Betina Noer Rasmussen: Kære konfirmander, fremtiden er åben

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
KONFIRMATIONSTALE – Talen til årets konfirmander kunne sognepræst Betina Noer Rasmussen ved Kerteminde og Drigstrup Kirker ikke holde pga. coronakrisen. “Vi flager for jer til august, håber vi, og vi glæder os til at fejre jer”, lover hun med kærlighed til ungdommen, nutidens, men også alle vi andres erfaring.

Kære konfirmander,

Langegade skulle have været en flagallé. Stemingen ville have været højspændt. Stoltheden ville have truet med at sprænge fædrenes skjorteknapper og få mødrenes mascara til at løbe. Stoltheden over de unge mennesker, som skulle have været konfirmeret.

Hvor ville vi gerne have fejret jer. Hvor ville vi gerne have givet jer den bedste fest. Hvor ville vi gerne have grebet muligheden for at igen at fortælle jer, at I er vigtige. Og at I er elskede. Og at vi bakker op om jeres drømme og håb for fremtiden.

Vi ved godt, at det ikke altid er nemt, når man er i jeres alder. Vi kan godt huske det. Vi ved godt, at man kan svinge som et pendul mellem lykkerus og det dybeste sorte. Vi ved godt, at man er uovervindelig og alligevel kan tvivle ganske meget. På sig selv og egne evner. På andre. På tilværelsen. På det, de voksne siger.

Vi ved godt, at man kan føle sig skrækkeligt forkert eller måske udenfor. Som om alle andre har det nemmere eller sjovere. Måske fordi de andre griner mere eller fjoller mere, eller tør sige de der ting i timerne, som man ikke selv tør. Vi ved også godt, at det højst sandsynligt ikke er særligt meget nemmere for den, der griner mere, eller den, der ser ud på den måde, som man gerne selv ville. Det ved vi nu, fordi vi er ældre, end vi var dengang, vi tænkte helt de samme tanker, som dem I kan sidde med nu.

Kære konfirmander, hvor ville vi gerne have haft muligheden for at fortælle jer, at fremtiden er åben, og at I er ønskede og elskede og vigtige for mange flere, end I aner

Vi ved også godt, at det kan være så pinligt, når de voksne vil sige vigtige ting. For vi ved godt, at man kan tænke, at de jo alligevel ikke aner noget om, hvordan det er at være lige præcis mig. Og det er da rigtigt nok.

Vi ved ikke, hvordan det er at være lige præcis dig. Det er kun dig, der ved det. Men vi ved alligevel lidt om, hvordan det er at være ung, at være på vej, at være usikker på noget og fuldstændig skråsikker på noget andet.

Vi ved godt, hvordan det er at fejle, at dumme sig, at blive flov, og vi ved også, hvor meget det betyder, når man møder anerkendelse. Når man mærker, at man lykkes, at man er nogens særlige menneske. Vi ved også godt, hvor vigtig fornemmelsen for sammenhold er – at mærke, at man er en del af en helhed. Af et fællesskab.

Selvom det er ved at være nogle år siden, så kan vi godt huske det virvar af følelser, der er forbundet med at være i jeres alder, kære konfirmander.

Tro det eller ej, så har vi selv været der. Jeg har været der, jeres forældre har været der, jeres lærere, jeres bedsteforældre har været der. Vi har været forelskede, skuffede, urolige, uovervindelige. Vi har tvivlet og troet fuldt og fast på vores idéer. Vi har følt os særlige og samtidigt nærmest usynlige. Først senere opdagede vi, at de andre også havde det sådan. At vi ikke var alene med vores forvirrede tanker. Vi opdagede, at der var et endnu større fællesskab bag ved den sandhed.

Kære konfirmander, hvor ville vi gerne have haft muligheden for at fortælle jer, at fremtiden er åben, og at I er ønskede og elskede og vigtige for mange flere, end I aner. Vi må vente med at sige alt dette til jer. Men her på afstand vil vi håbe for jer, at jeres tro og jeres håb og jeres fornemmelse for kærlighed må være det, der driver jer.

Vi flager for jer til august, håber vi, og vi glæder os til at fejre jer.


Foto: Kerteminde og Drigstrup Kirker.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Betina er præst. Hun har siden 2012 kunnet iklæde sig ornat ved passende lejligheder. De fleste af disse lejligheder finder sted i Kerteminde og omegn, da det er her, hun huserer. De titler, hun ellers bærer, er mor og hustru. Én datter og én mand.
Hun har en stor interesse i mennesker, sådan bredt betragtet. For deres fortælling og det de står for og de aftryk, de sætter sig. Det fabulerer hun jævnligt lidt om i omegnens aviser og det fornægter sig heller ikke søndag formiddag.

Derudover har hun altid syntes, at livets, dødens og troens mange aspekter er en evig kilde til forstørrende samtaler.