DAGENS POV // DIGITALT ANSVAR – “Etiske retningslinjer er for mig at se mest udbredt som redskab, der, hvor udøverne af et fag selv har opdaget, at de har et etisk ansvar, og hvor de har anerkendt, at det kan være en fordel at samarbejde med andre udøvere af samme fag om at definere det etiske ansvar … Det er svært at finde eksempler på etiske retningslinier, som uden sanktionering i form af bøder eller anden straf trækkes ned over hovedet på udøvere af et fag.” Trine-Maria Kristensen diskuterer, hvilke realistiske retningslinjer, der findes, hvis man vil tale etik for rollemodeller og influenter som bloggere. “Måske vi allesammen har brug for etiske retningslinier og for at tage meget mere ansvar for, hvad vi skriver til hinanden og hvordan vi taler om andre online. Det synes jeg, måske er det, ministeren burde sætte noget arbejde i gang for at sikre.”
Efter en trist episode med en ung piges selvmordsbrev på Instagram som de fleste er enige om, slet ikke skulle have været på sociale medier, (fordi omtale af selvmord desværre kan inspirere andre til selvmord) er der opstået en debat om, hvordan man kan bibringe unge, der ‘influerer’ (på dansk ‘påvirker’) – andre unge, lidt mere etisk forståelse for, hvilket ansvar, det medfører at være “rollemodel”; eller altså med vores dages smarte udtryk på dansk “en influent” (nogle bruger det engelske udtryk direkte: en influencer).
Et af de første spørgsmål, der blev stillet i diskussionen, er hvorvidt influenter kan forstås som “medier”?
Ministeren på området, Pernille Rosenkrantz-Theil, har tilsyneladende valgt at kigge øverst i værktøjskassen for behandling af medier, når det gælder ansvarlighed. Her fandt hun de presseetiske regler som er en del af Medieansvarsloven. Det lyder logisk
Og hvis de er det, skal de så have et redaktionelt ansvar, ligesom de store professionelle medier har det? Hvad er følgernes rolle? Og er den enkelte klar til at tage mere ansvar for, hvordan man taler til andre online?
Et gumpetungt pressenævn
Ministeren på området, Pernille Rosenkrantz-Theil, har tilsyneladende valgt at kigge øverst i værktøjskassen for behandling af medier, når det gælder ansvarlighed. Her fandt hun de presseetiske regler som er en del af Medieansvarsloven. Det lyder logisk.
De presseetiske regler opdateres løbende og gælder til enhver tid for trykte medier (dagblade og ugeblade) og for radio- og tv. Medievirksomheder kan derudover tilmelde deres websites (og også for eksempel deres Facebooksider) til Pressenævnet, og dermed “forpligter hjemmesiden sig også til at overholde de vejledende regler for god presseskik samt reglerne om genmæle i medieansvarslovens § 34 og §§ 36-40. Derudover skal mediet rette sig efter kendelser fra nævnet.
Med reglerne følger den sanktionsmulighed, at man som medie kan få kritik fra Pressenævnet, når dette afsiger kendelser.
I sjældne tilfælde påbyder Pressenævnet mediet at komme med en berigtigelse eller en undskyldning, for eksempel hvis et medie har opført sig urimeligt overfor en kilde eller har misledt offentligheden ved ikke at høre alle parter i en sag osv. Pressenævnet kan altså ikke uddele bøder, men påtaler forhold, der, ligger uden for “god presseskik”.
Tallet er lille og faldende.I 2018 modtog nævnet 89 klager og udtalte kritik i overfor 9 dagblade og TV 2, der får kritik i en enkelt sag. DR undgik helt kritik i 2018. En række magasiner og ugeblade er også omfattet af Pressenævnets opgørelse, og her er der i 2018 givet kritik 16 gange. Nævnet gav ingen medier “alvorlig kritik” i 2018. Årsberetningen kan hentes her.
På Pressenævnets website er der adgang til nævnets kendelser, og her fremgår det blandt andet, at sager der er indklaget i december 2018, blev afgjort i juni 2019 og generelt lader det til at Pressenævnet tager det ret roligt med hensyn til at nå igennem de sager, der kommer ind.
Et selvmordsbrev (eller for den sags skyld en trussel mod et andet menneske, en løgn eller mobberi eller deling af billeder uden tilsagn) kan eksempelvis selvsagt ikke bare ligge online i flere måneder og vente på en kendelse fra Pressenævnet
Det er sikkert fint for de traditionelle medier, men hvis jeg må være lidt fri i tonen, virker det en anelse gumpetungt i forhold til det tempo, influenter og historier på nettet bevæger sig i.
Et selvmordsbrev (eller for den sags skyld en trussel mod et andet menneske, en løgn eller mobberi eller deling af billeder uden tilsagn) kan eksempelvis selvsagt ikke bare ligge online i flere måneder og vente på en kendelse.
Og ministeren har da også understreget i debatten, at meningen med hendes forslag ikke er at uddele straf til unge mennesker, efter de har delt et selvmordsbrev, og at sanktionsmulighederne slet ikke er det, hun fokuserer på.
Det, hun håber er, at et sæt etiske regler for influenter kan være med til at forebygge, at disse overhovedet går over stregen. Reglerne skal så at sige lære rollemodellerne, at der må være grænser for, hvad man skriver om.
Hvis alle influenter blev underlagt reglerne, ville de – ifølge ministeren – have læst de halvanden side med etiske regler og vide, at man ikke deler informationer om selvmord, fordi det er uetisk.
Godt med etiske retningslinjer – bedst hvis branchen er enig
Jeg kan faktisk virkelig godt lide modellen med etiske retningslinjer. Professionelt er det også meget udbredt, at en branche går sammen for at styrke sin egen etik.
Jeg er selv uddannet i kommunikation, hvor for eksempel PR-branchen har etiske overvejelser på brancheniveau – og jeg er for tiden ved at uddanne mig til psykoterapeut. Også i den branche er der heldigvis et stærkt fokus på etik, som er fremkommet ved, at professionelle udøvere af faget er blevet klar over, at uden etik vil der konstant opstå kritik.
Man kan sige, at reglerne i mange brancher er en slags selvregulering, der specificerer det, en given branche kan blive enige om – og som typisk afspejler de problemområder en branche kan have i forhold til det omkringliggende samfund. Mange sportsorganisationer har også etiske retningslinier.
Men etiske retningslinjer er for mig at se mest udbredt som redskab, der, hvor udøverne af et fag selv har opdaget, at de har et etisk ansvar, og hvor de har anerkendt, at det kan være en fordel at samarbejde med andre udøvere af samme fag om at definere det etiske ansvar for at værne deres branche mod det omgivende samfunds kritik. Det er svært at finde eksempler på etiske retningslinier, som (uden sanktionering i form af bøder eller anden straf) trækkes ned over hovedet på udøvere af et fag.
Så lad os prøve at se lidt nærmere på bloggere og influenter igennem en sådan faglig, etisk linse.
Anerkender influenter og bloggere, at de har et etisk ansvar?
Jeg tror, at svaret er meget blandet. Nogle influenter er meget professionelle og fagligt helt klar over, at der er etik i at påvirke andre mennesker, og at deres indhold har magt.
Andre er måske snublet mere tilfældigt ind i rollen og mener, at deres følgere har en egen fri vilje og jo bare kan følge nogle andre, hvis de er uenige eller utilfredse med noget.
Det er vigtigt at huske, at ikke alle influenter har “valgt” det som fag eller profession at blive populære. De er måske blot dygtige til at lave godt indhold, og det er følgernes opførsel, der har tildelt rollemodellen eller den kendte en status som “influent”.
I modsætning til mange andre idoler, skal man ofte ikke være særlig speciel eller dygtig for at ende som influent. Rollen beror ofte mer på, at man skal turde dele ud af sit liv på sin egen subjektive måde. Man skal være tilgængelig og man skal turde være sig selv. Set i det lys tror jeg, der vil være nogle af stjernerne, som ikke har lyst til at påtage sig for meget ansvar
Der er også en del influenter, der gør meget ud af, at “de faktisk ikke er noget særligt”. Faktisk fremhæves netop dette træk ofte ved de bedste influenter: at de insisterer på at “være præcis ligesom alle andre”.
I modsætning til mange andre idoler, skal man ofte ikke være særlig speciel eller dygtig for at ende som influent. Rollen beror ofte mer på, at man skal turde dele ud af sit liv på sin egen subjektive måde. Man skal være tilgængelig og man skal turde være sig selv.
Set i det lys tror jeg, der vil være nogle af stjernerne, som ikke har lyst til at påtage sig for meget ansvar. For hvis man anerkender, at man har et ansvar, siger man jo samtidig at man har en form for magt eller indflydelse – og det rimer måske ikke så godt med at være almindelig?
Mange influenter er derudover unge mennesker (den yngste,jeg kan komme på, er Naja Münster som startede som YouTuber allerede, da hun var 7 år – men det er usædvanligt.
Rasmus Brohave var 14 år, da han startede. Mange andre, som jeg kender til, er store teenagere eller unge mennesker i starten af 20’erne.
Og der er meget stor forskel på, hvordan de forholder sig til at være rollemodeller. Nogle er optaget af, at der er børn iblandt deres følgere, som de skal være rollemodeller overfor, mens andre ikke mener, de kan have noget særligt ansvar overfor en målgruppe, som de ikke selv har bedt om. Den sidste gruppe de henviser typisk til, at det må være forældrenes ansvar, hvad og hvem børnene følger.
Jeg tror kort sagt, at etiske retningslinjer for bloggere og influenter vil støde på det problem, at ikke alle, som er influenter, opfatter sig selv som magtfulde. De synes heller ikke, at de har et særligt ansvar, fordi de tilfældigvis bare har lavet noget godt indhold, som har katapulteret dem op over grænsen på 5.000 følgere.
For hvornår har man reelt den indflydelse, som alle taler om?
Er influenter og bloggere del af en samlet branche?
Næste spørgsmål i forhold til etiske retningslinier er, om influenter ser sig selv som del af en samlet branche, der bør stå sammen om en fælles etik.
Det gør de nok i stigende grad. Der er for eksempel 55 bloggere, som er med i en gruppe i Dansk Journalistforbund, hvor de har brugt organisationen (og altså det at stå sammen i et branchefællesskab) til at debattere reglerne for, hvordan man tydeligt markerer forskellen på redaktionelt indhold og sponsoreret indhold eller reklame på en blog.
Det er mig bekendt første gang, at debat og kritik udefra (her i forhold til, hvordan reklamer skal markeres) får en gruppe bloggere til at gå sammen om selv at påvirke reglerne for regulering og sætte nogle grænser.
Udfordringen for et sæt etiske regler bliver i høj grad at favne alle, der er influenter, for hele pointen er jo, at vi ikke længere taler om nogle få massemedier, men om mange mindre medier og ofte blot én person. Kan de mennesker overhovedet se sig selv i et samlet sæt regler?
Den samme gruppe har faktisk også forsøgt – indenfor rammerne i Dansk Journalistforbund – at få hjælp til at oprette et råd svarende til presseetisk råd, men er tilsyneladende foreløbig strandet i fagpolitisk limbo.
Et af problemerne er måske, at bloggerne ikke er så mange i foreningen endnu, fordi journalistforbundet har et krav om en minimums-indtjening på 18.000 pr. måned fra bloggen. Så selv hvis man har mange følgere og gerne vil debattere etik, kan man ikke deltage i dette branche-forum, hvis man ikke tjener penge på sin blog.
Som jeg ser det, bliver det vanskeligt at samle influenter i ét regelsæt som de selv vil stå på mål for. Også fordi begrebet dækker over alt fra unge, der på YouTube spiller computerspil og kommenterer undervejs, til Rasmus Paludan, der provokerer eller piger, som tester make-up eller løser matematiske ligninger.
Udfordringen for et sæt etiske regler bliver i høj grad at favne alle, der er influenter, for hele pointen er jo, at vi ikke længere taler om nogle få massemedier, men om mange mindre medier og ofte blot én person.
Kan de mennesker overhovedet se sig selv i et samlet sæt regler?
Og kan man overhovedet lave regler, der kan strækkes fra politikere med mange følgere (som vel også er influenter?) til børn, der viser, hvordan man laver slim?
Giver det overhovedet mening at tale om én fælles etik for almindelige mennesker, der har fået mange følgere? Og hvis det gør, bør det så ikke bare være en etik, der gælder generelt for vores omgang med hinanden online? Bør den etik ikke også gælde i kommentarfelterne?
Kan redaktør-tankegangen bruges?
I debatten har ministeren også foreslået, at influenter skal pålægges at give en “med-redaktør” adgang til profilen.
Pointen skulle være, at medredaktøren i tilfælde af en ulykke (eller altså her et selvmordsbrev, der bør fjernes) kunne få adgang til at tage indhold ned fra profilen. Også denne del af forslaget er inspireret af, at klassiske store medier har en redaktion, som har et ansvar. Ministeren har også nævnt i debatten, at foreninger jo også anmelder sig til myndighederne med mere end en formand, netop så man ved, hvem der kan tage over (næstformanden), hvis formanden kommer ud for en ulykke.
Og faktisk har Facebook allerede gjort noget, der minder om dette. Men fremgangsmåden er bare kun til brug i tilfælde af dødsfald.
Her kan man indsætte en “eftermælekontakt,” der må bestemme over din personlige Facebookprofil, når du er død. Facebook kræver, at man, hvis man er eftermælekontakt, indsender en dødsattest eller på anden måde dokumenterer dødsfaldet. Herefter får man adgang til at træffe nogle beslutninger om profilen (skal den f.eks. fjernes eller gøres til et mindesmærke).
Alligevel er der udfordringer ved modellen.
Hvis den skal fungere, skal bloggerens veninde eller influentens mor (der f.eks. nu er indsat som medredaktør) for det første også kende de etiske regler.
Denne artikel kommer let til at virke, som om jeg har nej-hatten på, men jeg synes faktisk, ministeren har ret i, at det ville være formidabelt, hvis debatten ovenpå sagen om selvmordsbrevet kunne komme til at samle landets influenter om at skabe etiske retningslinier for deres virke
For det andet vil det kræve,at platformene åbner for det. I dag er det på visse platforme ikke tilladt at dele sin adgangskode og ikke muligt at indsætte medredaktører.
Og hvis jeg deler min adgangskode med nogen i dag, vil den om 3 måneder være ændret. Derudover kan man frygte for et administrativt cirkus af den anden verden, hvis alle med mere end 5000 følgere skal til at indrapportere en medredaktør (og skal kunne skifte vedkommende ud løbende).
Denne artikel kommer let til at virke, som om jeg har nej-hatten på, men jeg synes faktisk, ministeren har ret i, at det ville være formidabelt, hvis debatten ovenpå sagen om selvmordsbrevet kunne komme til at samle landets influenter om at skabe etiske retningslinier for deres virke.
Det er også en glimrende idé med en debat om, hvilket ansvar, man egentlig har, når man taler med mange følgere og kan udøve indflydelse på dem.
Jeg synes også, vi skal supplere debatten med en samtale om, hvilke krav det er rimeligt at stille til platformene.
Synspunktet om, at det ikke kan lade sig gøre at få dem til noget som helst, er kun sandt, fordi vi ikke truer med noget substantielt. Lad os drøfte i EU, hvordan vi bedst gør platformen til ansvarlige medspillere – også for det etiske og det medmenneskelige.
Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at platforme med millioner af brugere (hvoraf de 95 procent opfører sig normalt) ikke kan finde på udveje, når det gælder beskyttelse af brugerne. Platforme som især Google, der ejer YouTube, og Facebook, som ejer Instagram skovler årligt milliarder af dollars ind på, at vi benytter deres platforme til at tale med hinanden. Hvad med at tvinge dem til at bruge noget mere af overskuddet på at fikse de enorme problemer, de samtidig skaber?
Og endelig er jeg lidt træt af, at det kun er bloggerne, influenterne og altså igen “de unge”, der skal stå for skud.
Man kunne overveje, om det aktuelle selvmordsbrev endte på Instagram, fordi kommentarfelterne i dag er nådesløse, og fordi både børn, unge og voksne skriver rædsomme ting til og om hinanden online.
Måske har vi allesammen brug for etiske retningslinier og for at tage meget mere ansvar for, hvad vi skriver til hinanden og hvordan vi taler om andre online. Det synes jeg, måske er det, ministeren burde sætte noget arbejde i gang for at sikre.
Topillustration: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
