ET ÅR EFTER 7. OKTOBER // ANALYSE – En af konklusionerne på et års blodig og sønderlemmende krig er, at de radikale holdninger på alle frontafsnit har kørt sig selv helt op i deres respektive kroge, hvor de insisterer på at føre krigen videre på deres betingelser.
TEL AVIV – Et år efter Hamas’ brutale angreb på det sydlige Israel befinder 101 gidsler sig fortsat i Gazastribens vidt forgrenede system af tunneller. Det vides ikke, hvor mange der endnu er i live. I det forløbne år har tusinder af palæstinensere mistet livet under den krig, som gennem 12 måneder har raseret store dele af Gazastriben, og i Libanon har befolkningen lige så længe frygtet den krig, som nu buldrer løs og ser ud til at eskalere.
Det seneste år har åbnet fronter, som længe har ligget og ulmet, og mens statsledere fra nær og fjern forsøger at dæmme op for katastrofen, synes det hele bare at fortsætte. Selv en midlertidig våbenhvile på Gazastriben eller mellem Israel og Hizbollah virker som et forfængeligt håb.
Efter at Iran skød 180 ballistiske missiler mod Israel sidste uge, og i forventning om en markant israelsk gengældelse ser det aktuelt ud til, at krigen eskalerer. Og at Hashem Safieddine, den nye generalsekretær for Hizbollah, efter alt at dømme blev dræbt under et israelsk luftangreb fredag, præcis en uge efter at hans forgænger Hassan Nasrallah led samme skæbne, lover heller ikke videre godt.
Teologisk tænkning
Hvad vi ser udfolde sig, er imidlertid en del mere end en dramatisk krig på flere fronter. Det kan ses som resultatet af en udvikling, som strækker sig langt tilbage i hele regionen. Det kan ses som et klimaks på en proces, hvor radikale kræfter med et tydeligt messiansk afsæt har ført hele regionen på afveje. Krigens store omkostninger og de enorme civile tab er en tragedie, men det er vigtigt at forstå, at krigen i sig selv har en understrøm, der er skæbnesvanger.
Da Hamas sendte mindst 2.000 bevæbnede mænd ind i Israel den 7. oktober, var det en klar strategi at tage israelerne på sengen. Israel levede i forestillingen om, at hegnet omkring Gazastriben ydede fuld beskyttelse, og det viste sig at være en illusion i en grad, som ikke engang Hamas-ledelsen havde forestillet sig. Hamas havde også en ambition om at sætte større dele af regionen i brand, og også det er lykkedes.
Det forløbne år har afdækket nogle strømninger, som har været til stede i årevis, men som er kommet til fuld udfoldelse i løbet af krigen. Og på begge sider finder man befolkninger, som på ingen måde kan skrive under på dette verdenssyn, men som er blevet taget gidsel i udviklingen
På den anden side stod et Israel, som var klar til at reagere hårdt. Man slog på retten til selvforsvar, hvilket er helt legitimt, men det gik meget videre end til det. Det blev til en massiv militær operation, som byggede på Netanyahus illusoriske mål om at udradere Hamas, og omkostningerne blev som bekendt massive. Dette er næppe kommet helt bag på Hamas.
Med samme kynisme som hos Israels politiske ledere har navnlig Yahya Sinwar, som siden blev bevægelsens topleder, givetvis vidst og muligvis regnet med, at omkostningerne for Gazastribens civilbefolkning ville blive tårnhøje. Det har været en del af regnestykket, ligesom det er tilfældet hos en række politikere på Israels yderste højrefløj, fordi der i deres teologiske tænkning er nogle langt højere mål.
På den måde har det forløbne år afdækket nogle strømninger, som har været til stede i årevis, men som er kommet til fuld udfoldelse i løbet af krigen. Og på begge sider finder man befolkninger, som på ingen måde kan skrive under på dette verdenssyn, men som er blevet taget gidsel i udviklingen.
Apokalyptiske tider
Den israelske journalist Sefi Rachlevsky har netop skrevet en bog, der tager pulsen på den israelske del af denne sag. Bogen, som indtil videre kun findes på hebraisk, beskriver, hvordan landet truer med at udvikle sig fra det liberale og demokratiske Israel til det rabiate og messianske Judæa, som er et navn med dybe bibelske konnotationer.
Gennem de demokratiske processer har nogle anti-demokratiske elementer skaffet sig magt, og som følge af koalitionsaftalen med Netanyahu er de i stand til at fastholde magten
I den aktuelle Netanyahu-regering sidder et par ministre, Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, som begge er eksponenter for denne strømning. De er begge elever af Dov Lior, den 91-årige overrabbiner i den stærkt ideologiske bosættelse Kiryat Arba, som længe har været et fyrtårn i dette miljø. Ud over at være homofob og at betragte kvinder som mindreværdige mener Lior, at jøderne har ret til alt land mellem Nilen og Eufrat, og at de nuværende indbyggere må finde sig i en tilværelse som andenrangsborgere eller pille af.
”Rabbiner Dov Lior er blevet den, som virkelig sidder bag rattet på Netanyahu-regeringens skæbnesvangre rejse sammen med fremtrædende messianske forbrydere,” skriver Rachlevsky.
Han beskriver det som en apokalypse. Gennem de demokratiske processer har nogle anti-demokratiske elementer skaffet sig magt, og som følge af koalitionsaftalen med Netanyahu er de i stand til at fastholde magten. Det er denne ekstreme fløj, der insisterer på at fortsætte Gazakrigen med alle midler, for de lever i overbevisningen om, at vi lever i messianske tider, og i den situation er vold tilladeligt, fordi der venter noget bedre på den anden side.
Det er kun en meget lille del af den israelske befolkning, der sympatiserer med denne strømning. Men folk har typisk betragtet det som et uhyggeligt fænomen, der ville gå i sig selv, og her drager Rachlevsky en provokerende parallel til Tyskland i 1930’erne. ”På et eller andet tidspunkt er det for sent, og så er apokalypsen over os,” skriver han.
Palæstina er waqf
Selv om det ikke umiddelbart kan sammenlignes, er der sket noget tilsvarende blandt palæstinenserne på Gazastriben. Dér begyndte det, som skulle blive til Hamas, at tage form tidligt i 1970’erne. Under ledelse af sheikh Ahmed Yassin opstod en humanitær organisation, som ønskede at give Gazastribens mange flygtninge en ny selvfølelse. Det skete gennem en lang række praktiske hjælpeforanstaltninger, men paraplyen over det hele blev religionen, som gennem årene har udviklet sig til benhård islamisme.
At palæstinenserne ved valget i 2006 stemte på Hamas i overvældende grad, skyldes uden tvivl bevægelsens sociale rolle, men det var mest af alt, fordi Hamas stod som noget nær eneste alternativ til det korrupte og ineffektive Fatah.
Mange havde nok ikke forestillet sig den efterfølgende tid, som naturligvis kom til at bære præg af den stramme israelsk-egyptiske blokade mod Gazastriben, men bestemt også den totalitære islamisme, som snart blev en del af hverdagen. Den liberale palæstinensiske kultur forsvandt, mens Hamas lukkede videobutikker og biografer sammen med undertrykkelse af kvinder, forfølgelse af homoseksuelle og vilkårlige henrettelser.
Og bag dette ligger den teologiske grundtanke, som er kommet frem i første parket i forbindelse med krigen. Ahmed Yassin mente, at hele Palæstina er waqf, altså en umistelig islamisk arv, hvor der ikke er plads til andre, og på den måde kommer han til at minde ikke så lidt om rabbiner Dov Lior.
Hizbollahs projekt
Man kan altså godt sige, at dette er blevet radikalisternes krig, og det er kun mere af samme mønt, når man kaster blikket på Libanon.
Hizbollah i Libanon besluttede at indlede beskydningen af det nordlige Israel ganske kort efter den 7. oktober sidste år. Israel svarede igen med angreb på Sydlibanon, og siden da har skudvekslingerne sat deres præg med varierende intensitet i grænseregionen. I de sidste uger har dette taget en drejning til det værre, og i skrivende stund er den israelske landoffensiv i fuld gang og ledsaget af bombeangreb på Beirut. Analytikere taler allerede om den tredje Libanon-krig.
I den forbindelse er det kommet til at stå klart, at store dele af den libanesiske befolkning bestemt ikke bakker op om denne udvikling. Det er navnlig landets kristne og til en vis grad sunnimuslimerne, som længe har haft stor mistillid til det shiamuslimske Hizbollah.
Da palæstinenserne for alvor satte sig fast i Libanon, efter at PLO var blevet smidt ud af Jordan i 1970, skabte det ny splittelse i det martrede land
Gennem hele året har Hizbollah fastholdt, at de lægger pres på Israel for at støtte Hamas, men et blik på Hizbollahs historie og politiske virke lægger nogle yderligere aspekter til denne forklaring.
Da Libanon i 1943 opnåede selvstændighed fra Frankrig, udgjorde sunnimuslimerne og de kristne landets elite, og de fik også tildelt de betydningsfulde poster, da den vanskelige magtfordeling skulle tilrettelægges. Shiamuslimerne i det sydlige Libanon og Beqaadalen trak det korte strå, og da det også var den fattigste del af befolkningen, følte de sig af gode grunde tilsidesat.
Denne følelse lever stadig mange steder i landet, og det er her, Hizbollah har sin egentlige magtbase. Da landet lidt efter lidt bevægede sig i retning af den blodige borgerkrig, meldte mange unge shiamuslimer sig til tjeneste i de forskellige stridende militser, for her var der gode lønninger at hente.
Da palæstinenserne for alvor satte sig fast i Libanon, efter at PLO var blevet smidt ud af Jordan i 1970, skabte det ny splittelse i det martrede land. PLO var ved muffen og betalte bedre lønninger end de øvrige militser, men først og fremmest vakte de vrede i den libanesiske befolkning, da de tiltog sig enorm magt og snart fungerede som en slags stat i staten.
På det tidspunkt var mange shiamuslimer typisk medlemmer af venstreorienterede militser, men navnlig efter den iranske revolution i 1979 tog dette en ny drejning. Den shiamuslimske Amal-bevægelse begyndte at få stor popularitet, og fordi de havde støtten fra Iran, havde de også midlerne.
De opbyggede en stor magtbase ved at fungere som humanitær organisation, ligesom Hamas på Gazastriben, og da israelerne invaderede landet første gang i 1982, opstod også Hizbollah og fortsatte dette arbejde. Men det skete i skarp opposition mod PLO, som er primært sunnimuslimsk, og dette forhold har i store træk holdt sig til i dag.
I dag har Hizbollah fået nogenlunde samme position som PLO før 1982, nemlig som en slags stat i staten, og det viser sig ved, at bevægelsens primære interesse også er indenrigspolitisk. Den er stadig fortaler for den shiamuslimske befolkning i Sydlibanon, og da dette ligger tættest på Israel, har de det også som en del af forklaringen, at nogen må beskytte landet mod den zionistiske fjende. Og det gør de ved at fastholde en skarp islamisk linje, som netop af teologiske grunde stiller den i opposition mod Hamas.
Naturligvis kommer det geopolitiske spil ind i billedet, hvor Iran skaber en alliance mellem Hizbollah og Hamas, men reelt bruger Hizbollah konflikten med Israel til at styrke sin egen position i forhold til resten af den libanesiske befolkning.
Det sidste års konflikt har så vist, at dette er slået fejl, og at befolkningen som sådan ikke ser med milde øjne på en ny krig, og derfor er Hizbollah endt i en klemme mellem deres eget shiamuslimske projekt og deres fremtidige rolle som politisk parti i Libanon. I den forbindelse har den palæstinensiske sag kun marginal betydning.
Håbet blandt almindelige mennesker
Saudi-Arabien kan måske være en indikator for tiden før og det, der muligvis vil følge efter krigen. I begyndelsen af 2023 tydede meget på, at kongedømmet ville tage skridtet og indgå en normaliseringsaftale med Israel, sådan som De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain gjorde det i oktober 2020.
Al snak om dette forstummede dog med Gazakrigen, men lidt efter lidt har saudierne kantet sig tilbage til en rolle som mulig mægler i konflikten. Dette hænger utvivlsomt sammen med, at Saudi-Arabien også vil markere sig overfor Houthi-bevægelsen, som landet fører krig mod i Yemen.
En af konklusionerne på et års blodig og sønderlemmende krig er derfor, at de radikale holdninger på alle frontafsnit har kørt sig selv helt op i deres respektive kroge
Men den nye version af den saudiske tilnærmelse er behæftet med nye betingelser. En normalisering med handelsaftaler og lignende er ikke længere nok, slog udenrigsminister Faisal bin Farhan al-Saud fast i sidste uge. Nu kommer der ikke til at ske noget, før der er sikre udsigter til en to-statsløsning, altså en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben, og med hovedstad i Østjerusalem.
Saudi-Arabien har på det seneste antydet, at man står klar til at investere milliarder i Libanon, hvilket kan redde det forarmede land fra økonomisk kollaps. Men det skal være et Libanon uden Hizbollahs mange våben og soldater. På mange måder ligner kravet om en to-statsløsning også en saftig gulerod. Det kan være et oplæg til at hugge den gordiske knude over, men det ligger i luften, at radikalisterne ikke vil tillade nogen at komme i nærheden af knuden. For det er jo netop denne model, som Hamas på ingen måde kan acceptere, og det samme gælder Israels radikale højrefløj.
En af konklusionerne på et års blodig og sønderlemmende krig er derfor, at de radikale holdninger på alle frontafsnit har kørt sig selv helt op i deres respektive kroge, hvor de insisterer på at føre krigen videre på deres betingelser.
Det er måske netop dette forhold, der kan være et håb. Overalt i regionen ser man en langsom opvågnen, der meget vel kan være resultatet af krigens gru i alt for lang tid. Meningsmålinger kan i den forbindelse være svære at forholde sig til, fordi de kan udformes efter spørgerens ønsker og behov, og i Mellemøsten også bliver det. Men man kan se vreden brede sig i befolkningerne, der kun ønsker sig et almindeligt liv.
I Israel har protesterne bølget lige siden Netanyahu-regeringen blev præsenteret den 29. december 2022, og selv om dette ikke i sig selv har været nok til at vælte regeringen, har det en tydelig effekt. Også i Libanon er det tydeligt, at Hizbollahs indflydelse vækker både modstand og had, først og fremmest blandt kristne og sunnimuslimer. Mange vil hellere end gerne af med de omklamrende islamister, og den samme holdning finder man i stigende grad blandt palæstinensere i Gaza.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og