UDDANNELSE // KOMMENTAR – I mandags kom den med spænding ventede rapport fra epx-ekspertgruppen, som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye nedsatte for et halvt år siden, og der er ikke tvivl om, at epx er en ny slags uddannelse med dens eksplicitte nedtoning af boglighed og det, ekspertgruppen kalder teori. Sammenkædningen af stamme og grene og bestræbelsen på at udskyde de unges endelige uddannelsesvalg er positiv, skriver Steen Beck og Tony S. Søndergaard. Det samme er forsøget på at forankre elevernes læreprocesser i en blanding af fag og erfaringslæring. Men ordet ’gørelyst’ og dets uskønne sammenblanding af idealforestillinger og følelsesdiktat bør nok ikke sætte sig for meget fast helt frem til 2030.
Lad det være sagt med det samme: Tesfaye ønskede sig en uddannelse, som var mindre teoretisk og akademisk end stx (og hhx), og det har han fået med ekspertgruppens anbefalinger. Nu skal gruppens rapport diskuteres i forligskredsen af partier, som foruden regeringspartierne tæller Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti – og mon ikke gruppens arbejde i store træk bliver udgangspunktet for den nye ungdomsuddannelse, der skal realiseres fra 2030.
På epx skal der ikke i så høj grad læses bøger, diskuteres abstrakte emner og skrives rapporter
Ekspertgruppen lægger i forlængelse af reformaftalen op til, at der på epx skabes et tæt samspil mellem praksis og teori, nok mere af det første end af det sidste. Erhvervs- og professionsuddannelsernes praktiske faglighed skal danne udgangspunkt for epx-fagligheden, og det sker ved, at eleverne arbejder med materiale, genstande og stof, som kan føles, høres, læses, smages, og også ved, at de arbejder med menneskelige relationer og træner forskellige aspekter af mødet med andre mennesker. Altså alt det, der er tæt på dagligdagen i et erhverv.
Hermed være også sagt, hvad epx ikke er. På epx skal der ikke i så høj grad læses bøger, diskuteres abstrakte emner og skrives rapporter, for her udgør det praktiske og anvendelsesorienterede perspektiv det højeste erkendelsesniveau.
Til eksamen skal en epx-elev fx kunne fremvise et produkt, lave en demonstration eller en simulation.
Rødder, stamme, grene
Ekspertgruppen foreslår, at man forstår epx som et træ med rødder, stamme og grene. Rødderne udgøres af uddannelsens identitet og dannelsesperspektiv, som er tæt knyttet til et nyopfundet udtryk, en såkaldt ’gørelyst’, som skal gennemstrømme den typiske epx-elev; stammen består af en række obligatoriske fag, og grenene konkretiserer elevernes praksisfaglighed i retning af områder, som kan forbindes med professioner og erhverv.
Som det også lå i kortene i reformaftalen, skal alle elever have dansk, matematik og engelsk.
Derudover foreslår gruppen en række andre obligatoriske fag, nemlig ”Krop, bevægelse og udeliv”, ”Naturfag, Digital teknologiforståelse”, ”Historie og samfundsforståelse” samt ”Kunst og kulturliv”. Fagene befinder sig på B- og C-niveau, og i nogle tilfælde skal eleverne have mulighed for at gå til eksamen på lavere niveauer, så i den forstand er de faglige ambitioner på elevernes vegne relativt jævne uden dog at rumme nogen direkte forventningsfattigdom.
Stammefagene skal understøtte de såkaldte grene, hvor eleverne fordeler sig indenfor fire forskellige områder. De fire grenområder er: ”Samfund, sikkerhed og sundhed”, ”Natur, teknologi og forbrug”, ”Business og innovation” samt ”Håndværk, resurser og design”.
Udvalget insisterer på, at epx er almendannende ligesom de andre ungdomsuddannelser
På grenen ”Samfund, sikkerhed og sundhed” skal eleverne blandt andet lære om pædagogik og psykologi samt mental og fysisk sundhed, mens grenen ”Håndværk, resurser og design” indeholder temaer som fremstilling og produktion samt materialelære. I grenene skal der indgå arbejde i værksteder, laboratorier, simulationsfaciliteter, virksomhedssamarbejder, samarbejde med lokale foreninger, ekskursioner, studieture og studie- og erhvervspraktik.
Udvalget kalder også de fire grenområder for praksisfelter. Et praksisfelt er bredere end et enkelt fagområde og rummer, kan man læse, dybe og anerkendte fagligheder, skaben og handlemåder, der er kollektivt udviklet over tid.
Med andre ord: Grenene er farvet af de erhverv og professioner, som epx-uddannelsen orienterer sig mod, mens stammerne skal sikre nogle mere overordnede og kundskabsorienterede tilgange, som dog skal spille sammen med grenenes fagligheder.
Et par andre forslag fra ekspertgruppen skal også nævnes for overblikkets skyld: Eleverne skal kunne vælge valgfag, som bl.a. kvalificerer til diverse videre uddannelser. Udvalget foreslår også – hvilket er interessant i forhold til en af de diskussioner, der har været siden reformen blev vedtaget – at epx bliver en uddannelse med karakterer og i det hele taget med niveauer og fag, der kan vurderes i forhold til videre uddannelse.
Hvad angår videregående uddannelse, lægges der ikke op til, at bordet fanger i forhold til elevernes grenvalg; man behøver ikke at fortsætte på en erhvervs- eller professionsuddannelse inden for den gren, hvor man har modtaget undervisning, og der er mulighed for at tage et tredje år, som kvalificerer til akademiske professionsuddannelser, fx læreruddannelsen.
Almendannelse og/eller professionsdannelse
Der er ikke tvivl om, at epx er en ny slags uddannelse med dens eksplicitte nedtoning af boglighed og det, ekspertgruppen kalder teori. Samtidig skal uddannelsen være gymnasial, og ekspertgruppen gør sig stor umage for at legitimere hele foretagendet som almendannende.
Det sker i kraft af en til lejligheden valgt omdefinering (eller opdatering) af almendannelsesbegrebet, som jo siden 1800-tallet har dannet overskrift for de gymnasiale uddannelser, hvor det har peget på mangfoldigheden af fag og ideen om, at elever skal tilegne sig brede kundskaber om en række temaer, der angår samfund, natur og kultur.
Umiddelbart kan man hævde (og det er vel også grunden til, at en ny definition på almendannelse ligger udvalget på sinde), at epx har retning mod præcis det modsatte af almendannelse, nemlig fagligheder, som er snævert forbundet med professioner og erhverv.
Selvom man i epx’ stamme finder fag, hvoraf nogle er opfundet til lejligheden, så er de i dén grad forbundet med professionstoningen, hvilket betyder, at det almendannende perspektiv de facto spiller anden violin i forhold til ’praksis’, dvs. læring med retning mod konkrete erhverv og professioner.
Udvalget insisterer imidlertid på, at epx er almendannende ligesom de andre ungdomsuddannelser, og det sker ud fra et argument om, at ”almen dannelse også skal involvere undersøgende og producerende arbejde med ting, materialer og simulerede situationer og dermed ikke alene via boglige medier og fremstillinger”.
Ovenstående formulering er med sit lille ’også’ og ’ikke alene’ ok, for den peger – om end på en lidt ydmyg måde på almendannelsens vegne – i retning af, at man ikke kan skabe en gymnasial uddannelse, hvor teori, boglighed og udblik mod den store vide verden er aldeles forsvundet til fordel for et snævert erhvervssigte. Den klassiske del af almendannelsen får dog en noget ydmyg placering i udvalgets nyopfundne definition, men det er fair nok, hvis meningen er, at almendannelse i bedste fald er en kombination af noget teoretisk og praktisk og en faglighed med åbninger mod såvel almene som specifikke temaer og problemstillinger.
Hverken maskinmestre, radiografer eller finansøkonomer arbejder hele tiden, så hvor blev dannelsen til det gode, det sande og det skønne lige af?
Et sådant dobbeltblik på almendannelse forpligter imidlertid, og det betyder, at den falske og i hvert fald unuancerede modstilling af teori og praksis, boglig viden og ’gørelyst’, som titter frem flere steder i rapporten, ret beset må erstattes af mere tænksomme begrebsdannelser, der kan understøtte samtænkningen af professionsdannelse og almendannelse.
Det er fint tænkt med grene og stammer, og det er passende og relevant med praksisorientering i store dele af uddannelsen. Men alt behøver altså ikke at have retning mod arbejdsmarkedet som den eneste reelle virkelighed, hvilket ærlig talt lyder meget konkurrencestatsagtigt og snæversynet.
Hverken maskinmestre, radiografer eller finansøkonomer arbejder hele tiden, så hvor blev dannelsen til det gode, det sande og det skønne lige af? Og hvor blev udsynet mod samfundet, naturen og kulturen, som er forbundet med meget mere end blot et job og en specifik kompetence af?
Måske gemmer alt dette sig i de kommende læreplaner – men man kan være bekymret for, at definitionen på ’virkelighed’ på epx udelukkende vil være en professionsvirkelighed og dermed basta. Der lægges fx op til, at eleverne i danskfaget primært skal læse litteratur med retning mod temaer fra deres gren; hvorfor dog det? Skal der overhovedet være noget ’alment’ i uddannelsen, må eleverne da have adgang til litteratur, som ikke er valgt ud fra dens tematiske orientering, men fordi det simpelthen er god litteratur, der fortæller noget om både det indre følelsesliv og den store vide verden.
I den forbindelse kan man spørge, om danskfaget på epx ikke også skal forpligtes i forhold til den litterære kanon 2025, hvor der både er en brutto- og en nettoliste for litteratur, der skal inddrages i gymnasiet. Kanonlisten vil for os at se kunne redde et vidtfavnende og i sandhed almendannende danskfag for en potentiel iltfattighed i ekspertgruppens forslag – og når nu epx skal være en ligeværdig gymnasial uddannelse, forekommer det os indlysende, at det må blive sådan.
Dewey og erfaringslæringen
Heldigvis titter filosoffen og uddannelsestænkeren John Dewey og hans erfaringslæring frem flere steder i udvalgets rapport. Dewey er kendt for udtrykket Learning by doing, som indimellem tages til indtægt for det synspunkt, at praksis og gøren er bedre end teori og tænkning (og som udvalget ikke kan sige sig helt fri for at tilslutte sig med deres gørelyst), men det var faktisk ikke det, han mente.
Med sin teori om erfaringslæringen advarede Dewey rigtignok mod en adskillelse af håndens og åndens arbejde, men hans pointe var på ingen måde, at det ene skulle afløse det andet.
Måske skulle ekspertudvalget blot have talt om erfaringslæring i stedet for at opfinde begrebet gørelyst
Tværtimod argumenterede han for læreprocesser, som kombinerede oplevelsesbaseret, refleksiv, teoretisk afsøgende og skabende virksomhed. Han mente, at man med fordel kunne tage udgangspunkt i elevernes sansninger og oplevelser, sådan som ekspertgruppen lægger op til, men erfaringsdannelsen involverer i dén grad en forædling af dette udgangspunkt.
Dewey var på ingen måde bange for teorier og studier af litteraturen, som netop kunne sætte sprog på oplevelserne og bringe unge mennesker til at se noget, som de ikke kunne se ved at stirre sig blinde på det konkrete. Hvis man vil forstå ’virkeligheden’, er der ikke noget så praktisk som teorier på arbejde, kan man også sige.
Måske skulle ekspertudvalget blot have talt om erfaringslæring i stedet for at opfinde begrebet gørelyst. Så ville det blive lettere at tage ideen om en kombination af teori og praksis alvorlig som en genuin læringsteoretisk og praktisk pointe i de kommende diskussioner om epx-uddannelsen?
Den ideale og den reale elev
Ekspertgruppens arbejde hviler på den antagelse, at der findes elever, som har stor lyst til at gå på epx-uddannelsen og nærmest længselsfuldt venter på at kvalificere deres gørelyst, efter at de nu er blevet befriet fra at søge ind på det treårige gymnasium, som hævet over al tvivl må være adressaten for visse af udvalgets antydninger om uddannelser, der ikke forholder sig til ’virkeligheden’ og ’gørelyst’.
I virkelighedens verden kommer epx med garanti til at rumme en rodet blanding af elever med mange forskellige motiver og anliggender
Man får nærmest fornemmelsen af, at epx er for alle, der har lyst til at gøre noget med deres faglighed (og hvem har ikke det?), men rapporten fortrænger den lille detalje, at mange af de første elever på epx ikke vælger uddannelsen af gørelyst, men fordi de har fået mindre end 6 i snit i deres adgangseksamen fra folkeskolen.
Det kan (eller vil) naturligvis ændre sig, hvis epx bliver en succes, men indtil videre skal man nok nøjes med at opfatte gørelysten som et personlighedstræk hos en ideal elev, der bl.a. ønsker ”at gøre noget for nogen og sammen med nogen”, som der står i rapporten.
I virkelighedens verden kommer epx med garanti til at rumme en rodet blanding af elever med mange forskellige motiver og anliggender; nogle vil være skuffede over ikke at komme i det ’rigtige’ gymnasium, andre vil være skoletrætte (og vejen til deres gørelyst er nok lang og snirklet), og andre igen vil opleve epx og dens Dewey-inspirerede didaktik som det helt rigtige.
Men som ekspertgruppen også formulerer det, så bliver der brug for meget vejledning på den nye uddannelse, for at alle kan finde sig til rette – gørelyst eller ej.
Et tåleligt afsæt for den videre færd
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at der er gode takter i ekspertgruppens rapport, og det kan få dage efter dens offentliggørelse konstateres, at der er blevet taget godt imod den af lederforeninger og fagforeninger. Den slags er jo ikke uden betydning i en tid, hvor der skal skabes en optimistisk stemning omkring det store eksperiment.
Også herfra skal der lyde rosende ord til flere tiltag: Sammenkædningen af stamme og grene og bestræbelsen på at udskyde de unges endelige uddannelsesvalg er positiv. Det samme er forsøget på at forankre elevernes læreprocesser i en blanding af fag og erfaringslæring, men ordet ’gørelyst’ og dets uskønne sammenblanding af idealforestillinger og følelsesdiktat bør nok ikke sætte sig for meget fast helt frem til 2030.
Det ville være rart, hvis epx snart kan stå i sin egen ret… Man kan faktisk sagtens fremhæve én uddannelse uden at nedgøre en anden
Det er godt, at epx skal være bredtfavnende og almendannende, og ikke en snæver brancheuddannelse, men det kræver nok, at man skruer lidt ned for ambitionen om en stærk professionstoning i ”stamme”-fagene. Og så ville det være rart, hvis epx snart kan stå i sin egen ret, så man ikke behøver at tale dens værdi og kvaliteter op ved brug af stråmandsargumenter og insinuationer om især stx som et støvet og teoretisk elfenbenstårn. Man kan faktisk sagtens fremhæve én uddannelse uden at nedgøre en anden.
Det bliver under alle omstændigheder spændende at se, hvordan forligspartiernes forhandlinger ender – og så skal der ellers laves læreplaner til de mange nye fag på den nye uddannelse, bygges værksteder og laves aftaler med omverdenen om forbindelseslinjer mellem skole og praksis. Og så skal der ansættes lærere fra forskellige sektorer, som dernæst skal finde fælles fodslag. Og lige pludselig er det 2030, og dørene åbnes for en stor del af den danske ungdom til den nye epx-uddannelse.
Det bliver noget af et eksperiment – og i mellemtiden bliver der heldigvis rig lejlighed til at afprøve forskellige koncepter og diskutere videre om uddannelsens konkrete udformning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og