Peterloo & State Funeral: Leigh, Loznitsa og Den Store Historie

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE – To instruktører, engelske Mike Leigh og ukrainske Sergej Loznitsa, har givet sig i kast med hver sin historiske begivenhed: Peterloo-massakren og Stalins begravelse. Frederik Bojer Bové dobbelt-anmelder og diskuterer, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Der findes et fint og avanceret engelsk ord for at skildre Historie på film: Historiophoty. Der er skrevet tykke bøger om det. Omend det meste af tiden er det historikere, der klager over at Katharina den Store altså overhovedet ikke lignede Marlene Dietrich, og hvis bare filmskaberne havde konsulteret nogle flere historikere, så kunne de have rettet alle de overdrevne sex- og voldscener, for den slags er filmskabere jo ekstremt opsat på at undgå.

Men der burde være en anden form for Historiophoty, en lære om hvordan man filmisk skaber et billede af Historien, som giver mening. Hvordan man skildrer tid, rum, kausalitet, al den slags. Det ville være en stor hjælp når man, som jeg denne uge, står for at skulle skrive om to film, der hver især forsøger at behandle en Historisk begivenhed med reel seriøsitet. Den ene virker, den anden gør ikke, og det er lidt komplekst at forklare hvorfor.

Anyways, jeg har forsøgt alligevel.

Peterloo (Mike Leigh)

Visse dele af Historien bliver beskrevet rigtig mange gange. F.eks Waterloo. Rigtig mange ting startede ved Waterloo. Victor Hugos Les Miserables har en lang sekvens om slagmarken hvor Napoleon mødte sit Waterloo, med den underliggende pointe, at det der skete her ledte direkte til den fejlslagne revolution i 1832. Det er også en slet skjult pointe i Tolstojs Krig & Fred, at det var oplevelsen af Napoleons-krigene, der fik utilfredse officerer til at igangsætte Decembrist-oprøret – omend pointen dog nok er blevet en del mere skjult af, at de færreste i dag aner, hvad Decembrist-oprøret er.

Mike Leighs Peterloo, der slutter med den blodige reaktion på et fredeligt politisk møde, starter også på den anden slagmark. Her møder vi en ung trompetist, Joseph, tydeligt præget af rædslerne rundt omkring ham. Joseph kommer aldrig til at kunne tage sin uniform af igen, selv ikke efter at han kommet tilbage til Manchester. Hermed bliver han et emblem på, hvor meget Storbritannien svigtede sine soldater efter Napoleons-krigen.

Vi ser senere parlamentet vedtage en hyldest til general Wellington. Men de menige soldater, der kæmpede og døde for deres land på fjerne slagmarker? De blev, ligesom deres fæller i Frankrig, eller i Rusland, eller i de fleste andre af kontinentets nationer, ignoreret, kastet tilbage i sult, arbejdsløshed og politisk repression.

Og så var det da dømt til at gå galt.

Ingen kausalitet

Det er dog en lille smule svært, når man ser Peterloo, at få øje på den kausale sammenhæng, der leder fra Waterloo til Peter-ditto. Jo, vi får at vide, at perioden efter krigen har budt på sult og arbejdsløshed, hvilket giver god mening, for sådan er det ofte efter en krig. Ligeledes får vi forklaret, at de forkætrede ‘corn laws’ har gjort det umuligt at importere billigt korn, til gavn for lokale producenter, men katastrofalt for de sultne arbejdere.

Langt de fleste af filmens aktivister arbejder dog for parlamentarisk reform, for demokratisering af valgsystemet og for udbredelse af stemmeretten. Forbindelsen mellem de to ting er implicit. Der lægges bestemt ikke vægt på den i filmen.

Utrolig meget af filmen går med at talere taler, og efterhånden er det ikke rigtig længere interessant, hvad de siger – de indrømmer også gerne selv, at de altid siger de samme ting

Der lægges i virkelighed ikke ret megen vægt på kausale sammenhænge, det man også kunne kalde for et ‘plot’. I stedet er filmen ganske episodisk. Fra slagmarken ser vi bl.a. scener af fattige folk, der er fattige. Rige dommere, der er dømmende. Talere der taler, skribenter der skriver, en maler der maler.

Der går ret lang tid af den 150 min lange film før to reformister fra Manchester får den idé at invitere den berømte orator Henry ‘Orator’ Hunt til at besøge byen for at holde en offentlig tale, hvilket var den tale der blev afbrudt af voldelige kavalerister, der massakrerede de fredelige tilhørere. En mere plotorienteret film kunne være startet her, og lavet en langt mere forståelig, og formentlig også narrativt tilfredsstillende, film.

Megen information

Men i virkeligheden er Mike Leigh ikke interesseret i plot, ikke interesseret i at forklare præcis hvordan og hvorledes. Det er den store britiske instruktør i virkeligheden sjældent, film som Naked, Vera Drakes hemmelighed og Mr Turner er mere interesseret i situationer og karakterer, end i nogen stor forkromet handling. Det fungerer dog ret anderledes, når nu filmen rent faktisk skal forestille at handle om en vigtig begivenhed.

Men Mike Leigh lader mest af alt til at være interesseret i at analysere information. Utrolig meget af filmen går med at talere taler, og efterhånden er det ikke rigtig længere interessant, hvad de siger – de indrømmer også gerne selv, at de altid siger de samme ting – men den måde de siger det på, og den effekt det har på deres tilhørere.

Omvendt ser vi også hvordan de onde myndigheder spionerer og sender ret misvisende information i breve til hinanden. Mike Leigh er bestemt interesseret i begivenheden Peterloo, men mestendels er han interesseret i at undersøge de omstændigheder politiske reformatorer arbejdede under. De havde ikke stemmeret, så de kunne ikke arbejde politisk. De ønskede ikke at lave voldeligt oprør. Ej heller var de parate til at gå i strejke.

Deres eneste mulighed var derfor at kommunikere, at tale, eller at udgive aviser, og så håbe, at de kunne ramme den helt rette tone, hvor de kunne få deres idéer igennem.

Peterloo vil være en moraliserende politisk film, men dertil er den for kedelig! Og den er ikke analytisk nok, for samtidig bliver vi distraherede af, hvor meget der bliver overspillet.

Lyder det kedeligt? Problemet er faktisk næsten, at det ikke er kedeligt nok! Eller, det vil sige, Leigh går efter et analytisk filmsprog, at lave en film, hvor vi lægger mærke til detaljerne, lægger mærke til tonefald og sprogbrug. Så skal vi også have plads til at tænke. Og så tror jeg i virkeligheden filmen ville fungere, for de fleste mennesker finder sådan set ganske enkelt fortiden interessant!

Peterloo er fyldt med, hvad der er virkelig interessante, men egentlig også ret overflødige scener. Som når f.eks Henry Hunt sidder stille for at få sit portræt malet, men samtidig gerne vil skrive noter til sig selv, hvilket er et overraskende kompliceret problem. Den slags er faktisk ret sjovt at se! Det kunne have været hele filmen.

For megen kommentar

Men Mike Leigh tør ikke lave den film. I stedet bliver han ved med at kommentere på det der sker, dels ved et for fyldigt musikalsk akkompagnement, dels ved simpelthen at lade sine karakterer være for gode eller onde. De onde magistrat-præster, de ikke bare taler, de vrænger og skærer ansigter, hvilket er distraherende og overflødigt. Og de kommenterer: Når vi ser en præst skrive et forfærdende brev, så ser vi ham derefter også gnække og sige ‘it’s poetry!’. Det er dumt! Det er for meget!

Og hermed sætter filmen sig mellem to stole! Den vil være en moraliserende politisk film, men dertil er den for kedelig! Og den er ikke analytisk nok, for samtidig bliver vi distraherede af, hvor meget der bliver overspillet. Og så er det nok for de fleste for meget arbejde at få noget ud af filmen.

Det er virkelig en ambitiøs film, og det trækker selvfølgelig op. Men den virker altså ikke, og det trækker ned.

State Funeral (Sergej Loznitsa)

Et eksempel på hvor godt det kan gøres kunne man se med Sergej Loznitsas dokumentar State Funeral, der har kunnet streames hos den tv-station, der var med til at finansiere den, og forhåbentlig snart vil komme til Danmark igen. Der er godt nok ingen undertekster, men hvis bare man ved, at alt hvad der siges er lovprisninger af Stalin, så er man ret godt med.

For ja, State Funeral handler om Stalins begravelse. Den baserer sig på materiale, der blev optaget til det statslige fjernsyn, men som af en eller anden grund blev gemt væk senere hen. Det hele er tydeligt iscenesat som propaganda.

Vi ser folk fra hele det sovjetiske imperium stimle sammen om højtalere, alle som en hensat i dyb sorg over tabet af den store leder. Vi ser stimer af mennesker vandre ind for at se den døde mand. Og vi følger begravelsesoptoget omkring Kreml. Og så ser vi igen kanonader fra rundt omkring i hele imperiet.

Loznitsas kup er, at han præsenterer det, som om han har genskabt en propaganda-film. Der er ingen voice-over, der er intet forsøg på at komme bag om materialet, og først til sidst er der nogle korte kommentarer om Stalins forbrydelser og de-staliniseringen af samfundet. Resten af tiden ser vi tingene, som det formentlig var meningen, at befolkningen skulle se dem.

Og så er det netop, at vi kommer til at sidde og analysere den information, vi får! Jeg har set mange påstå, de kan se rædslen i tilskuernes ansigter, men det må jeg indrømme, at jeg ikke kan se. Jeg ser både reel sorg, men så ser jeg altså også en hel masse uudgrundelighed. Der er mange som virker, som om de er der, fordi det skal man.

Kuratering!

Loznitsa har lavet en masse af de her film. Han laver dokumentarer både af gammelt materiale – som Revue, der består af underholdningsprogrammer fra Khrustjev-tiden, The Event, der er tv-optagelser fra forsøget på modrevolution i 1991, men fra Leningrad, hvor der ikke skete noget som helst, eller The Trial, der er materiale fra en af skueprocesserne fra Stalin-tiden – og af nyt – Victory Day, der er optaget ved den årlige fejring af sejren i den Store Fædrelandskrig, eller Austerlitz, der skildrer besøgende i en kz-lejr, eller Maidan, der skildrede opstanden på Maidan-pladsen i 2013-14.

Efterhånden er det, som om et argument bliver stykket sammen af de her mange iagttagelser, af de her mange billeder. Et komplekst argument om Rusland, dets Historie, og dets folk. Og om forholdet generelt mellem folk og Historie. Det fungerer lidt ligesom Svetlana Aleksijevitjs mange monologer fra sovjetborgere om alt fra Fædrelandskrigen til Tjernobyl, det efterhånden også er blevet til et fem-binds historisk værk.

Det er kuratering. Kuratering af monologer for Aleksijevitj, af billeder for Loznitsa. Ved at kuratere, og derudover lade os tænke selv, så rammer det så meget stærkere. Men det ville sgutte fungere, hvis vi også så kommisærerne vrængende udtænke begravelsen! Det kunne Leigh have lært noget af.


Peterloo
154 min
Scanbox

State Funeral
135 min


Fotocredit:
Peterloo: Scanbox
State Funeral: CPH:DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i