SAMFUND // SERIE – Hanne voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er trettende og sidste afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne endelig får hjælp til at slippe fri af fortiden.
I 2015 traf jeg min psykolog og endelig, endelig fandt jeg en, jeg fungerede med. En der kunne forstå, at jeg ikke ville male og tegne, men analysere og sætte ord på nomadebarnets smerte og oplevelser. Hun kom til at betyde uendeligt meget for mig. Hun hjalp mig med at komme fri af min fortid.
Før jeg traf hende, havde jeg prøvet alverdens terapeuter, psykoterapeuter, gestaltterapeuter og kropspsykoterapeuter, fordi jeg ville have det bedre, og derfor betalte jeg, hvad det kostede. Det virkede bare ikke på mig. Jeg egner mig ikke til at slå i en pude og forestille mig, at den er min mor eller psykopaten.
I mange år gik jeg rundt og tænkte, at alle disse terapeuter var uduelige, eller at det var mig, der var noget galt med.
Hun lo bare, da jeg fortalte, at jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand
Psykologen havde et helt andet perspektiv på sagen, nemlig at jeg ikke havde været klar. Det gav mening for mig.
Vores samarbejde var meget analytisk, og jeg fik lov at bruge hovedet, for sådan har jeg det bedst. Hun accepterede uden videre, at jeg ikke ville tegne og male selvom hun også er uddannet kunstterapeut. Hun lo bare, da jeg fortalte, at jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.
Jeg kom hver gang med ting, jeg ville drøfte. Vi vendte og drejede dem, satte ord på, ofte kom jeg til at græde af arrigskab eller af inderlig sorg, men det endte altid med, at vi lagde emnerne ”i skuffer og satte søm i”. Vi havde set det, vi skulle se. Der var ikke behov for at åbne skufferne igen.
Skridt for skridt trådte jeg ud på den anden side af det, der havde været et mareridt.
Et trygt rum at genopleve barndommens rædsler i
På et tidspunkt bad hun mig beskrive min mor: Hvordan så hun ud, hvordan var hun, hvilken slags tøj gik hun i? Jeg kunne ikke sætte ord på. Jeg havde godt nok billederne inde i hovedet, men ordene kom ikke frem. Det var en underlig følelse.
Et emne, der fyldte rigtig meget var død og selvmord. Jeg var sikker på, at jeg var klar til at dø. Nu, nogle år efter, er det let at se, at der trods alt var noget, der holdt mig ved livet, for ellers havde jeg handlet på alle de forfærdelige tanker. Jeg ville i realiteten ikke dø, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg kunne leve.
Efter sådan nogle sessioner virker barndommens forfærdelige oplevelser lidt mindre skræmmende
Vi talte ikke udelukkende, for skal det virkelig rykke hos en psykolog, kan det være nødvendigt at forsøge at genopleve de gamle traumer via guidede øvelser – nu i et trygt rum sammen med terapeuten i modsætning til i barndommen, hvor intet var trygt, og hvor jeg var helt alene.
Efter sådan nogle sessioner virker barndommens forfærdelige oplevelser lidt mindre skræmmende, og over tid kan sporene af dem blive så vage, at de ikke fylder hele ens liv længere.
Genbesøg i barndommen
En session gik ud på, at jeg skulle ”gå ind i” den faldefærdige, firlængede gård på Sydfyn, hvor jeg boede som nomadebarn omkring 1976, hvor jeg var 13 år.
”Luk øjnene og stil dig foran vognporten…” Jeg begyndte med mit sædvanlige ”det kan jeg ikke finde ud af”, men alligevel lykkedes det denne gang:
Jeg kommer gennem porten med garagen til højre, hvor den meget rene bil står. Selve gårdspladsen er med toppede brosten. Der står en gammel, grøn vandpumpe. Stråtaget har set langt bedre dage, det er grønt og fyldt med mos. Der er en stor dør i højre side, og bag den opbevares alle de tomme halvanden-liters vinflasker – typisk af mærket Père Médard.
Jeg fortsætter ligeud og kommer til hoveddøren, hvor der er et trin op, til jeg står i entreen, der er højst en kvadratmeter stor. Der er en tv-stue til venstre og til højre dagligstuen med vinballonerne og deres blop blop blop. Det første jeg siger til psykologen er, ”her lugter af gær.”
Min halvbror sad i sin hoppegynge midt i rummet, uden at nogen egentlig tog sig af ham. Op mod de små vinduer er min mors og psykopatens arbejdsbord.
Psykologen roste mig for at kunne komme så langt, når jeg normalt veg fra den form for terapi.
Det var ikke så svært, som jeg havde troet, for jeg var klar til at blive fri, og jeg var i gode hænder.
Psykologen fik mig til at reflektere over en masse ting, som jeg aldrig havde tænkt over før.
Psykologen måtte forklare mig, at håndfladen er fyldt med erogene zoner. Nu forstod jeg pludselig, at det var en handling fra hans side, som hører til sex mellem voksne
Jeg havde tænkt over det længe, men syntes, det var for pinligt at spørge, pinligt ikke selv at kende svaret, men en dag spurgte jeg hende, om det var naturligt, når psykopaten kørte sin pegefinger rundt i min venstre håndflade.
Psykologen måtte forklare mig, at håndfladen er fyldt med erogene zoner. Nu forstod jeg pludselig, at det var en handling fra hans side, som hører til sex mellem voksne.
En glasklar film mellem mor og mormor
Da jeg på et tidspunkt fortalte psykologen om hele roderiet med de mange adresser, og at mormor også boede i Brande, da min far døde, sagde hun lige så overrasket: ”Hvorfor flyttede I ikke ind hos din mormor?”
Det har jeg tænkt meget over siden, for det havde været et naturligt valg for min mor, der pludselig stod uden tag over hovedet. Forholdet mellem de to var måske ikke det allerbedste?
Som jeg husker det, var det i hvert fald ikke hjerteligt mor-datter-agtigt. Det var, som om der var en glasklar film mellem dem, og som om de måske ikke kunne nå hinanden – helt som min mor og mig selv. Det kan være, den slags går i arv?
Der kan selvfølgelig også være den simple forklaring, at mormor ikke havde plads til os. Men når ens datter står uden tag over hovedet, skaffer man vel plads på den ene eller anden måde?
Jeg gik hos psykologen i cirka to år, og pludselig en dag sagde jeg til hende: ”Jeg tror, jeg er færdigbehandlet”. Det var hun enig i. Jeg var fri af min fortid.
Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.
Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.
LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
