FILM // KLUMME: Streamingtjenesten MUBI har for tiden en serie med arkiv-film af den ukrainske instruktør Sergej Loznitsa, der har specialiseret sig i at skabe indlevende og empatiske film om Sovjetunionens historie. Frederik Bojer Bové giver en introduktion til en kunstner, hvis værk tåler sammenligning med Svetlana Aleksijevitj.
My aim is to make the spectator “face” and “experience” the events and the atmosphere of the time, as if he/she was there in-person. I believe that cinema is capable of stimulating and generating this kind of insight. I would like the spectator to experience a kind of empathy, which, in its turn, may lead to an understanding of what has happened.
– Sergej Loznitsa
Der findes efter min mening to store post-sovjetiske kunstnere, der har forsøgt at tage livtag med det store imperium. Den ene er, naturligvis, hviderussiske Svetlana Aleksijevitj, hvis fembindsværk om “Homo Sovjeticus” tilsammen er et af de vigtigste litterære værker i nyere tid. Især femte og sidste bind, Secondhand-tid, om tiden efter imperiets sammenbrud, er formidabel.
Men det ved de fleste efterhånden godt. Hendes værk er så kendt, at der laves teaterstykker og tv-serier baseret på det, og det bliver refereret på jazz-albums.
Den anden store skildrer af Sovjettiden er langt mindre kendt. Han er fra Ukraine, er filminstruktør, og hedder Sergej Loznitsa. Fem af hans værker, bestående af fem dokumentarfilm baseret på arkivmateriale, kan for tiden ses på streaming-tjenesten MUBI. Det bør enhver give sig tid til at gøre.
Empati-maskiner
Inden vi på nogen som helst måde går kronologisk frem, vil jeg fremhæve et eksempel fra en af hans nyeste film, The Trial fra 2018. Filmen er baseret på et helt særligt materiale: Optagelser fra en af de første skueprocesser fra 1930, hvor en række prominente videnskabsfolk indrømmede og blev dømt for at være medlemmer af en fuldstændig fiktiv organisation, der efter sigende udførte industriel sabotage.
Det er indlevelsen i historien, som er pointen
Men indledningen af filmen er bare skildringer af byen. Heste ridder forbi, folk trasker rundt, det er koldt, og der er sne. Vi hører en kirkeklokke bimle, først lidt fjernt, derefter klipper vi tættere og tættere på. Det føles virkelig, som om vi er til stede lige præcis kl. 10:00 om morgenen.
Og min pointe er, at det naturligvis er fuldstændig manipuleret. Sergej Loznitsa laver nye lydsider til sine optagelser, og han har derfor mixet en kirkeklokke ind i lydbilledet. Der var ikke fem kamerafolk på gaden den her morgen for retssagen, der filmede bybilleder præcis kl. 10:00 om morgenen. Det er en fabrikeret effekt, som Loznitsa bruger med et helt særligt formål.
Han vil ikke bare skildre det historiske, som om det er et narrativ, en fortælling, et projekt. Han vil skildre tid og begivenheder. Derfor tager han arkivmaterialet, stykker det sammen og laver lydbilleder til, så vi får en fornemmelse af at være der. Det er indlevelsen i det historiske, som er pointen. Til gengæld er der ingen voice-over, næsten ingen forklaringer og meget lidt tekst på skærmen.
Loznitsa former materialet, ikke så vi lærer mest muligt, men så vi lever os mest muligt ind i det. Det er ganske særligt.
På den måde skildrer Sergej Loznitsa ikke så meget imperiets historie som fornemmelsen af, hvordan det var at være menneske, mens de historiske begivenheder fandt sted. Det er med andre ord lidt ligesom hos Aleksijevitj en undersøgelse af Homo Sovjeticus. Men hvor Aleksijevitj lader dem fortælle, så stykker Loznitsa de begivenheder sammen, som han mener, har formet dem, og han forsøger at få os til at opleve dem, som var vi der selv.
Hans film kan dermed nærmest ses som en art “empati-maskiner”. Han former materialet, ikke så vi lærer mest muligt, men så vi lever os mest muligt ind i det. Det er ganske særligt.
De første forsøg: Blockade og Revue
Sergej Loznitsas to første arkiv-dokumentarer kom ret tidligt i hans karriere. Blockade (2006) består af arkivmateriale fra blokaden af Skt. Petersborg, dengang Leningrad, der må have kostet over en halv million civile livet.
Sammenlignet med de senere dokumentarer er Blockade relativt primitiv og eksperimenterende. Hvor jeg har på fornemmelsen, senere film er baseret på restaureret materiale, så er billederne i Blockade skramlede og ridsede.
Lydbilledet er også meget demonstrativt uvirkeligt. I en scene ser vi f.eks. tyske krigsfanger blive drevet gennem byen. Deres fodtrin høres meget tydeligt, men vi kan se, at den russiske folkemængde råber og skriger ad dem, og det er der intet af på lydsporet.
Der er smilende arbejdere, smukke landskaber, glæde over, hvor dejligt meget enighed, der udtrykkes ved valghandlingerne foruden et væld af kultur
I det hele taget er der næsten ingen snak eller hosten eller den slags på lydsiden. Der er trasken og lyde af arbejde, af skovle i sne, af kroppe, der falder om i sneen – den slags. Det fungerer helt klart som et kunstnerisk træk. Det giver fornemmelsen af en befolkning, der har fået frataget deres menneskelighed. De er ved at dø af sult. Det er, som om levende døde vandrer rundt, som om byen er en art forfrossent helvede. Hvilket bestemt er en tolkning. Men det virker meget ekspressionistisk, og ikke særlig virkeligt.
Revue fra 2008 forveksler man heller ikke med virkeligheden, men det er i endnu højere grad med vilje. Filmen er et fremragende sammenklip af propagandaindslag fra halvtredserne og tresserne, netop som en art sovjetisk revy over, hvor herligt livet dog er for tiden.
Der er smilende arbejdere, smukke landskaber, glæde over, hvor dejligt meget enighed, der udtrykkes ved valghandlingerne foruden et væld af kultur. Teaterstykker, balletter, popsange – alt sammen om, hvor dejligt det er at være kommunist, og hvor dumme folk er, som ikke indser dette.
Det er ikke den mest komplekse film Loznitsa har lavet. Måske endda det modsatte. Rigtig meget af det er klip, hvor lyden og musikken i forvejen er centrale, så der er ikke ret meget af det komplekse lydarbejde. Men som mindepakke fra en forholdsvis fredelig tid er det fremragende.
Tiderne skifter
Sergej Loznitsas karriere skiftede form omkring 2010. Det år var han for første gang i Cannes med sin fiktionsfilm My Joy. Herefter har hans fiktionsværker og hans dokumentarisme kørt parallelt.
Sergej Loznitsa filmede nede på pladsen fra ret tidligt i forløbet, og hans Maidan (2014) udgør et af sidste årtis største politiske værker
Loznitsas fiktionelle film er egentlig ikke særligt dokumentariske, snarere er de ganske allegoriske. Centralt står hans frustration over for korruption og magtmisbrug i film som My Joy og A Gentle Creature (2017), ligesom Donbass (2018) er en rasende skildring af det kaos og voldsorgie, der opstod pga. konflikterne i Donbass og Luhansk efter opstanden på Maidan-pladsen i 2014.
Lige præcis den opstand udgør den anden skillelinje i Loznitsas værk. Sergej Loznitsa filmede nede på pladsen fra ret tidligt i forløbet, og hans Maidan (2014) udgør et af sidste årtis største politiske værker.
Her fangede han en Begivenhed i levende live i stedet for at lede efter en i arkivet. Men han skildrede det meget på samme måde, som når han laver en arkivdokumentar: Med fokus på at skildre hvordan tiden gik, hvordan det krævede arbejde at holde folk samlet på pladsen, hvordan stemningen skiftede.
I filmens anden halvdel sættes millitæret ind. Der begynder at være bål og brand, og kuglerne flyver igennem luften. Til sidst er en revolution gennemført, og folket står tilbage på pladsen og synger i kor. Det hele virker overrumplende, uplanlagt og forvirret. Det har bestemt været en begivenhed, og der er blevet lagt meget arbejde i det, men vi har intet overblik over, hvordan det dog lykkedes.
Sergej Loznitsa fulgte op på Maidan med endnu en arkivdokumentar om en anden revolution, The Event (2015). Her følger vi et forsøg på en revolution, nemlig kupforsøget i 1991, hvor gammelkommunister forsøgte at afsætte Gorbatjov og genindføre de gamle dage.
Loznitsa skildrer det dog fra en helt særlig vinkel. Hans film skildrer dagene i Leningrad/Skt. Petersborg, hvor der nærmest intet skete. Folket står på gaden, lytter til radioer og er utrygge ved, hvad der skal ske. Reelt var der ingen, der vidste, om millitæret ville blive sat ind, så stemningen er tydeligt anspændt.
Det mest uhyggelige i The Trial er at følge de anklagedes ageren under retssagen. De må jo vide, at de er uskyldige, og at deres liv er i fare, men alligevel virker de nærmest demonstrativt kølige og imødekommende
Handlingen i The Event kan virke ligegyldig, når nu de vigtige begivenheder fandt sted langt derfra, i Moskva, men Sergej Loznitsa skildrer noget andet.
Begivenhederne er jo essentielle for de personer, der optræder i filmen, ligegyldigt om der skete noget på den plads eller ej. Det blev en formativ begivenhed for alle medvirkende. Så når vi til sidst i filmen ser en meget ung Vladimir Putin i udkanten af et klip, jamen så er det tydeligt, at vi alligevel har set et stykke russisk historie.
The Trial og State Funeral
Et par år senere lavede Sergej Loznitsa sine seneste og tydeligt historiske arkiv-film, The Trial (2018) og State Funeral (2019). De skildrer store begivenheder. Den første som nævnt en af de første skueprocesser, mens den anden skildrer Stalins begravelse i 1953.
Det mest uhyggelige i The Trial er at følge de anklagedes ageren under retssagen. De må jo vide, at de er uskyldige, og at deres liv er i fare, men alligevel virker de nærmest demonstrativt kølige og imødekommende. De læser stille og roligt tekster op om deres forbrydelser, forklarer, hvor dumme de har været, svarer på spørgsmål.
På et tidspunkt, hvor en anklager forklarer, man har skullet være godt og grundigt dum, hvis man troede, så onde folk som udenlandske kapitalister ville lade folk som de anklagede have nogen magt efter kontrarevolutionen, kan vi se en af de anklagede grine indforstået.
En skueproces, som den vi ser her, blev en fælles formativ oplevelse for en kæmpe del af den sovjetiske befolkning
Hvad i alverden er der foregået i hovedet på dem? Og hvad er der foregået i hovedet på alle beskuerne i salen? Det er spørgsmålet.
Sergej Loznitsa klipper filmen sammen, så der efter hvert afsnit af retssagen er indsat billeder fra demonstrationer, hvor kæmpe folkemængder bærer bannere, der kræver, at sabotørerne bliver henrettet. Da anklageren også rasende kræver dødsstraf, er der stående bifald i salen. Da halvdelen af de anklagede idømmes dødsstraf, er der helt stille på bænkene.
Ingen af de anklagede blev henrettet efter retssagen. Alle dødsdomme blev lavet om til ti års fængsel. En del af dem blev dog henrettet under de store udrensninger senere i trediverne. Ligesom i øvrigt en stor del af anklagere og dommere blev det. Og stensikkert også af tilskuerne. En skueproces, som den vi ser her, blev en fælles formativ oplevelse for en stor del af den sovjetiske befolkning, ligesom demonstrationerne i 1991 blev det.
Det samme kan utvivlsomt siges om Stalins begravelse i 1953. Det er også den fornemmelse filmen forsøger at give med en lang sekvens, hvor folk i hele imperiet lytter til den samme radiosending, ligesom det fylder meget med folkets defileren forbi kisten og den afsluttende procession gennem Moskvas gader.
Tilsammen et facetteret og lagdelt historisk værk, som Loznitsa dog tydeligvis langt fra er færdig med
State Funeral, som jeg har skrevet om før, er et mærkværdigt filmisk dokument. Optagelserne blev gemt væk, efter at personkulten omkring Stalin blev demonteret, så Sergej Loznitsa har færdiggjort en film, der ellers var blevet skrinlagt. Sort-hvide og farvesekvenser blandes, og det hele fremstår som en propagandafilm fra en tid, der blev forsøgt gemt væk.
Igen er det helt umuligt at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på de mange deltagere. Men at det har været formativt, det er der nok ingen tvivl om.
Det store værk
Således har Sergej Loznitsa altså lavet fem arkivfilm om fem vigtige episoder i Sovjetunionens historie. The Trial om skueprocesserne i trediverne, Blockade om lidelserne under Den Store Fædrelandskrig (2. verdenskrig) i fyrrerne, State Funeral om Stalinkultens kulmination i 1953, Revue om propaganda under Khrusjtjov, og til sidst The Event om afslutningen på Unionen i 1991. Tilsammen et facetteret og lagdelt historisk værk, som Loznitsa dog tydeligvis langt fra er færdig med.
I år kommer der endnu en arkiv-film, der får premiere på årets Cannes-festival. Den hedder Babi Yar. Context og handler om den store massakre, hvor 33.000 jøder blev myrdet på to dage i 1941.
Filmen foregår over 24 kapitler fra Tysklands invasion i 1941 og indtil den såkaldte Kurenivka-hændelse i 1961, hvor forsøget på helt bogstaveligt at overdække historien førte til et kæmpe mudderskred, der dræbte op til 1500 mennesker.
Sergej Loznitsas projekt er med andre ord ikke afsluttet endnu. Hans arkiv-film er også kun en del af det. Vigtige er f.eks. også de dokumentarfilm, han har lavet om, hvordan historie bliver husket i dag, henholdsvis Austerlitz (2016) om besøgende i en gammel kz-lejr og Victory Day (2018) om, hvordan sejren over Tyskland fejres i Rusland på endda meget nationalistisk vis.
Det er med andre ord ikke hele værket, der for tiden kan ses på MUBI, men en central del af det, som også i sig selv er forbløffende, opslugende og fascinerende. Til tider også en smule langtrukkent – The Trial indeholder f.eks. en del diskussioner om finansieringen af de fiktive forbrydelser, hvor man nok skulle have været der.
Men langt det meste af tiden fungerer maskineriet, og vi oplever historien om Imperiet på en hel unik måde. Præcis den måde, som kun kunst kan gøre det.
Fotocredits: MUBI
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
