STAN GETZ // ESSAY – Den 21. januar kom posten med en gave til filminstruktøren Mikkel Stolt, en cd-boks med Stan Getz – Kenny Barron: PEOPLE TIME – The Complete Recordings. På cd’erne er der optagelser fra fire koncerter som Getz og pianisten Kenny Barron gav i København for præcis 30 år siden. Mikkel Stolt var der dengang, på Montmartre. Det var hans største koncertoplevelse nogensinde.
Jeg havde ventet længe på den pakke, som var en julegave til mig selv, og endelig – d. 21. januar 2021 – fandt jeg den i postkassen. Jeg afbryder den gåtur, jeg ellers er på vej ud på, og stryger direkte tilbage i huset.
Jeg flår dog ikke pakken op, men tager stille og roligt overtøjet af igen og finder en papirkniv frem. Dette kræver alligevel en slags andægtighed (selvom jeg et kort øjeblik overvejer at lave en unboxing-video og lægge på nettet), så jeg tager et slips på, sætter mig ned og hælder et glas rødvin af en bedre årgang op til mig selv, inden jeg beder min kone om at skrue lidt ned for den streaming-serie, hun er ved at se inde på sit kontor i stedet for at rette studenteropgaver.
Inde i pakken ligger noget, som jeg egentlig havde ønsket mig i knap 30 år, og det ser ud til at være så godt som uskadt efter den lange tur fra USA. Jeg pakker den kvadratiske æske ud af bobleplasten og læser disse ord på forsiden:
Stan Getz – Kenny Barron: PEOPLE TIME – The Complete Recordings. Selve æsken er nu ikke så prangende i det – plastovertrukket pap – men jeg ved, at der indeni ligger syv cd’er med noget af verdens bedste musik, og ikke mindst: en lille time med optagelserne af den bedste koncert, jeg nogen sinde har været til. Uden diskussion.
I almenheden er han jo nok mest kendt for sit bidrag til at have bragt den brasilianske bossanova og jazzen sammen i starten af 1960’erne (selvom æren skal deles mellem flere), og hans medvirken på for eksempel ”The Girl from Ipanema” og ”Desafinado” er jo kendt af selv folk med jazzofobi
Og det siger jeg som én, der faldt i Tom Waits-gryden som ung, og som har været til tre koncerter med ham (hvilket der faktisk ikke er så farligt mange i verden, der har). Jeg har tilmed skrevet en bog om hans musik, men intet af det, han har leveret, hverken på plade eller til koncert, kommer helt op på siden af dette.
Jeg skal nok forsøge at forklare det lidt bedre, men vi kommer til at gå lidt frem og tilbage i tiden.
Engang i vinteren 1990-91 annoncerede Montmartre i Nørregade, at tenorsaxofonisten Stan Getz skulle spille dér fire aftener i træk i starten af marts. Jeg tror faktisk, at jeg første gang så det på deres plakat i et udhængsskab, og hvor det på en eller anden måde var sluppet gennem korrekturen, at der stod ”Stan Gets” øverst med store bogstaver. Det grinede jeg lidt af sammen med manden i billetlugen, men min studiekammerat Morten og jeg skulle da i hvert fald have en billet hver.
Debuterede tidligt
Jeg havde netop fået LP’en Anniversary med Getz’ kvartet, der var optaget i netop Montmartre i 1987, og det var virkelig blevet en favorit. Og så var det jo bare dejligt, at han til de nye koncerter skulle optræde i duo sammen med pianisten fra den plade.
Stan Getz debuterede tidligt og blev allerede professionel i 1942 som 15-årig, selvom han faktisk er autodidakt. Han spillede med nogle af de store swingorkestre, bl.a. Tommy Dorsey og Benny Goodman, indtil han som 20-årig blev medlem af Woody Hermans orkester.
Der blev lagt mærke til hans lyse og slanke tone, og den udviklede han yderligere i årene fremefter. Omkring 1958-61 boede og spillede han i København og han kom også en del i Stockholm, hvilket endda skaffede ham en svensk kone. I almenheden er han jo nok mest kendt for sit bidrag til at have bragt den brasilianske bossanova og jazzen sammen i starten af 1960’erne (selvom æren skal deles mellem flere), og hans medvirken på for eksempel ”The Girl from Ipanema” og ”Desafinado” er jo kendt af selv folk med jazzofobi.
Eller numrene er i hvert fald kendte, selv hvis man ikke lige ved, at Getz er med. Hans spil bygger altså både på elementer fra den traditionelle swingmusik, ’verdensmusikken’ og det mere moderne, men altid lyrisk og altid personligt.
For jeg husker på den ene side aftenens forløb som en synæstetisk oplevelse: som en slags forstørrelse af blodets brus i årerne, som en fornemmelse af vandets rislen i bækken på en kølig forårsdag eller som synet af kærhøgens flakkende flugt og dens hidsige nedslag afløst af glidende flugtpassager
Jeg går ind på mit eget kontor med cd-boksen, og tænder for stereoanlægget. Jeg åbner for herlighederne, og ser, at der ligger de lovede syv cd’er og en ’brochure’ i sådan cirka A3-format, foldet ned til cd-størrelse.
Igen, det er ikke luksuriøst, men heller ikke direkte tarveligt. Men med en nypris på cirka 800 kroner (det var i hvert fald, hvad jeg så den til i danske pladebutikker i sin tid – jeg har købt den til omtrent det halve på ebay), så virker det måske alligevel lidt skrabet. Man kunne måske godt have tænkt sig, at den visuelle oplevelse og det taktile velbehag ved at røre ved noget lækkert ville være på niveau med selve musikken, men bare at stå og holde cd’erne er altså ikke nok til at tage mig tilbage til 1991.
Jeg har dog været i besiddelse af noget af musikken i mellemtiden, dels fordi jeg på trods af at være fattig student, naturligvis købte den dobbelte-cd, der udkom året efter, dels fordi jeg havde optaget et kassettebånd fra radioen. DR stod nemlig for optagelserne, og den nu desværre afdøde men legendariske jazzmedarbejder, Ib Skovgaard, står som producer på udgivelsen.
Der står ikke på den nævnte dobbelt-cd, hvilken aften de 14 valgte numre kom fra (hvilket jo er dybt frustrerende for en diskofil), og på mit kassettebånd på 45 minutter havde jeg ikke noteret nogen dato. Så derfor vidste jeg jo bare, at de samlede optagelser bare måtte og skulle blive mine en dag.
Syg af længsel
Og den dag er i DAG! Hvad skal jeg gøre nu? Den mere analytiske del af mig vil helst høre hele samlingen fra begyndelsen og langsomt bevæge mig fremad mod ”vores” aften. På den anden side er jeg syg af længsel efter at genhøre (og læse om i de vedlagte tekster) nøjagtigt hvad, det var, jeg oplevede den aften.
Det står nemlig både en lille smule uklart og temmelig klart for mig. For jeg husker på den ene side aftenens forløb som en synæstetisk oplevelse: som en slags forstørrelse af blodets brus i årene, som en fornemmelse af vandets rislen i bækken på en kølig forårsdag eller som synet af kærhøgens flakkende flugt og dens hidsige nedslag afløst af glidende flugtpassager.
Jeg fik sgu næsten tårer i øjnene undervejs, og da en medarbejder kom ud i pausen efter første sæt, og fortalte, at Getz var for træt (eller syg) til at spille et sæt til, og at vi derfor ikke fik mere, var jeg overhovedet ikke skuffet. Den lille time, vi allerede havde fået, var nemlig alt rigeligt – jeg kunne faktisk ikke rumme mere. På den anden side har jeg nogle konkrete billeder på nethinden af scenen og de to musikeres indbyrdes position, men jeg kan overhovedet ikke huske, hvad vi lavede efter koncerten. Jeg kan forestille mig, at jeg måtte have mig en drink, og jeg mærker i dag, at de forskellige indtryk så at sige savner et udtryk. Jeg kan ikke vente længere.
Vidste jeg noget om det på selve den aften? Næh. Påvirker det min opfattelse af musikken i dag? Næh, men jeg er også sådan en, der kan finde på at se en Woody Allen-dvd
Jeg vælger cd nr. 7 og sætter mig til rette med den upraktisk store ’brochure’, og det er altså første gang, at jeg faktisk kan læse, hvilke numre, de spillede den aften. Syv tracks på i alt 57 minutter og 23 sekunder. Og ikke mindst kan jeg læse, at de valgte hele fire ud af de syv numre til den første cd-udgivelse.
Jeg VIDSTE, der var noget specielt ved den aften, og mit rødvinsglas er allerede tomt. Pladen starter så med lidt af et uheldigt forvarsel, idet Getz annoncerer her på fjerdedagen af engagementet, at selvom vi som publikum har været perfekte, og optagelsen af vores applaus var lige i øjet, så er han og Kenny nødt til at komme tilbage de næste fire dage, fordi de ikke har gjort det godt nok.
Og så griner vi, kan man høre. Getz var faktisk lidt af en tør komiker ind imellem, hvilket man f.eks. også hører på den 1987-optagelse, jeg omtalte tidligere, men det var så kun ind imellem. Faktisk var han også kendt for at være lidt af et dumt svin, når det stak ham, hvilket hans koner og kærester kan tale med om.
Han kunne være som ”Night and Day” (som de spiller både den første, anden og tredje aften), hvilket muligvis til en vis grad kan forklares med et kraftigt misbrug af både stoffer og alkohol gennem årene.
Fantastiske og øreåbnende temaer
Vidste jeg noget om det på selve den aften? Næh. Påvirker det min opfattelse af musikken i dag? Næh, men jeg er også sådan en, der kan finde på at se en Woody Allen-dvd.
Når man går til koncert, er det som regel fedest (ja, det er det adjektiv, jeg vælger her), når man kender numrene i forvejen. Til jazzkoncerter bruger jeg tit en del energi på dels at forsøge at genkende temaet, dels at komme i tanke om, hvad fanden nummeret nu hedder.
Jeg kan nu se på tracklisten for d. 6. marts 1991, at jeg højst har kendt to af numrene i forvejen, nemlig ”Softly, as in a Morning Sunrise” og ”Gone With the Wind”, men jeg kan ikke huske, om jeg genkendte dem. Det var også lige meget, for alle temaer var helt fantastiske og øreåbnende, men om lidt kommer jeg til, hvad der i virkeligheden var den helt store åbenbaring for mig denne aften.
Jeg vidste jo godt, at Getz ville være fantastisk. Jeg havde set ham en enkelt gang med kvartet før, nemlig i San Francisco i 1986 sammen med min derboende ven, men jeg kan hverken huske, hvor det var, eller hvem han spillede med. Eller hvad de spillede.
Vi havde nok drukket for meget undervejs, men jeg kan huske stemningen, og at jeg sneg mig op for at tage et billede af ham, som ikke blev til noget. Så selvom det var tydeligt, at han denne aften i ’91 var en sygdomsmærket mand, så var hans tone både hård og blød, blid og raspet, og undertiden samtidig, og man skal nok høre det for at forstå det. Måske er det et udtryk for den dobbelthed, han også rummede som menneske.
Getz’ spiller melodierne, så vi alle synes, vi har kendt dem altid, og i sine improvisationer er han aldrig længere væk end vi føler os på sikker grund. Alligevel står idéerne i kø for at komme ud
Men altså, jeg spiller jo ikke selv saxofon men derimod klaver, så det er klart, at jeg var meget opmærksom på, hvad pianisten Kenny Barron kunne finde på. Og sikke han kunne finde på. Jeg var med det samme fuldstændigt fascineret, og her skal man jo huske på, at i en duo med klaver og blæser, så er pianisten på hele tiden.
Først som akkompagnatør til saxofonen (og deres indbyrdes forståelse er fænomenal) og dernæst – når blæseren holder pause – til sine egne soloer. Og hvor lange var de ikke, de soloer, hele tiden med rytmisk overskud og variation og med en masse morsomme melodiske momenter.
Især var jeg fascineret af de passager, som jeg dagen efter – da jeg begejstret fortalte en ven om koncerten – kaldte ”minimalistisk stride-piano”. Den gamle, klassiske venstrehånds teknik skulle jo i sin tid gøre det ud for en hel rytmesektion med bas og trommer, men Barron barberede det ned på en måde, som jeg ikke helt kunne gennemskue, men som var utroligt medrivende og ekstremt præcist.
Han sad til venstre for Getz på scenen, og derfor var det mest hans højre hånd, jeg kunne se, men som amatør var det også begrænset, hvad jeg kunne lære af dén hånd. Ikke desto mindre gav Barron mig et helt nyt syn på, hvordan man kunne spille klaver, og jeg tog det til mig, og har her tredive år efter stadig ikke lært det.
Åben mund og polypper
Mine fingre har aldrig helt forstået at spille det, som min hjerne siger, de skal. Men det har Barron’s helt åbenlyst forstået, og allerede under det første nummer (føromtalte ”Softly…”) sad jeg med åben mund og polypper nede på caféstolen ved det lille, runde bord, hvor vores halvliters-fadøl stod og duggede, for ja, der var nemlig en halv liter øl i glassene i gamle dage og ikke bare fire deciliter.
Kenny Barron er sjovt nok også selvlært og debuterede ligeledes som 15-årig, ganske som Getz, men er seksten år og dermed næsten en generation yngre. Han har optrådt i adskillige sammenhænge med for eksempel James Moody, Dizzy Gillespie og Yusef Lateef, og han er både rundet af beboppen og den latin-inspirerede jazzmusik.
Jeg har senere set ham to gange (i det nye, gamle Montmartre i St. Regnegade), både solo og i kvartet, og han er ikke faldet af på den. Han gav utallige prøver på både det swingende og mere moderne spil – eller rettere, han swinger OG er moderne samtidig – og integrerer desuden Thelonious Monks egenart på sin helt egen måde.
Stan Getz døde præcis tre måneder senere, og så vidt vi ved, så var den aften hans sidste offentlige koncert, og disse optagelser ændrede naturligvis ikke på, at han fortsat regnes for en af de helt store jazzmusikere. Snarere tværtimod
Barron var i 1980’erne også medlem af gruppen Sphere, der netop hyldede Monk. Mens Barron spillede sine soloer, sad Getz og pustede ud på sin barstol, lidt til højre for scenens midte. Vi vidste jo godt, at han var syg, og det var tydeligt at se, at det ikke var en mand i fysisk topform.
Men så meget desto mere gribende var det, at han både kunne være så rørende og så majestætisk i sin tone – og ligefrem være morsom ind imellem numrene, som jeg nu kan høre, at han var til alle fire koncerter. Det sidste er da så i hvert fald en ting, han har til fælles med Tom Waits, men det gælder også sansen for det melodiske.
Getz’ spiller melodierne, så vi alle synes, vi har kendt dem altid, og i sine improvisationer er han aldrig længere væk end vi føler os på sikker grund. Alligevel står idéerne i kø for at komme ud. Lige indtil han stopper med at spille, og vi igen ser den dødsmærkede mand, der er ved at løbe tør for kræfter.
Smerten og dobbeltheden
Men jeg var nok selv så ung dengang, at jeg ikke mærkede dødsangsten – og selv i dag er musikken så livgivende, at den stort set afbødes. Måske er det Barrons næsten frimodige stil, der holder det hele i skak. Så det er på en måde både temmelig lettilgængelig OG meget krævende musik at lytte til, og det er vel grunden til, at jeg var helt mæt efter det ene sæt den marts-aften i 1991.
Stan Getz døde præcis tre måneder senere, og så vidt jeg ved, så var den aften hans sidste offentlige koncert, og disse optagelser ændrede naturligvis ikke på, at han fortsat regnes for en af de helt store jazzmusikere. Snarere tværtimod.
Barron har også haft stjernestatus i årevis og er stadig aktiv. Jeg rejser mig, da de to har spillet de allersidste paradoksalt livlige toner af Rodgers & Hammerstein’s ”The Surrey With a Fringe on Top” den martsdag i 1991, og går over for at sætte den første cd på.
Små seks timer senere er der ikke mere rødvin (igen), og jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvad det er, Kenny Barron gør, der virker så godt. Men jeg mærker dobbeltheden: smerten og frivoliteten, sorgen og glæden og ikke mindst mærker jeg, at den musik, der altid har flydt i blodet på mig, nu er nået helt ind i knoglerne. Det er sådan, musik skal mærkes, men hvor tit sker det?
LÆS FLERE ARTIKLER AF MIKKEL STOLT HER:
Fotos: Privatfotos, cover og Wikipedia
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
