Anti-manifest fra debatselskabet Fri Debat: Derfor skal du forsvare dine modstanderes ytringsfrihed

i Politik & Samfund/Debat af
YTRINGSFRIHED // DEBAT – “Du skal forsvare dine modstanderes ytringsfrihed, for ellers mister du politisk legitimitet. Men vær mistænksom, når du hører nogen forgylde deres synspunkt med, at de går ind for ytringsfrihed, for er det ikke bare for at fremme deres egen sag under dække?” Sådan skriver forfatter og medlem af debatselskabet Fri Debat, Jens-Martin Eriksen, i dette anti-manifest for selskabet, der blev grundlagt i 2010 for at tage klar afstand fra indgreb i ytringsfriheden, som rammer politiske modstandere.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende POV din mening her.


Vi støtter ikke Rasmus Paludan af den sørgelige grund, at hans program ikke blot er fælt og afskyeligt, men også uigennemtænkt og med konsekvenser, som ingen normal person vil vedkende sig.

Men vi støtter hans ret til at fremføre sine synspunkter og uden trusler og vold at gennemføre sine råbemøder lige så længe og lige så mange gange, han mener, de har et publikum, der vil høre på ham. Og vi finder tankerne om, at ”der ikke er råd til” hans politibeskyttelse sekteriske og opportunistiske. Der er netop råd til at beskytte talere, der modsiger og protesterer, først og fremmest når de bliver truet med vold, overfald og trusler.

Ingen skal tåle usande og mistænkeliggørende rygter, hverken enkeltpersoner eller grupper i den danske befolkning

For så er det voldsmændene, der skal stilles til regnskab af samfundet med bøder og straf, og ikke taleren der skal sørge for sin egen beskyttelse – og heller ikke Rasmus Paludan, uanset hvad han prædiker. Alt andet ville være billig populisme, der løber efter folkestemningen og ikke formår at tænke principielt – og som ikke formår at forsvare rettigheder og ytringsfrihed, med mindre de gælder den sekt, man selv hylder.

Stram Kurs leder Paludan under politibeskyttelse
Rasmus Paludan under et af sine “råbemøder” i 2019. 

Vi støtter ikke litteraturkritikeren og akademimedlemmet Marianne Stidsens forvirrede og tvetydige holdninger om, at aktivister i #MeeToo-bevægelsen skal kaldes terrorister, og som en følge deraf vel også burde sigtes efter terrorparagrafferne, fordi de angiveligt spreder rygter og frygt og generelt er med til at skabe usikkerhed om retssikkerheden.

Der er tilfælde, hvor mistænkte i kampagnerne mod seksuel chikane er bragt i en prekær situation, uden der hverken er rejst sigtelse eller anklage, og i disse tilfælde har Marianne Stidsens indsigelse en pointe, men hendes ræsonnement om, at det så skal lede til terroranklage mod #MeToo-aktivisterne er en forråelse og har en destruktiv effekt for en offentlig debat.

Men vi finder reaktionerne mod Marianne Stidsen mindst ligeså forvirrede og ubetænksomme, som hendes egne holdninger, når man vil presse en upolitisk forening som Det Danske Akademi til at ekskludere hende frem for at gå i rette med hende i en åben debat på argumenter. Så har man på sin egen forskræmte måde vist sin mistillid til, at man har retten på sin side og mod til at forsvare sine holdninger.

Vi støtter ikke Stine Bosse, når hun selvglad bedyrer, at der ingen fare er for at krænke basale principper i grundloven og andre borgeres retsbevidsthed, idet hun taler for at undertrykke sine politiske modstanderes ytringsfrihed ved at lade et råd give Facebook og Twitter 12 timer til at fjerne deres meninger.

Lad nu være med at prætendere, at du går ind for ‘free speech’, når du kun vil fremme dine egne politiske synspunkter

Her har hun umiddelbart brug for noget selvhad. Men til trods for at hun er et fjols i fåreklæder, når hun bedyrer, at ville den offentlige mening dens bedste, så forsvarer vi hendes ret til at fremføre disse autoritære tanker, der ikke bærer præg af at sanse, at andre også mener, at der slet ingen grund er til at høre på deres egne politiske modstandere, og mindst af alt til at blive modsagt og korrigeret.

Vi vil oven i købet opfordre til både at lytte til Stine Bosse og de af hendes politiske modstandere, som hun i fremtiden vil censurere, så vi kontinuerligt kan efterprøve vores egne argumenter om begge disse parters demokratiske forblindelser.

Vi støtter ikke, at nogen kvinde bærer burka eller hijab eller andet religiøst og politisk beklædningssymbol, der understøtter en autoritær ideologi og et reaktionært syn på kvindens rettigheder og relation i samfundet, og som tillige afsondrer hende ikke kun socialt, men også fysisk i sit liv i forhold til andre af anden politisk og religiøs observans.

Men der findes ikke i et sekulært samfund en politisk instans, der med nogen ret kan dømme, hvilke ideologiske symboler, der udtrykker et politisk gode, som alle bør tilslutte sig – og hvilke der bør fordømmes og forbydes. Her gælder kun den enkelte myndige og moralsk ansvarliges eget valg. Og et synspunkt, der i et sådant tilfælde vil hævde, at samfundet og staten ved bedre, og forbud og ideologisk rettevisning er at foretrække, fremmer ikke egentlig ytringsfrihed, men bruger kun dette begreb som camouflage for sine helt egne politiske mål eller fordomme.

Vi støtter ikke Martin Henriksens mistænkeliggørelse af en kvindelig medarbejder i Udlændingestyrelsen, fordi hun med statsborgerskab i både Danmark og Afghanistan mistænkes af ham for at dække over en skjult loyalitet mod andre lande end Danmark og for ikke at være pligttro overfor de myndigheder, som hun er sat til at tjene. Det inkriminerer ikke blot hende, men også alle andre i den danske befolkning, som enten har rødder eller familie i indvandringslande.

Vi støtter ikke den antisemitisme, som man let kan forledes til at tro er den virkelige drivkraft bag kampagnerne mod Israel, og som er maskeret som såkaldt ”anti-zionisme”

Men vi forsvarer hans ret til at rejse sine spørgsmål i en principiel debat om loyalitet og sikkerhed til trods for, at det kan være en prekær sag for de menneskers omdømme, som han på denne vis vil undersøge. Og det skal ikke være kriminaliseret ved straffelovens såkaldte hatespeechparagraf, 266B, da den på en tåget måde kårer en tilfældig gruppe af ofre, som loven skal beskytte, og på en usikker måde vil definere følelser og tanker hos en mulig lovbryder som Martin Henriksen.

Men ingen skal tåle usande og mistænkeliggørende rygter, hverken enkeltpersoner eller grupper i den danske befolkning. Og det er en sådan beskyttelse alle har brug for fra loven – ikke sentimental og uigennemtænkt føleri overfor tidsåndens tilfældigt kårede ofre.

Vi støtter ikke den antisemitisme, som man let kan forledes til at tro er den virkelige drivkraft bag kampagnerne mod Israel, og som er maskeret som såkaldt ”anti-zionisme”. At være imod selve eksistensen af en given demokratisk stats nationalideologi og bestride denne stats ret til at eksistere er på ingen måde et legitimt politisk synspunkt. Man tjener ikke palæstinensernes interesser ved at alliere sig med politiske og religiøse kræfter, der søger at fremme en sådan sag, helt uanset om de nominelt er venstreorienterede eller islamistiske, da antisemitisme heldigvis bliver anset for at være en radikal voldsideologi for marginale og ekstremistiske tabere.

Derfor så vi også med sympati på initiativet fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, da de med busreklamer opfordrede til specifik boykot af varer fra den ulovligt besatte Vestbred og dermed afholdt sig fra at følge den udbredte BDS-kampagne om generel boykot af israelske varer og kultur. Det var derimod en konkret og legitim politisk kritik fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, der rettede sig mod den israelske regerings aktuelle politik, som kan adresseres og korrigeres, uden at man på nogen måde anfægter Israels ret til at eksistere eller på anden måde hetzer mod landet.

Kære bestyrelsen i busselskabet Movia (i hvert fald de 5 herrer fra K, V og DF der stemte FOR) TAK. Tusind tak. …

Posted by Dansk Palæstinensisk Venskabsforening on Thursday, April 30, 2015

 

Derfor var det også dybt kritisabelt, at busselskabet Movia bøjede sig for udenlandsk pres, der blev organiseret i Israel, og hvor en kreds af personer langt væk påstod sig ”krænket” af kampagnen, der blev markedsført med plakater på busser i København. Det blev ikke bedre af, at pressen ikke var tilstrækkeligt opmærksom på dette løjerlige trick og det danske busselskabs fatale mangel på moralsk og politisk ansvarlighed og uafhængighed. Man fulgte blindt en hysterisk kampagne, der var orkestreret fra udlandet.

Vi støtter ikke uddelingen af Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke, fordi han er forfatter til essayet ”Eine winterliche reise zu den flüssen donau, save, morawa und drina: oder gerechtigkeit für Serbien”. Denne bog, der er et klart udtryk for en historisk afstumpethed, blev udgivet i 1996, et år efter fredsslutningen i Dayton, men endnu mens Slobodan Milosevic sad på magten i Serbien. Den foregiver, at ville tale Serbiens sag efter freden. De dramatiske begivenheder, som indtraf da Bosnien gik under, og hvorledes folk blev overfaldet og brutalt myrdet og fordrevet, sår han tvivl og mistro om, når han konfronteres med serbere, der er af en anden opfattelse end den han gerne vil tro på.

I begyndelsen var det et regulært overfald fra en hær mod en befolkning. En nådesløs forfølgelse og fordrivelse, som blev sat i værk af en hærledelse, der uddelegerede opgaven til den del, der blev udskilt som den bosnisk-serbiske hær og til diverse militsgrupper fra Serbien selv. Forbrydelserne blev smedet i Serbien, ideologisk af det serbiske akademi, der i blandt Peter Handkes egne kolleger, og af hærledelsen og af den politiske magt – og forbrydelserne fandt sted i Bosnien.

Peter Handke stiller sig til tjeneste for folkemordsbenægtelse, når han forstilt skriver, at man bør tvivle om alt – også Srebrenica-massakren, som der heller ikke i 1996 var grund til virkelig at tvivle om. For det hedder i hans skrift, at ingen kan lodde dybden af den internationale presses fordrejninger, og billeder og oplysninger er manipulerede som led i den helt store plan. Mens fordrivelserne af de bosniske muslimer fandt sted, kunne det på en sær måde forekomme, som om tiden efter 1945 med ét forsvandt som en luftspejling, og alt kunne pludselig alligevel ske igen.

Ikke desto mindre kunne vi ikke drømme om at plædere for hverken kriminalisering af denne folkemordsbenægtelse eller Holocaust eller nogen anden krigsforbrydelse, fordi sandheden altid må kunne forsvares og afprøves i et åbent samfund

Peter Handke har med sit skrift ydet sit til at tro, at det ikke engang er sikkert, at det hændte overhovedet er indtruffet i virkeligheden, og har dermed lukket løgnens cirkel, da tavsheden som bekendt er krigsforbrydelsens sidste akt. Og det helt besynderlige er, at der kun skulle gå knapt 25 år før det svenske akademi og med det flere danske redaktører og intellektuelle skulle hylde ham og prise ham for et forfatterskab, der omfatter folkemordsbenægtelsen på de europæiske muslimer.

Men ikke desto mindre kunne vi ikke drømme om at plædere for hverken kriminalisering af denne folkemordsbenægtelse eller Holocaust eller nogen anden krigsforbrydelse, fordi sandheden altid må kunne forsvares og afprøves i et åbent samfund. Og vi kunne ikke drømme om, at annullere eller på anden vis tale for at afvise at publicere disse menneskers forsvar for Peter Handke.

Coda: Lad nu være med at prætendere, at du går ind for ‘free speech’, når du kun vil fremme dine egne politiske synspunkter.

For at paradere ytringsfrihed er opskriften på kunsten at sejle under bekvemmelighedsflag, sådan om litteraturforskeren Stanley Fish udstikker kursen. Ytringsfrihed er slet og ret bare vores måde at legitimere politiske valg på, og forstærke og forgylde deres status overfor vores modstandere.

Har han en pointe?

For du siger ‘ja’ til karikaturer og ‘nej’ til burka, hvis du er borgerlig, og sådan er det hele vejen igennem med hykleriet om noget, der ikke findes ifølge Fish. Og du siger ‘nej’ til karikaturer og ‘ja’ til burka, hvis du er venstreorienteret. Og er principperne i vejen, så lav en lov som 266b for at beskytte højrefløjens prygelknaber med et skønsomt udvalg af  ofre, som er fredede –  eller en burkalov imod venstrefløjens helte, hvis du er borgerlig.

Det lader sig let gøre, hvis du bare har et politisk flertal af nogen, der deler din politiske opfattelse eller nogen, der er dumme nok til at tro på alt det øregas, du fylder dem med om ytringsfrihed.

Spørg derfor i hvilken udstrækning, de er villige til at forsvare deres politiske modstanderes ret til at bekæmpe deres egne synspunkter. Svaret vil fortælle, om de sejler under bekvemmelighedsflag og forsøger at besnære deres læsere og tilhørere

Stanley Fish’ tese er imidlertid forkert, hvilket vi har givet en række danske eksempler på. Det er måske oven i købet en plat påstand, fordi den ophøjer misbrugen af ytringsfriheden som argument til at være selve princippet, når denne frihed forfægtes.

Men ikke desto mindre, så er det en mistanke man kan undersøge, når nogen påstår, at deres politiske principper har en helt særlig og uangribelig status som udtryk for ytringsfrihed.

Spørg derfor i hvilken udstrækning, de er villige til at forsvare deres politiske modstanderes ret til at bekæmpe deres egne synspunkter. Svaret vil fortælle, om de sejler under bekvemmelighedsflag og forsøger at besnære deres læsere og tilhørere.

Debatselskabet Fri Debat driver Facebookgruppen Fri Debat, som er åben for interesserede. Debatselskabet Fri Debat er privat.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JENS-MARTIK ERIKSEN HER


Topillustration: Fridebat.nu

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Forfatter Jens-Martin Eriksen debuterede i 1985 med fortællingen Nani. Derpå fulgte den postmoderne og genreeksperimenterende Entusiastiske historier, som blev efterfulgt af bl.a romanen, Den hvide væg. Med romanen Vinter ved daggry (1997) sker der et radikalt brud i hans forfatterskab. Beretningen omhandler det nye Europa efter den kolde krig. En ung mand farer vild i den politiske malstrøm i et unavngivet land og ender i en dødspatrulje, der sættes ind overfor en fjendtlig civilbefolkning. Romanen er iscenesat som en autentisk historie, og giver indtryk af at foregå på Balkan efter borgerkrigene i begyndelsen af 1990’erne. De seneste år har Eriksen, bl.a. sammen med Frederik Stjernfelt, skrevet en række genremæssigt hybride bøger, kulturkritiske reportager og analyser, bl.a. Hadets anatomi og Adskillelsens politik. Senest har Jens-Martin Eriksen fået opført teaterstykket Le Procés de Malaparte i Schweiz og udgivet romanen Et hvidt reb til Philippe Deprez (2015). Jens-Martin Eriksen har modtaget Otto Benzon prisen, Leo Estvad legatet, Adam Oehlenschläger legatet for litteratur, Beatriceprisen fra Det Danske Akademi, Jeanne og Henri Nathansens mindelegat samt Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat.