LIVSMOD OG ERGOTERAPI // KOMMENTAR – Alvorlig sygdom rammer i flæng – især når vi bliver ældre. Her står ergoterapeuterne klar med en hjælpende værktøjskasse, der kan gøre meget muligt igen – såsom at spise og drikke, at vække sanserne, at opleve naturen eller indgå i sociale sammenhænge, skriver ergoterapeut og ph.d. Annette Kjærsgaard. Hun undrer sig over, hvorfor der ikke er mere fokus på den hjælp – og hvorfor der fx ikke er ergoterapeuter ansat på mange flere af landets plejecentre og bosteder.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er ergoterapeut, og når jeg går på arbejde, har jeg en faglig værktøjskasse med mig fuld af livgivende, velkendte, meningsfulde og sansemæssige hverdagsaktiviteter.
De aktiviteter tager vi ofte for givet, og de færreste af os forestiller sig, at vi kan få brug for hjælp i hverdagen, før vi ikke længere selv er i stand til at opleve og sanse livet på vores egne præmisser.
Livgivende aktiviteter
Ergoterapeuter kan stimulere svækkede borgeres sanser ved at understøtte deres fortsatte deltagelse i det levede liv sammen med andre mennesker med både inden- og udendørs aktiviteter. Og de aktiviteter er ikke mekaniske – de er livgivende.
Der er mange beboere, som ikke har mulighed for at få deres sanser stimuleret ved fx en daglig tur ud i den friske luft – i både sol og regn. De er faktisk dårligere stillet end mange husdyr, som ofte får mange daglige gåture
For det er netop gennem dagligdagens aktive gøremål, at vi vækker vores hjerne og øger vågenheden. Jeg abejder altid ud fra min viden om, hvordan vores kropslige sanser påvirker vores hjerne.
Du kender måske illustrationen af den sensoriske mand (homunculus-manden), som har store hænder, store fødder samt en stor mund og tunge.
Illustrationen ovenfor viser, at det er præcis de områder i vores krop, som sender vigtige informationer til vores hjerne og er med til at øge vores vågenhed. Hvilket igen er helt afgørende for, at vi kan deltage i daglige aktiviteter som fx at spise/drikke, vaske os, få tøj på og indgå i sociale aktiviteter med andre.
Det er netop vigtigheden af meningsfulde aktiviteter, som jeg sætter i spil, når jeg behandler et andet menneske. Når jeg understøtter en ældre og/eller svækket person med at få børstet tænder, så vågner vedkommende op, synker mere og taler mere.
Det samme gør sig gældende, når det menneske senere sidder foran håndvasken og bliver guidet til at åbne for vandet eller får hjælp til at få vasket og tørret hænderne grundigt og efterfølgende får masseret hænderne med en lækker duftende håndcreme. Det kan ergoterapien.
Sanser skal vækkes, men havner ofte på sidstepladsen
Det er ikke spor underligt, men faktisk enkelt: Deltagelse i daglige aktiviteter øger svækkede menneskers vågenhed og verbale kommunikation – og alligevel sker det ikke for rigtig mange. Der er ikke tid, ingen ressourcer, familien har travlt, og på landets plejecentre og bosteder er der både personalemangel og pres på de ansatte til daglig.
Når man hele tiden presses på tid og skal levere ”kerneydelser” som fx bleskift og servering af mad eller bad og tøjskift, bliver de sociale og sansende aktiviteter ofte henvist til en sidsteplads.
Sanseoplevelsen fra det varme vand på kroppen i forbindelse med et bad oplever mange beboere kun ved det lovpligtige og hurtige ugentlige bad. Resten af tiden bliver de ofte vasket inde i sengen, hvor vand og sæbe bliver erstattet af vask med vådservietter
Det er ærgerligt, fordi kombinationen af det nødvendige og behagelige øger livskvaliteten og har en forebyggende effekt fx i forhold til hospitalsindlæggelser. I meningsfulde hverdagsaktiviteter ser man bare lettere forandringer i funktionsniveauet hos den enkelte, som man med fordel kunne handle ud fra tidligere.
Når shopping og social kontakt er livgivende
Et eksempel på en meningsfuld aktivitet har jeg i min praksis med en ældre kvinde, der pludselig fik en svær hjerneskade for 4 år siden, som i dag gør, at hun har vanskeligt ved at kommunikere og er 100 % afhængig af hjælp i dagligdagen.
Hun elsker en tur ned ad gaden og kigge på tøj. Shopping er en velkendt aktivitet for hende. Hun ser og mærker på tøjet. Tjekker prisen ved at røre ved og se på prisskiltet og har kontakt med butikspersonalet. Hun smiler og kommenterer fx på prisen, hun har også pungen med og betaler selv.
Alle de stimuli fra syn, hørelse, duft og ikke mindst berøring øger hendes vågenhed, og der kommer mange flere ord fra hende, end når hun ikke er i aktivitet.
Andre aktiviteter er besøg i det fælles hjem, hvor hendes ægtefælle bor. Jeg er, som ergoterapeut, “bare med” og fokuserer på at understøtte hendes aktive deltagelse i velkendte aktiviteter i samspil med andre. Vi spiller yatzy, ser på billeder eller spiller ’ballonfodbold’ – om sommeren kan vi sidde på altanen og se ud på et for min patient velkendt landskab.
Læs også et uddrag af “Omsorgsmanifestet” skrevet af May Bjerre Eiby og Dorthe Boss Kyhn her.
Misforstået opfattelse af træthed
Beboere, som ikke selv kan tage initiativer til aktiviteter, opleves ofte af personalet på et plejecenter som værende ”trætte”. Men beboerne er helt afhængige af familie og pårørende, som tager dem med ud i den friske luft og i livet uden for institutionen.
Her oplever jeg, der kommer ud på mange institutioner, at der er utrolig forskellige tilbud om aktiviteter fra institution til institution og fra kommune/region til kommune/region.
Kunne det måske være, at I oplever beboerne som trætte, netop fordi de ikke er i daglige meningsfulde aktiviteter i hverdagen, som udfordrer deres sanser og stimulerer hjernen?
Der er virkelig mange beboere, som ikke har mulighed for at få deres sanser stimuleret ved fx en daglig tur ud i den friske luft i både sol og regn. De er faktisk dårligere stillet end mange husdyr, som ofte får mange daglige gåture.
Sanseoplevelsen fra det varme vand på kroppen i forbindelse med et bad oplever mange beboere kun ved det lovpligtige og hurtige ugentlige bad. Resten af tiden bliver de ofte vasket inde i sengen, hvor vand og sæbe bliver erstattet af vask med vådservietter.
Mange svækkede kan få det bedre, men systemet er ikke gearet til det
Her synes jeg simpelthen, at “systemet” lukker øjnene for, at meningsfulde aktiviteter kan bidrage til sundhed og velbefindende for ældre og/eller svækkede på institution.
Og jeg vil gerne spørge politikerne og lederne i landets plejeinstitutioner:
Er det jeres opfattelse, at når man bliver ældre og/eller svækket og har behov for at bo på en institution, så kan man ikke forbedre sit funktionsniveau og fortsat deltage i meningsfulde aktiviteter?
Hvis ikke vi, som mennesker, kontinuerligt får vores hjerner stimuleret, så mister vi færdigheder og vågenhed
Eller kunne det måske være, at I oplever beboerne som trætte, netop fordi de ikke er i daglige meningsfulde aktiviteter i hverdagen, som udfordrer deres sanser og stimulerer hjernen?
Vi kan være aktive, indtil vi skal herfra
Hvis det er tilfældet, er det lige præcis her, ergoterapien kan gøre en stor forskel for de ældre eller syge.
Vi ergoterapeuter kan udrede den enkelte beboers sansemæssige udfordringer og være med til at vejlede personalet og de pårørende omkring, hvordan de daglige aktiviteter, som de alligevel skal udføre hos den enkelte beboer, kan udføres sammen med og ikke blot for beboeren.
Deltagelse i netop daglige aktiviteter kan være med til – via stimulering med sanseindtryk fra syn, hørelse, duft og berøring – at stimulere beboernes hjerne og øge deres vågenhed.
Hvis ikke vi, som mennesker, kontinuerligt får vores hjerner stimuleret, mister vi færdigheder og vågenhed, og der er stor risiko for, at beboere, som ikke stimuleres og inddrages i daglige aktiviteter, trækker sig ind i sig selv.
Mit budskab er, at vi som mennesker ikke bliver for trætte til aktiviteter – ikke før den dag, vi skal herfra!
Få ergoterapien ud i institutionerne!
Alt dette kan jeg udføre, fordi jeg er privatpraktiserende, men hvordan får mine offentlige kolleger de samme muligheder?
Burde der ikke være ergoterapeuter ansat som en fast del af personalet på alle institutioner i Danmark, hvor der bor ældre og/eller svækkede personer, som ikke selv kan opsøge sansestimuli i hverdagen?
Ergoterapeuterne skal ikke udføre det samme arbejde som fx en SOSU. Ergoterapeuterne skal have lov til at være sig selv og kunne gå fagligt forrest, så der også er tid til både at være i vagtplanen med det borgernære arbejde og have tid og beføjelser til at introducere resten af personalet på institutionen til opgaverne.
Hvordan får vi hul igennem, så denne viden når ud i “systemet” – både politisk, organisatorisk og ud til den enkelte medarbejder på alle de mange kommunale, regionale og private institutioner?
Hvordan får vi vores ergoterapeutiske viden og færdigheder omkring aktiviteter ud til glæde for netop ældre og/eller svækkede beboere på institutioner i Danmark, som har behov for daglige og sansemæssige stimuli til at vække deres hjerne og til at understøtte deres deltagelse i meningsfulde aktiviteter?
Ergoterapeutiske indsatser handler ikke kun om målrettet kropslig træning efter en henvisning fra en læge … det er understøttelse af deltagelse i det levede liv med hverdagsaktiviteter, som kan vække sanserne og skabe det vigtige nærvær til livet – også i den sidste tid.
Så burde der ikke være ergoterapeuter ansat som en fast del af personalet på alle institutioner i Danmark, hvor der bor ældre og/eller svækkede personer, som ikke selv kan opsøge sansestimuli i hverdagen?
Læs mere om emnet i artiklen ”Use it or lose it” her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
