
SIKKERHEDSPOLITIK // KRONIK – Dette er en advarsel mod ”falsk tryghed” og oprustning som svar på usikkerhed. Det, der mangler i de nuværende debatter om ”sikkerhed”, er en dybere menneskelig eller eksistentiel forståelse af sikkerhed – betydningen af at blive respekteret, ikke ydmyget, ikke krænket, ikke blive kulturelt slettet.
I takt med at krigen i Ukraine fortsætter på fjerde år, bliver flere spørgsmål sværere at ignorere: Hvorfor er diplomati – især den slags, der fremmes af institutioner som OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) – blevet så grundigt overskygget af sproget om militære alliancer og våbenleverancer? Hvorfor har den vestlige reaktion på konflikten udformet sig næsten udelukkende inden for rammerne af Nato med idéer om afskrækkelse og national suverænitet? Hvad mangler der i den gængse fortælling om sikkerhed?

Svarene er ikke kun et spørgsmål om geopolitik, men hænger især sammen med dybere forhold om, hvordan det moderne Vesten opfatter ”magt og overlevelse”. Det, der i dag betragtes som sikkerhed – suverænitet, grænser, militær styrke – er i virkeligheden en ”delvis” og i sidste ende ”utilstrækkelig” redegørelse for, hvad der får menneskelige samfund til at føle sig trygge. Sand sikkerhed handler ikke kun om territorium eller militær magt. Det handler også om ”at respektere hinanden”, ”værdighed” og ”en fælles etik om at vise tilbageholdenhed”.
Afspænding og forebyggelse af konflikter
Følger man antropologen Gregory Bateson, som er kendt for sit arbejde om spændinger/afspænding i økologiske, biologiske, sociale og psykologiske/psykiatriske systemer, er der behov for en ”mekanisme”, hvorved vi regulerer-stabiliserer os selv og søger afspænding. Hvis noget går for langt i én retning, bør vi søge at nedbringe eller modvirke denne ændring. Et effektivt eksempel kommer fra vores egen krop, der – når den bliver for varm – regulerer temperaturen ved at svede og dermed køle ned. Så lyt til kroppen.
Således lider konflikten i Ukraine af utilstrækkelige afkølingsmekanismer
Problemet med international politik er, at det for hyppigt er drevet af eskalering, rivalisering, sanktionscyklusser – og ikke nok af afspænding, nedkøling af den sociale krop med fokus på det fælles gode, fælles overlevelse/succes: opbygning af fælles fortolkningsrammer, fælles risikosprog med fokus på at forebygge konflikter.
Således lider konflikten i Ukraine af utilstrækkelige afkølingsmekanismer. Der eksisterer ikke noget robust system til at kontrollere eskalering, fejlfortolkninger og løbske reaktioner og relationer.
Magtens dominans
Det, vi er vidner til i Ukraine, er ikke blot en konflikt mellem demokrati og autokrati, som det ofte hævdes, men en dybere kamp om, hvem der kontrollerer ”magten og magtens fortælling”:
• Kyiv hævder en samlet national identitet, en identitet, der er uafhængig af russisk indflydelse, som Ukraine opfatter som en trussel mod sin etniske-lingvistiske identitet. Man har opbygget en centraliseret stat, og har ikke i sinde at dele magten med separatister i Donbas.
• Rusland insisterer heroverfor på autonomi for Donbas-regionerne i det østlige Ukraine – altså det modsatte: en ”decentralisering af nationalismen”. Man afviser samtidig muligheden for Nato-udvidelse, hvilket man opfatter som en direkte trussel mod sin nationale sikkerhed.
• Vesten ser Ukraines suverænitet og territoriale integritet som ukrænkelig og ser Ruslands handlinger som en åbenlys overtrædelse af international lov.
Dette er en afslørende indrømmelse: at diplomati ikke blev forfulgt som en ægte fredsproces, men som en strategisk pause
Alle tre holdninger er forankret i en fælles logik: at sikkerhed betyder at kontrollere territorium, loyalitet og magt. Men denne logik, gentaget uendeligt gennem århundreder, er netop det, der har ført os ind i den ene cyklus efter den anden af frygt, oprustning og krig.
Der Teufel steckt im Detail
Før den russiske invasion i 2022 tilbød diplomatiet i form af Minsk-aftalerne (2014-15) – som blev forhandlet med hjælp fra Frankrig, Tyskland og OSCE – en potentiel vej fremad: en decentralisering af magten. Men som den tidligere tyske kansler Angela Merkel indrømmede i et interview i Die Zeit (2022), forventedes Minsk aldrig rigtigt at lykkes. Det var delvist en måde ”at købe Ukraine tid” til at styrke sin militære position. Dette er en afslørende indrømmelse: at diplomati ikke blev forfulgt som en ægte fredsproces, men som en strategisk pause. En sådan instrumentalisering af diplomati forværrer kun mistilliden til et virkeligt ønske om fred fra Vestens side, viljen til en ægte fredelig/diplomatisk løsning.
At ignorere sådanne nuancer er at fejldiagnosticere konfliktens natur. Denne krig handler ikke kun om territorial kontrol – den handler om konkurrerende magt og eksistentielle visioner. For Rusland opfattes Natos fortsatte ekspansion mod øst ikke blot som en strategisk omringning, men som en eksistentiel trussel. For Vesten ses ekspansionen som uafhængige nationers ret til at vælge deres alliancer. Disse gensidigt udelukkende fortolkninger gør kompromis næsten umuligt – medmindre en ny ramme introduceres.
Sikkerhed uden grænser
Det, der mangler i den vestlige sikkerhedsforestilling, er en seriøs diskussion af de emotionelle, psykologiske og moralske dimensioner af sikkerhed. Mennesker og stater søger ikke blot beskyttelse mod kampvogne eller missiler – de søger ”anerkendelse” (at blive taget alvorligt). De søger at føle sig set, ikke afvist; forstået, ikke karikeret.
Dette er ikke for at legitimere Ruslands aggression eller ignorere Ukraines handlen. Det er snarere for at argumentere for, at enhver langsigtet fred vil kræve mere end våben. Det vil kræve en transformation i, hvordan Vesten forstår sikkerhed – ikke som en mur, men som et respektfuldt forhold.

Her leverer filosoffen Theodor Adorno en stærk indsigt. I kølvandet på Anden Verdenskrig foreslog Adorno, at den etiske opgave i vores tid er at ”ikke føle sig for hjemme der, hvor man er”. Han advarede mod det behagelige i selvretfærdighed og faren ved at være for sikker i sin sag eller føle sig ”for hjemme” – hvad enten det er i ens hjemland, ideologi (for eksempel nationalisme) eller identitet. I nutidens kontekst betyder det at modstå illusionen om, at vores livsstil, vores opfattelse af orden eller vores sikkerhedsordninger er universelt gyldige.
Vestlige liberale demokratier proklamerer ofte dyderne ved inklusion og pluralisme inden for deres grænser. Alligevel falder disse samme demokratier i globale anliggender ofte tilbage på ekskluderende praksisser: blok-tænkning, strategisk overlegenhed og moralsk sikkerhed. Denne modsætning underminerer selve den liberale ordens troværdighed.
Sikkerhed må ikke defineres udelukkende af dem, der besidder de største våbenarsenaler
Sikkerhed, hvis den skal betyde noget varigt, skal betragtes som en fælles betingelse. Det kræver, at man lytter til andres frygt, selv modstanderes. Det kræver, at man anerkender historiske sår og modstår fristelsen til at ydmyge sin modstander. Det kræver tilbageholdenhed – ikke som svaghed, men som visdom.
En ny sikkerhedsstruktur
I praksis kan dette betyde at se institutioner som OSCE i et nyt lys og ikke som et diplomatisk dødvande, men som essentielle fora for anerkendelse og deeskalering. Det kan betyde at genoprette troen på en dialog, der ikke begynder med ultimatum. Det kan også betyde en dybere europæisk indsats for at opbygge en sikkerhedsarkitektur, der inkluderer, snarere end ekskluderer, Rusland – uden at kapitulere for dets aggression.
Desuden trænger selve det internationale diplomatis struktur til en revision. Store dele af nutidens globale orden er fortsat organiseret omkring efterkrigsinstitutioner, der afspejler en anden tids magtdynamik (den kolde krig). En virkeligt inkluderende sikkerhedsorden ville styrke en bredere vifte af stemmer – især mindre nationer og regionale aktører, der er direkte berørt af stormagtskonflikter. Sikkerhed må ikke defineres udelukkende af dem, der besidder de største våbenarsenaler.
For at undgå enhver misforståelse: Ukraine har al ret til at forsvare sig selv, og dets folk fortjener solidaritet. Men solidaritet bør ikke betyde blind eskalering. Det bør heller ikke betyde at ignorere de dybere årsager til usikkerhed, som denne krig har afsløret på alle sider.
Vesten står over for et valg. Den kan fortsætte med at opruste, satse på militariseret sikkerhed og se verden i form af trusler og indflydelsessfærer. Eller den kan begynde at forestille sig en anden form for fred – en fred, der er forankret i gensidig anerkendelse, empati og ydmyghed, der fortæller, at sikkerhed aldrig virkelig vindes alene med magt.
Mennesket begår en utilgivelig fejl, når det gør sig til herre over systemet
Alternativet er klart, og historien har vist det igen og igen: Magt, der udelukkende er afhængig af våben, vil til sidst blive offer for disse. I en splittet og indbyrdes afhængig verden ligger vores sikkerhed ikke i udelukkelsen af den anden, men i vores evne til at leve med og respektere det, der er anderledes
Som Adorno minder os om, begynder sand etik – og sand fred – når vi nægter at føle os helt hjemme i vores egen vished. I Adornos kontekst symboliserer ”hjem” ikke blot fysisk komfort, men også ideologisk selvtilfredshed og selvtilfredshed, selvom sociale forhold (uretfærdighed, dominans og lidelse) er ”beskadigede”.
Derfor er tiden inde til at oparbejde en forståelse af et ”globalt fællesskab”, idet vi alle sammen tilhører det samme globale økosystem (vi mennesker er kun én blandt mange arter), der ikke består af grænser, men stræber efter harmoni og en syntese af spændinger hen imod afspænding og fortsat beståen. Mennesket begår en utilgivelig fejl, når det gør sig til herre over systemet. Resultatet er intet mindre end forurening, ødelæggelse af biodiversiteten og klimaet i menneskets evige kamp om grænser, ressourcer og territorier – frem for at søge velstand og velvære uden denne kamp[1].
Det drejer sig derfor om at opføre sig som en del af økosystemet, at respektere naturen omkring os og sociale forskelle uden at ødelægge relationer til hinanden, da vi har mere tilfælles (behovet for respekt, samarbejde og evnen til empati), end der skiller os ad. Batesons centrale budskab er således at se alt som dybt forbundne systemer og relationer, de mange samfund på vores klode, og ”naturen i vores hoved”.
Indlægget har tidligere været bragt som kronik i Dagbladet Information (14.08.25), men står her i omarbejdet form.
[1] Jackson, Tim. 2009 and 2017. Prosperity Without Growth. Routledge, UK.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og