Maziar Mazor Etemadi: Et folk forelsket i Revolutionen

i Mellemøsten/Politik & Samfund af

ANALYSE – Hvorfor er tusindvis af iranere gået på gaden i disse dage? Filosof og forfatter Maziar Mazor Etemadi forklarer urolighederne i Iran, der ikke kun har rod i den øjeblikkelige politiske situation, hvor iranerne har mistet tilliden til magthaverne, men i det persiske folks dybe kærlighed til ånd. Læs om folket, der er forelsket i revolution, og om en kultur, der er stærkere end islam.

I sine forelæsninger over antropologi kaldte den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant iranerne for Mellemøstens franskmænd og beskrev perserne som et sofistikeret folkeslag. En anden lighed mellem iranerne og franskmændene, som Immanuel Kant også kunne have nævnt, er forkærligheden for revolutionen og de store sociale bevægelser.

Iran har været hjemsted for syv revolutioner og folkelige oprør siden 1905, da den store og særdeles blodige konstitutions-revolution fandt sted. Revolutionen var Asiens første og førte til en moderne sekulær forfatning med begrænset kongemagt og et parlamentarisk system med to kamre.

Lenin var så begejstret over den iranske revolution, at han skrev en længere artikel om den og formulerede de profetiske ord: ”Det kan være, at reaktionen kan nedslagte denne revolution, men den kan ikke slå den ihjel”

De to politiske fløje i Iran, socialdemokraterne og de konservative, arbejdede sammen for at få det nye system til at fungere, og de iranske socialdemokrater var blandt andet i tæt dialog med den østrigske marxist Karl Kautsky og med den russiske, revolutionære Vladimir Lenin. Sidstnævnte var så begejstret over den iranske revolution, at han skrev en længere artikel om den og formulerede de profetiske ord: ”Det kan være, at reaktionen kan nedslagte denne revolution, men den kan ikke slå den ihjel.”

Præsteskabet, der så sine magtbastioner i samfundet forsvinde under konstitutions-revolutionen, gjorde modstand, men forsøget på oprør blev slået brutalt ned og kulminerede, da Ayatollah Noori, der var shia-islams højeste autoritet, blev hængt foran parlamentet, anklaget og dømt for højforræderi mod revolutionen 31. juli 1909.

Modernitetens program i Iran
En svag revolutionær stat, et kongedømme, der drømte sig tilbage til enevældet, og et hævngerrigt og totalt negligeret præsteskab førte landet ud i den ene krise efter den anden frem til 1925, da Pahlavi-dynastiet greb magten med den stærke og stærkt antireligiøse Reza Shah Pahlavi som leder: Shahen kunne finde på at true med at smide alle præsterne i Det Kaspiske Hav.

Præsteskabets had mod staten nåede uanede højder, da det i 1936 lykkedes kvindebevægelsen at forbyde islamisk hijab. Reza Shah, hans hof og parlamentet, der sammen ville gennemføre modernitetens program i Iran, støttede kvinderne, som fik lov til uddannelse helt op på universitetsniveau.

Kanoon e Banoovan, en forening af progressive iranske kvinder fotograferet i 1936.

Da præsterne i rædsel bemærkede, at iranske kvinder, alle som en, som følge af denne lov ville blive løsslupne, forfaldne og prostituerede, svarede kongen lakonisk, at det var da muligt, ”at den første generation blev prostituerede, men den anden generation vil ikke blive det.”

Kongen satte vægt bag sine ord ved at give landets førende ayatollah en ordentlig lussing, så mandens turban røg af i luften.

Derefter fulgte årtier med skiftende brydninger mellem relativ ro og turbulente år med store sociale reformer.

I 1961 blev resterne af det gamle feudale system afskaffet. Kvinder fik stemme- og valgret og blev på alle væsentlige sociale planer sidestillet med mænd. Samtidig trådte systemet for almindelig og gratis sundhedspleje for alle også i kraft, efterfulgt af etablering af arbejdsløshedskasse og statens uddannelsesstøtte i 1971.

Irans sidste konge, Mohammad Reza Pahlavi, så sig selv som en anden Frederik d. 2, Prøjsens oplysningskonge, der bragte viden, oplysning og fremskridt til landet.

Idealet har altid været det samme: at bringe despotisme og lidelse til ophør og skabe et frit, rigt samfund med ånden i centrum

Et system, der har oplysningen og friheden som sit ideal og sit mål, kommer på et tidspunkt i konflikt med sin egen rigide struktur. Friheden og den ikke-dialogiske magt kommer til at stå i modsætning til hinanden, og det skete i 1978, hvor mere end 2500 års monarki og imperiebygning blev bragt til afslutning gennem en af de største revolutioner i menneskehedens historie.

Der er få lande, hvis revolutionsforløb har fulgt lige så minutiøse “revolutionsopskrifter” som Iran.

Idealet har altid været det samme: at bringe despotisme og lidelse til ophør og skabe et frit, rigt samfund med ånden i centrum. Ikke de materielle goder men åndsrigdom. Et umuligt projekt kan man fristes til at sige, men ikke desto mindre er dette idealet.

Iranernes største frygt er åndløshed og tab af kultur, eller sagt mere sværmerisk, tabet af poesi og skønhed. Man skal huske, at siden de første persiske kongers tid for mere end 2000 år siden, har man i Iran kun bygget mausoleer for poeter og filosoffer. De er en del af dagliglivet, og man besøger dem som ofte som muligt.

Den Islamiske Republik
Da Den Islamiske Republik kom til magten i 1978 var det dette ideal, de nye magthavere fremførte, men resultatet blev et islamisk mareridt af verdenshistoriske dimensioner.

Siden 1978 er over 200.000 unge iranere (heriblandt flere af mine familiemedlemmer og venner) blevet myrdet, flere millioner har valgt at flygte, især til USA, og en million iranere blev dræbt i Den Iransk-irakiske Krig (1980-1988) – en af de blodigste siden Anden Verdenskrig.

Iranerne har med mellemrum forsøgt at gøre oprør: i 1990, i 2009 og nu igen i starten af 2018. Hver gang har svaret været en voldsom og brutal nedslagtning.

Men et repressivt regime kan ikke fortsætte i det uendelige uden at blive udfordret af andre samfundskræfter og konfronteret med sine egne begrænsninger.

Rouhani og hans projekt som den samlende figur er ved at slå fejl. De hurtig voksende demonstrationer bevidner, at regeringens manglende folkelige legitimitet og den ineffektive forvaltning forværrer situationen og konfronterer os nu med en politisk krise, som sandsynligvis er alvorligere end i 2009

Nogle af de mest iøjefaldende aspekter i denne sammenhæng er regimets legitimitet i befolkningens øjne, dets effektivitet i forvaltningen af ​​statens anliggender, forholdet mellem forskellige fraktioner i magteliten og forvaltningen af statens monopol på anvendelsen af vold.

Støtter af Ayatollah Khomeini demonstrerer på Shahyad Square i 1979. Foto: Wikimedia Commons.

Da Den Grønne Bevægelse opstod i 2009 brugte staten brugte sit voldsmonopol til at nedslagte demonstranterne. Regimet tabte ganske tydeligt en væsentlig del af sin legitimitet, og de forskellige fraktioner i den politiske elite lå efterfølgende i konflikt med hinanden indtil 2013, da de samlede sig omkring Hassan Rouhani.

Det er dette projekt, som er ved at smuldre, Rouhani og hans projekt som den samlende figur er ved at slå fejl. De hurtig voksende demonstrationer bevidner, at regeringens manglende folkelige legitimitet og den ineffektive forvaltning forværrer situationen og konfronterer os nu med en politisk krise, som sandsynligvis er alvorligere end i 2009.

Revolutionen er død, længe leve Revolutionen
Bølgen af anti-regeringsprotester i Iran, der er langt mere udbredt end dem, verden bevidnede i 2009, har forbavset alle såkaldte eksperter i regionen.

Demonstrationerne begyndte med protester mod præsident Hassan Rouhanis mislykkede økonomiske politikker, men har hurtigt bredt sig til opfordringen “død over diktatoren” – den øverste leder Ali Khamenei. Det bevidner, at en dybere politisk krise har været undervejs længe.

Intensiteten af ​​uroen, der begyndte torsdag, har chokeret verden, for det ser ud til at forholdene er bedre under Rouhani, end de var under hans forgænger Mahmoud Ahmadinejad, hvis politik og økonomisk dårlige ledelse efterlod Irans økonomi i ruiner.

Rouhani har klart forsøgt at forbedre økonomien på en række måder. Mest synligt underskrev han atomkraftaftalen med stormagterne og ofrede landets kortsigtede kapacitet til at udvikle atomvåben til fordel for en lettelse af internationale sanktioner, som gør det muligt for Teheran at sælge og drage fordel af sine olieressourcer.

Kerneproblemet er økonomisk
Hans regering har også formået at sænke inflationen fra 35 procent i 2013 til 9 procent i 2017, at øge eksporten dramatisk og forbedre handelsbalancen.

Samtidig er Irans status i regionen blevet styrket af dets engagement i konflikter fra Syrien til Yemen. Men her ligger også kerneproblemet begravet: Rouhanis reformer forbedrer ikke den desperate situation i mange iranske husstande – især i middelklassen.

Præsident Hassan Rouhani. Foto: Wikimedia Commons.

En forbedring af leveforholdene var ellers den primære faktor for iranernes valg af Rouhani som præsident.

En ting stod klart: de konservative kunne eller ville ikke ændre tingenes tilstand, men Rouhani var en person, der havde stort potentiale, havde dybe rødder i sikkerhedssystemet, og som Irans religiøse leder, Ali Khamenei, stolede på. Rouhani var på den måde en af de få, der havde støtte fra alle sider, og dermed handlekraft til at skabe forandring.

Protesterne begyndte med utilfredsheden over især leveomkostningerne, den store arbejdsløshed og høj inflation. Mange iranere – selv familier med medlemmer, hvis beskæftigelse normalt giver dem mellemklasse-status – er blevet tvunget til at have flere jobs.

De løfter, som Rouhani gav om, at øget samhandel med omverdenen ville betyde øget økonomiske indtægter også for den gennemsnitlige iranske familie, er aldrig blevet til noget.

Som stifteren af det Europæisk-iranske Forum, Esfandyar Batmanghelidj, bemærker:

“What has been lost is an appreciation that the “normalization” of relations between Iran and the international community is as much about elevating “normal Iranians” into a global consciousness, as it is about matters of international commercial, financial, and legal integration. While there has been progress in building awareness of Iran’s young and highly educated elite, whose start-ups and entrepreneurial verve play into the inherent coverage biases of the international media, a larger swath of society remains ignored. By a similar token, the rise of the “Iranian consumer” with untapped purchasing power and Western tastes has been much heralded, but the reporting fails to appreciate that Iran’s upper-middle class rests upon a much larger base whose primary economic function is not consumption, but rather production.”

Den nye bølge af protester viser, at landets glemte mænd og kvinder er ved at mobilisere en social protestbevægelse, påpeger Batmanghelidj. Der er en voksende enighed om, at protesterne primært har rod i arbejderklassen, som er de mest sårbare overfor kronisk ledighed og stigende leveomkostninger. Derfor burde fremkomsten af disse protester være mindre overraskende.

Irans kriser
Foruden den økonomiske krise gennemgår Iran andre og ligeså alvorlige kriser, der underminerer befolkningens tillid til regimets evner. Der har været stor vrede over regeringens inkompetente håndtering af de jordskælv, der har ramt dele af landet.

Der igen har skabt angst for, at regeringen som helhed ikke er i stand til at styre landet. Forureningsproblemet, hvor børn som resultat bliver beordret til at blive hjemme fra skolen af sundhedsmæssige årsager, har også skabt voldsomme frustrationer over regeringens uduelighed.

Folk føler, at selve jorden, de går på, ryster, at de ikke kan trække vejret, og at regimet ikke er i stand til at rette op på problemerne eller hjælpe på grund af dårlig ledelse

Ifølge internationale eksperter vil Iran snart befinde sig i en miljøkatastrofe med mangel på vand. Flere af landets store søer er blevet tørlagte, mens regeringen ikke har kunnet fremlægge en eneste plan for at imødegå denne katastrofe.

Som Iran-kenderen, Meir Javendanfar, formulerer det: ”folk føler, at selve jorden, de går på, ryster, at de ikke kan trække vejret, og at regimet ikke er i stand til at rette op på problemerne eller hjælpe på grund af dårlig ledelse.”

Udtørringen af Urmia-søen er blot en af mange miljøkatastrofer i Iran. I dag er vandstanden kun 5% af dets oprindelige niveau. Foto: Wikimedia Commons.

Raz Zimmt, der er Iran-ekspert ved Institute for National Security Studies og Forum for Regional Thinking, mener, at det er centralt, at målet for protesterne hurtigt flyttede fra Rouhani til Khamenei: ”Det viser den voksende kløft mellem den iranske befolkning og regimet, både hvad angår den økonomiske og den politiske situation,” har han sagt til Jerusalem Post.

Den yngre generation er ikke villig til at acceptere status quo. Den ønsker forandring: økonomiske forbedringer samt en lempelse af det islamiske moralkodeks. Det har været et stort ønske i det iranske samfund i årevis, og det er derfor, at protesten over økonomiske spørgsmål så hurtigt forvandler sig til en politisk protest. Det er også en udbredt følelse i Iran, at systemet er råddent på grund af korruptionen, regimets monopol på mere end halvdelen af ​​økonomien, og en vrede over enorme budgetbevillinger til religiøse institutioner.

Fattige iranere ser regeringen tildele millioner til religiøse institutioner, meget bliver brugt på at uddanne udenlandske præster for at sprede Irans indflydelse i regionen. Samtidig står Teheran for sociale nedskæringer, der skal nedbringe antallet af iranere, som er berettiget til kontanthjælp.

Præsident Rouhani har ikke været i stand til at ændre meget” på trods af atomaftalen, siger Zimmt. ”For at han kunne gøre noget, ville han være nødt til at få vestlige investeringer. Det vil ikke ske …

Det står også klart, at atomaftalen heller ikke har kunnet sætte det ønskede skub i økonomien. Det var en illusion, at handlen på en eller anden måde ville redde den iranske økonomi og grave den ud af det gældshul, tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad efterlod.

Men selv uden regeringens korruption og den dårlige ledelse, der har tændt protesterne, er gælden så stor, at det ville tage mange år for den iranske økonomi virkelig at stabilisere sig. Det har ikke hjulpet, at regimet har fortsat sin sabelraslen mod Vesten og Israel. Udenlandske investorer tøver med at satse på landets fremtid trods ophævelsen af ​​sanktionerne.

”Præsident Rouhani har ikke været i stand til at ændre meget” på trods af atomaftalen, siger Zimmt. ”For at han kunne gøre noget, ville han være nødt til at få vestlige investeringer. Det vil ikke ske på grund af Trump-administrationens holdning til Iran, og den fortsatte frygt for europæiske virksomheder at investere der.”

Revolution eller en protestbevægelse?
I 2009 oplevede Iran, hvad der kom til at hedde Den Grønne Bevægelse. Er det denne bevægelse, vi ser vækket til live igen i dag?

Den nuværende situation er imidlertid ganske forskellig fra 2009. Geografisk har demonstrationerne allerede været langt mere udbredte end den grønne bevægelse, der protesterede mod valget i 2009. Den Grønne bevægelse var centreret omkring Teheran. Men protesterne i disse dage inddrager alle lag af det iranske samfund. Dem, der kommer på gaden, kommer nu fra en bredere vifte af etniske grupper og sociale lag: arbejderklassen, middelklassen, fagforeningsmedlemmer og studerende.

Protestbølgen omfatter alle byer og alle etniske og religiøse grupper. De er ligefrem nået byen Qom, der er de konservative og de ekstremreligiøses højborg. Det svarer til, at katolikkerne demonstrerede mod paven i Vatikanet.

Demonstration i Teheran, 16. juni 2009. Foto: Wikimedia Commons.

Spiller de sociale medier også en rolle?
Twitter og messaging apps som Telegram og WhatsApp er blevet brugt til at samle demonstranterne. En gruppe med et rapporteret antal på 1,2 millioner medlemmer blev lukket, efter landets kommunikationsminister bad Telegrams administrerende direktør på Twitter om at gøre det. Ministeren sagde, at app’en blev brugt til at anspore folk til vold herunder uddeling af instruktioner til fremstilling af molotovcocktails.

Men selv uden sociale medier er det et faktum, at flere millioner af iranere er flyttet til udlandet siden 1979-revolutionen, og næsten alle familier i Iran har medlemmer, som bor i udlandet, og som holder tæt kontakt med dem, der er tilbage. Folk er meget mere opmærksomme på, hvad der foregår udenfor og ser, hvad der sker i andre lande, hvilket øger deres utilfredshed.

Iranerne vil stadig have deres land respekteret som en regional supermagt, de vil bare ikke have det til at ske på bekostning af deres økonomiske sikkerhed og miljøsikkerhed. De vil ikke være en del af en destruktiv akse

Der kommer en strøm af videoer og nyheder ud af Iran. Blokeringsfiltre bliver brudt, og folk inviterer hinanden til massedemonstrationer på de sociale medier. Der bliver holdt øje med lufthavne og grænserne for at rapportere om medlemmer af regimets familier er ved at flygte fra landet med stjålne midler.

Iran først
En af de mest udbredte slogans i disse dage er “Nej til Gaza, Nej til Libanon, Nej til Syrien. Mit liv kun for Iran.”

Ønsker iranerne ikke længere at være en regional magt?

Nej – det vil være en strategisk fejltagelse af forestille sig det. Meget er blevet gjort ud af det faktum, at sloganer i protesten fordømmer de penge, der bruges på Irans oversøiske eventyr i Syrien, Yemen, Irak og Libanon, men det betyder ikke at iranerne vil afslutte deres ide om at være en stormagt.

Iranerne vil stadig have deres land respekteret som en regional supermagt, de vil bare ikke have det til at ske på bekostning af deres økonomiske sikkerhed og miljøsikkerhed. De vil ikke være en del af en destruktiv akse.  Et frit Iran er Israels mest naturlige allierede. De to lande vil kunne forme Mellemøsten på en hel anden måde, end vi har set de sidste 40 år.

Er det en revolution, og mangler denne revolution ikke ledelse, organisation og en fælles ideologi (mission)?
Iran Project Director ved International Crisis Group, Ali Vaez, skriver: “Given its lack of leadership, organisation and mission, it is likely to peter out or will be quelled.” Denne mangel på “ledelse, organisation and mission” har samtlige såkaldte observatører af Iran fremhævet. De ser det som en afgørende svaghed ved de revolutionære bevægelser i Iran. Enten er disse såkaldte observatører uvidende om Iran, eller også vil de ikke indse, at virkeligheden ikke altid lever op til deres forestillinger.

Billedet af en purung barfodet kvinde, der har fjernet sit obligatoriske hvide tørklæde og hænger den på en pind midt i en menneskemængde er det blevet et symbol og legemliggørelse af protesterne. Et protestikon.

Samtlige store folkelige bevægelser i Iran i de sidste 60- 70 år har været spontane, uden en egentlig leder og er blevet båret af en stærk vilje, aktivisme, engagement, og bevægelsens egen dynamik. Ledelsen af bevægelsen er blevet skabt igennem bevægelsen, der disciplinerer sig selv i processen.

En studerende fra Teheran Universitet formulerer det således: ”A protester from Tehran University told The Guardian by phone, that although students were puzzled about how the protests were organised and spreading so quickly, they were not “getting leads from anyone”.

Denne evne til at organisere sig er et særkende ved sådanne bevægelser i Iran.

Med de massive demonstrationer over hele landet, hvor hr. og fru Iran er gået på gaderne, og de direkte angreb på systemets største og vigtigste symboler, efterfulgt af direkte angreb på den forhadte islamiske milits’ bygninger og overtagelse af bygningerne uden kamp i flere mindre provinsbyer, er vi vidner til en regulær revolution.

Det betyder ikke, at revolutionen ikke kan slås ihjel i et stort blodbad, som så mange gange før. Men at Den Islamiske Republiks dage er talte, er der ingen tvivl om.

Iransk nationalisme er meget stærk, meget dyb og meget gammel, og iranernes selvforståelse er tæt forbundet til statens eksistens og en borgerkrig er utænkelig i Iran

Nogle bemærkelsesværdige elementer om denne igangværende revolution er:

1) Det er spontane demonstrationer over hele landet fra de største millionbyer til mellemstore og ligefrem små provinsbyer.

2) Ingen religiøse slogans overhovedet. Ingen sider af regimet bliver fremhævet eller skånet. Det er den islamiske republik som styreform, der bliver afvist.

3) Den anti-religiøse Reza Shah bliver fremhævet. Folk viser hans fotoportræt frem, råber: “Reza Shah, Undskyld. Du havde ret. Hvil i fred.”

4) Demonstranterne brænder billeder af Ayatollah Khomeini, grundlæggeren af Den Islamiske Republik.

5) De brænder Den Islamiske Republiks flag.

6) De mest populære slogans er til fordel for demokrati, sekularisme, et stop for islams rolle i Iran og et stop for indblandingen i Syrien, Libanon, Yemen, og et stop for fjendtlighederne mod Israel.

7) Kvinderne har en afgørende avantgarderolle i bevægelsen. Med en andel på mere end 60 procent af samtlige studerende er de iranske kvinder avantgarden i denne revolution.

Hvad skal der gøres – bør Vesten blande sig i konflikten?
Vesten og andre magter bør efter min mening holde sig i baggrunden.

Moralsk støtte og erklæringer om, at de demonstrerende iranere har ret til beskyttelse og frihed til at give deres meninger til kende er nødvendigt. Men ingen trusler. Det er en ting, alle i Iran er enige om, både i oppositionen og i regimet: Ingen udefra skal blande sig. I fald dette sker danner de fælles front mod fjenden.

Iransk nationalisme er meget stærk, meget dyb og meget gammel, og iranernes selvforståelse er tæt forbundet til statens eksistens, og en borgerkrig er utænkelig i Iran. Da den ulyksalige revolution i 1978 afsluttede mere end 2500 år kongedømme i Iran, tog de fleste iranere på arbejde dagen efter, lønningerne blev betalt, samtlige statens organer – heriblandt politiet – fungerede, og landet fungerede relativt normalt trods de store omvæltninger.

Iranerne kommer til at afgøre, hvilken politisk kurs Iran vælger.

En persisk fortælling om kampen mellem lyset og mørket
I operaen Tryllefløjten kæmper magikeren Zoroaster (den græske form af Zarathustra) mod Nattens Dronning. Zarathustra står for livets og lysets civilisation, mens Natten Dronning står for den egyptiske (og senere islamiske) civilisation, der ifølge Hegel og tidens frimurere var mørkets og dødens civilisationer.

Mozarts Tryllefløjten slutter med, at oplysningens sol sejrer. Intet kunne være mere persisk end denne lysets sejr over mørket.

I 1978 fik Iran samtlige sociologiske teoretikere til at gentænke religionen og kulturen som betydningsfulde faktorer i forhold til basisstrukturen. Iran aktualiserede Islam som en samfundsopbyggende ideologi med den ulyksalige revolution i 1978. Iran vil snart sende denne ideologi i graven igen.

På trods af Montazeris begavelse tog han fejl ét sted. Islam er allerede død i Iran. Den skal bare begraves

En erkendelse som den store shiitiske ayatollah Montazari, der skrev forslaget til den Islamiske Republiks forfatning og var nr. to efter Khomeini i magt-hierarkiet i Iran, gjorde sig kort tid efter 1978. Han undsagde hele fundamentet for Den Islamiske Republik og kom til at sidde i husarrest resten af livet.

I et af sine skrifter, der blev smuglet ud, skriver han: “I Iran er det ikke islam, der har overtaget staten, men staten, der har taget islam som gidsel. Staten tilskriver derfor al sin brutalitet, sine mangler og fejl religionen. Dette bliver islams død i Iran.” (min oversættelse).

Montazeri var en begavet mand.

Siden er store grupper af iranere begyndt at konvertere til Irans gamle smukke livsbekræftende religion Zarathustranisme, til kristendommen, og jødedommen (mange iranere har jødiske baggrund; op til cirka 25 procent af alle iranere i det gamle persiske rige formodes at have været jøder). Eller de bekender sig til ateisme, som også er aldeles udbredt blandt iranere.

På trods af Montazeris begavelse tog han fejl i ét ting: Islam er allerede død i Iran. Den skal bare begraves.

Efterskrift:
Den dag mit fædreland på ny kan være sit navn, sin lange historie, sin poesi, sin kultur… værdig, den dag mørkets kvinder og mænd med deres islamiske ideologi er væk, og landet er frit, demokratisk og sekulært igen, den dag vil være den lykkeligste dag i mit liv.

Hovedfoto: Masih Alinejad/Instagram.

Filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980'erne. Efter mange års forskning og undervisning på Aalborg Universitet er jeg blevet mere involveret i malerkunsten og mine digte. Med udgangspunkt i den humanistiske tradition orienterer jeg mig bredt og interesserer mig nærmest for alle aspekter af vores tilværelse. MobilePay: 20993173

Seneste artikler om Mellemøsten