vil der ske noget nyt og farverigt i vores omgivelser, når vinterens mørke fortyndes med varme og høj himmel. Men det er ikke den form for forandring af verden, der tænkes på i overskrifter som den, der blinker gult på skærmen foran mig: ”Det er den mest alvorlige sikkerhedssituation i Europa siden 1939.”
Håbet var, at han ikke kunne mobilisere opbakning til at ryste den europæiske forbindelse eller gå i alliance med Putin mod Ukraine og resten af Europa
I løbet af Trumps første par uger ved magten er vi tilsyneladende blevet sat i en situation, som kan sammenlignes med dagene op til den 2. verdenskrig. Det er ikke mærkeligt, hvis mange føler sig taget som forsvarsløse gidsler af en verdenshistorisk udvikling.
”Den gamle verden dør, og den nye verden kæmper for at blive født: Nu er det monstrenes tid.” Disse ord tilskrives den italienske filosof og politiker Antonio Gramsci og knytter sig til de første årtier af det 20. århundrede. Men de virker også som en relevant beskrivelse af stemningen her ved begyndelsen af 2025.
Trump som baggrundsstråling
I sidste uge udkom der et par undersøgelser, som fortæller to forskellige, men sammenhængende historier om den aktuelle Zeitgeist – tidsånden, som har besat verden.
Den første var en opdateret trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Selv om analysen fokuserer på den fremtidige russiske trussel mod Europa, så knytter præmisserne for trusselsvurderingen sig til Trump.
Det bidrager naturligvis til en overordnet usikkerhed, når den amerikanske præsident tematiserer Europa i et fjendeperspektiv. Som rapporten bl.a. vurderer, så er det med til at øge den militære trussel fra Rusland: Om ca. 5 år kan Rusland ”være klar til en storskalakrig på det europæiske kontinent, hvor USA ikke involverer sig”.
Allerede efter et par uger ved magten har europæerne opdaget, at Trump ikke kun er en skrøbelig enmandshær, men har en stærk ideologisk bevægelse med sig, ikke kun i USA, men også i Europa
Den anden undersøgelse var fra pensionsselskabet Danica og dokumenterer en mærkbar stigning i antallet af borgere, som henvender sig til psykologer med symptomer på angst.
Også her er Donald Trump til stede som en slags baggrundsstråling. Danicas direktør for sundhedsudvikling sagde i forbindelse med undersøgelsen, at ”vi oplever især, at de unge ikke helt ved, hvor de skal lufte den her Trump-angst”. Denne ”Trump-effekt” bliver også beskrevet af medarbejdere på Headspace, hvor børn og unge kan få samtaler og rådgivning. Her sagde centerchefen til TV 2, at ”Det er bestemt noget, vi ser – især efter Trump. I november var der unge, der skrev ind, at de var bekymret for, at der kommer en tredje verdenskrig, og hvad der sker med verden.”
Store mænd og alle de andre
”Store mænd” har fyldt ulykkeligt meget i verdenshistorien. Tidsånden er ofte blevet båret frem af disse enkeltpersoner, og i dag optræder den med en rød MAGA-kasket på hovedet. Det kan lyde som et paradoks, men mange af disse store mænd har i begyndelsen af deres karriere ofte været genstand for en betydelig undervurdering.
Denne undervurdering har netop knyttet sig til, at de optrådte som mere eller mindre excentriske enkeltpersoner. Logikken må jo nødvendigvis være, at intet enkeltstående menneske kan ændre verdens gang. Den store verden og et enkelt individ? Hvem kan med størst sandsynlighed ændre hvem? Hvis verden i forvejen er præget af opbrud, er svaret dog ikke nødvendigvis givet på forhånd; det viser historien, og det gælder sandsynligvis også i tilfældet ”Trump”.
Der er stærke muligheder for Trump til at skabe splittelse blandt europæerne. Flere af de europæiske højrepartier nærmer sig magten i deres respektive lande
I Europa har vurderingen imidlertid været, at nok udspyede Trump vitriol over alt og alle, men når han ramte den reelt eksisterende virkelighed, så ville der indfinde sig en modererende balance. Håbet var, at han ikke kunne mobilisere opbakning til at ryste den europæiske forbindelse eller gå i alliance med Putin mod Ukraine og resten af Europa.
Et par uger inde i Trumps anden præsidentperiode viser det sig, at der sandsynligvis vil være få grænser for hans bevægelighed. Allerede efter et par uger ved magten har europæerne opdaget, at Trump ikke kun er en skrøbelig enmandshær, men har en stærk ideologisk bevægelse med sig, ikke kun i USA, men også i Europa.
Trump kan realisere en damptromle af magt, fordi han rent faktisk vandt valget. Han taler imidlertid også ind i en ideologi, som er ved magten i Rusland og har repræsentanter i partier på den yderste højrefløj i en lang række europæiske lande.
En meningsmåling fra tænketanken ECFR viser da også, at Trump siden november 2024 har forandret europæernes syn på USA. Med Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus ser færre europæere USA som en allieret og mere som blot en ”nødvendig partner”. I 2023 mente fx 54 % af danskerne, at USA kunne opfattes som en allieret.
Ved indgangen til Trumps anden præsidentperiode gjaldt det kun 30 %. På meget kort tid er der skabt tvivl om, om Europa og USA fortsat deler interesser og værdier. Så skulle man jo tro, at der alligevel var ro på den europæiske bagsmæk: Vi er enige i en markant modstand mod Trumps ideologi.
Det må imidlertid ikke glemmes, at Trumps europæiske alliancepartnere absolut ikke blot er små, marginaliserede afvigere. Der er stærke muligheder for Trump til at skabe splittelse blandt europæerne. Flere af de europæiske højrepartier nærmer sig magten i deres respektive lande, fx i Tyskland, Frankrig og Østrig.
Andre steder er de allerede ved magten. Et eksempel: I Ungarn (medlem af EU og Nato) siger premierminister Viktor Orbán, at Tysklands største højrefløjsparti, det højreekstremistiske AfD, repræsenterer ”fremtiden” for Tyskland. Desuden har han lovet sin ”kære ven” Donald Trump, at ”besætte Bruxelles” ved at samle de højreekstremistiske partier i Europa-Parlamentet. Den slovakiske leder Robert Fico står for samme linje.
På samme tid arbejder Elon Musk på at få de yderste højrepartier til magten i både Tyskland og England, og han delte i sidste uge et opslag på X, som skulle skabe motivation: ”Make Europe Great Again! MEGA, MEGA, MEGA.”
Det ligger helt på linje med ideologien i den tale, som USA’s vicepræsident leverede ved sidste uges sikkerhedskonference i München. J.D. Vance omtalte Trump, som den ”nye sherif i byen” og tegnede fremtidens trusselsbillede: ”Den trussel, som jeg bekymrer mig mest om over for Europa, er ikke Rusland. Det er ikke Kina, det er ikke nogen anden ekstern aktør. Og det, jeg bekymrer mig om, er truslen indefra.”
Vance mente, at den reelle trussel, og den sande fjende, er de europæiske værdier, som fx menneskerettigheder, tolerance, liberalt demokrati, pressefrihed, kvindefrigørelse, woke, LGBTQ+ m.m. Altså de værdier, som Trump, Putin og de europæiske højreekstremistiske partier ønsker at gøre op med.
Den franske avis Le Monde skrev, at den amerikanske vicepræsident erklærede Europa ideologisk krig.
Efter stormen kommer normaliseringen
USA har således erklæret krig mod den politiske og ideologiske struktur, som har været forudsætningen for det europæiske projekt siden 1949. Trump kan forvente stor opbakning til dette felttog fra både Rusland og de europæiske højreekstremistiske partier. Spørgsmålet om normalisering er afgørende for, hvordan Europas fremtid herefter kommer til at se ud. I skyggen af alle Trumps excesser og trusler vil normaliseringen nemlig snige sig ind og dermed tilvænningen til noget af det, som vi i dag ellers mener er helt uacceptabelt. Og denne normalisering kommer ofte hurtigere end forventet.
Det fik vi et eksempel på i sidste uge. Trump foreslog at tvangsforflytte to millioner palæstinensere fra Gaza-striben. Et forslag, som omgående mødte stærk modstand fra en samlet front af arabiske stater. Få dage senere sagde en repræsentant for De Forenede Arabiske Emirater, at selv om man ville være glad for et andet forslag, så kunne han ”ikke se et alternativ til det, der bliver foreslået”. Det kan man kalde tilvænning og normalisering på speed.
Vi er derfor tvunget ud i en vanskelig balancegang mellem at indtænke nogle af de problemer, som Trump og det yderste højre er motiveret af
Mediernes fokus på Trumps excesser er vigtig, men rummer også risikoen for, at indholdet i den medfølgende normaliseringsproces ikke får den nødvendige bevågenhed. Risikoen ligger i, at man forsøger at give sig selv en pause, midt i stormløbet, ved at normalisere en række af Trumps tiltag. Det er allerede blevet semi-normalt at drøfte mulighederne for amerikansk overtagelse af Grønland. Den uundgåelige normaliseringsproces åbner derfor et politisk rum for USA og de europæiske højrepartier til at komme igennem med ganske mange ting, som langsomt, men sikkert vil undergrave vores liberale demokrati.
Alternativet til Trump er imidlertid ikke en tilbagevenden til tiden før Trump. På samme måde er alternativet til fremvæksten af de europæiske højreekstremistiske partier heller ikke en tilbagevenden til tiden før deres eksistens. I begge tilfælde ville vi jo lande midt i det, som gjorde Trump og højrefløjspartierne til en troværdig mulighed og inspiration for millioner af mennesker overalt i verden.
Vi er derfor tvunget ud i en vanskelig balancegang mellem at indtænke nogle af de problemer, som Trump og det yderste højre er motiveret af, men uden at blive ødelagt af det. Netop det, at blive forandret uden at blive ødelagt, er forudsætningen for at udvikle en vis grad af immunitet over for de mest farlige eksplosioner, som Trump lige nu antænder. Med andre ord: Hvordan kan en ny tidsånd se ud, som ikke går med rød kasket
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
