BRUDSTYKKER OG HELHED // ESSAY – Vi lever i en tid, hvor meget skilles ad uden blik for helheden, og det må have nogle konsekvenser – for en lang række livsområder og for vores væren i verden helt grundlæggende. Noget går tabt, og så opstår der manglende rummelighed. I dette essay reflekterer Camilla Staunsbrink over dét at ane mindre eller mere af menneskets og livets hele, både eksistentielt set og med vores sundhedsvæsen som eksempel.
Vi kan zoome ind og fordybe os i dele af noget, fokusere, nærstudere, vel vidende at delene, stykkerne, er netop det. Stykker af noget større, som træer i en skov.
Men hvis der zoomes ind uden blik for det, som træder frem ved zoomen ud, hvis det ikke ses, at et givent stykke er del af noget mere, er forbundet med mere – eller hvis blot betydningen af sammenhængene og dette mere ikke ses – så er situationen en anden.
Der kommer til at mangle rum til at forstå og møde os selv, hinanden, verden og livet med flere nuancer
Her kan man tale om, at der adskilles. Og da er det, at noget tabes, hvis skoven som her ikke ses. Ja, hvis selv mange træer end ikke ses.
Efter års, muligvis generationers adskilthed kan det ikke-sete ligefrem glemmes, så vi ikke længere aner, at det overhovedet eksisterer. Vi kender det ikke længere, anerkender det ikke.
Når vi taber noget af syne på denne vis, så gør vi heller ikke plads til det i vores liv. For hvordan skal vi kunne gøre plads til noget, hvis eksistens vi ikke anerkender?
Således medfører det også en klemthed, en mangel på rum. Der kommer til at mangle rum til at forstå og møde os selv, hinanden, verden og livet med flere nuancer – når ikke vi aner noget mere af det hele.
Helheden i helbredet
Jeg har arbejdet som psykolog i mange år med personlige, relationelle og eksistentielle problematikker både i privat praksis og inden for det sundhedspsykologiske område i forbindelse med alvorlig sygdom.
Jeg har snakket med mennesker i krise, i fortvivlelse, i håbløshed, i frygt, i smerte, og jeg ved, at ikke alle hjælpes af det samme. Der er ikke bare én vej for alle. En erkendelse, der altid har resoneret for mig personligt, og som jeg herudover mærker vældig present lige nu, hvor jeg selv er i gang med at finde vej i en omfattende og alvorlig helbredskrise.
Centralt i det, jeg her nævner, er lidelse og menneskelig forskellighed. Begge kalder for mig at se netop på en mangfoldighed af nuancer – men dette er ikke givet i verden. Rigtig mange steder i dag, også her til lands, præges i højere grad af adskillelse.
At ane noget mere af det hele, at have blik for en større helhed, er dog ikke nyt og uprøvet. Slet ikke. Sådanne indfaldsvinkler har eksisteret på tværs af tid og eksisterer også i verden nu.
Ofte omfatter det en inddragelse af krop/sind-sammenhænge, og mange føjer sjælsfænomenet til. Ligesom der ofte peges på vigtigheden af at forstå mennesker og deres liv i konteksten af fysiske omgivelser, relationer, kultur, historisk tid, personlig historie, værdier, tro, modsætninger i livet eller andet.
Og så er der dem, som understreger en vigtighed af at forstå mennesket som ligeværdig del af alt levende her på kloden.
Mennesket forstås i kontekst
Jeg mener, at alt dette har sin plads i en helhedsorienteret menneske- og livsforståelse, og sikkert mere til. Et menneske forstås herved som levende sit liv i en kontekst af unikke og fællesmenneskelige sammenhænge, samtidig med at det forstås som et samlet hele bestående af krop og sind, evt. med den mulige eksistens af et metafysisk plan i form af også en sjæl.
Generelt er der i begreberne helhed og rum for mig at se en bevægelse af at åbne op for mere end blot det (stykke af noget), der i en given situation er zoomet ind på. Der åbnes ligeledes for de nuancer, som kommer til syne, når vi zoomer ud og har mere af helheden med i bevidstheden.
Et konkret nutidigt eksempel, hvor adskillelsestendensen ses afspejlet, og som er relevant ikke mindst for mødet med lidelse og forskellighed, er i måden, vores sundhedsvæsen og dets hjælpetilgange er organiseret og fungerer.
I forhold til vores sundhedsvæsen ses i dag en gryende opmærksomhed på fx tværfaglighed og mere sammenhængende forløb på tværs af specialer og diagnoser
Her er der tradition for at give det biologiske forrang, og sammen med måden fag, specialer og diagnoser tænkes og anvendes, ses en grundstruktur med opdeling af krop og sind (samt underinddelinger af begge).
Ydermere afkobles krop og sind fra sjælen og diverse kontekstuelle sammenhænge. Anskuet fra en helhedsorienteret vinkel har vi her både en adskillelse af selve mennesket og af mennesket fra dets kontekst.
Naturligvis udleves forskellige positioner ikke nødvendigvis i hundrede procent koncentreret form, blandinger kan opstå. I forhold til vores sundhedsvæsen ses i dag en gryende opmærksomhed på fx tværfaglighed og mere sammenhængende forløb på tværs af specialer og diagnoser.
Nyere funktioner som en patientansvarlig læge eller teams tiltænkt patienter med komplekse hospitalsforløb er eksempler på denne opmærksomhed. Selvom bedre brobygning utvivlsomt har værdi, er det dog vigtigt at være klar over, at helhedsorientering kan være andet end det.
For mig er et tiltag som MusikBeRiget et sådant eksempel. Jeg blev meget berørt, da jeg første gang stiftede bekendtskab med det. Her spiller musikere live på hospitalsstuerne. De kalder det musikalsk stuegang, og ønsket er med musikken også at skabe rum til det følelsesmæssige.
Der berettes om trøst, opløftning og ro. Ligesom nogle af fortællingerne derfra peger på kropslige bedringer observeret i relation til det musiske.
Lidelse er – også – en del af en helhed
Måske vidner ovenstående eksempler om, at andre slags knopskydninger er i gang med at spire frem. Om end der ikke bør tages fejl af, at grundstrukturen i sin aktuelle form ikke udspringer fra et helhedsorienteret udgangspunkt, og der er stadig langt derhen.
Lidelse kan imidlertid tolkes som udtryk for noget og vise sig på mangeartede måder hos hvert menneske. Når vi lider, har det eksempelvis for mig altid givet mening at tolke det som kroppens, sindets, sjælens måde at fortælle os, at noget trænger til opmærksomhed og omsorg. Noget trænger til at blive taget hånd om.
Men hvis der adskilles – hvis vi ikke anerkender, at hele mennesket kan kalde på hjælp, og at disse kald opstår i kontekst – så må udgangspunktet for at forstå og møde behovet for hjælp hos både os selv og andre blive begrænset derefter.
Min egen opfattelse er, at vi, som det ser ud nu i denne ”stykkernes tid”, i flere henseender simpelthen ikke formår at hjælpe fyldestgørende
Set i en helhedsorienteret optik betyder dette i praksis, at vi bl.a. kommer til at overse en mængde potentielle årsagssammenhænge og hjælpemuligheder.
Hvor godt er vi da forberedt til at tage hånd om hele mennesket samt forskellige mennesker i forskellige livssituationer? Og hvad hvis det tilmed handler om lidelsesfulde tilstande med kompleksiteter som f.eks. kroniskhed, øget forværring over tid, flere ting på én gang, komplikationer såsom ikke at kunne tåle de anvendte behandlingsmetoder?
Hvor godt er vi fra dette udgangspunkt i stand til at håndtere det? Min egen opfattelse er, at vi, som det ser ud nu i denne ”stykkernes tid”, i flere henseender simpelthen ikke formår at hjælpe fyldestgørende.
Lad mig dog understrege, at mit ærinde ikke er at udskælde hverken læger, sygeplejersker eller andre, som arbejder i sundhedsvæsenet. Ej heller er det at devaluere alt i det. Der reddes både liv og livskvalitet der, og der er masser af engagerede ansatte med hjertet på rette sted.
Det, som mine refleksioner omhandler, er nogle af de dybereliggende grundperspektiver, grundforståelser og grundtilgange, der er med til at forme måden, vi lever vores liv. Herunder hvordan vi indretter vores samfund og dets organisationer, inklusive sundhedsvæsenet. Dette dybereliggende mener jeg, det er vigtigt at gøre sig overvejelser omkring, da det berører os alle.
Se skoven og alle dens træer
Afrundingsvis kan man spørge, om alt bare forventes at være godt, hvis vi orienterer os ud fra en bevidsthed om helhed? Det forestiller jeg mig ikke nej. Der skal stadig træffes valg og findes retning, hvilket ikke er ligetil. Hverken som enkeltperson, samfund eller menneskehed.
Med blik for mere af det hele opstår imidlertid muligheden for, at vi ser skoven og alle dens træer. Eller at vi i hvert fald begynder at kunne ane en vis mængde træer samt få øje på, at de kan og må forstås i sammenhæng som værende en skov. Og at skoven tilmed er andet og mere end træer, at skoven rummer og er et helt univers af diversitet og liv.
Der er brug for en åbenhed omkring selve idéen om, at der er noget, vi ikke har blik for
Der skabes her for mig at se rum for at forstå os selv, hinanden, verden og livet med flere nuancer – og det, tror jeg, giver et bedre udgangspunkt for at finde og vælge vores veje i tilværelsen, end en verden adskilt i stykker gør.
Jeg har ikke svaret på, hvordan en sådan kursændring kan lykkes. Men der er brug for en åbenhed omkring selve idéen om, at der er noget, vi ikke har blik for. Udviklingen af eksisterende strukturer alene er heller ikke tilstrækkeligt. Der må nytænkes et godt stykke ud af boksen i søgningen efter det tabte.
Herudover ser jeg det som en forudsætning, at vi er sammen om at skabe forandringen – i og med al vores forskellighed. Med andre ord må vi have en helhedsorienteret tilgang for at få øje på mere af det hele. Så udvides rummet. Det er i hvert fald mit håb.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og