”Mens jeg næsten græd af arrigskab over alle de rædselsfulde historier om overgreb, der var kommet frem, indvendte min mand: ’jamen, hvad med dig selv? Du sagde da ikke noget til nogen bagefter – og du skjuler fortsat navnene.” Annegrethe Rasmussen skriver om Harvey Weinstein-skandalen og sine egne erfaringer. Der er mange ubehagelige og vanskelige diskussioner, man kan tage, skriver hun. Og de handler ikke kun om magt og mænd. Men også om meddelsomhed og meddelagtighed, og om hvor grænserne går mellem faustiske handler og overgreb.
WASHINGTON D.C. – Hele Hollywood vidste besked. Men ingen sagde noget – it’s the the culture of complicity som amerikanerne kalder det. Medskyldighed – fordi man intet siger eller gør. Sådan kunne man fristes til at konkludere efter to uger med alle sluserne åbne til rædselskabinettet ”Harvey Weinstein og hans ofre.”
Det mest kendte eksempel på påstået meddelagtighed udspillede sig ved Oscar-uddelingen i 2013, hvor skuespiller, komiker og tv-producer Seth MacFarlane, var vært. Manden bag kultserien Family Guy (og American Dad) var på scenen sammen med skuespiller Emma Stone, der skulle hjælpe ham med at præsentere de fem nominerede til titlen som ”best supporting actress”.
Efter præsentationen udbrød MacFarlane:
“Congratulations, you five ladies no longer have to pretend to be attracted to Harvey Weinstein.”
Salen lo hjerteligt – se episoden her:
I dag er latteren som bekendt forstummet.
Weinsteins hustru – offer eller byttehandel?
Og det var ikke bare i Hollywood, at man vidste besked med Weinsteins opførsel. Det gjaldt også i modeverdenen, hvor Weinsteins hustru, Georgina Chapman står i spidsen for kultmodebrandet Marchesa.
Mærket er kendt for ikke at annoncere men at være båret af diverse filmstjerner. Ofte i filmproduktioner som Weinstein har været ansvarlig for ligesom modeller i reality-fashion programmet, ”Project Runway”, der også blev lanceret af Weinstein, og hvor Chapman er dommer i den kommende sæson, også ofte har båret Marchesa.
Georgina Chapman har forladt Weinstein og siger til magasinet People:
“My heart breaks for all the women who have suffered tremendous pain because of these unforgivable actions. I have chosen to leave my husband. Caring for my young children is my first priority and I ask the media for privacy at this time.”
Men er Chapman, der er en langt yngre skønhed, ikke selv blot det mest prominente medlem af den gruppe eller type kvindelige ofre, som Weinstein udsøgte sig som objekter?
Georgina Chapman har skabt et modemærke, hvor hun også har lukreret på sin mands netværk og penge. Hun har indgået en pagt med djævelen, og nu, hvor han er blevet afklædt og står nøgen tilbage, må hun naturligvis forlade ham
En skuespiller fra New Orleans, der er blandt overtegnedes venner og som selv har haft en kortvarig karriere i Hollywood, før hun skiftede til teaterverdenen, bemærkede over en frokost i sidste uge til mig, at ”for alle de kvinder, som nu står frem, er der endnu flere, som har sagt ja til sex, og som man ikke kommer til at høre fra.”
“Det pralede han jo altid med overfor alle, han forsøgte sig overfor. Han gav dem en liste med navne på alle de berømte modeller og skuespillere, han havde haft sex med. De kvinder er ofre, men kynisk set er Georgina blot et andet eksempel på det samme”
”Hun har skabt et modemærke, hvor hun også har lukreret på sin mands netværk og penge. Hun har indgået en pagt med djævelen, og nu, hvor han er blevet afklædt og står nøgen tilbage, må hun naturligvis forlade ham. Hvis jeg skal være lidt ond, vil jeg sige, at hendes exit ikke mestendels handler om, at hun er chokeret over ham overhovedet.”
“Bevares, det er meget muligt, at hun ikke har kendt til omfanget af hans udskejelser, men hendes reaktion handler også om at redde skindet og sin business. Kærligheden har været bundet til hans status – og nu er den forsvundet og afløst af skam og nedtur.”
Seth MacFarlane: Ikke nogen joke
Seth MacFarlane har for sin part været ude og understrege, at hans bemærkning i 2013 ikke var ment som en vittighed på nogen måde, men som ”a hard swing” rettet mod Weinstein, der var til stede blandt publikum, og at hans ord udsprang fra ”a place of loathing and anger”, fordi en af hans veninder, skuespiller Jessica Barth (der er en af de mange kvinder, som nu er stået frem og fortalt om Weinsteins overgreb) havde betroet sig til ham.
Det bekræftede Barth også:
Sagen begyndte som bekendt for alle, der har været i nærheden af internettet eller blot et TV, en radiostation eller en avis i de seneste 14 dage, med afsløringer først i New York Times og senere – med langt værre fortællinger – i The New Yorker, hvor der udover flere grumme beretninger om sexchikane og overgreb eller forsøg på krænkelser overfor nogle af Hollywoods største navne, også optrådte en lydoptagelse, som NYPD havde været med til at få lavet i 2015.
Lydfilen blev optaget, da Weinstein forsøgte at lokke den filippinsk-italienske model Ambra Battilana Gutierrez til at gå med ind på sit hotelværelse for at se ham tage et brusebad; noget som stort set alle overgrebene ifølge de mange kvinder, som er stået frem, i øvrigt startede med.
Hele optagelsen, hvor Weinstein omtaler sig selv som en ”famous guy”, og indrømmer at have gramset Gutierrez på brysterne dagen før, kan høres her:
Tidligere ansatte er også stået frem på stribe i den seneste uge og fortalt om deres ”coping strategies” overfor topchefen f.eks. om, hvordan de altid gik to og to ind på hans kontor og sørgede for ikke at være alene med ham. En tidligere privatsekretær har også forklaret, hvordan det var hendes job at eskortere kvinder ind på enten kontoret eller hotelværelset, hvorefter hun diskret forsvandt igen.
FOH var en kode i mødekalenderen, der efter sigende stod for ”Friend of Harvey”, hvilket igen betød, at der var tale om kvindelige bekendtskaber, der var ”tæt på Weinstein”, som de amerikanske medier eufemistisk skriver.
Hvem er medskyldig?
Men er disse kvinder (og mænd) så medskyldige? Fordi de intet sagde eller gjorde?
Det diskuterede jeg med min mand forleden, efter at have følt mig noget overvældet af historien lige siden skandalen brød ud. Hele min omgangskreds i Washington, New York, London, Paris og Californien har været besat af sagen.
I Washington, hvor jeg bor, kender mange Weinstein særdeles godt via politik. Weinstein har i mange år været en tung donor for Det Demokratiske Parti.
Siden 1992 har han doneret over 1,5 millioner dollar – godt ni millioner kroner – til partiet. Hillary Clinton har meddelt, at hun vil videregive de donationer, hun har modtaget af Weinstein, til godgørende formål, og flere andre demokrater har også sagt, at de agter at donere de penge, de har modtaget fra filmmogulen, til ofre for seksuel vold.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at diskussionen ikke først og fremmest bør handle om sex, men om magt. Og at sex blot er en af ”belønningerne” for at besidde magt
Clinton har sagt, at hun er ”chokeret og forfærdet” over fortællingerne om overgrebene, og Barack og Michelle Obama, hvis ældste datter, Malia, har været i praktik i Weinsteins firma, har sagt det samme.
Selv var jeg så oprørt, at jeg var ved at græde, mens jeg diskuterede det med min bedre halvdel.” Det handler jo ikke bare om en mand – det handler om en rådden kultur”, snøftede jeg til ham, da vi igen-igen talte om sagen.
Som Hollywoods selvsagt langt fra har patent på.
Fra den amerikanske medieverden er skrækhistorierne væltet ud af skabet på f.eks. FOX News, hvor konservative kult-ikoner som Roger E. Ailes og Bill O’Reilly indenfor det seneste år har forladt netværket med samme typer anklager som Weinstein står overfor, og efter at have udbetalt millioner af dollar i såkaldte NDAs (non disclosure agreements, hvor kvinderne får udbetalt en stor pose penge mod en aftale om at tie stille i offentligheden og uden at gå i retten).
Men så kom vi som sagt til det med at være medskyldig. Hvornår er man det? Kan man bebrejde et “system” – en branche eller nu f.eks. Hollywood for noget? Eller er det ikke blot en aflægger af selve det med, at nogle har indflydelse, netværk og forbindelser, mens andre ikke har.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at diskussionen ikke først og fremmest bør handle om sex, men om magt. Og at sex blot er en af ”belønningerne” for at besidde denne magt. Flere mænd har også været fremme i ugens løb og fortalt om, hvordan Weinstein intimiderede og truede dem – og råbte af dem. Det er også magt –målet det samme, men måden og ikke mindst udkommet er et anden.
Hvad med dig selv – du sagde ingenting?
Min mand mindede mig venligt om, at jeg også selv har været udsat for overgreb.
Jeg har endog fortalt om det for at par år siden først i en – syntes jeg selv – ganske sober beretning til Dagbladet Information, der havde titlen “Erindringer om en kønshyklerisk venstrefløj”. Herefter skrev B.T. godt nok en tabloid version, hvor skikkelser fra min fortid uimodsagt fik lov at fortælle, at det måtte ”stå for min egen regning”, og at det kendte de ikke noget til.
En velkendt replik. Men hvis regning skulle ens historie egentlig ellers stå for, kan man tilføje for det første.
For det andet var det så udbredt med seksuelle ydelser og modydelser og overgreb i politik, da jeg deltog i festen i det danske i sin tid – både i ungdoms- og i voksenpolitik – at jeg simpelt hen nægter at tro, at de pågældende aldrig har hørt om det.
Der var jo heller ikke tale om trusler eller vold – bare et lidt fast greb og så altså et komplet ulige magtforhold. Lidt ligesom Weinstein, der ikke er blevet beskyldt for andet end verbal vold
Men også i mit senere liv som journalist har jeg været udsat for lidt af hvert. Jeg har været inviteret op på en ministers hotelværelse – hvor jeg blev presset op mod en dør på vej ud og overdynget med ufrivillige sugekop-kys på min hals, før jeg slap ud.
Det tog lidt tid, fordi han var noget større og tungere end jeg, men først og fremmest tog det tid, fordi jeg gerne ville ud på en høflig måde. Jeg mente ikke, at jeg som journalist havde “råd til” at lægge mig ud med manden.
Og det lykkedes da også på storartet vis. Den pågældende opretholdt et hjerteligt forhold til mig på overfladen og jeg husker, at jeg, da jeg diskuterede episoden med med en mandlig kollega bagefter sammenlignede ministeren med den type kopper, som babyer har, der rejser sig op igen, hvis man vælter dem.
En “går den så går den”-attitude, hvor man ikke bar nag bagefter. Og der var jo heller ikke tale om trusler eller vold – bare et lidt fast greb og så altså et komplet ulige magtforhold. Lidt ligesom Weinstein, der ikke er blevet beskyldt for andet end verbal vold.
Jeg er også blevet inviteret på gustne middage, hvor hver en mundfuld var akkompagneret af tanker om, hvordan man skulle komme ud af aftenen igen uden at fornærme den magtfulde mand, der sad overfor en. Og jeg har forsøgt at slippe væk fra invitationer og arrangementer, hvor man følte sig ubehagelig til mode, fordi den anden part var så meget mere magtfuld end en selv og fordi det lå i luften, at hvis man havde sagt “A” forventedes det også, at “B” fulgte.
Det er der intet særligt i. Jeg kender ingen kvinder, der ikke har prøvet noget lignende.
Pointen her er, at jeg ikke stod frem. Jeg sladrede om det med venner og veninder. Jeg fortalte det til kærester, der var vrede og forargede. Men jeg gik ikke ud offentligt. Og jeg opgav ingen navne.
Og det var ikke kun fordi, det ikke ville ”holde i byretten” eller var tilstrækkeligt til en anklage.
Der er også noget andet, som spiller ind og peger mod tavshed. Nemlig, at vi er mange, der ikke holder af at spille offerkortet. Som nu f.eks. mig, der i den grad holder af det narrativ, hvor jeg selv bestemmer, hvad der sker med mig, hvad jeg laver og hvad jeg bruger min tid og mine talenter på
Nej, det var da fordi jeg, nøjagtigt som mange af kvinderne i Weinstein-sagen, følte, at jeg selv var gået med på legen.
Jeg sagde selv ja til den middag, til at snakke på værelset eller til at mødes på en bar. ”Don’t blame the victim”, hedder det hele tiden, men det behøver man heller ikke.
For det skal vi nok selv sørge for – for det første.
Annegrethe Rasmussen: At spille offerkortet
For det andet er der også noget andet, som spiller ind og peger mod tavshed. Nemlig at vi er mange, der ikke holder af at spille offerkortet. Som nu f.eks. mig, der i den grad holder af det narrativ, hvor jeg selv bestemmer, hvad der sker med mig, hvad jeg laver og hvad jeg bruger min tid og mine talenter på.
Så denne historie kommer også i vejen. Den passer ikke ind i mit selvbillede. Jeg har stuvet den fortælling væk og ind under den mentale bademåtte, fordi den ikke huer mig.
Men er man så medskyldig?
Det funderer jeg lidt over i disse dage.
Ligesom jeg godt kunne tænke mig at vide, om vi faktisk bevidner starten på en ny æra eller om det bare er en skandale, der efterlader tingene, som de altid var.
Der er forskelle. I vore dage, hvor alle med lethed kan optage både lyd og billeder med mobiltelefoner, kunne man godt håbe på, at magten er ved at tippe til kvindernes fordel. Før i tiden var det antaget, at man kunne slippe afsted med chikanen, fordi casting-processen eksempelvis er hemmelig. At mændene med magt har opført sig, som de har, fordi de kunne.
Så måske er det slut nu. Måske er hele den samtale, der finder sted lige nu – også med det hashtag, der i denne uge går sin sejrsgang på sociale medier – #metoo – ja måske er det begyndelsen på noget nyt.
Topillustration: POV International med LunaPicEditor. Foto af Annegrethe Rasmussen er privat. Foto af Harvey Weinstein fra YouTube (FOX News).
FAKTABOKS:
Producer Harvey Weinstein er 65 år
Han stiftede firmaet Miramax i 1979, der hittede i 1998 med filmen ”Sex, Lies and Videotape” (instrueret af Steven Soderbergh).
Weinstein har bl.a. produceret ”Pulp Fiction”,” The English Patient”, Shakespeare in Lonve”, ”The King’s Speech” og ”The Artist”.
Alt i alt har hans film modtaget over 80 Oscars, men ikke desto mindre blev han udelukket fra Oscar Akademiet søndag. Det står ikke klart, om det firma, som han dannede med sin bror Bob Weinstein, The Weinstein Company, kan overleve skandalen. Bafta, den britiske udgave af Oscar, har også suspenderet ham.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
