Er Alternativet på vej ind i dødsspiral?

i Danmark/Featured/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Med cirka seks måneder tilbage inden valget kommer Alternativets mange møgsager på det værst tænkelige tidspunkt. Det er svært at se, at partiet kan genoprette sin troværdighed inden valget, og historien om Ny Alliance viser, hvor hurtigt det kan gå ned ad bakke, når først et parti for alvor kommer i klemme. Og hvis Uffe Elbæk gør alvor af sine planer om at træde tilbage, er det efterhånden svært at se en fremtid for alternativisterne. 

”I Alternativet starter vi med os selv, fordi vi anerkender, at al forandring nødvendigvis må komme indefra. Derfor har Alternativet opstillet en række ufravigelige kriterier for, hvordan vi vil operere og agere som politisk parti.”

Når et parti på den måde opstiller en dogmeregel i sit eget partiprogram (punkt 2.1), må det forvente, at såvel politiske journalister og kommentatorer som politiske modstandere vil holde ekstra øje med, om de valgte politikere lever op til dogmet. Og der er en vis grænse for, hvor mange eksempler på manglende efterlevelse af egne dogmer, et parti eller en person kan tåle uden helt at miste troværdighed.

Spørgsmålet er, om Alternativet ikke har overskredet den grænse nu?

Ny Alliance er et skrækeksempel

Partiet Ny Alliance er et skrækeksempel på, hvor hurtigt det kan gå frem – og endnu hurtigere tilbage igen. Partiet blev stiftet 7. maj 2007, og stod ifølge en meningsmåling kort efter til at få 22 mandater i Folketinget. Partiet stod fortsat stærkt i starten af efteråret, men i løbet af valgkampen gik det helt galt, og Ny Alliance endte med kun at få 5 mandater ved valget 13. november samme år. Og det til trods for, at en række kendte og respekterede personer var spidskandidater rundt om i landet.

Ud over Anders Samuelsen, Naser Khader og Gitte Seeberg var det blandt andet Dansk Røde Kors’ generalsekretær Jørgen Poulsen, den succesrige erhvervsmand Lars Kolind, forfatter Kristian Ditlev Jensen, den tidligere radikale kulturminister Ebbe Lundgaard, direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed René la Cour Sell samt salgschef Malou Aamund fra IBM.

Partiet havde fået slidt sin troværdighed i bund af en række dårlige sager i medierne, som ikke mindst skyldtes manglende erfaring, og det gik helt galt, da partiformand Naser Khader ikke på forhånd ville garantere at pege på Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister efter valget.

Sammenlign med Alternativet: Dets troværdighed er slidt ned af en række møgsager siden stiftelsen, og partileder Uffe Elbæk nægter at sige, hvem han vil pege på som statsminister efter valget. Stunt’et med, at han selv vil være statsminister, har kun slidt yderligere på troværdigheden, og han vil komme under massivt pres for at melde klart ud i takt med, at valget nærmer sig.

Og i modsætning til Ny Alliance har Alternativet ikke en række kendte og respekterede profiler at trække på. Tværtimod er halvdelen af partiets folketingsmedlemmer enten allerede ved at forlade partiet eller genopstiller ikke i forbindelse med næste valg.

Gruppeformand René Gade har for længst meddelt, at han ikke genopstiller, finansordfører Josephine Fock stopper om nogle dage til fordel for et chefjob i Dansk Flygtningehjælp og Europaordfører Rasmus Nordqvist vil forsøge at blive valgt til Europa-Parlamentet.

Det er de tre kendte, stabile og – på Christiansborg – respekterede medlemmer af folketingsgruppen. Hertil kommer, at hverken udviklingsordfører Ulla Sandbæk eller Roger Matthisen, der er ordfører for et sammenhængende Danmark, ligestilling, mangfoldighed, mobilitet og infrastruktur, genopstiller.

De mange møgsager

Samtidig har møgsagerne fulgt partiet siden starten og klæbede i forvejen til Uffe Elbæk fra dennes tid som kulturminister for Radikale Venstre. Møgsager i forhold til førnævnte moralske programerklæring om, at man altid selv skal gå forrest.

I lang tid prellede sagerne dog af som vand på en gås.

Det betød mindre, at Uffe Elbæks mand blev ansat på Akademiet for Uhæmmet Kreativitet, AFUK, mens Uffe Elbæk var kulturminister. Uden om alle normale ansættelsesprocedurer. Og at der efter hans ansættelse blev brugt 180.000 kr. på officielle middage i AFUK-regi.

Partiet red også stormen af, da det kom frem, at det havde modtaget 450.000 kr. i partistøtte fra konti i to skattely-lande (Gibraltar og Luxemborg). Det viste sig oven i købet, at den forklaring, man i første omgang diskede op med, ikke holdt.

Det gav ikke partiet nævneværdige skrammer, at den meget aktive ligestillings- og kønsrolledebattør og folketingskandidat Henrik Marstal, der har en lige fordeling af barselsorloven som en af sine mærkesager, ikke selv tog ”et fuldt barselsforløb”, som han kalder det (læs Henrik Marstals begrundelse her).

Partiet fik heller ikke varige problemer, da det blev kendt, at Uffe Elbæk står til at tjene knap 3 millioner kroner skattefrit i forbindelse med, at Elbæk skal flytte ind i sin mors rækkehus, som han har arvet – og som er en af Københavns billigste og mest attraktive boliger overhovedet, på grund af nogle helt særlige regler. Og sprang han ikke lige ved samme lejlighed over den boligkø, partiet mener, skal respekteres?

Men da sagen om kulturborgmester Niko Grünfelds (ALT) indretning af sit nye borgmesterkontor kom frem, begyndte det at gå galt, og med historien om folketingsmedlem Carolina Magdalena Meiers usædvanligt mange og lange flyrejser – de fleste private – er det ved at stikke helt af.

Man kan vist rolig regne med, at en lang række andre af partiets politikere nu vil få deres private ageren set efter i sømmene.

Mundkurv til kandidater

I forbindelse med valget af Niko Grünfelds efterfølger har partiet desuden valgt at give de tre kandidater mundkurv, så de overhovedet ikke må udtale sig til pressen. Det er i direkte modstrid med, hvad partiet skriver i førnævnte partiprogram.

Her hedder det (også punkt 2.1), at ”Alternativet anerkender, at borgere kun kan inddrages og engageres i politik, hvis de rent faktisk hører om det. Her spiller medierne en afgørende rolle som formidler, fortolker og kritisk vagthund på borgernes vegne.”

Dobbeltmoral? Det synes svært at finde et andet ord.

Og endnu flere møgsager

Der har efterhånden været så mange møgsager, at det er svært at huske dem alle sammen, og mens jeg skriver dette, kommer jeg hele tiden i tanke om nye eksempler: Det dårlige arbejdsmiljø i partiet, som fik flere ansatte til at klage over blandt andet en lummer tone og en for fremtrædende festkultur.

En medarbejder, der blev afskediget for utilbørlig optræden over for de ansatte, men alligevel blev genansat i et udenlandsk projekt.

Sagen om at lave en collage af medarbejdernes pikke ”i ikke-erigeret tilstand” som en fødselsdagsgave til bøsseværtshuset Centralhjørnet.

Sagen om valgfesten, der skulle foregå i en bar, som vel bedst kan beskrives som en swingerklub udstyret med såvel sexgynge som mørkerum.

Har jeg glemt noget? Det har jeg sikkert, men DR bringer her en gennemgang af nogle af de sidstnævnte sager, som man kan genopfriske hukommelsen med.

Ingen resultater

Tilbage på det, der vel efterhånden må betegnes som en synkende skude, er det nu kun Uffe Elbæk, der er kendt ud over de mest snævre kredse.

Og hvad har partiet opnået på de over tre år, de har været i Folketinget? Tjo, de har fået vedtaget loven om, at 50.000 vælgere med deres digitale underskrift kan tvinge Folketinget til at debattere et bestemt lovforslag. Men ellers? Prøv selv at nævne noget…

Ingen alternativ kultur

Når det oven i købet viser sig, at den alternative indretning af borgmesterkontoret blandt andet består af noget af det mest småborgerlige og konforme, man næsten kan forestille sig, i form af to PH-lamper, er det svært ikke at trække på smilebåndet.

Og når en del af indretningen i offentligheden bliver døbt ”en overdimensioneret gokkesok”, vil det klæbe til én som politiker mange år fremover og ødelægge troværdigheden (tænk bare på Lars Løkke Rasmussens skatteyderbetalte ”naturfilm” på hotelværelset).

Derfor valgte Niko Grünfeld meget fornuftigt at trække sig (et råd Lars Løkke ikke har fulgt), men heller ikke Grünfeld kunne pege på nogle resultater af de 10 måneder på rådhuset. Blandt andet fordi partiet valgte at trække sig ud af budgetforhandlingerne i september, ligesom der heller ikke var meget grøn miljø- og transportpolitik over Alternativet, da gruppemedlemmerne i Københavns Borgerrepræsentation som de eneste stemte imod at bygge metro til Sydhavnen og Nordhavnen.

Når Elbæk går

Uffe Elbæk gav på et tidspunkt udtryk for, at han vil trække sig som leder af partiet i løbet af den kommende valgperiode. Det har han senere trukket tilbage, hvilket har vist sig at være særdeles klogt, partiets nuværende kaotiske situation taget i betragtning.

For hvad er der tilbage, når han er væk? Hvem er der til at formulere visionerne og stå på mål for alle møgsagerne? Er svaret ikke: Intet og ingen?

 Topillustration: Uffe Elbæk taler ved Folkemødet på Bornholm i sommeren 2018. Foto: Flickr

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark