ROSKILDE 2025 // ANMELDELSE – Roskildes scener er store platforme for kunsteriske budskaber. I 2025 har flere kunstnere udfordret, hvad disse rammer har kunnet rumme. Fredag aften brugte Mø, med musikken i centrum, sin altid aktivistiske persona til tale om klima og verdensfred, mens Emma Sehested Høeg havde en mere nær og feminisitisk dagsorden i sit kærlige og festlige brag af et show.
Klokken 14 i Arenateltet var der endnu engang lagt op til en dansk danse- og følelsesfest for festivalpublikummet. Den danske sanger og skuespiller Emma Sehested Høeg indtog scenen som en storm med en velproduceret, teatralsk koncert – eller “priv” (privatfest, red.) som hun kaldte det – for alle sine nye venner. Jeg tror aldrig, jeg har smilet så meget til en koncert.
Emma Sehested Høeg viste sig fredag som en habil og nærværende performer, der blandede sine loungede, engelsksprogede soulnumre fra albummet I Know All The Words But I Can’t Say Goodbye med sine nyklassiske dansksprogede sange. Med et veloplagt og velspillende band i ryggen mærkede man kun kort sangerens udtalte ærefrygt over at indtage Roskildescenen.
Som jeg skrev forleden, er det noget helt specielt for danske kunstnere at få debut på Arena-scenen. Dette var ingen undtagelse for Emma Sehested Høeg, som med lige dele oprigtighed og humor brugte sin skuespillerbaggrund til at fremstå ydmyg, sympatisk og knaldhamrende menneskelig sexet.
Hvor mange bløder i dag?
I smukke kostumer tullede Emma Sehested Høeg rundt og skreg sine kokette skrig og dansede halvkoreograferede trin, som syntes at inspirere publikum til at danse med helt frit. I koncertens første del bemærkede sangeren dog, at det blå trikotsæt var svært at have på med menstruationstrusser – for det var nemlig dag nummer 1. “Åh Gud” var vi sikkert mange, der tænkte: “kender!”.
“Hvor mange bløder i dag?”, lød det fra scenen. Rundt omkring blev der grinet, nogle rakte hånden op. Der blev bondet over den fælles trælse erfaring at deale med menstruation på festival. Fans vidste udmærket, hvad klokken var slået, da vokalensemblet Vigdis kom på scenen og gav en rørende version af hittet “Månebørn”. Et kæmpe højdepunkt. Jeg selv stod med armen om en grædende veninde og sang med – det føltes som et lille stykke feministisk hverdagsaktivisme under teltdugen.
Også nummeret “Øjeblik” endte som en miniaktivistisk hyldest til dem, der går forrest. Uden at nævne nogle bestemte konflikter fik Emma Sehested Høeg alluderet til alle de mennesker, der går forrest, når der skal organiseres og kæmpes: “Jeg vil ha’ at dette blir’ et øjeblik // Hvor vi sammen statuerer // en kvinde som vil mere // end blot at se på … jeg går først // men følger du med”, sang hun, mens der et kort øjeblik blev plads til dybere eftertanke.
Festlige indslag
Der var naturligvis også rigeligt med festlige indslag – et særligt og hylemorsomt højdepunkt var, da Andreas Odbjerg kom forbi og helt skabet pakket ind i pels med mundvigene nedad sang nummeret “svært at være fantastisk”, der flød over en en ekstatisk sambafest. Det var som en moderne “Man kan vel ikke gøre for at man har charme”. Pissecharmerende! Emma og hele holdet vidste, hvad de lavede.
Koncerten bød desuden på en imponerende og morsom fløjteduel mellem sangeren og tværfløjten og generelt hjertevarme, legesyge og ægte momenter. Emma og band havde kort sagt publikum i deres hule hånd. Teltet – og nok mest pitten – eksploderede, da Emma Sehested Høeg drilsk til sidst “lod sig overbevise” til at synge “Aldrig helt nok”, godt hjulpet på vej af et massivt kor af især unge kvinder i teltet.
Emma Sehested Høegs fredagskoncert var som et insisterende kram fra din sejeste veninde. Her var der plads til alle, men især blødende kvinder, men mon ikke flere m/k/n gik derfra med et kæmpe crush?
Mø er tilbage – på sine egne præmisser
Mø indtog scenen under teltdugen, mens regnen silede ned udenfor på de af os, der ikke havde været hurtige nok til at sikre os en plads i god tid, for igen blev der godt fyldt op foran Arena. Jeg overhørte flere undre sig over placeringen – sidst Mø var på Roskilde i 2019, spillede hun på foran en godt fyldt plæne på Orange Scene.
Mø har været væk fra musikscenen et par år for at passe på sit mentale helbred, men helt væk har hun dog aldrig været. Ikke desto mindre føltes det næsten som et form for lykkeligt comeback, da hun med stor overbevisning og sin vanlige vilde liveenergi både leverede store hits, sange fra Pilgrim-dagene og tung technopop fra det nyeste album Plæygirl.
Selvom vokalen knækkede hist og her, var der power i Mø. Man kunne mærke hende fra start til slut. Det var et modigt valg at indlede koncerten foran det feststemte publikum med en skrøbelig version af Kim Larsens “Joanna”. Flere ville da også synge hurtigere med end det tempo, der blev sat. Men nærmest som hypnotiserede, blev publikum lullet ind i den eventyrlige coverversion og tunet ind på Møs dagsorden.
Fandenivolskhed og hits
Mø optrådte nemlig med en målrettethed denne fredag, der føltes anderledes end dengang for omtrent seks år siden, hvor Orange-koncerten var en overbevisende hitparade. Man fornemmede en fandenivoldskhed, som altid har ligget der, men som synes at komme helt op og kradse i overfladen.
Det var nu ikke fordi, der manglede hits. Mø har et solidt bagkatalog. Som en der har fulgt hende siden sangerens første Roskildekoncert på et absolut overfyldt Pavillion Junior, som det hed dengang, var det også et kæmpe nostalgitrip endnu engang at kunne synge med på klassikere som “Never wanna know”, “Blur” og megahittet “Lean on”. Men, som en af mine venner bad mig skrive, havde det hele lidt mere grit.
Møs nyeste album gemmer i øvrigt også på syng med hits som “Who said that”, der skabte en fest. Hendes cover af Aviciis “Wake Me Up” blev introduceret med et par eftertænksomme kommentarer om at vågne op og finde sig selv og blev på den måde et lige dele festligt, men også hjerteskærende dybt moment i koncerten. Sangen er for Mø et personligt vidnesbyrd om et alt for hæsblæsende liv på toppen – med respekt gik den ud til Avicii, som betalte prisen for den livsstil.
En plæypiges platform
Mø har alle dage været klar i mælet politisk – helt tilbage fra hendes punkdage i Ungdomshuset, til den Orangekoncert, hvor hun udtalte sig om flygtningerettigheder iført en Refugees Welcome-T-shirt. Fredag var heldigvis ingen undtagelse. Mø blev joinet af Nordic Climate Justice Coalition under nummeret “Heartbreak” med blandt andre den kendte aktivist Greta Thunberg.
De seneste dage har der i de danske medier været stor debat om, hvad Roskilde skal tillade. Det, Roskilde efter min mening gør rigtigt, er, at lade det være op til kunstnerne selv, hvordan de vil bruge deres platform. Mø valgte at slå et slag for den intersektionelle aktivisme med afsæt i klimakampen, der også flød over Free Palestine-stemning.
Stemningen blev kort anspændt, men det mest af publikum kvitterede med at løfte hænderne og lave peacetegn. Roskildeånden handler også om den slags fælleskab, det er at pause festen og mærke alvoren og stå der lidt sammen i den. Personligt var det med tårer i øjnene, at jeg løftede mit peacetegn og råbte alt jeg kunne.
Hvordan det lykkedes, skal jeg ikke kunne sige, men efter aktionen havde Mø altså stadig lidt at give af. Selvom den mindeværdige aktion fik lov at fylde, gik hun ud med et dansebrag til sangen “Final Song”, der pludselig handlede om at insistere på fest og på livet på trods. Sikke en politisk og smuk dag på Arena.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og