OPERA // ANMELDELSE – Verden er genåbnet. Teatrene genåbner. Og det sker med maner. I München præsenterede man således en nyopsætning af Richard Wagners Tristan und Isolde. Det var samtidig den sidste nye forestilling ledet af husets vidunderlige musikalske chef Kiril Petrenko. Sidste forestilling under husets øverste chef Nikolaus Bachler. Vi tog afsked med en gloriøs periode i husets historie. Men vi så også ind i fremtiden. For det var første gang, verden kunne opleve to af århundredets største operastjerner i fagets vanskeligste partier: Jonas Kaufmann som Tristan, Anja Harteros som Isolde.
Det – efter omstændighederne – store publikum i Bayerische Staatsoper reagerede (efter flere sekunders total, nydende tavshed) med den største jubellarm, jeg har oplevet i et teater. Og det selv om opsætningen i sig selv ikke var noget at juble over. Men musikken og skuespillet var.
Instruktøren, Krzysztof Warlikowski, har ellers begået nogle begavede, gennemtænkte opsætninger, der ydermere virkelig fungerer som teater. Hans Tristan er lidt af en gåde, fordi han åbenbart ikke har fået ret mange ideer. Jo, nogle irriterende distraktioner (klon-robotter… Go home).
Det eneste nye er faktisk hans insisteren på de elskendes voldsomme dødsdrift. Og en slutning, der tydeligt er inspireret af Tobias Kratzers Tannhäuser i Bayreuth.
Den gode nyhed er, at sangerne stort set er overladt til sig selv. Deres bevægelser og handlinger i øvrigt kunne såmænd også stamme fra en en Wieland Wagner-opsætning fra 1962. Man kunne bare trække i de gamle kostumer. Rammen er ligegyldig, det er sangernes ansigter vi gransker. Så meget sker der egentlig ikke scenisk i Tristan. Skønne lange strækninger af ren musik afbrydes af hektisk, komprimeret action. Keltisk jernalder eller 1929? I don’t care.
Der er et uløseligt problem i instruktørers forsøg på at fortælle noget andet end originalen. Som med Bayreuths mislykkede nye Den flyvende hollænder er det Wagners fortælling, vi hører, mens vi er tvunget til at iagttage en eller anden persons fortælling, der ofte taler direkte imod både musik og tekst. På det sidste er det blevet moderne at fjerne hav og forløsning fra Hollænderen, og at benægte kærlighedens eksistens i Tristan. Derud kommer Warlikowski ikke. Men han skaber andre problemer for sig selv, for operaen og dermed for publikum.
Spørgsmålet er, hvad man skal stille op med det, komponisten i sin tid skrev af tekst og musik. Kan vi iscenesætte hen over den realisme, som komponisten tilstræbte?
Indimellem giver Warlikowski simpelthen op, konfronteret med det Wagner stædigt, grundigt og levende fortæller os. I 3. akt er vi selvfølgelig ikke på en kyst, spejdende efter Isoldes skib. Vi befinder os i det samme højborgerlige hus som tidligere. Alt er fiktion bortset fra Tristans sår og kærligheden. Så Melot falder bare død om på scenen i sin fine officersuniform. Ingen slås. Ingen løber.
Spørgsmålet er, hvad man skal stille op med det, komponisten i sin tid skrev af tekst og musik. Kan vi iscenesætte hen over den realisme, som komponisten tilstræbte? Kratzer fandt en mængde løsninger til sin Tannhäuser. Warliowski ser sådan set bare den anden vej…
Men sangerne får deres frihed tilbage. De er bedre kommunikatører end instruktøren.
Ægte og knusende
Anja Harteros har vandret en lang og skøn vej, siden jeg første gang oplevede hende som Fiordiligi i Cosi fan Tutte. Derefter så jeg hende i Don Carlo, Simon Boccanegra, Andrea Chenier, La Traviata, Lohengrin og Arabella. Plus som en glødende Sieglinde, der åbnede vejen til Isolde.
Hun er altid sig selv, men også altid en ny figur. Hun har valgt og fravalgt med stor nøgternhed. Ingen Salome. Men den fineste Leonora i La Forza del Destino jeg nok nogensinde vil få at høre. Kun hendes Aida var en skuffelse – det virkede som om Verdis krav skræmte. Aida blev skrøbelig og skræmt. Men det var jo også en valid tolkning.
Meget er bevaret intakt gennem en lang karriere: ikke en eneste grim lyd en hel lang eftermiddag og aften. Hvert ord synges krystalklart. Og med mening. Hun skånede sig ikke, men sang igennem med præcis den klarhed og linje, som gør, at stemmen trænger igennem orkesterets floder af lyd. Selv i Liebestod.
Hun besidder det, man i mangel af bedre udtryk kalder aristokratisk værdighed, og den bruger hun især i 1. akt som rasende, hævnende og mod sin vilje forelsket. I originalen er hun jo en irsk prinsesse, som har reddet Tristans liv, efter at han har dræbt hendes trolovede.
Da hun fandt ud af, hvad han var skyld i, gik hun til ham for at tage hans liv. Men: Von seinem Lager / blickt’ er her, – / nicht auf das Schwert, / nicht auf die Hand, / er sah mir in die Augen. / Seines Elendes / jammerte mich – / das Schwert, – ich ließ es fallene.
Den lille tilståelse er nøglen til alt, som følger. Både hun og Tristan ved, at de elsker den forkerte. Uden grund. Harteros synger den lille frase med uimodståelig skønhed. Ganske som hun får al tragedien frem i scenen efter Tristans død: hun kommer et sekund for sent. Af alle de Isolder, jeg har hørt, er det kun Helga Dernesch i Karajans indspilning, som formår at udtrykke smerten lige så ægte og knusende.
Som en liedkoncert
Instruktøren gjorde, hvad man er nødt til: den lange kærlighedsduet i 2. akt må spilles med de elskende siddende i hver sin stol. Covid-19 gjorde meget lettere – der er ikke plads til kys og kram, før katastrofen rammer, og der gøres meget ud af de to elskendes afstand. Men da de endelig glider ind i en omfavnelse,virker det desto voldsommere i sin naturlige realisme. Der er ellers ikke mange berøringer i denne opsætning.
For min skyld kunne de optræde iført sammensyede lagener, de ville alligevel holde ens opmærksomhed fanget i fem timer
Alle personerne er kostumeret, som foregik handlingen i 1900-tallet, men mens Isolde i sidste akt bærer en rød og tidløs, hellang kjole, er mændene fast forankrede i det prosaiske århundrede (forunderligt ternede). Med små og store personlige markører; den milelange, hæmmede Kong Marke fumler ustandselig med sine briller, men er ellers en såret træmand, der er vant til at tale længe og uafbrudt, forstår man. Brangäne en klippe af styrke og skønsang, mere søster/veninde end tjener. Kurwenal solid og helt den samme figur som i gamle dage.
Kostumerne giver ikke sangerne nogle fordele. Men det gør egentlig ikke så meget. For min skyld kunne de optræde iført sammensyede lagener, de ville alligevel holde ens opmærksomhed fanget i fem timer.
Og Jonas Kaufmann. Dette fænomen, som under covid-19 har rejst rundt i Europa for at synge overalt. Selv i Aalborg i november 2020.
Han har afprøvet næsten alle sin stemmetypes roller. Han sprang fra Berlioz Les Troyens på Covent Garden i 2012, og han mangler stadig at synge Tannhäuser og Siegfried. Men Tristan ses (især på grund af den lange solo i 3. akt) som stemmetypens absolutte toprolle. Der er mange noder og meget tekst at formidle.Netop her har Kaufmann sit force: han synger Tristan, som var han til liedkoncert. All Words Matters.
Hvor Harteros som Isolde er passioneret og åben, er Jonas K. som Tristan en mand, der tænker for meget. Og som skjuler sig, når livet bliver for meget og for ærligt og for hårdt, som da hans onkel Marke bebrejder ham at have været ham dobbelt utro. Det er en kærkommen pause for sangeren, men også et fint udtryk for karakterens skam.
Han lød i meget bedre form end længe. Bedre end da han sang Aida på Pariseroperaen i det tidlige forår. Borte var den faretruende tomme kerne, man havde bemærket i tonerne.
Vi, de overlevende
En af grundene til triumfen er at finde i orkestret, styret af Kiril Petrenko, som gav os en helt transparent orkestersats, der tillader enkeltinstrumenter at klinge. Og som får stemmerne at klinge med instrumenterne, henviser ikke sangerne til at stresse og presse for at trænge igennem en jernvæg af lyd. Wagners operaer er ikke tænkt som en konkurrence i at larme mest.
Ja, vi jublede. Trampede og skreg. Vi, de overlevende, fejrede operaens overlevelse. Så godt kan det være at gå i teatret. Så livgivende. Netop den oplevelse Wagner selv ønskede, og som fik ham til at føle frygt for, om folk kunne tåle hans Tristan: ”Måske kan kun middelmådige forestillinger redde mig”.
Opsætningen egner sig storslået til streaming, hvor man kan koncentrere sig om sangernes udtryk uden at tænke meget på regi eller kulisser. Det egentlige teater
Sidste overraskelse: Warlikowski lader sluttonerne illustrere en video, hvor Tristan og Isolde vågner hånd i hånd i en dobbeltseng. De vender sig mod hinanden og smiler befriede, lykkelige ved at være sammen. Døde eller levende? Ingen ved det. Måske ved de det heller ikke selv. Warlikowski giver dem ret.
Det blev ikke til en endeløs række fremkaldelser. I stedet havde orkestret planlagt at markere afskeden med den elskede chef Kiril Petrenko. Først sang man Muss i denn, og så tog en dirigent over og vi fik…. valsen fra Richard Strauss’ Rosenkavalier. Jeg tror ikke, at det før er set, at sangere, efter at have opført Tristan, har danset på scenen til Rosenkavalier-valsen. Covid-19 ændrer mangt og meget. Respekt, styret formløshed, glæde og lettelse er nu en god blanding.
Forestillingen blev streamet den 31.7. og 2.8. – jeg går ud fra, at den bliver tilgængelig både på net og på bluray. Opsætningen egner sig storslået til streaming, hvor man kan koncentrere sig om sangernes udtryk uden at tænke meget på regi eller kulisser. Det egentlige teater.
LÆS ALLE MARIA HELLEBERGS TEKSTER PÅ POV HER.
Fotos: PR & skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her