GRØNLAND // KRONIK – ”Grønland er ikke blot en enorm ø i det frosne nord. Det er Arktis’ kontrolknudepunkt, brohovedet mellem Nordamerika og Europa og et afgørende led i et netværk af militær overvågning, energireserver og fremtidige maritime korridorer,” skriver Stella Sofia Kyvelou, professor ved Panteion Universitetet i Athen, ekspert i maritim arealplanlægning samt rådgiver i EU om europæiske ø-politikker.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da USA’s præsident, Donald Trump, genoplivede ”kravet” på Grønland, var der mange, der hurtigt latterliggjorde det som en særhed eller et kommunikationsstunt.
Og dog lå der bag den overfladiske forlegenhed noget langt mere betydningsfuldt: en brutal formulering af en strategisk logik, som ved udgangen af 2025 er blevet solidt forankret i kernen af amerikansk geopolitisk tænkning.
Grønland er ikke blot en enorm ø i det frosne nord. Det er Arktis’ kontrolknudepunkt, brohovedet mellem Nordamerika og Europa og et afgørende led i et netværk af militær overvågning, energireserver og fremtidige maritime korridorer.
Det udgør dermed et klassisk maritimt og insulært rum med høj geopolitisk værdi – og netop derfor et symbol på en ny æra.
Grønland er ideelt placeret som centrum for indflydelsessfærer
Dets geografiske placering på ekstremt høje breddegrader gør det ideelt til overvågning af polare satellitbaner og til at sikre kontinuerlig eller hyppigere kontakt med jordobservationssatellitter, både militære og videnskabelige.
Og i en verden, hvor det ydre rum, havene og isen smelter sammen til ét samlet felt for strategisk konkurrence, ophører Grønland med at være perifert og træder i stedet frem som et centrum for ”indflydelsessfærer”.
Grønland fungerer som et terrestrisk knudepunkt, der forbinder rum-, luft- og flådesystemer og styrker Nato–USA’s interoperabilitet i Arktis
Regionens strategiske placering mellem Nordamerika og Eurasien muliggør kritiske tidlige varslingskapaciteter for ballistiske affyringer gennem det arktiske rum samt integration med missilforsvar og rumovervågningssystemer.
Eksisterende infrastruktur, som den amerikanske base Pituffik (tidligere Thule), huser radarer og sensorer, der understøtter sporing af objekter i rummet og styrker koblingen mellem rummet som domæne og luft- og missilforsvar.
Samtidig reducerer den lave befolkningstæthed og den begrænsede industrielle aktivitet elektromagnetisk støj, hvilket øger pålideligheden af radar-, telemetri- og rumkommunikationssystemer.
Ud over disse faktorer er den vigtigste af dem alle Grønlands systemiske integration i den moderne sikkerhedsdoktrin. I dag behandles rummet som et selvstændigt operationelt domæne. Grønland fungerer som et terrestrisk knudepunkt, der forbinder rum-, luft- og flådesystemer og styrker Nato–USA’s interoperabilitet i Arktis.
Nyere amerikansk sikkerhedsstrategi signalerer et ganske klart skifte: International ret forbliver i retorikken, men ophører med at være fundamentet for handling. I stedet vender logikken om ”indflydelsessfærer”, rumlig kontrol og ”strategiske aktiver” tilbage. Grønland fungerer som et laboratorium for denne overgang.
Forestillingen om, at en ø med status som EU’s ”Oversøiske lande og territorier” (OLT) kan ”erhverves”, ”kontrolleres” eller integreres i en bredere sikkerhedsarkitektur uden reel henvisning til de lokale samfunds vilje eller til principperne for multilateral styring, varsler begyndelsen på enden for troen på international rets neutralitet.
Arktis og det østlige Middelhav: Forskellige havbassiner, en parallel virkelighed
Grønlandssagen peger imidlertid på en bredere udvikling, der også genfindes i andre maritime konfliktzoner.
Arktis er ved at udvikle sig til det 21. århundredes nye ”Middelhav”: et rum for konkurrerende strategier, ressourcer og sejlruter – præcis som det allerede er tilfældet i det østlige Middelhav.
Her er forbindelsen til eksklusive økonomiske zoner (EEZ’er) og maritim arealplanlægning (MSP) direkte. Og selvom MSP af EU præsenteres som en proces, hvor de relevante medlemsstaters myndigheder analyserer og organiserer menneskelige aktiviteter i havområder for at opnå økologiske, økonomiske og sociale mål – med andre ord som et teknisk, økologisk eller udviklingsmæssigt redskab – er den i praksis i stigende grad ved at blive et middel til geopolitisk konsolidering af rum. Den fordeler ikke blot anvendelser, men også magt.
Samtidig tilgår andre aktører – først og fremmest nabolandet Tyrkiet – det maritime rum som et samlet geostrategisk felt, hvor ret, maritim arealplanlægning og magt fungerer i kombination
Grækenland insisterer med rette på betydningen af havretten, EEZ’er og internationale konventioner.
Men Grønlandssagen minder os om et afgørende punkt: Regler fungerer kun, når de understøttes af strategisk håndhævelseskapacitet og en sammenhængende rumlig politik.
Den græske MSP forbliver desværre ”slumrende”, mens hidtil usete zoneinddelinger, der gennemføres uden integreret planlægning – såsom blokke til kulbrinteudvinding og marine naturbeskyttelsesparker – er fragmenterede og ofte afkoblet fra geopolitiske risici. Marine parker, biodiversitetsbeskyttelseszoner og ad hoc-reguleringer af det maritime rum risikerer generelt at blive opfattet enten som tekniske øvelser eller som kommunikationsredskaber, uden integration i en samlet strategi for suverænitet og afskrækkelse.
Samtidig tilgår andre aktører – først og fremmest nabolandet Tyrkiet – det maritime rum som et samlet geostrategisk felt, hvor ret, maritim arealplanlægning og magt fungerer i kombination.
Suverænitet tabes i det 21. århundrede ikke først, når retten krænkes – men når vi narrer os selv til at tro, at retten alene kan regulere den moderne verden.
Det er ikke tilfældigt, at Tyrkiet skyndte sig at ratificere aftalen om beskyttelse af biodiversitet uden for national jurisdiktion (BBNJ, Højsøtraktaten), ledsaget af en specifik erklæring om, at dette ikke berører landets juridiske position i forhold til FN’s Havretskonvention (UNCLOS).
Det er et skridt, som giver Tyrkiet mulighed for at instrumentalisere aftalen til egen fordel, sandsynligvis i Det Ægæiske Hav.
Grønlandskrisens egentlige budskab
Grønland, som det adresseres i amerikansk sikkerhedsstrategi, vedrører dermed langtfra Danmark alene, men alle, der fortsat tror, at det maritime rum kan reguleres isoleret fra geopolitisk konflikt.
Budskabet er klart: Have, ø-territorier og EEZ’er er ikke neutrale begreber; de er magtfelter.
Det betyder, at maritim arealplanlægning ikke blot kan udgøre overholdelse af europæiske direktiver. Den må blive et strategisk instrument for national udenrigspolitik, indlejret i en realistisk læsning af det internationale system.
Suverænitet tabes i det 21. århundrede ikke først, når retten krænkes – men når vi narrer os selv til at tro, at retten alene kan regulere den moderne verden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og