En gordisk knude: Mellemøstens mange aktører har fået nyt spillerum i Libyen

i Mellemøsten/Politik & Samfund af
MELLEMØSTEN // ANALYSE – Borgerkrigen i Libyen kører nu på sjette år. Det er en krig, der ikke har fået så stor mediebevågenhed som krigen i Syrien, men det bør den af flere forskellige årsager, skriver Yasmin Abdel-Hak. For Libyen har tre afgørende komponenter, der gør landet til en tiltalende cocktail for statsledere med ambitioner og egne politiske, økonomiske og militære dagsordner for øje.

Hvis man troede, at konceptet stedfortræder-krig kun blev brugt i Syrien, tager man desværre fejl. For Libyen er den nye legeplads for eksterne aktører med egne politiske og økonomiske ambitioner at pleje.

Generalen og den evige islamistiske trussel

General Khalifa Haftar, leder af Libyan National Army (LNA) Foto: Wikimedia Commons

General Khalifa Haftar har hovedsagelig sit domæne i den østlige del af Libyen, men han har gennem 14 måneder forsøgt at erobre hovedstaden Tripoli, hvor den FN-anerkendte regering har hovedsæde. Hans styrker har haft travlt med at konsolidere sig, ikke bare i det østlige Libyen, men i det meste af landet, og har haft støtte og hjælp hertil fra blandt andet Egypten, Rusland, Frankrig og de Forenede Arabiske Emirater.

Et af hans hovedargumenter for egen berettigelse er den evige islamistiske trussel. Som militærmand fra oberst Gaddafis militær har general Haftar formået at positionere sig selv som det bedste bolværk mod en islamistisk trussel. Det er en reel trussel: Islamisk Stat har tidligere slået rod i landet. General Haftars forsikring mod islamister er som sød musik i hans støtters ører, herunder ikke mindst Egypten og dennes præsident al-Sisi, der frygter, at Det Muslimske Broderskab slår rødder i nabolandet Libyen. Også Saudi-Arabien og Frankrig ser generalen som en garant herfor.

Faktaboks

  • LNA = Libyan National Army, ledet af general Khalifa Haftar. Støttes af: Egypten, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig og Rusland.
  • GNA = Government National Accord. En FN-anerkendt regering. Støttes af Tyrkiet og Italien.

Arkitekten og GNA – Government of National Accord

Regeringen ledes af Fayas al-Sarraj, en arkitekt fra en velhavende familie, som under Gaddafis styre udførte flere arkitektopgaver for den libyske stat. Han er således ikke en politisk figur med en politisk betændt fortid. Måske derfor blev han af et enigt FN sikkerhedsråd godkendt som formand for overgangsregeringen og dermed premierminister for landet. Det har han så været siden december 2015, uden at landet er kommet en fredsaftale nærmere. Det vidner om landets yderst komplekse situation.

Fayas al-Sarraj, leder af overgangsregeringen og premierminister for Libyen, Government of National Accord (GNA) Foto: Wikimedia Commons

Med Tyrkiets hjælp har GNA for nylig generobret centrale byer og luftbaser i det vestlige Libyen, der i sidste ende kan sætte general Haftars position over styr.

Problemet med både generalen og arkitekten er, at de hver især er fuldstændig afhængige af udefrakommende støtte. Ingen af dem er i sig selv stærke nok til at erobre, kontrollere eller vinde over den anden. De militære sejre, Haftar kan prale af, er kun kommet i hus på grund af massiv støtte fra Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Rusland og Frankrig. At overgangsregeringen GNA nu har fået presset general Haftar tilbage fra Tripoli og andre strategisk vigtige poster, skyldes alene Tyrkiets indsats. Der er med andre ord tale om to kæmpende parter, som ene og alene opretholdes på grund af andre landes egne politiske interesser og dagsordner i Libyen.

Amerikansk signalforvirring på højere plan

Samtidig hermed er USA’s rolle og holdning – måske ikke overraskende – noget uklar, og synes præget af en mangelfuld kommunikation mellem landets regering, Pentagon og det amerikanske udenrigsministerium. For hvor regeringen udtrykte klar støtte til general Haftar, sad landets ambassadør i Libyen og udtalte klar støtte til GNA, alt imens Pentagon udtrykte frustration over Ruslands stigende indflydelse i landet.

Det er selvsagt forvirring på et højere plan, der ikke ligefrem styrker USA’s position i regionen, tværtimod udstiller det blot amerikanernes vaklen, alt sammen noget der spiller i russisk favør. Samtidig har Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan formået at få USA’s støtte til den tyrkiske tilstedeværelse i landet.

I det store geopolitiske billede er både general Haftar og regeringslederen al-Sarraj blot politiske marionetdukker

Det er et fornuftigt træk af Tyrkiet al den stund, at en række udenrigsministre fra Cypern, Egypten, Frankrig, Grækenland og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) fornylig underskrev en fælles erklæring, der fordømte Tyrkiets rolle og ageren i Libyen. Det er der en særlig grund til,  for Tyrkiets samarbejde med overgangsregeringen stikker en gevaldig kæp i hjulet for netop den række landes planer for det såkaldte EastMed Pipeline. Et projekt, som efter planen vil skulle eksportere naturgas fra Israel via Cypern og Grækenland og videre til Europa. Henset til Tyrkiets historisk anstrengte forhold til både Cypern og Grækenland kan det næppe have været en overset detalje i Tyrkiets overvejelser for at gå ind og støtte overgangsregeringen.

Kampen om det religiøse spillerum

Ikke bare er der kamp om magt og olie, men også om Libyens religiøse spillerum. Og det er en kamp mellem forskellige ideologiske grene, hvoraf nogle beskyldes for at være salafistiske og finansieret af Saudi-Arabien. Og her kommer så det interessante dobbeltspil for dagen: For Saudi-Arabien støtter general Haftar i dennes kamp mod islamisering af landet, samtidig med at landet finansierer flere forskellige islamistiske grupper i området.

For hvor Saudi-Arabien ikke har en decideret økonomisk interesse i Libyens olie, har det en interesse i det religiøse narrativ og defineringen af de religiøse tendenser i landet. Og hvor Saudi-Arabien ser general Haftar som et bolværk mod Det Muslimske Broderskab, har man samtidig ingen moralske skrupler med at finansiere grupper, der repræsenterer den saudiarabiske religiøse linje.

Libyen er det nye Syrien. Hvor Syrien var en interessant legeplads for eksterne aktører af rent geopolitiske årsager i kampen om den evige magtbalance i regionen, har Libyen noget, som Syrien ikke havde: Olie. Masser af olie

Salafisterne har kontrol over de fleste af moskeerne i Tripoli. Mange unge tilhængere af salafisterne har meldt sig ind i de mange forskellige bevæbnede grupper og sikkerhedsenheder, der tilsammen udgør GNA’s styrker.

Begge sider i konflikten i Libyen har salafistiske grupper under sig. Det er derfor alt for forenklende at gøre det til et spørgsmål om, hvilken side der er for eller imod islamistiske grupper. De findes nemlig på begge sider i konflikten, og skifter gerne og ofte side til fordel for dagens matchvinder. Alene af den grund er det vigtigt, at verden holder et vågent øje med udviklingen i Libyen.

Illusoriske drømme om en fredsaftale

I kølvandet på general Haftars nylige tab, herunder af den strategisk vigtige al-Waitiya lufthavn og adgangen til Tripoli, begyndte flere analytikere at anføre, at general Haftar med disse tab nu ville være tvunget til forhandlingsbordet om en permanent fredsaftale. Også USA var hurtigt ude og foreslog Helle Thorning-Schmidt i den sammenhæng som en mulig fredsmægler i den kommende fredsproces.

Men det er både forkert og naivt at tro, at landet dermed skulle være kommet tættere på en fredsaftale. Alt for mange eksterne aktører, herunder Egypten, UAE, Saudi-Arabien, Rusland, Frankrig og Tyrkiet har hver især interesse i at sikre sig adgangen til Libyen. I det store geopolitiske billede er både general Haftar og regeringslederen al-Sarraj blot politiske marionetdukker. Libyen er det nye Syrien. Hvor Syrien var en interessant legeplads for eksterne aktører af rent geopolitiske årsager i kampen om den evige magtbalance i regionen, har Libyen noget, som Syrien ikke havde: Olie. Masser af olie.

En cocktail bestående af militær, religion, olie og en lang række eksterne aktører er ikke den bedste opskrift på en varig fredsaftale.


LÆS FLERE ANALYSER AF YASMIN ABDEL-HAK HER


Topfoto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Mellemøsten